Jeg mangler dig hver dag, hele året.
Men på en dag som i dag, endnu mere. Fars dag. En dag jeg ikke har nogen erindring om, at have “fejret” med dig. En dag, hvor der hyldes og tales og sættes fokus på fædre. Og når man som jeg, ikke har en far her på jorden, bliver det i stedet en påmindelse om lige netop dét.

En påmindelse om det savn og den sorg jeg for evigt vil bære med mig. Den del af mig, der mangler og aldrig bliver hel.

Øv, hvor er det uretfærdigt, at jeg ikke har dig.
Sommetider tænker jeg på, hvordan hele mit liv havde været anderledes, hvis ikke vi havde mistet dig. Det er underligt at tænke på.

Den ene dag tager den anden, men på dage hvor jeg tænker på dig, bliver de samme spørgsmål ved med at poppe op. Hvorfor? Hvordan? Det er næsten en umulighed for mig, at acceptere, ikke at kende svarene – men den største umulighed er at acceptere, at jeg har mistet dig. Det kan jeg ikke.
Ja, tiden gør det “nemmere”. Eller, den gør i hvert fald, at de vilkår man er sat i, er nogle man vender sig til, at leve med. Sådan er det også med andre ting end at miste eller have mistet.
Jeg læste for nogle år siden en fantastisk god (og meget rørende!) bog om en far med en “usynlig” søn. Sådan fortæller han om sin søn, efter at have mistet ham.

Og en af de pointer jeg især tog med mig fra den bog, var netop at det at have mistet, ikke er noget man skal komme videre fra. Det er noget man skal lære at leve med.

Det giver nok mest mening, hvis man selv kan perspektivere det til en lignende situation – for udefra tror jeg de fleste har det med at tænke (og sige højt) at jeg vel også er kommet videre. Jeg har svært ved at forestille mig, at det er muligt at komme videre, hvis man mister en så tæt på, som det har været for mig, at miste min far. Men det er det nok for nogle.

Jeg har aldrig talt om dig, som usynlig. Men jeg taler om dig, som en stjerne. En følgesvend.
Det er længe siden jeg har drømt om dig, men det kommer i perioder. Lige for tiden har jeg et hav af tanker om fremtiden – og det fylder også i mine drømme.
Måske du kan hjælpe med at pejle i den rigtige retning? Give mig et tegn og vise vejen?

Jeg håber at se dig igen en dag, far.

Indbegrebet af mine tidlige ungdomsår var at være noget  – gøre noget – for andre. Vise overskud og dele overskud ud. I virkeligheden handlede lige netop dét, nok mest om, at det så var nemmere at lægge låg på alt det jeg selv følte. Alt det der i mit hovede, gjorde mig forkert. Skam og angst.

Det slår mig nogle gange, hvordan det overhovedet er lykkedes mig at komme videre; hvordan jeg nåede hertil, hvor jeg er i dag. Hvordan jeg kom ud af det tankespind, der fyldte mit hovede de fleste af mine vågne timer i hele mit sidste gymnasieår og lang tid derefter. Hvordan det først rigtig blev godt, da jeg mødte D og sidenhen blev mor til Vilja.
Jeg har den seneste tid været sat helt tilbage. Været gået i stå. Jeg har været tilbage i et lignende trummerum af tanker, som dengang i gymnasiet.

Jeg har ikke følt mig i stand til at skrive noget, der var “vigtigt nok” til at dele. Intet har føltes rigtigt og jeg har ikke kunne finde mig til rette i alle de ting jeg ellers elsker og bare gør.

De ting jeg foretager mig, siger, fortæller, har fået en ny betydning. Omend jeg ønsker det eller ej, bliver intet som det var. Og dét bruger jeg en del energi på at finde ud af. Acceptere.

Som 3-årig mistede jeg min far; men siden da har jeg ikke prøvet eller været tæt på at miste nogen, der var så tæt på mig. Det har jeg nu. Og jeg har mange gange de seneste måneder tænkt “hvordan havde jeg overhovedet klaret det, hvis jeg skulle have forholdt mig til en ny verden uden min bror”. Jeg mener, med den grad af påvirkning ulykken har på mig, så tør jeg slet ikke tænke førnævnte til ende.

Jeg græder stadig over ulykken og tankerne om den. Jeg græder hvis jeg en søndag morgen får kigget på klokken… for så tænker jeg “det var nu vi sad i bilen, på vej til hospitalet. Nu vi stod udenfor og ventede på at komme ind og se ham”. Jeg græder også, når jeg ser eller hører en lægehelikopter. Ja, jeg græder nu.

Det ér barskt at blive udsat for så voldsom en forskrækkelse. Kroppen når at forberede sig på det værste. Afventer.
Derudover at være uden en eneste mulighed for at være noget. Vi måtte jo ikke komme på besøg. Det var svært at være i, oveni forskrækkelsen. For det gjorde det om muligt endnu sværere at forstå, at han (min bror) fem dage senere kunne sidde hjemme i sofaen og drikke kaffe igen. Jeg havde ikke oplevet noget imellem respirator-billedet og klip så til fredag aften hjemme i stuen.Jeg har ikke holdt fingrene i ro, selvom I ikke har hørt fra mig. Jeg har skrevet-og-skrevet-og-skrevet. Det har bare føltes meningsløst at udgive og dele, men jeg begynder at mærke forandring. Og det er så dejligt.

Tilbage til de tidlige ungdomsår, mærkede jeg dengang den største modgang efter hændelsen på Roskilde (læs indlægget her). Min psykiske tilstand svingede og jeg vidste aldrig selv hvad jeg ville hvornår, eller om jeg var god nok.
Dengang knoklede jeg fra morgen til aften, mens andre så på og spurgte “hvordan kan du klare at arbejde så meget, samtidig med at du går i gymnasiet?” “Sover du slet ikke?”, “Hvornår laver du lektier?”

Svarene havde jeg altid klar. Det var de samme evigt og altid. For samtidig med at jeg passede 3-4 forskellige jobs som henholdvis børnepasser, gymnastikinstruktør, rengøringshjælp og cafémedarbejder, så passede jeg skolen. Nej, jeg sov ikke meget. Ikke nok. Men når jeg var i gang, var der ikke meget plads efterladt til dumme, uhensigtsmæssige tanker.
Efter gymnasiet blev det heller ikke bedre. Min tid blev dog fordelt anderledes og i andre job. Samtidig med at jeg altid var klar på besøg, altid klar på at komme ud. Altid klar med en hånd, et lyttende øre eller…
Jeg flyttede hjemmefra, men følte mig indespærret, ensom og trist, når jeg var alene mellem lejlighedens fire vægge. Det blev aldrig rigtigt og godt indeni mig.

Og så mødte jeg D. Gudskelov for det. Kærligheden fik lov at overskygge dårlige tanker og jeg blev værdsat af et andet menneske – elsket på en ny måde og jeg begyndte at være glad ved mig selv igen.

Den seneste tid har mængden af tanker der overskygger rationelle ting, været ligesom dengang.

Denne gang har jeg bare ikke forsøgt at være noget for nogle andre end D og Vilja. Og det har været skønt og været nok. Jeg har ikke forsøgt at løse mine udfordringer ved at gemme dem væk og hjælpe andre – for jeg har lært af mine erfaringer.

Jeg har lært at huske mig selv og være åben og ærlig. Og denne gang handler det om at være i livet efter en forskrækkelse jeg sent vil glemme, hvor det tidligere har handlet om selvværd, selvtillid og en på alle tænkelige måder anden traumatisk oplevelse.

Det glæder mig at mærke, at jeg rent faktisk er kommet til et sted i livet, som jeg dengang det så allermest mørkt ud, ikke troede var muligt at ende i igen. Og jeg er ikke denne gang sunket ned i et hul eller kæmper med hverken selvtillid eller selvværd. Jeg kæmper med et enormt chok, som min krop er blevet udsat for.
Og jeg ved, at det går i den rigtige retning. Som jeg fortalte en veninde i går, så var det de første par uger ALT jeg på den ene eller den anden måde, kunne linke til ulykken. Min mor der ringede, ligesom hun gjorde den dag. En ambulance der kører forbi og der var jo også ambulancer den dag.

Sådan er det ikke længere. Nu er det mere direkte forbindelser, som sætter mine tanker tilbage til alt hvad jeg oplevede og gennemgik den dag. Det er som tidligere skrevet stadig lægehelikopteren, at se andre forulykkede biler eller at køre forbi ulykkestedet, hvilket jeg gør hver gang vi skal hen til min mor.

Forbindelserne der vækker tankerne er skiftet og derfor ved jeg, at jeg rykker mig.
Små skridt er også skridt i den rigtige retning.

Jeg ved, at jeg går en bedre tid i møde. Og jeg ved, at det jeg gør er det rigtige – nu glæder jeg mig til at vende tilbage herinde!

Tak for jer.

Når noget har været svært og fyldt meget i mine tanker, har jeg svært ved at komme tilbage. Det er udfordrende for mig at komme væk fra lige præcis det, jeg gerne vil væk fra. Og sådan er det gerne, når der er noget man helst ikke vil tænke på eller tillægge betydning, for så sker det modsatte.

Det gør det udfordrende at skrive herinde. Jeg har så meget godt, der venter. Så meget på hjerte. Men det har virket helt forkert at dele før nu, for jeg har ikke haft hovedet med. Tanker, opskrifter, interview og des lige må vente lidt endnu.

Jeg er på vej tilbage. Det går meget bedre.

Det er snart fire uger siden, at jeg var bange som aldrig før. Nervøs, som skulle jeg op til alle mine eksaminer fra gymnasiet på én gang… og ked af det i en sådan grad, at tårerne ikke kunne stoppe.

Jeg er meget taknemmelig for stadig at have min lillebror. Og den glæde og taknemmelighed prøver jeg på bedst mulig måde at bruge konstruktivt. Han vil synes jeg er fjollet overhovedet at skrive og have det sådan her. For han er her jo. Han er okay.

Der er ikke noget i min erindring der har bragt mig i så meget ubalance før. Ikke på denne triste, frygtende måde. Jeg har før været langt nede, men det her har været anderledes.

Tak for at I stadig er her. I hvert fald i følge tallene.

Det var verdens længste køretur. Vi vidste ikke noget om hvad der ventede. Var skaderne blevet værre eller var han stabiliseret? Vi skiftedes til at have tårer trillende ned ad kinderne og huske hinanden på, at han var sej og stærk. At han havde alderen med sig og er tilpas stædig. “Vi tror på ham” blev jeg ved med at sige. Jeg ved ikke om jeg selv troede på det, men jeg gjorde alt for at overbevise resten af familien.

I søndags blev jeg ringet op midt i morgenmaden. Det var sådan et opkald, man aldrig nogensinde håber at modtage. Min mor sad i bilen sammen med sin mand og min søster og fik fremstammet at de var på vej til Rigshospitalet. Min bror var kørt galt. De vidste ikke meget andet, end at det var kritisk og at han var fører af den forulykkede bil.
Indenfor et kvarter holdt de foran vores hus og samlede mig op. På vej videre fik vi også samlet min anden lillebror op og så sad vi ellers der sammen; på vej til Rigshospitalet med en fælles frygt for, hvad der ventede.

Jeg ryster stadig ved tanken, ja selv i skrivende stund kan jeg ikke helt være i følelserne. Jeg var så bange.

På Rigshospitalet blev vi guidet til traumecenteret og dirigeret ind i et “pårørende rum”. Sådan et lille rum med grå intetsigende sofaer og blå “diposable curtains” som der stod på dem. I hjørnet var en håndvask udstyret med sæbe og sprit og sedler om corona og håndvask. Vi stod bare der og ventede. Sygeplejersken der havde taget imod os, havde allerede forberedt os på, at det nok kun var to af os, der kunne komme ind og sige hej. Fordi corona.
Det kunne jeg slet ikke have og jeg havde også prompte svaret hende igen med at vi altså alle sammen var “nærmeste pårørende”.Efter hvad der føltes som evigheder, kom den akutlæge, der havde behandlet min bror ind til os. Han bad os sidde ned og tog sit mundbind af. Mens han berettede om hændelser og skader, stirrede jeg ud i luften. Jeg kunne ikke tænke på meget andet, end at jeg gerne ville have lov til at se min bror nu.
“Jeg kan tage to af jer med nu, sluttede han.”

Shit en søndag. Fra traumecenteret til intensiv og mere ventetid. Vi endte heldigvis med at få lov til at komme og se. Vores bror blev holdt sovende i respirator og indtil jeg så ham igen i fredags, var lige netop billedet af ham liggende der på intensiv, det billede der havde printet sig fast i min hukommelse. Det kunne have været værre, altså det fastprintede billede… men det var bestemt ikke sådan, jeg havde lyst til at huske på ham. Det var ikke det jeg havde lyst til at se, hver gang jeg lukkede øjenene.

Den seneste uge er gået med fællesopkald tre gange dagligt med min anden lillebror, søster og mor. Begrænsningerne grundet corona har nemlig betydet, at kun min mor har måtte komme på besøg. Og kun i 15 min. ad gangen. Derfor har mange opdateringer fra hospitalet fundet sted telefonisk.
Jeg har været urolig i kroppen, ked af det og ulykkelig helt ind i hjertet. Jeg har savnet, grædt, tænkt og været søvnløs.
Vi er mere eller mindre sluppet med forskrækkelsen, for min bror har det bedre end nogen overhovedet har turde håbe på og er sluppet uden nogle varige mén. Det er slet ikke til at forstå.
Selvom jeg både har set ham i fredags og i dag er det stadig en smule surrealistisk. I søndags på vej til Rigshospitalet vidste vi ikke, om han overhovedet ville komme hjem igen. Og nu er han derhjemme, som har det aldrig været anderledes.

Livet er sgu ikke for sarte sjæle. Puh, hvor kan så store følelser sidde dybt i kroppen.

I mandags havde jeg uendelig svært ved at finde ro og skrev denne tekst:

“Mit hovede er fyldt med ord, men min krop er tom. I stykker for en tid.
Jeg vil så gerne sige noget. Skrive noget. Forklare noget. Men hvor starter og slutter denne fortælling?
Jeg kender den knap nok, men har samtidig aldrig været berørt som nu, før. 

Det gør ondt og gør ked. Når jeg græder svinder smerten. Men kun kortvarigt.
Så fyldes mit hovede igen. Med tanker, spekulationer, spørgsmål.
Jeg håber snart at finde lidt ro. 

Tak verden, for at passe på og holde ved.
Jeg er klar til kamp, hvad end det må kræve af mig.”

I morgen får jeg min bror at se igen. Jeg glæder mig allerede. Det hjælper på forståelsen og det har aldrig været mere fantastisk at have ham hjemme.

Hvis bare jeg kunne takke den, der har holdt hånden over ham.
Var det dig, far? <3

Da jeg blev født var min mor 24 år. Og da jeg var bare 15 måneder, blev min lillebror født.
Som 6-årig blev jeg storesøster igen – denne gang til en lillesøster og da hun var knap 15 måneder, fødte min mor sit fjerde barn; endnu en lillebror.
Jeg kan selvsagt ikke huske tiden uden søskende. Og mine søskende har aldrig prøvet andet. Til gengæld kan jeg huske hvordan det var dengang det bare var min ældste lillebror og mig. Jeg kan huske da mine to mindste søskende kom til verden og hvordan det var at blive storesøster der.
Fra de blev født og frem til i dag gemmer sig alt fra sommerferier, hulelege i haven, cykelture uden forældre, tid i køkkenet, glæden ved at være den storesøster der fulgte “de små” i skole og hentede dem i børnehaven da den tid var, i mine erindringer. Ja, minderne er naturligvis mange og er som udgangspunkt med alle mand inkluderet.
Jeg har aldrig haft min mor for mig selv og jeg kan ikke komme i tanke om nogle ting jeg har lavet, hvor det bare har været min mor og mig. I særdeleshed fordi mine søskende var små, da jeg nåede den alder, hvor det ellers havde givet mening, at hive mig med i biografen eller på cafe uden de andre. Der var brug for min mor et andet sted og det er et vilkår jeg har været barn under altid. Hermed ikke sagt, at jeg ikke har værdsat mine søskende og de oplevelser og minder det (i stedet) har givet at have dem; for jeg har aldrig kendt til andet.Det er først for nyligt jeg er begyndt at reflektere over, hvad jeg ikke har “fået” kva at jeg er storesøster i vores flok.
Jeg har nydt at være storesøster og gør det stadig. Det er til tider en anelse anstrengende, men på en tålelig måde. Vi hviler alle sammen i de roller vi er født ind i og det betyder f.eks. for mit vedkommende, at jeg har fået rollen som “initiativtager” og gerne skal komme med løsninger og svar. Det er sådan min plads og rolle har været i familien det meste, hvis ikke hele min opvækst som storesøster og det hænger åbenbart ved.

Jeg ville aldrig have lyst til at vælge mine søskende fra eller ønske mig at min opvækst havde været uden dem. Men jeg kunne godt have ønsket mig, bare nogle gange, at have fået følelsen af, at “der kun var mig”. Få lidt udelt opmærksomhed, som kunne styrke det bånd, jeg har til min mor.
Og sådan har vi nok alle sammen noget, vi godt kunne tænke os og ikke har fået. Om det så er i barndommen, ungdommen eller voksenlivet.

Når jeg hører hvordan weekenderne foregår “derhjemme” nu, så er min mor og søster ude at gå tur, drikker kaffe sammen og tager på IKEA tur. I hverdagen spiser de morgenmad sammen og jeg mærker tydeligt hvordan jeg føler at min søster (som nu er den eneste der bor hjemme) kender vores mor på en anden måde end mig. Hun kender hende bedre. Og selvom det giver god mening, er det ret pudsigt at have det sådan.
Da jeg boede hjemme, boede alle hjemme. Hverdagshjulet kørte med logistik og praktik. Hvem skulle til fritidsaktivitet hvornår, hvem var hjemme til aftensmad, hvornår skulle vi spise, hvis flest skulle være med og indimellem alt det var der indkøb, vasketøj, arbejde, lektier og…
Derfor er de stunder, som de har derhjemme nu også nogle der først er plads til nu. Vi er alle blevet voksne og livet er et andet nu. Vi har jo hver vores.

For det meste tænker jeg; hvor er det skønt at min mor og søster netop har det, som de har det. Hvor er det dejligt at min søster også får det med.
Og samtidig, at i og med at jeg kun har Vilja, så bliver vores dage, stunder og weekender forhåbentlig i retning af det. Jeg håber i hvert fald på en lige så tryg og god relation med Vilja, som jeg ser min søster have til vores mor nu.