Ja, kald mig bare øko-mor

Hvornår er det for meget af det gode, at gå op i hvad ens barn spiser?
Og er det forkert at gå mere op i, hvad ens barn propper i munden end hvad man selv gør?

For nogle år siden blev D og jeg enige om, at vi fremover ville købe overvejende økologisk. Det var en slags omstilling og beslutning om, at vi ville sætte flere penge af til vores madbudget, fordi vi gerne ville købe så meget økologi som muligt. Inden da var det primært mejeriprodukter samt frugt og grønt vi købte økologisk, men nu skulle det ligeledes være kolonial, tørvarer, husholdningsprodukter og lign.

Vi har nu levet på denne måde i en del år. Med et højere madbudget end gennemsnittet grundet vores fokus på økologi. Derfor er det også helt naturligt for os, at have Vilja med på den vogn. Hun spiser jo ligesom os og derfor får hun også økologiske fødevarer. Det var også noget vi talte meget om, dengang vi overvejede at sende Vilja i dagpleje – at vi gerne ville finde en dagplejemor, der delte disse værdier med os; men mest af alt tænkte vi: “er det overhovedet muligt?”
Det nåede vi imidlertid aldrig at få afklaring på, da vi så valgte hjemmepasning og hurtigt var videre fra de overvejelser.Jeg siger ikke, at min holdning er rigtig for alle. Men den er rigtig for os herhjemme. Vi vil gerne prioritere mad og ernæring på et højt niveau, samtidig med at vi gerne vil bidrage til en sund produktion, gode forhold mm. ift. produktionen, ved at købe økologi.

Uden at være mere firkantet og principiel end hvad godt er, så er det altså noget vi går ret meget op i herhjemme; hvad vi og Vilja får at spise. Ikke fordi vi som sådan er nervøse for at hun skal spise “usunde” fødevarer, men fordi vi er af den overbevisning at de sunde vaner og vores holdninger lige så godt kan blive noget der allerede nu, får en plads i hende også. Hun må gerne lære at vi går op i, hvad vi spiser, hvor vi køber ind og hvilke varer vi vælger. Vi vil til enhver tid vælge kvalitet fremfor kvantitet og dét er en læring jeg gerne vil give videre til hende.
Det betyder ikke, at jeg kigger skævt til dem der har det anderledes end mig; dem der ikke køber økologi eller vælger anderledes end hos – for jeg synes overordnet set at det er skønt at vi er forskellige som mennesker. Det er helt sikkert heller ikke i alle hjem, at der som sådan bliver taget stilling til det, og det er også fint; det vigtigste er at man gør det, der fungerer bedst for en selv.

Til gengæld kan det godt betyde, at jeg kan finde på at sige nej til noget andre tilbyder Vilja, hvis vi er ude. Hvad end det så er sukkerholdige produkter, pålæg, skrabeæg eller hvad ved jeg. Faktum er jo blandt andet at

” For en fabrik, der laver økologisk kødpølse eller spegepølse, betyder det, at pølserne må indeholde langt færre tilsætningsstoffer end almindelige pølser, og at de blandt andet ikke må indeholde stoffet nitrit, som gør pølserne mere røde og forlænger holdbarheden”
(etisk-handel.dk)

Det er ikke altid – og igen det er ikke fordi jeg er mere principiel end at hun selvfølgelig også får ikke-økologiske produkter; det vigtigste for mig er bare at tage stilling. Hvad vi propper i munden er jo udgangspunktet for alt andet vi gør. Hvor meget energi vi har/får, hvilke stoffer der ophober sig i kroppen, hvor længe der går før vi er sultne igen, om det giver store udsving i blodsukkerniveau osv. Det er brændstof til kroppen og dét synes jeg er vigtigt at huske på.
Som jeg også har skrevet om før, får Vilja heller ikke raffineret sukker endnu. Det gælder bl.a. is, sukkerholdige drikkevarer, kage, frugtyoghurt mm. for blot at nævne nogle af de ting jeg oplever andre på hendes alder spise. Her er der netop nogle med en anden overbevisning end min, som måske tænker at Vilja vil få et usundt forhold til søde sager, fordi hun ikke får dem endnu.Tankerne til dette indlæg kom efter at vi var til et familiearrangement hos min mor og hendes mand. Det var en fejring og vi andre spiste kage og der var slik på bordet – Vilja blev ikke tilbudt disse ting. I løbet af dagen havde min mor spurgt, om hun måtte give Vilja en figenstang (dem får hun også af og til herhjemme, når det skal være lækkert), hvortil jeg havde svaret at hun kunne få den, når vi andre skulle spise kage. I hendes verden er det ypperste hun ved nemlig dem.
Da vi sidder med kagen og min mor henter figenstangen siger hun højt “jeg håber det går, at den ikke er økologisk”. Jeg husker at smågrine lidt og derefter sige at det selvfølgelig er fint nok. Men lige der, poppede tankerne op i hovedet på mig… ville jeg gerne være sådan en øko-mor, som min egen mor pludselig følte hun skulle “undskylde” overfor, fordi hun tilbød noget ikke-øko til mit barn?
Og da jeg lagde mit hovede på puden om aftenen, besluttede jeg mig. Ja, det ville jeg. Jeg tager gerne imod blikke og kommentarer om det valg vi har taget, for vi har gjort det lige præcis fordi vi mener at det er det bedste for Vilja. Og for os.

Når vi skal nogle steder hen tager jeg som oftest også en madpakke med til Vilja, for så er der slet ikke nogen grund til at skulle bringe emnet op. Så ved jeg hvad hun får og der skal ikke opstå underlige situationer fordi mine principper kan sætte andre i en svær situation. Det ønsker jeg for alt i verden ikke.Det er en hårdfin balance at fastholde sine principper, finde sig til rette hos andre og kunne sige nej tak, hvis noget ikke er indenfor de rammer jeg ønsker for Vilja. Jeg tager jo ikke mad med til mig selv, hvis vi er inviteret hjem til middag hos nogen, for mit ansvar overfor Vilja vægter jeg højere – og så er der også noget med pli og den slags, når det kommer til voksne.

Det er et ømtåleligt emne, fordi vi hver især ser så forskelligt på tingene. Nogle mener måske at det er et spørgsmål om økonomi, om man køber økologi eller ej. Jeg mener først og fremmest at det er et spørgsmål om prioritering – man kan f.eks. nedsætte mængden af kød for derimod at kunne købe økologisk o.lign.
For nu har vi fundet den rette vej for vores familie og så må vi se hvordan den ændrer sig med tiden.

Har I taget stilling til økologi? Hvilke tanker ligger bag jeres beslutning om at købe/ikke købe økologisk?

Når det ikke er muligt at læse sit eget barn

I sidste uge kunne jeg ånde lettet op. Efter i halvanden- to uger at have haft den mest ambivalente følelse af, at jeg ikke var i stand til at læse Vilja, følte jeg endelig at jeg var på rette kurs igen.
De foregående uger havde været noget rod med både lure, mad og vores hverdagsrutiner generelt. Jeg var begyndt at synes, at jeg havde mistet følingen med at kunne aflæse Viljas behov og det var kommet som et lyn fra en klar himmel. Fra den ene dag til den anden, kunne jeg ikke blive klog på om hun var træt, sulten… eller noget tredje eller fjerde. Og når jeg troede at hun var træt og derfor forsøgte at putte hende i barnevognen, lå hun og kiggede på mig, som om jeg var tosset. Hun skulle ikke sove.

Lige sådan var det med hendes madindtag. Hun var pludselig hverken nysgerrig eller interesseret i den mad jeg tilbød hende og kreerede efter bedste evne. Kunne hun bare få en portion grød og en halv banan, så var alt i skønneste orden. Det hele var så mærkeligt og jeg nåede et par gange i løbet af den halvanden uges tid, at fortælle D, hvordan jeg slet ikke kunne finde ud af hverken til eller fra med Vilja. Jeg begyndte at vende det imod mig selv og tænkte på, om jeg havde ændret på noget eller fået en ny overbevisning om et-eller-andet. Men jeg kunne ikke finde svaret.

Samtidig med at jeg var på herrens mark i forhold til at forstå og hjælpe Vilja med sine behov, havde hun et ekstra stort behov for at putte og være tæt på mig hele tiden.

Før jeg fik set mig om, skete det på samme måde som jeg to uger forinden havde oplevet, at alting igen blev vendt på hovedet. Vilja begyndte at spise igen, være mindre pylret og tilmed også sove, når jeg troede at hun var træt og skulle puttes. Nætterne blev desuden rolige og i det hele taget følte jeg at “den gamle Vilja” var kommet tilbage.
Da jeg samme aften skulle børste tænder på Vilja, så jeg at hun havde fået en ny kindtand i hver side. To nye kindtænder på én gang.
Nu gik det hele op i en højere enhed. Selvfølgelig var det dem, der havde generet hende og været skyld i, at hun slet ikke kunne finde ud i at være i sig selv og jeg ikke kunne afkode hendes behov. Den lille krop havde groet to nye tænder – dét er der vidst ikke noget at sige til, at hun havde reageret på.

I øvrigt havde Vilja allerede otte tænder, og ingen af dem, har virket til at påvirke hende det mindste. Jeg har derfor ikke gjort mig en eneste tanke om, at dét kunne ligge til grund for hendes pludselige anderledes signaler og behov. Men jeg har godt nok hørt- og er også blevet spurgt en del gange – til hvordan Vilja har taget det, når der er kommet tænder. Det er (i mor-verdenen) en af de ting man “frygter” lidt, fordi det tager hårdt på nogle børn.
Og nu har vi også lidt tanderfaringer at give ud af.

Tænk sig som uforudsigelighed fylder, når man er forælder. Der er så mange ting der kommer og går, sker når man mindst venter det. Og når man tror det kører, kommer der et udsving til højre, inden det igen er muligt at rette ind og fortsætte ligeud.
Ikke nok med, at vi nu er to kindtænder rigere, så er jeg også en del erfaringer rigere. Vi bliver stadig klogere på Vilja for hver dag der går og hun bliver klogere på sig selv.
I mødregruppen kan jeg huske at vi tit talte om, at man som mor altid forsøger at “finde en grund”.
“Mit barn er pylret, hvad kan det skyldes? Mit barns næse løber, hvad kan det skyldes? Hvad er grunden til, at mit barn klør sig i øjnene hele tiden?”
Og som en af de andre mødre tit var god til at fortælle, hvis en anden forsøgte at finde en grund, så var det at “måske er der ikke nogen grund. Han er jo bare en baby”.
Sådan er der jo så meget, for som jeg skrev om i går (læs med her) sker der ufattelig meget i de små kroppe de første tre år af deres liv. Nogle gange er det også “bare” overvældende for dem.

Har I haft udfordringer med tænder?

 

At stoppe mens legen er god

Når noget går godt, kan man hurtig blive forfalden til at tage munden for fuld. Det er dog sjældent noget jeg tænker over netop i situationen… det er som regel først bagefter at man (jeg) kan kigge tilbage og gøre klog på mig selv.

I midten af maj var vi på camping i en hel weekend. Min mor og hendes mand har en campingvogn, som står fast på en campingplads nede ved Næstved; og nu var det på tide at kigge forbi hos dem. D’s søn er endvidere kæmpe fan, af at være på besøg, så vi valgte selvfølgelig en weekend, hvor han var hos os.
Vi tog afsted over middag om fredagen, da det var helligdag. På forhånd havde vi aftalt at vi ville tage én overnatning, og så om lørdagen vurdere om vi ville tage en mere. Dette for at tage hensyn til Vilja, som vi selvfølgelig ikke havde nogen idé om, hvordan ville klare at være et andet sted så længe og endda også med overnatning.
Fredagen forløb fint – vi fik gået en tur, spist sen frokost og sludret en masse. Vilja var frisk og på, når hun var vågen og sov fint igennem dagen. Ved aftentid havde hun en anelse svært ved at finde ro, men uden at hun overhovedet brokkede sig. Hun sad derfor i vikle hos mig i 2-3 timer og fik taget en god lur her.
I løbet af natten vågnede hun en enkelt gang for at få mad og sov fint videre herefter. Vi (Vilja og mig) var så heldige at vi havde fået lov til at sove i forteltet til campingvognen, da min mor og hendes mand har en sovesofa her. For tryghedens skyld blev Vilja dog puttet i liften fra barnevognen, som hun jo også kendte hjemmefra. Og så stod hun ellers ved siden af mig på sofaen og snorkede.
Lørdag morgen vågnede jeg ved halv otte tiden, af at hun lå og pludrede ved siden af mig. Det er altså en af de hyggeligste måder at blive vækket på.

Lørdagen gik med en tur til pandekagehuset ved Enø, tur til poolen, afslapning og spil. Igen tog Vilja nogle gode lure i løbet af dagen og var veltilpas som ellers. Vi besluttede derfor at endnu en nat ingen sag ville være. Til stor glæde for D’s søn især.
Ligesom aftenen forinden blev hun urolig og kunne ikke finde ro, før hun blev puttet til natten. Uden opvågninger sov hun helt til kl. syv næste morgen og var igen en glad baby.
Vi pakkede så småt sammen efter morgenmaden og over middag satte vi kursen hjemad.

Hjemme igen talte vi om, at selvom Vilja havde klaret weekenden eminent, havde det måske også været fint at nøjes med den ene overnatning. Fra vi forlod campingpladsen og de næste 24 timer, var hun mere eller mindre “slået ud”; forstået på den måde, at hun kun var vågen ganske få gange og udelukkende for at få mad. Den lille stakkel var nok blevet fyldt godt op af indtryk osv.
Vi har altså erfaret, at vi (måske) lidt for hurtigt kunne finde på at sige ja til noget, fordi vi synes det går godt. Selvfølgelig kan en hel weekend være i overkanten for en 2 måneder gammel baby.
Og det er bestemt ikke fordi vi fra nu af er de overbeskyttende forældre, der ikke laver aftaler flere dage i træk, eller er nervøse for at tage Vilja med nogle steder hen.

Vi har bare aftalt, at vi skal huske hinanden på, at selvom hun ikke siger fra “nu og her”, så må vi forsøge at huske på, at tingene også kan blive for meget for hende. Ligeså vel som vi naturligt kender det fra os selv – vi har også brug for en pause og for at falde ned, hvis vi har kørt i et højt gear med mange planer flere dage i træk.
Heldigvis har vi fortsat en baby, der ved mange indtryk reagerer ved at sove mere og længe. Men det kan jo også skifte. Før vi får set os om, vil hun måske reagere med gråd; og så er det jo meget godt, at vi allerede der har reflekteret over vores forholdsregler. Derfor vil vi fremover huske at stoppe mens legen er god, så godt som det nu er muligt. For som jeg også har skrevet om her tidligere, vil vi som udgangspunkt gerne kunne de samme ting, som vi kunne inden vi blev til en lille familie.

# Uge 4-8

I otte uger har du været vores. Vores Vilja.
Det er stadig for vildt.

Du smiler nu til både far og jeg mange gange om dagen. Ligeledes til alle andre, når du får øjenkontakt med dem. Du vejer lige godt 6 kg og du er vild med at snakke.

Sikke en masse der sker med dig. Far og jeg har svært ved at følge med, for den ene dag tager bare den anden. Du har fundet dig til rette på barsel sammen med mig og når far kommer hjem, glædes du ved at se ham. Det samme den anden vej rundt. Det er så dejligt at se på jer to, når han kommer hjem om eftermiddagen og glædes ved dine små kluk og store øjne.
Du er så nysgerrig på verden omkring dig og følger med så godt du kan, i alt hvad der foregår. Dit blik følger det du kan lide og farver får dig til at smile. I nakken er du blevet så stærk, og når vi holder dig på armen, har du næsten selv styr på dit hovede. Vi træner stadig på maven hver dag og det er nærmest fra dag til dag muligt at se en udvikling.
Vi er nået til størrelse 3 i bleer og størrelse 62 i tøj. Du måler i dag 62,5 centimeter, så der er ikke noget at sige til, at jeg de sidste par dage har synes at bodyerne i 56 strammede på din store skønne mave.

Dit sovehjerte er ikke blevet mindre (heldigvis) og du er så sej til at spise dig godt mæt, så du kan tage lange lure. I liften sover du sammen med to kaniner; og særligt den ene får du tit en sludder for en sladder med, inden du falder i søvn. Du er nemlig bare så god til at hygge dig, at du falder i søvn af dig selv, når du er træt. Ved din seng har du en fin uro fra Astrid hængende; den får du meget tid til at gå med om aftenen, når du skal sove til natten. Hvis far eller jeg puffer forsigtigt til dyrene i uroen, bliver du så glad og ivrig, at du knap nok kan styre din arme og ben.

Du bøvser så flot, når du har spist og gylper kun en gang imellem. (Forleden gik det i allerhøjeste grad udover far, da du valgte at gylpe ham hele vejen ned ad nakken, ups.)

Både dobbelthagen og elastikkerne på lårene bliver større, ja og dine kinder for den sags skyld. Du nyder fortsat at køre i bil og ligge i barnevognen. Når vi er hjemme, sover du for det meste dine lure i løbet af dagen udendørs.

Alle oplevelser med dig er værd at samle på, og jeg glædes dagligt ved at tænke på alle de ting jeg skal lære dig og fortælle om, når du bliver ældre.
Du rør ved noget helt specielt i mig, men for pokker hvor er det altså også bare for vildt at være din mor.

Jeg elsker dig mere end du aner!

Om det er helt fantastisk at være mor?

Vi runder snart otte uger med vores skønne Vilja.
I den kommende uge får vi igen besøg af sundhedsplejersken. Hun har ikke været her siden Vilja var tre uger gammel, hvor hun kom for at følge, at hun udviklede sig som hun skulle. Sidst fortalte hun så, at vi først ville se hende igen i midten af maj. Det var en lidt vild besked at få. I tre uger havde hun været forbi ugentligt, og nu troede hun nok på mine moderevner til at det (læs: jeg) ikke var noget der skulle følges ekstra op på. Det måtte jo betyde, at jeg kunne finde ud af at være mor?! Vildt.
Nu skal det selvfølgelig ikke lyde som om, at jeg selv tvivlede på den del – men anerkendelse og særligt af fagpersonale er altid rart 🙂
Vi har nu en baby der vejer 5,7 kg og måler 57-58 cm og som for at citere sundhedsplejersken “er en stærk pige, der bare stortrives”. Det synes vi selvfølgelig også selv. Det er et fåtal af spørgsmål jeg har haft indtil videre, og grunden til at jeg fortsat synes hun skal komme, er netop for at måle og veje.
Det er nemlig blot et tilbud og ikke et påbud, med besøg af hende.

Så selvom det var en anelse overvældende, sådan at blive “overladt til sig selv” (forstå mig ret), så er det jo bare gået lige som det skulle. Vilja har i snit taget 300 gram på om ugen, og hun er glad, frisk og interesseret når hun er vågen. Lige præcis som en baby skal være.

Jeg havde ikke drømt om, at det ville være så fantastisk at være mor. Jeg mener – fantastisk er alligvel et stort ord at bruge her. Men intet mindre kan beskrive den følelse jeg sidder med. Jeg kigger stadig på hende, og har svært ved at forstå at hun er vores. For altid. Og at vi har skabt hende er nærmest endnu vildere. Det at jeg har været gravid er så langt væk, sjovt nok. Det er jo ikke fordi at ni måneder er væk med et snuptag, men i min hukommelse er den tid looooong gone.
Nu lever vi bare i en hverdag med de skønneste babysmil, klukkelyde, pludren, bleskift, amning, gåture med barnevogn, mødregruppe og meget mere. Og dét ganske som om, at det aldrig har været anderledes.
Det er uden tvivl den vigtigste titel og den jeg kommer til at være mest stolt over på den lange bane. Jeg har et velfungerende barn, der trives og vokser som hun skal. Mere lykkelig kan jeg vidst snart ikke være.

Ja. Det er fantastisk at være mor.