De fleste dage synes jeg selv, at jeg er mor på den måde jeg gerne vil være det. Andre dage gad jeg godt “lave om på mig selv”, fordi jeg får drejet tankerne hen på, at de ting jeg gør og giver videre til Vilja ikke er gode.
Men der er heldigvis et overtal af de førstnævnte.

Dog tænker jeg, at de fleste af os, som mødre, kollegaer, kærester og så videre altid har et eller andet, vi godt gad at gøre anderledes eller bedre. Kender I det?
Her kommer derfor 3 ting, jeg gerne vil være bedre til som mor.1. At sige “pyt”. Jeg har med tiden udviklet mig til, på nogle områder, at være enormt perfektionistisk. Ikke en egenskab jeg altid er lige stolt over. Det betyder f.eks. at hvis jeg skærer brød og det krummer på gulvet, så samler jeg krummerne op. Jeg kan ikke bare lade dem ligge.
Det samme sker, hvis jeg ser en lille fnuller eller et hår på gulvet herhjemme; så er jeg nødt til at samle det op. I hvert fald inde i mit hovede.
Det betyder at Vilja sommetider gør det samme; peger på krummer på bordet og beder om en klud, siger “beskidt” hvis der ligger en fnuller på gulvet osv.
Jeg siger gerne “pyt med det” til Vilja, hvis hun peger på noget. For i det sekund, at hun gør mig opmærksom på det, kan jeg godt lade det være/vente. Men havde jeg selv set den samme fnuller før hende, havde jeg stensikkert samlet den op.
Jeg vil så gerne for hende, at hun med den slags, kan være liiiidt mere afslappet end jeg selv er. Derfor øver jeg mig i, at sige “pyt”.

2. At lave ingenting. Ja, det lyder fjollet… men jeg er så glad for planlægning og den slags, så at have en dag uden planer er en øvelse. Det betyder ikke, at vi hver dag har planer ud af huset, men når vi ikke har det, har jeg alligevel tænkt over, hvad vi så kan lave hjemme. F.eks. ved at forberede til en krea-aktivitet eller tænkt at vi skal bage boller, snacks til fryseren ell. lign.
For mig føles det godt, at vores hjemmeliv fungerer på den måde. Men samtidig gad jeg godt være bedre til at se hvilken leg Vilja sætter i gang af sig selv, eller hvad hun tager initiativ til, hvis jeg ikke tager “styringen”. Jeg ser hende allerede gøre det hver dag; men det er som regel stadig på dage hvor jeg også har fundet på noget.
Derfor vil jeg gerne øve mig i at tage flere (hele) dage, som de kommer.

3. At sætte pris på, at være den der “dur”. Siden Vilja for en måneds tid siden lærte at sige mor sådan rigtigt, I ved “moooo-aaar”, så er der visse ting, som kun jeg kan hjælpe med. I hvert fald hvis vi spørger Vilja. Før i tiden kunne vi godt i weekenden skiftes lidt (læs: jeg kunne sende D, hvis jeg allerede havde rendt mange gange) til at gå op til Vilja, når hun sagde noget om natten. I hverdagene er det altid mig – for jeg går trods alt hjemme med Vilja og D skal varetage et arbejde. Men nu hvor hun kan kalde direkte på mig, så bliver hun også frustreret og ked af det, hvis ikke det er mig, der kommer. Vi har prøvet nogle gange, at D går… men hun vågner mere op og kalder blot endnu højere på mig = ingen succes.
Det har bare gjort det til en større udfordring for mig – for der er altså tidspunkter, hvor jeg ville ønske, at jeg ikke var vigtig. At D (eller en anden) kunne alt det, Vilja kun synes jeg kan. Det vil jeg gerne væk fra at tænke.
Jeg bruger allerede enormt meget energi på at tænke over, hvor dejligt det er at hun kan udtrykke sit/sine behov, for at ting er på en bestemt måde. Som f.eks. at det er mor og ikke far, der hjælper hende videre i søvnen om natten. Derudover prøver jeg også at glædes over, at hun har brug for mig. Hun er lille i så kort tid; det kan jeg i øvrigt allerede skrive under på, for hvor er min baby, Vilja?

Hvad kunne du tænke dig, at blive bedre til?

En uge inde i det nye år, er det vel ikke for sent med et tilbageblik?
Nu er 2021 hjulene i gang og de fleste af os har fået gang i en eller anden form for hverdag igen. Vi er ved at finde tilbage i hverdagssporet, som jeg faktisk savnede lidt henover julen.
Inden jeg sætter nye ting i gang, vil jeg for sidste gang dvæle lidt ved de ting 2020 bragte med sig af oplevelser, erfaringer og læring.

I januar havde Vilja sin debut i indkøbsvognen og at handle, blev pludselig en helt anden fornøjelse for os begge.Derudover var det også måneden hvor vi begyndte til gymnastik og Viljas hår ikke helt kunne finde ud af, hvad det ville og ikke ville.Desuden fyldte jeg 26, Vilja kravlede op og ned ad alting og var syg for første gang.

I februar var vi på legeplads for første gang og jeg var klart mere begejstret end Vilja.Vi fik også kørt i tog – til stor glæde for Vilja. Jeg havde en stand i Børneloppen i Vanløse, som vi skulle forbi et par gange.
Vi begyndte også at tage på biblioteket og lege – sikken fest! Der gik mange februarformiddage her…Og så blev det marts og corona væltede indover Danmark, samtidig med at Vilja fyldte 1 år. Fødselsdagen måtte aflyses i sidste øjeblik og vi fejrede hende alene. Dennis, mig og Vilja. For mig var det en stor og følelsesladet dag; aldrig havde jeg troet at mit liv kunne give så meget menig, indtil jeg blev mor. Markeringen heraf var derfor vigtig for mig personligt.
Dagen inden hendes fødselsdag, begyndte hun at gå.Biblioteket i Hillerød blev også besøgt flittigt et par gange, inden det ligesom alt andet lukkede ned.I løbet af april steg interessen for legekøkkenet hos Vilja. Det var dengang hun til stadighed puttede alt i munden, og det var også sådan det meste af køkkenlegen foregik.Vi var på mange gåture i det skønne forårsvejr, hvor anemonerne fyldte skovbunden og vi kunne ane friske skud på skovens træer.Og så fik Vilja sit første par sko.Inden vi nåede at sige på gensyn til april, fik vi et fantastisk opkald; der var en nyttehave ledig til os! Vi havde stået på venteliste i nogle måneder, men uden udsigt til en have. Så det var en stor overraskelse, da der var en til os.
Starten af maj var kold. Men godt pakket ind kom vi ud (næsten) dagligt. Vi var på vores første skovtur – gående – og med madpakker. Det var så stort at kunne tage på tur sammen på den måde; jeg følte virkelig at en ny verden åbnede sig, da Vilja kunne gå.Det helt store “oprydningsarbejde” i nyttehaven blev sat i gang. Den tidligere lejer havde givet op, så vi overtog en have der virkelig trængte til en kærlig hånd.Vi besøgte Viljas gudmor og Vilja hjalp med at sortere asparges. Så snart vi havde muligheden var vi i nyttehaven. Med madpakker og barnevogn fik vi hurtigt en weekend (læs:mange) til at gå på den måde.
Da temperaturen begyndte at stige og kalenderen sagde juni, fik vi bygget en fin træterrasse. Det blev vores nye aftensmadsspot. I juni var det også tid til at høste hyldeblomster og Vilja elskede det.Vi fandt desuden, langt om længe, en legegruppe som vi begyndte at mødes med fast en gang om ugenOg så sluttede vi måneden af med en træningstur, forud for den vandretur der skulle komme senere på sommeren. Vi overnattede på en shelterplads i vores egen kommune og stod op til denne udsigt. Viljas første nat i shelter og sovepose varede kun til kl. 04.30, hvor fuglene begyndte at kvidre og det var lyst. Hun var umulig at få til at sove videre. Så vi traskede rundt om søen og så naturen vågne.Af en sød familie længere nede ad vejen blev vi i juli beriget med den klassiske blå/røde motorcykelVi var i Rørvig og gå en tur ved havnen og se på hyggelige sommerhusområder… drømmende…Det var også måneden hvor Vilja og mig blev inviteret i jordbærmarken af Viljas gudmor
… og måneden hvor den længe ventede vandretur på Hærvejen skulle tilbagelæggesI august begyndte Vilja at skateTil oldefars fødselsdag havde mormor en dukke med til Vilja. Hvem havde dengang troet, at det skulle blive hendes tro følgesvend? Jeg tror snart ikke der er dét, den dukke ikke har været udsat for.
Er vi ude at køre, går der ikke fem minutter, så spørger Vilja “duuuuuukkeeeee”?
I september var vi tilbage i nyttehavenOg vi brugte mange weekenddage på legepladsDet blev endelig kastanjesæson og hverken Vilja eller mig var til at stoppe, da der skulle samles ind.
Oktober var smuk og startede lunt. Vi var på æblerov (igen) hos Viljas gudmor og kreativiteten ville ingen ende tage med æbleopskrifter, da vi havde flere fyldte indkøbsposer med æbler stående.Vi var også på pluk-selv-græskar-udflugt og jeg var høj på den dag i flere uger!Skoven begyndte at skifte farve og vi gik den tynd med uldtøj på og klapvogn ved vores sideNovember var våd, hvorfor der var rig mulighed for at hoppe i vandpytter.Derudover havde vi en dagstur til København, for at besøge gudmor, der nu ikke længere boede “lige rundt om hjørnet”
Med legegruppen havde vi tit aftaler på legeplads og Vilja blev glad for at vippeI december lærte Vilja at pakke gaver op. Hun fik adventsgaver af mormor, hvilket var en god opvarmning til juleaften.
Vi brugte meget tid på at være kreative; kreere julepynt, male, klippe, lime og des lige. Indtil videre er Vilja med mig – jeg elsker at være kreativ, så jeg håber på at hun også vil holde fast i glæden ved det.I starten af december pyntede Vilja og mig juletræet i fællesskab. Det resulterede i, at vi hele december, hver gang vi kom ned i stuen, skulle se om alle de ting hun havde hængt på træet, stadig var der. Ligeledes var det første hun havde i tankerne om morgenen, at komme ned og tænde lyskæden på juletræet. Det var ret hyggeligt.Og således gik vi fra at have en tumling til nu at have et snart 2-årigt(!) barn.
Hold op, hvor tiden flyver. Men det er på den helt rigtige måde; vi nyder dagene sammen og jeg vil ikke gøre noget om. Hver dag er en dag med ny læring for Vilja og at følge hende i det, er så stort.
Det er også vildt sådan at se tilbage på et år; for selvom jeg synes tiden flyver afsted, har vi nået meget siden sidste januar.
Jeg glæder mig til at se, hvad 2021 bringer udover 2-års fejring og farvel til kommunens tilskud for hjemmepasning.

Tak, for at I læser med!

I dag er det mig en stor glæde at byde Cecilie velkommen her på bloggen. Hun tøvede ikke et sekund, da jeg spurgte om hun ville medvirke i et interview til bloggen, omhandlende det at være ung mor. Jeg håber I vil tage godt imod hende og forhåbentlig kan I også blive klogere. Cecilie fortæller ærligt om sit moderskab. Hun er så sej!

Vil du starte med at fortælle lidt om dig selv?
Mit navn er Cecilie. Jeg er 21 år gammel og har nu 2 børn. Villads på 2 år (3 år til marts) og Vega på 5 måneder.
Jeg bor i Hundested med min kæreste, som også er far til børnene. Vi købte hus heroppe i 2019. Lige pt er jeg på barsel. Når jeg ikke er på barsel, er jeg leder på McDonalds. Hvornår blev du mor for første gang og hvordan reagerede din omgangskreds på graviditeten?
Jeg blev gravid som 17- årig, og havde på daværende tidspunkt kun været sammen med min kæreste i 4 måneder. Jeg var 18 år, da jeg fødte.
De fleste var enormt støttende og troede på, at jeg nok skulle klare det. Min egen familie ønskede det slet ikke. Jeg kommer fra et meget udsat hjem, så at jeg skulle være mor så tidligt, så ikke særlig godt ud på papirene.
Jeg husker tydeligt skuffelsen i deres øjne. De troede ærligt talt ikke på at jeg kunne klare det og blev faktisk enormt sure på mig. Nyheden over at jeg ventede nummer 2, gjorde dem heller ikke spor glade. 

Har reaktionerne fra dine omgivelser betydet noget for din måde at være mor på?
Det har betydet rigtig meget. Da jeg fødte min søn, skulle alle se hvor god en mor jeg var. Alle skulle se, at selvom jeg var ung, så var jeg en god mor. Jeg trænede så hårdt med min søn, fordi han bare ikke skulle være bagud i noget som helst. Han sad selv da han var 5 1/2 måned. Han kravlede da han var et halvt år og gik da han var 11 måneder. Jeg var også meget aktiv på de sociale medier, fordi jeg var så stolt af at vise ham frem. Stolt af alt det han kunne. Hvilke fordomme (hvis nogle) møder du oftest?
Folk forventer næsten at når man er ung mor, så går man fra faren. Min kæreste og jeg har snart været sammen i 4 år.
Udover det så siger folk at man “mister” sin ungdom. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke mistede noget. Jeg har set og oplevet det jeg skulle. Både godt og ondt. 

Hvordan ser dit liv ud nu og hvilke fordele har det haft for dig at blive mor tidligt?
Mit liv er blevet forbedret på alle punkter. Før jeg fik børn døjede jeg både med angst og depression. Min opvækst var rigtig hård. Min far var alkoholiker, og der var en masse vold i hjemme. Jeg så ikke rigtig nogen mening med mit liv.
Men det gør jeg nu! Meningen med livet er at give det videre. Jeg har fundet mig selv, og fundet ud af hvem jeg gerne vil være. Jeg vil være den bedste mor for mine børn. De skal aldrig opleve det som jeg har oplevet.
Det har kun haft fordele at blive mor tidligt. At jeg har fået dem tidligt, betyder bare at jeg får lov til at elske dem lidt længere. Hvad synes du har været det mest udfordrende ved at blive mor?
De søvnløse nætter. Villads havde kolik, så vi var meget vågne. Det var nok det hårdeste. Derudover er jeg generelt meget følsom. Og hvis der er er noget jeg ikke kan klare, er det når mine børn er kede af det. Det gør så ondt indeni. 

Hvad har været det største?
At se dem vokse op og blive deres egne små personligheder. At vide at man selv har skabt det lille perfekte menneske.

Hvis du kunne fortælle noget til førstegangsgravide Cecilie, hvad skulle det så være? (Noget du ville ønske du kunne gå tilbage i tiden og fortælle dig selv)
At jeg skulle lade være med at tænke så meget over, hvad andre tænkte om mig. For det var i realiteten ligegyldigt. Det eneste der betød noget, var hvordan jeg havde det. 

Da jeg var yngre havde jeg glæden af, at have Minella som kollega. Hun er den første mor I skal møde i den nye række af indlæg om mødre med forskellige baggrunde og familieliv.
Siden dengang har Minella uddannet sig til pædagog og er desuden blevet mor til to skønne piger. Jeg har glædet mig meget til at introducere hende her – og jeg håber I vil tage godt imod.
Jeg synes det var været enormt spændende at høre mere om Minella’s tanker om moderskabet, pædagogarbejdet og hvordan der nogle gange kan være udfordringer i at være mor, når man har netop den uddannelse som hun har.

Kan du fortælle kort om dig selv som mor?
At være mor for mig, betyder at det er her jeg kan være dén jeg helst vil være. Den vigtigste omsorgsperson for mine døtre og den de altid kan regne med. Jeg vægter tid og nærvær med mine børn højere end noget andet og min tilgang til dem er altid meget kærlig og anerkendende, som også afspejles i min måde at opdrage på. Som mor vil jeg helst gerne have kontrol over det hele og planlægge alting ift. Børnene, hvilket godt kan give lidt udfordringer indimellem, da både børnenes far og jeg er ret spontane. Men lige præcis ift. Pigerne er jeg bare altid ekstra overvejende og ret påpasselig. Det handler nok lidt om at jeg har det med at bekymre mig ret meget og helst gerne vil gøre tingene helt perfekt og på min måde. Min kæreste kalder mig for lidt af en ”hønemor”.

Sagt med andre ord, så er morrollen uden tvivl både det bedste og det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Det er mit vigtigste job og her jeg føler mig allermest lykkelig og samtidig mest sårbar. Lykkelig fordi at pigerne fylder mig med så meget kærlighed, styrke og tro på mig selv, men også sårbar fordi det til tider kan være benhårdt og udfordrende selv for en pædagog 😉 Nogle gange skal jeg tælle til 10 mange gange på en dag og ind imellem kommer jeg bestemt også til at hæve stemmen og blive vildt frustreret over, at det ikke går som jeg ønsker, men sådan er det vel i alle børnefamilier.

Hvor gamle er dine piger nu?
Min ældste datter Alva er 2,5 år og min yngste datter Saga er lige knap 5 måneder gammel.

Hvornår blev du færdiguddannet pædagog og mor for første gang?
Jeg blev færdiguddannet pædagog i januar 2017 og jeg blev mor for første gang i maj 2018, kort efter min 26 års fødselsdag.

Hvad er en god mor i dine øjne?
En god mor er 100 % en mor, der gør sit bedste, ingen kan gøre mere end sit bedste, lige meget hvilke ressourcer man besidder. Men for mig er en god mor en der er kærlig, rummelig, en der trøster, viser nærvær, omsorg, tror på sig selv og som forstår sine børns behov og sætter dem først. En god mor i mine øjne har overskud og tålmodighed, hun ser muligheder i stedet for begrænsninger og hun prioriterer at lege og guider til en tryg og stabil vej gennem livet.

Hvad er en god pædagog?
For mig er en god pædagog, en der formår at være tryghedsskaber, en der er nærværende, en der besidder stor empati og en der yder daglig omsorg. Det er en, der elsker sit arbejde og som udstråler det overfor børnene. Ligeledes synes jeg at en god pædagog er en, der kan få dagligdagen til at være et spændende og udviklende læringsmiljø for børnene. En god pædagog er favnende, rummelig overfor alle børn og har et stort overskud til både børn og kollegaer. En god pædagog og en som går i børnehøjde og som kan se tingene fra barnets perspektiv.

En god pædagog anerkender hver enkelt barn, dets følelser og en der lytter interesseret og stiller opklarende spørgsmål og viser interesse for børnegruppen. Jeg arbejder selv ud fra det børnesyn at børn skal have så meget medbestemmelse som muligt, fordi det er med til at give dem selvtillid, selvværd og blod på tanden til at udvikle sig som små individer. Derudover synes jeg, at en god pædagog er en, der formår at vægte forældresamarbejdet højt og en som tager sig tid til de små garderobesnakke med forældrene. Den der overleverer de små solstrålehistorier om barnets dag, fordi alle forældre elsker at høre om netop sit barns dag. Et godt forældresamarbejde bygger den første bro mellem barnets primære og sekundære omsorgspersoner og er ualmindeligt vigtigt for alle børn, hvis de skal føle sig trygge i institutionsmiljøet.Hvordan mærker du som mor, at du kan bruge dine pædagogiske kompetencer?
Jeg mærker b.la. at jeg kan bruge mine pædagogiske kompetencer, når det handler om at opdrage på en anerkendende og lærerig måde. På baggrund af mine faglige kompetencer kan jeg være med til at stimulere mine børn både motorisk, sprogligt og kognitivt, fordi jeg har kendskab til en masse metoder det kan gøres på. Derudover har jeg dannet mig en del erfaring om små børns rutiner og ved hvor vigtigt det er for dem, så det forsøger jeg helt sikkert også at fastholde overfor mine egne børn.
Jeg kan ligeledes bruge mine pædagogiske kompetencer ift. Mine egne børns institutionsliv og mit samarbejde med deres pædagoger, som jeg altid sørger for er godt oplyst og som jeg selv bruger som sparingspartner ift. Mine børns udvikling og deres trivsel.

Og er det nogle gange svært at være i mor-rollen qua din baggrundsviden indenfor det pædagogiske område? Hvorfor/hvorfor ikke?
Til tider ja. Indimellem kan det godt være rigtig svært at være pædagogisk korrekt overfor sine egne børn, fordi der er nogle helt andre følelser på spil end når jeg er på arbejde. Hjemme er jeg langt mere involveret på det personlige plan. På min arbejdsplads er jeg involveret på det mere professionelle plan, på trods af at jeg også holder rigtig meget af børnene. Men som mor laver jeg da også fejl som alle andre forældre kommer til. Alle kender vel den der ”jeg ved godt at jeg ikke burde give efter, men okay så får du lov.” Og helt ærligt, så ved jeg jo godt at jeg bare udskyder konflikten til næste gang, ups. Så på den måde laver jeg stadig de klassiske fejl på trods af min baggrundsviden som pædagog. Men at være en god og velfunderende pædagog ændre ikke på, at jeg også kan lave fejl som mor og det synes jeg er vigtigt at pointerer og give plads til. Fejl er okay, det er dem der giver os erfaringer og som får os til at tænke over tingene en ekstra gang.Hvornår føler du dig mest udfordret som mor og som pædagog?
Jeg føler mig klart mest udfordret som mor, når det handler om at tage de helt rigtige beslutninger på mine børns vegne. Jeg bliver oftest langt hurtigere i tvivl om jeg gør det rigtige som mor ift. Når jeg er på arbejde som pædagog. Jeg oplever ind imellem at jeg bliver udfordret hvis jeg ikke er enig med børnenes far om, hvordan en given situation lige skal foregå, hvis han synes at jeg er al for pædagogisk og jeg synes han er det modsatte. Men nogle gange må jeg give ham ret i, at hans metoder også fungerer og så finder vi en balance i at opdrage på en anerkendende måde, men ikke nødvendigvis altid på en måde vi er helt enige i.

Som pædagog føler jeg mig udfordret på flere områder i dagligdagen. Set med professionelle briller fylder det meget for mig, hvordan tiden med børnene i danske daginstitutioner bliver brugt vs. Tiden vi bliver tvunget til at skulle dokumentere vores pædagogiske arbejde. Det administrative har det med at flyde lidt ind over kerneopgaven som er nærvende voksne og det er en af de ting jeg kæmper meget med, når jeg er på arbejde.

Noget andet der udfordrer min professionelle kompetence er, når jeg f.eks. skal sidde og råde og vejlede et forældrepar i, hvordan de bedst tackler deres trodsige temperamentsfulde toårige. Det udfordrer mig, fordi jeg ikke altid kan give dem en facitliste og sige her, det her virker. Jeg vejleder og råder efter bogen, men det er ikke altid, at det lykkes alligevel. Det handler om at dykke ned i problematikken, lede efter de små tegn, give forældrene nogle professionelle redskaber og give dem et klap på skulderen, fordi de har modet til at bede om hjælp. Men for en forholdsvis nyuddannet pædagog oplever jeg at det både er hårdt og angstprovokerende at være den de lytter til, når jeg ikke altid har svaret lige på hånden. Jeg kan endda sidde og have fuldkommen samme historie om mit eget barn derhjemme, så jeg oplever at det kan være vildt udfordrende at skulle råde forældre til en bestemt løsning, når jeg ikke altid selv har svaret.

Har det været svært at finde en institutionsplads til din datter som levede op til dine/jeres krav?
Både ja og nej. Jeg tror ikke som sådan at det har været svære for os end det er for alle andre familier. Dét at skulle finde den helt rigtige vuggestue/dagplejer til sit barn, især første gang, tror jeg for mange mennesker kan være både svært og lidt grænseoverskridende. Og sådan skal det vel også være være, for kan man nogensinde være helt sikker på at man vælger det helt rigtige for sit barn?

Min baggrundsviden som pædagog og mine professionelle kompetencer har selvfølgelig rykket lidt i mig, da jeg skulle beslutte hvad jeg ønskede af institutionsplads for mit eget barn. Hjemme hos os vægtede vi det højt at vi blev garanteret et højt niveau af faglighed ved at vælge vuggestue frem for dagpleje, da det jo ikke er et krav at man som dagplejer er uddannet pæd. Eller lig. Og heller ikke er underlagt de samme krav politisk som læreplaner osv. Så for os blev det lidt afgørende at jeg selv er uddannet pædagog og har specialiseret mig i småbørnspædagogik og på den måde kender meget til vuggestuemiljøet. Dét har givet mig et indblik i hvad man som forælder kan forvente af udviklings og læringsindhold i dagligdagen, som har været noget vi har vægtet højt i beslutningen om vuggestue eller dagpleje.
Men hånden på hjertet, så var det vigtigste for os faktisk at komme ud og opleve de nærtliggende institutioner på egen hånd og følge vores mavefornemmelse med de mennesker vi blev mødt af og hører hvad deres grundværdier indebar, så vi kunne fornemme om det stemte overens med de grundlæggende tanker vi gjorde os på vores barns vegne. Og heldigvis viste én af de institutioner sig, at være lige det vi havde håbet på. En integreret vuggestue/børnehave med høj faglighed, kompetente pædagoger/medhjælper og et hus fuld af god energi og hjertevarme. Alva var 10 måneder, da hun startede og vores fornemmelse viste sig heldigvis at være rigtig. Så lige præcis dér har vi selvfølgelig også skrevet lillesøster op til næste år.

Det er efterhånden sket et par gange, at jeg er blevet spurgt til vores tilgang til forskellige situationer og eller vores værdier ift. Viljas opvækst.
Og nu har jeg efter en del overvejelse besluttet mig for, at det er noget jeg gerne vil dele. Både fordi jeg sommetider selv synes det er givende at høre hvad andre gør og samtidig for at understrege, at der er så mange forskellige måder at være forældre på.
For at undgå at skulle skrive side og op og ned, vil jeg dele indlæg med dette (meget!) omfattende emne op og tage nogle af de temaer ud, som jeg selv oplever er dem der oftest bliver talt om mødre imellem. Denne gang er fokus derfor på måltider og andre spisesituationer.

Til en start kan jeg afsløre at mit syn på børn, måltider og mad ændrede sig radikalt efter jeg selv blev mor. Alt det jeg troede jeg havde styr på og besluttet mig for, blev selvfølgelig helt anderledes, da jeg så endelig sad der med Vilja og hun ikke var en andens, men mit barn.
Jeg har nået at tænke mig om mange gange, for som jeg talte med en veninde om for nylig, kom jeg nemt til at tænke at alt vi gør og siger, er afgørende for Viljas opvækst. At få træk der ikke er gennemtænkte eller falder anderledes ud end forventet, gør noget dårligt for hende. Sådan havde jeg det med måltider da hun begyndte at spise selv.
Det tog nogle måneder at lære, at det ikke er sådan moderskabet er. Forældreskabet ej heller. Det er situationer som gentagende svigt, manglende opmærksomhed o.lign. der på den lange bane kan skade vores børn; ikke engangstilfælde af situationer vi havde ønsket anderledes.

Vi har haft mange snakke om opdragelse, mad, manerer, forventninger mm. og har efterhånden fundet kernen af det vi gerne vil give – og ønsker for Vilja med hensyn til at blive tryg ved og være nysgerrig på mad.
Som en start har vi valgt at skrue forventningerne helt ned. Vi har mange andre stunder i løbet af en dag, hvor vi kan snakke og hygge os. Og derfor skal de måltider vi har sammen, ikke blive sådan nogle, hvor man skal blive siddende ved bordet (ikke når man er halvandet) fordi “ih, nu skal vi hygge os”.
Når Vilja giver udtryk for at hun vil ned fra sin stol, eller siger færdig, så kommer hun det.

Ift. hvad hun spiser – så er det helt op til hende selv. Vi afgør selvfølgelig hvad der kommer på tallerkenen; men hvor meget af det der ryger ned og reelt bliver spist, det er op til hende. Jeg tror på, at hun bedst lærer sin mæthedsfornemmelse at kende, ved selv at sige til og fra. Derfor praktiserer vi ikke “en bid mere” eller “hvis du spiser det, så får du…” Så forsvinder hendes mulighed for selv at mærke efter, og det tror jeg ikke vi vinder noget ved, på den lange bane.
Til gengæld kan jeg sagtens finde på at gå hen og tilbyde hende en bid mad, mens hun leger. Det skyldes i særdeleshed at hun generelt er småt-spisende og jeg derfor gerne vil sikre mig, at hun er mæt, når hun har forladt bordet. Jeg spørger 1-2 gange, og siger hun nej, er det nej. Så går jeg ud fra at hun er tilpas uanset hvor meget eller lidt jeg så synes, at hun har spist.Der opstår fortsat situationer, hvor vi tilbyder Vilja mad hun ikke har smagt før/kender. Når dette er tilfældet, er det altid op til hende, om hun vil smage. Vi lægger det samme mad på hendes, som på vores tallerkener (her taler jeg om aftensmad) og altid sammen med noget velkendt, som vi ved hun kan lide. Når nye ting serveres sammen med noget hun er “tryg” ved, er lysten og nysgerrigheden til det nye nemlig større.
Og samtidig med at det er op til hende at smage på nye fødevarer og selv vælge hvordan hun vil spise dem, så kommenterer vi ikke på hendes mad og eller måde at spise på. I stedet snakker vi om, hvad vi har lavet, hvor dejligt det var at hun hjalp med dit og dat, hvad der står på bordet og at det er rart at spise aftensmad sammnen.
Jeg forsøger også altid at lave en tydelig opdeling af tingene på Viljas tallerken, så hun kan skelne og se hvad hun får serveret, hvilket vi også gør en del ud af at fortælle hende.
Derudover overdriver vi gerne selv, når Vilja ser os spise. Det gør vi f.eks. ved at lægge tryk på hvor godt vi synes noget smager eller dufter, hvilket tit vækker hendes lyst til at smage.

For det meste deltager Vilja i (en del af) madlavningen. Jeg finder altid noget hun kan hjælpe med og det er meget forskelligt fra dag til dag, hvor meget hun kan inddrages. Mens vi laver maden, bliver det også tit interessant at smage på de ting vi arbejder med, og jeg tror derfor at det er med til at give Vilja en sund nysgerrighed og lyst til at smage. Forleden smagte hun på revet mozerella, da vi skulle have det på lasagnen; og efter at hun erfarede at det smagte godt, var det næsten en umulighed at få hende til at lægge det på lasagnen i stedet for at spise det. Super.

Hvis det hele skal koges ned til en one-liner, der er til at forholde sig til, så plejer vi at sige at vi passer vores egen tallerken.I forbindelse med at skulle skrive dette indlæg, hørte jeg en podcast som Morten Elsøe medvirker i. Han har været med til at skrive bogen “Madro” og skriver om sig selv at han “[…] bringer videnskaben tilbage i sundhedsdebatten”. I podcasten “Adfærd” medvirker han i et afsnit, som jeg vil anbefale interesserede i at lytte til. De kommer vidt omkring ift. hans syn på, hvad vores børn spiser, hvordan måltider foregår, hvorfor vi ikke bør have så travlt med at kalde madvarer sunde eller usunde og hvorfor der ifølge ham, ikke er noget galt med at børnene får et par stykker chokolade serveret på aftensmadstallerkenen, for at komme ud over deres lyst til noget “sødt” bagefter.
Han fortæller at en god måde at få sine børn til at spise flere grøntsager på er ved at lege med maden.

“Leg med maden; byg tårne af grøntsagstern og gerne på en måde så du selv synes det er ægte sjovt”

En anden måde hvorpå de hjemme hos ham, får lidt flere grøntsager i børnene, er ved at servere en grøntsagstallerken, når børnene er kommet hjem fra skole og institution. Det kan f.eks. være mens de sidder og ser TV, at der bliver sat et fad med grøntsager foran børnene – og før han får kigget igen og uden de selv rigtig tænker over det – er de gået ombord i fadet.
Morten husker os derfor på, at grøntsager kan spises på mange måder. Hjemme hos ham er der mere ro ved aftensmaden, fordi der så ikke skal tales om, eller være bekymringer ift. om børnene f.eks. får spist noget/nok grønt.
Det praktiserer vi som oftest også med Vilja herhjemme; grøntstave eller optøet grønt fra frost, der bliver lagt på hendes bord, mens hun render rundt og leger om eftermiddagen. Så går hun og “hygge-spiser” men får netop spist mere end hvis vi lagde samme mængde på hendes aftensmadstallerken sammen med flere forskellige ting.

Morten taler også om, at vi skal huske at se og lytte til vores børn – at vi skal huske ikke at gøre noget mad “spændende” ved kun at servere det på bestemte tidspunkter, da det så vil øge lysten til lige netop dette, samtidig med at den naturlige stopklods ikke længere vil være til stede. Han nævner “fredagsslik” som et eksempel. Og netop når det kommer til et emne som slik og søde sager, kan jeg forestille mig at vandene deles; så er du interesseret heri, kan jeg kun anbefale dig at lytte til førnævnte podcast.

I hans øjne er noget af det vigtigste når det handler om børn, mad og måltider, at børn får muligheden for selv at mærke sine egne behov og egen lyst, for på lang sigt at få et sundt forhold til mad.
Og hvem vil ikke gerne det bedste for deres børn og fremtiden? Det er i hvert fald ikke uden grund, at vi har talt så meget om hvordan og hvad vi vil gøre og ikke gøre herhjemme. Og jeg synes vi har fundet en god vej, der virker for os.

“Børn har lige så meget værdighed som voksne. Det er rigtige mennekser. Hvis jeg har lyst til et stykke slik efter aftensmaden og jeg går over og spiser det, så i stedet for at skjule det, så siger jeg til Agnes “Agnes jeg fik lige lyst til noget sødt her efter aftensmaden og vi har lidt slik. Vil du også havet et stykke eller to?” (Morten Elsøe, red.)

 

Hvordan foregår måltiderne hjemme hos jer? Og kan det bruges at høre hvordan vi gør hos os?