Den famøse hospitalstaske

Så er den pakket. Hospitalstasken. En af de ting jeg har hørt omtalt flest gange, både før og nu også under min graviditet. Det virker til at være en hel videnskab for sig. Det skal jeg, for god ordens skyld, nævne at jeg ikke tænker det er. Men derfor er det naturligvis stadig noget, der skal være styr på. Ovenfor et billede af indholdet i vores taske. Det endte med at blive en blanding af, hvad andre fortæller de har haft brug for eller manglede, og hvad min egen sunde fornuft mente.
I tasken har jeg pakket:
– Tøj til mini (2 sæt og en ekstra body)
– Skiftetøj til D og jeg (læs: det mest behagelige og løse tøj jeg ejer)
– Stofbleer
– Mobiloplader
– Toiletsager (heri tandbørster, creme, hårbørste, shampoo, hårelastikker, deo, ammeindlæg)
– Vandrejournal (jep, den store mappe i midten. Sådan en får man her i Nordsjælland)
– Snacks

Vi forventer at skulle overnatte en nat eller to på barselsgangen, hvorfor der er inkluderet skiftetøj til os begge og hvorfor der også er et par forskellige sæt tøj til mini. Snacks er mest til hvis vi ender i en eller 24-timers-fødsel, hvor snacks kunne være rare.

Der er tydeligvis mange meninger om, hvad man skal/ikke skal medbringe. Vi er tilknyttet Nordsjællands Hospital, og her er alt hvad man skal bruge til baby, samt alverdens af “udstyr” som kan være nyttigt, hvis man lige har født. Derfor er der ikke hverken bleer, vådservietter ell. lign. i vores taske, men jeg ved at ikke alle hospitaler tilbyder disse ting.

Slutteligt har vi endvidere pakket autostol, som fra om et par uger bliver fast inventar i bilen (så har D ro i maven, over ikke at skulle huske på den) sammen med den kørepose/dragt vi har til mini mens hun er mini.

Jeg håber at ovenstående kan bruges; jeg har selv haft delvis gavn af, at kigge på andres lister. 😉 Til sammenligning tror jeg, at jeg har pakket en del mindre end de fleste, men hold op hvor har jeg også hørt mange fortælle at “dit og dat” var fuldstændig overflødigt. Så nu bliver det således. Medmindre jeg finder et eller andet helt uundværligt, der også skal med.
Yes. Endnu en ting jeg kan krydse af, at jeg har fået styr på!

Babygarderobe når pladsen er trang

Det er klart at vi har været nødt til at tænke praktisk og alternativt, i forbindelse med at der flytter endnu et familiemedlem ind i vores 23 kvm “store” beboelsesvogn.
Lad mig starte med at nævne, at der endnu ikke er noget, vi godt kunne tænke os, som vi ikke har fundet plads til. Yes. Det er lidt en sejr i sig selv. Men ikke desto mindre har vi været kreative, med hensyn til at finde plads til de ting det kræver, at der flytter et minimenneske ud af maven og “ind” i vognen. Ikke nok med at hun skal have tøj på kroppen, så skal hun også kunne få en ren ble og et bad. Hvis I har set mit tidligere indlæg med vores “baby-tjekliste” vil I vide, at det altså kræver lidt mere end et par småting, at skulle have en ny beboer.
Forleden fik jeg styr på det sidste af garderoben til mini, som lige nu har sin plads i bedroller’s under vores seng. Jeg tror på, at det nok skal fungere fint. Lige nu har vi én kasse med tøj i str 50/56, en anden kasse med stofbleer, sengetøj, huer og andre småting og en sidste kasse med tøj i str 62. Derudover har vi en puslepude under sengen og et badekar (sådan et smart folde et) hængende på en af vores knagerækker i enden af vognen. Endvidere skal vi inden længe have rykket en bedside crib ind ved siden af dobbeltsengen og skiftet TV’et til et mindre, for at det hele kan være der.

Da garderoben var på plads under sengen den anden dag, erklærede jeg den samtidig for “fuldendt” overfor D. Nu har vi, hvad vi skal have.
Jeg er faktisk ret tilfreds og stolt på vores vegne. Det her “small-living”, eller hvad vi skal kalde det, kører ret godt for os. Vi har endnu ikke følt os pressede af situationen, eller synes at noget manglede. Det føles næsten som det mest naturlige for os, at bo under disse forhold. Ret skørt ikke?
For pokker hvor bliver det spændende, når det ikke bare er D og jeg længere, men vi skal være tre om at have en hverdag i vognen.