I en tid hvor ordet “krænkelse” bruges som aldrig før, er jeg personligt bange for at vigtige sager drukner. Min egen sag er ikke druknet. Den er aldrig kommet frem.
Men i dag har jeg besluttet mig for, at dele den.

Den opmærksomhed krænkelser har fået i den offentlige debat er overvældende. Og jeg ved stadig ikke hvilket ben jeg skal stå på og hvad jeg skal synes, om kvinder der tager 10-15-20 år gamle sager op. Det er heller ikke pointen her. Men med det fokus der er kommet, er noget blevet vækket i mig. Min egen oplevelse fra den sommer hvor jeg var 18 år og på festival for første gang, har igen fundet op til overfladen.
Jeg har haft den pakket væk længe. Lært at oplevelsen bor i mig og aldrig forsvinder, accepteret at detaljerne fra den nat, er noget af det jeg husker aller tydeligst, når jeg tænker tilbage i tiden.

I 2012 og 2013 var jeg på Roskilde Festival. Begge gange boede jeg i camp med en pigegruppe fra min gymnasieklasse. Første gang jeg var afsted gik vi i 2.g. Og anden gang, i 2013, var vi lige blevet studenter og kommet hjem fra vogntur, da vi skulle ned til festivalen og ligge i kø.
Det blev aldrig rigtig en succes at være afsted, for min oplevelse af at være på festival, blev ødelagt allerede det første år… jeg ville bare ikke være den, der ikke kom med igen. For “hvorfor skulle jeg ikke det” og “det er en perfekt afslutning på gymnasietiden” …ja, de gode grunde var der mange af. Bare ikke hos mig.

Generelt var den der festival-præmis en udfordring for mig, da jeg havde det enormt anstrengt med bakterier og urenhed dengang i gymnasiet.

Jeg havde derfor sikret min billet til festivalen ved at arbejde frivilligt, fordi “jobbet” inkluderede toilet med rindende vand og fine badeforhold. Derudover var det rart med en pause fra lunkne øl og dåsemad, når vagterne skulle passes.
En aften på festivalen i 2012 var vores camp taget på besøg hos en anden camp. Der skulle være fest i deres område, med mange andre vi kendte. Folk stimlede til, der midt i mudderpølen i de sene aftentimer. Det blev nat og mørkt. Festen fortsatte. Og så blev det for meget for mig at være i.
Der var for mange mennesker for tæt sammen og jeg var ikke i humør til at indtage mere alkohol, hvorfor det virkede som det mest tåbelige sted at opholde sig.
Jeg trak mig, uden at nogen bemærkede det og vendte næsen mod vores egen camp, hvor jeg havde planer om at lægge mig i teltet, som jeg delte med to veninder.På vej tilbage møder jeg ham så.

Han spurgte til, hvor jeg skulle hen og om vi skulle gå over i hans camp i stedet. Han boede lige ved siden af, hvor vi stod. Jeg takkede pænt nej, sagde jeg var træt og skidt og gerne ville finde mit telt.
Mere nåede jeg ikke at sige, så havde han allerede fat i min arm og trukket mig med over i sin camp.
Vi blev mødt af høj musik og to-tre andre drenge. De forduftede lige så snart vi var kommet til campen.

Han skubbede mig ind i et lille telt der stod i hjørnet af campen og jeg bad mange gange om lov til at gå. Det måtte jeg ikke.

Han begyndte at tage tøjet af, bad mig gøre det samme.
Jeg gjorde det, men havde samtidig lyst til at skrige af mine lungers fulde kraft.
“Hjælp” hviskede jeg.

Han reagerede ikke på det. Og den højtspillende højtaler lige uden for teltet, ville også have druknet min stemme, allerede inden den havde forladt min mund, hvis jeg havde forsøgt af råbe.

Han voldtog han mig.

Da det var “overstået” gik jeg tilbage til campen, i hvad jeg følte som en choktilstand. Jeg følte mig ikke-eksisterende. Som om jeg oplevede alt fra afstand, fra en fremmeds øjne. Jeg følte mig ikke længere som mig; noget var blevet taget fra mig.

I teltet fandt jeg håndklæde, sæbe og rent tøj og med retning mod den frivillige arbejdsplads havde jeg ét mål: at forsøge at blive “ren” igen. Jeg følte mig så beskidt. Ussel. Uren. Fremmed i min egen krop.
Jeg følte mig som… ingenting

Og da jeg vågnede næste morgen var der jo stadig en festival i gang.
Måske var jeg lidt stille, men ellers var der ikke noget anderledes at spotte. Ikke udefra. Jeg blev på festivalen sammen med de andre, men jeg var ikke længere mig.
Indeni var jeg ødelagt.

Historien fra den nat på min første Roskilde Festival har boet i mig siden. Følelserne, omgivelserne, lugtene, lydene, har fra tid til anden fyldt i mit hovede. Men de er ikke blevet delt med nogen.
Jeg følte mig så forkert og usikker. Jeg vidste ikke, at voldtægt bør anmeldes og at man som offer typisk har behov for hjælp. Jeg var 18 år.

Og med tankerne på, hvad det var jeg manglede, ikke forstod og følte dengang for knap 9 år siden, har jeg nu fået mod på at dele og sige det højt. Fortælle at voldtægt sker, at det ikke er offerets skyld og at det sidste man skal føle, er at man er forkert.

Som jeg indledningsvis skrev, ved jeg ikke helt hvad jeg skal tænke om det fokus der fylder i medierne med krænkelser foregået dengang vi stadig skrev 19′ som det første i årstal. Men én ting ved jeg med sikkerhed; og det er, at det for mig har været tiden, der har været med til at hele. Lære mig at forstå, at jeg er okay. At det ikke var min skyld og at det er mere end okay at bede om hjælp. Det har jeg først lært med tiden, årene. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at oplevelser der har fundet sted en årrække tilbage, pludselig kan “fylde” på ny, samtidig med at afstanden tidsmæssigt kan være en afgørende faktor i både modet og “lysten” til at dele.

Det kan måske virke tosset at have lyst til at dele. Men det i sig selv er ogå tenderende til at være problematisk; det er så vigtigt at vi kan dele også den slags historier. Ikke nødvendigvis med en hel blog, men med familien, en veninde eller lign. Det har jeg ikke tidligere følt mig i stand til, på samme måde som nu.
Havde jeg bare hørt én enkelt historie med elementer der mindede om min, havde jeg måske bedt om hjælp dengang i 2012. Om ikke andet reageret på det, da det var sket. Jeg vidste jo præcis hvilken camp han boede i, kunne (og kan stadig) give en meget detaljeret beskrivelse af hans udseende, stemme, gang osv. Jeg følte det slet ikke som en mulighed.
I mit hovede handlede det om at (forsøge at) glemme, hvilket i øvrigt har været en umulighed, og om at “komme videre”.

…

Et par år efter oplevelsen havde jeg en aftale med nogle piger fra min folkeskoletid. Vi skulle mødes på en cafe på Nørrebro til en kop kaffe. Det var vinter, aften og mørkt. Og da jeg har fundet ind i varmen på cafeen og sat mig til rette, for at vente på de andre piger, kommer han gående.
Det løb mig koldt ned ad ryggen, og jeg forlod min krop, nøjagtig på samme måde som jeg gjorde den aften. Sådan føltes det i hvert fald.
Jeg hverken kommenterede på det eller gav plads til de mange følelser der lurede lige under overfladen, før jeg igen var alene.

Dengang gen-overvejede jeg et kort øjeblik at dele. For der blev det klart for mig, at jeg ikke var færdig med at have usynlige ar som følge af mine oplevelser. Bedst som jeg troede, at jeg var ved at affinde mig med at være i verden med en voldtægt på listen over ting jeg har erfaringer med, var han der. Og gjorde det klart for mig, at jeg ikke var i nærheden af at være, hvor jeg troede jeg var.
Det var forfærdeligt at se ham og jeg håber aldrig det vil ske igen.

Og hvis det gør, så er jeg mere klar end før. Jeg er ikke lig med det han har udsat mig for. Jeg er bedre end det og jeg kan, hvad jeg vil.

Der er altid plads til at dele. Hvis ikke en af dine nærmeste, så en professionel. Og aldrig vil du høre at du er forkert, grundet noget andre har udsat dig for.

Ingen oplevelser er forkerte.

Lige siden Vilja kom til verden er det gået op for mig, at velfungerende amning ikke er noget man skal tage for givet. Det kom vidst også bag på D.
Det har vist sig at være et emne der fylder meget mere, end nogen af os havde forudset og forventet.
På hospitalet efter fødslen skulle vi vide det ene og det andet. Inden vi blev udskrevet skulle vi have hvad der føltes som et “amme-lynkursus” og efterfølgende handlede de første mange besøg af sundhedsplejersken også om amning. Og alt dette på trods af, at det har fungeret upåklageligt for os, lige siden Vilja blev lagt til for første gang.
Jeg har enormt meget respekt for alle de mødre der må kæmpe en brag kamp, for at få amningen til at fungere, for der er godt nok mange flere ammerelaterede problemer, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Der findes suttebrikker, brystbetændelse, for korte tungebånd, forkerte sutteteknikker og jeg ved snart ikke hvad. Så selvom jeg ikke rigtigt vidste, at det var noget at glæde sig over, så lærte jeg sidenhen at sætte stor pris på vores velfungerende amning.

En af de ting ved amning jeg ikke har talt højt om, men heller ikke lagt skjul på, hvis snakken er gået på netop dette emne, er at jeg aldrig sådan rigtig har elsket det.
Jeg har ikke været i tvivl om, at jeg ville amme, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke var en amme-elsker. Jeg har aldrig oplevet tankerne om, at det var det smukkeste og skønneste i verden, at sidde med Vilja og amme.

Til gengæld har jeg mærket en rastløshed- og af og til utilpashed i kroppen under amning. Det har ikke været amme-helvede, overhovedet ikke… men jeg har siden vi startede amningen, glædet mig til at skulle “ud af det” igen.
Vilja er snart 10 måneder og jeg kunne ikke ønske mig højere at vores amning snart er fortid. Den seneste tid er min utilpashed ved amningerne taget til og jeg bliver urolig, utålmodig og træt i kroppen af at skulle amme. Samtidig har Vilja også en alder nu, hvor jeg da hun blev født, troede at jeg allerede for 2-3 måneder siden ville være “done”. På den måde har jeg mentalt haft indstillet mig på at der var en slutdato. Som jeg desværre ikke er nået til endnu.

Hertil hører en periode for en måneds tid siden, hvor Vilja var sløj og intet ville spise – kun ammes… vi var ellers godt på vej med nedtrapningen, men i stedet blev alt sat op i gear igen, da efterspørgslen fra hende steg så længe hun var snottet og sløj. Øv.

Og nu har vi så været på den igen i godt en måned. Heldigvis er hun rigtig glad for- og interesseret i mad. Det har hun været lige siden vi begyndte at introducere hende for det. Så udfordringen ligger i, ikke at amme hende i løbet af dagen og også minimalt om natten.
Jeg ammer hende inden hun bliver lagt i seng om aftenen, og jeg har en forestilling om, at det bliver den sidste amning vi “fjerner”. Desuden er Vilja god til at tage sutteflaske – det skal dog bare være med min mælk og ikke erstatning. Så den del arbejder vi også stille og roligt med.
So far er det til min fordel at hun ikke efterspørger det/søger i løbet af dagen… til gengæld så ved hun godt hvad klokken har slået, når det er ved at være puttetid om aftenen. Der begynder hun som en fugl der hakker i jorden efter orme, at lede efter maden på mig. Sødt og samtidig frustrerende, når man har det som jeg.

Som med så meget andet, gør jeg dog et nummer ud af, at se tingene fra den bedste side. Og derfor vil jeg holde fast i at glæde mig over, at det går den rigtige vej, snarere end at ærgre mig over tempoet.
Vi skal nok komme i mål – men det skal være i et tempo så vi begge kan følge med.

Se lige en lille bitte Vilja. Her fotograferet foran vores yderst charmerende køleskab i den husvogn vi boede i sidste år. Godt den tid er forbi.
Selvom jeg egentlig godt gad have lille-Vilja igen, bare for en dag.

Nogen der kender et trick?

Det er knap elleve uger siden at vi kørte hjemmefra som et kærestepar og kom hjem som forældre dagen efter. Dog glemmer jeg ikke foreløbig, hvordan den tirsdag i marts, som var den nittende dag i den tredje måned, forløb. For det var netop den dag, at intet længere var som før. Nu var jeg blevet nogens mor…

Bedøvelsen virkede hurtigt og jeg blev derfor gennet på plads i en fart, inden jeg ikke længere ville være lige så mobil.
Ved min side blev far placeret på en stol. Jeg husker at jeg gerne ville holde far i hånden, men mine arme var placeret på to “armlæn”, med drop i hænderne og blodtryksmåler på armen, så det var ikke lige til.
Efter jeg var kommet på plads på briksen gik det ellers stærkt. Alle på stuen kendte deres plads, og det var som at se en flok myrer bygge deres tue; alle gik i gang i raskt tempo. Jeg blev smurt ind i jod og fik et kæmpe klistermærke sat over maven med hul i midten. Der blev sat afskærmning op og en sygeplejerske der stod ved mit hovede fortalte, at han undervejs kunne hjælpe hvis jeg blev dårlig.
Inden jeg fik set mig om, hørte jeg en operationslæge sige “så er vi i gang; vi har lige nevet dig en masse, og det sagde du ikke noget til – så bedøvelsen virker”. Jeg kiggede over på far og blev helt berørt at situationen. Det var nu vi skulle være forældre. Nu skulle vores lille mini menneske komme til verden. Inden jeg fik tænkt disse tanker til ende, kunne jeg mærke lidt rumsteren nede ved min mave. “Puha, det føles mærkeligt”, fik jeg fremstammet. “Det er fordi vi trykker på din mave og laver en kunstig ve”, lød det på den anden side af afdækningen.
I samme nu blev afdækningen sænket, og far og jeg så en fødselslæge løfte dig ud af maven og op i luften. Jeg begyndte at græde. Shit, du var en rigtig baby. Og du var lige kommet ud af min mave. Jeg kiggede på far og smilede stort, samtidig med at jeg både grinede og græd af glæde.
Hun viste dig frem, mens hun stod og drejede og vendte dig i luften. Sådan føltes det i et helt minut, som om tiden stod stille; din navlestreng skulle lige stoppe med at pulsere. Du skreg en smule. Din krop var så fin og ren og du åbnede hurtigt øjnene.

Da minuttet var gået, kom afdækningen op igen og din navlesnor blev klippet. Lige herefter fik du en hue på og blev lagt direkte op på mit bryst. Nu var du vores. Far og mig. Jeg lå og kiggede på dig med far ved min side. Du fik din dyne over dig, for ikke at blive kold og far holdt en hånd på din ryg. Vi forsvandt kortvarigt ind i en lille boble. Det hele var så smukt og uvirkeligt.
Grundet den overraskelse det nok har været for dig, sådan at blive hevet ud af din varme hule, var du ikke interesseret i at sutte med det samme. Derfor tog far og jordemoderen dig med over på børnebordet, for at veje, måle og studere dig. Du var i den fineste stand. Jeg lå selvfølgelig og holdt øje med jer. Da dine værdier var noteret blev du svøbt som en lille burrito baby og kom over i fars arme. Her lå du helt stille; kiggede og studerede ham og den verden du nu pludselig var blevet en del af.
Jeg var så rørt, lykkelig og lettet på samme tid. Solen skinnende og vi var blevet forældre til den fineste lille pige. Mit blik kørte hurtigt henover vinduerne, som jeg kunne ligge og kigge ud af. Hvor var det bare den smukkeste dag.
Her sad du og far så ved min side, mens jeg blev syet og tjekket op på.
Det var nok nogenlunde her, at jeg troede mit hjerte skulle til at eksplodere af lykke. Jer to lige der – det var næsten mere end min krop kunne rumme. I var SÅ søde!!! Og fars blik på dig, vil jeg sent glemme <3

Billedet her er taget et par timer efter din ankomst, og er et af de første billeder af os sammen. Du er stadig med hospitalshue på, helt krøllet sammen og endnu ikke meget for at åbne øjnene. Det ændrer dog ikke på, at jeg allerede her, var en stolt mor.

Min Vilja <3

Her er hun. I sin fulde størrelse, eller hvad man siger. Min Vilja.
Indtil nu har hun været mere eller mindre anonym på de sociale medier og ligeledes her på bloggen. Jeg har vist hende frem men uden at vise hendes ansigt.
Først og fremmest havde D og jeg brug for at lære Vilja at kende, inden “alle andre” lige pludselig også følte, at de vidste hvem hun var. Jeg har haft brug for at tænke mig godt og grundigt om, og det har i løbet af den proces derfor faldet mig naturligt at vise glimt, men ikke billeder med ansigt på. Min lille baby var i mine øjne slet ikke klar til at blive eksponeret, lige så snart jeg var klar til at skrive om hende. De to ting viste sig altså for mig, ikke at gå hånd i hånd.

Nu er noget forandret. Jeg har lært Vilja at kende og ved selv hvem hun er. Jeg kender hende allerede bedre end de veninder jeg har kendt siden mine teenageår…
Derudover er jeg færdig med at tænke. I hvert fald lige for nu. Vi har talt meget om det med eksponering herhjemme. I takt med at jeg er blevet mere glad for at skrive herinde, har jeg også haft en voksende lyst til at dele et billede (ellert ti) af mit lille yndlingsmenneske med hele verden. Forstå mig ret. Når nu jeg skriver så meget om hende, har jeg lige så meget lyst til også at vise hvem hun er og hvad det er jeg snakker om. For ja gud fanden synes man, at ens barn er det skønneste og mest charmerende i denne verden.

Og derfor er hun her. Nu er hun klar til at smile til jer også.
Vi har valgt at udgangspunktet bliver, at vi (jeg) kun deler billeder, vi ikke selv ville finde “pinlige” ell. lign. Så selvom jeg sagtens kan skrive om lort op og ned ad ryggen eller en træls baby, så bliver det ikke lige dér, at jeg dokumenterer med billeder. Det ved jeg med sikkerhed, at jeg som teenager ikke selv ville være glad for at vide, lå på nettet. Det bliver derfor en “føler” fra min side, når der skal billeder ud af Vilja. Men det har jeg det så fint med. Ligeledes er jeg helt åben for, at jeg muligvis ændrer mening igen på et senere tidspunkt… for man har jo kun et standpunkt, til man tager et nyt.

Forresten, tak for at I læser med!
Hvis I har nogle gode ideer/ønsker til indlæg, tager jeg gerne imod 🙂

Der er så mange ting, der giver mere mening, når man har fået et barn. Når man har sat et liv i verden og man har noget (nogen), der giver én så meget kærlighed, at man vil gøre alt for at beskytte og passe på. Jeg gør ting for et andet menneske; et menneske som jeg håber at kunne danne og forme, for at skabe en pige der vil klare sig godt og har fået de bedste forudsætninger, når hun bliver større. Jeg giver liv videre og har samtidig endnu mere grund til selv at leve. Nu har jeg både D og Vilja som betyder alverden. Og i hvert fald én af dem, kan på nuværende tidspunkt ikke klare sig uden mig. Det er en vild følelse at et andet menneske kan være så afhængig af netop mig.
Ovenstående minder mig om, at livet er skrøbeligt. Det gik jeg og funderede over på en travetur med barnevognen i dag.
Jeg prøver, prøver virkelig at nyde og holde fast og sætte pris på… alt hvad vi oplever med vores lille menneske. Og samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, om jeg nyder det nok og om jeg giver Vilja nok. Af alt. Kærlighed, opmærksomhed, tid, omsorg.
Det er på ingen måde fordi jeg er usikker på/i min rolle som mor. Det er jeg ikke. Men jeg tænker jævnligt over, hvor skrøbeligt livet er. Jeg tænker (som de fleste andre forældre) at jeg vil gøre mit bedste hver dag, så jeg ikke senere skal tænke tilbage og ærgre mig.
Der har sneget sig en voksende følelse af savn ind i mig for tiden, for jeg ser jo netop hvor meget vi giver vores lille datter, ved at være der for hende dagen lang. Vi giver hende betingelsesløs kærlighed og former hende.

Min far formede mig indtil jeg blev 3 år og nogle måneder. Og jeg kan grundet min alder ikke huske meget fra min tid med ham. Jeg er ikke i tvivl om, at han har været den bedste far, man kunne ønske sig, i al den tid han havde muligheden. Men hvorfor han skulle tages fra os begriber jeg ikke. Han var jo slet ikke færdig med at leve livet, slet ikke færdig med at være far. Det er netop det jeg kan mærke nu – hvor meget han mangler, når jeg oplever noget så betydningsfuldt som at blive mor.
Shit hvor er livet skrøbeligt, når man som 4-årig kan sige farvel til sin far om morgenen, og uden at vide det, have set ham for sidste gang i live. Argh!
Det er det der forstærker savnet. Før kunne jeg tænke på, hvordan det ville være, når jeg sad med min baby i armene og manglede min far. Men nu kan jeg rent faktisk også mærke at han mangler.

I går var det min fars fødselsdag. Og endnu engang var der ikke meget andet i dét end et stort savn. Det bliver jeg mindet om på sådan en dag, hvor jeg ikke ønsker andet end at kunne dele dagen med ham. Fejre ham. Jeg vil egentlig sige, at man vænner sig til det, men det betyder nu ikke at det bliver mere udholdeligt eller ligetil. Savnet bliver “bare” fast inventar i det indre følelsesregister.

Årh, hvis man dog bare kunne spole tiden tilbage til dengang dette billede blev taget. Så havde jeg nok aldrig givet slip.

Jeg elsker og savner dig, far.