Første tur i Zoologisk Have

I torsdags var jeg på udflugt med Vilja og min søster. Vi har længe talt om at en tur i ZOO kunne være hyggelig og nu var vejret til det. Solen skinnede og det var mildt og friskt i vejret.

Vel ankommet lagde vi ud med at gå i Børne ZOO og klappe en hest og grine ad køer der viftede fluer væk med halerne. Spotte hoppende kaniner og kigge på min søster ae de sødeste små gedekid, for dét ville Vilja i hvert fald ikke.
Sidenhen nåede vi til Savannen, hvor Vilja fik set zebra, flodhest, næsehorn, struds og selvfølgelig giraffer. Og bedst som man skulle tro, at nogle af de dyr kunne være særligt spændende, spottede Vilja et lille glas”bur” med desmerdyr, som det slet ikke var til at løsrive hende fra igen.
Ja, jeg endte faktisk med at tage hende op på armen og gå med raske skridt, for hurtigt at aflede og finde andre dyr… for hun skulle altså have frokost og lur og den slags. Den første time gik lynende hurtigt og så var det lurtid efter en frokost on-the-go (forestil jer en mor med en gaffel og små hapsere på, der prøver at fange sin datters opmærksomhed, mens hun har travlt med at kigge på vand og giraffer og trapper og bænke og…)Alt imens Vilja tog en, hvad jeg vil kalde, “power nap” på 50 minutter i klapvognen; gik vi rundt og kiggede på flere dyr og nye konstruktioner i ZOO. Kiggede på den sovende panda og en brun bjørn der slet ikke var at finde. Pludselig var der gået 50 minutter. Lige da vi havde sat os for at spise frokost, slog Vilja øjenene op. Ikke udhvilet, men vågen.

Ovenpå en kiks var hun klar til at få sko på igen og tonse derudaf. Det var først den sidste times tid af turen, hun så meget som gad overveje at sidde i klapvognen. Resten af tiden gik hun selv, hvilket jeg var meget imponeret over. Det er utroligt hvad så små ben kan holde til. Selvfølgelig med pause på hver en trappe og bænk, bare fordi. Da vi havde en vågen Vilja og alligevel var i nærheden, besluttede vi at prøve lykken med endnu et besøg hos pandaen. Og der var gevinst! Begge pandaer vågne og i gang med at gnaske i bambus. Øj, hvor var de søde. Men det var ikke den “rigtige” panda, der var mest spændende ifølge Vilja. Hun fandt sig en favorit i den store plysudgave ved Panda shoppen. Med en på hver side af butikken, var det ikke just nemt at få hende med videre derfra; og vi kom også tilbage ret mange gange.
Og hver gang fik den krammer som her på billedet. Skønne lille menneske.Forud for turen var jeg enormt spændt på, hvad Vilja ville sige til at se alle de dyr vi læser og taler så meget om derhjemme. For er der noget hun er interesseret i for tiden, så er det dyr.
Nogle af dyrene rystede hun på hovedet af, når vi kom hen til dem. De fleste andre ville hun gerne vinke til og kigge på. Og så er der sådan noget som at en ganske almindelig due eller edderkop på en bænk jo selvfølgelig er lige så spændende som både løve, elefant og giraf… de er ikke bare for Vilja endnu. Tænk sig hvor mange gode oplevelser der venter hende, fordi (al)ting stadig er så nye og spændende.
Vi kom ret vidt omkring og selvom Viljas kommunikation stadig er begrænset til små ord og ja og nej, så sad hun det meste af turen hjem og sagde dyrelyde, når vi talte med hende om, hvilke dyr vi havde set. Da vi i går sad og kiggede på billeder fra turen og af dyrene grinede og pegede hun; og jeg tror hun kan huske det og forstår hvad ZOO er nu.
Det er længe siden hun er blevet så fyldt op af indtryk og det kunne i den grad mærkes på hendes træthed i bilen hjem og da vi trådte ind af hoveddøren. Hun var fyldt op og ville helst bare hænge på min skulder og indtage sin aftensmad selvsamme sted. Efter maden pegede hun ind på værelset, og da jeg spurte om hun ville ind og putte i sengen nikkede hun og gav mig et kys.

Hendes liv er en leg og jeg elsker at være med hende i den.

1 års fejring som husejer

Da jeg i eftermiddags sagde tillykke til D og kom ned med en drink til ham, blev han helt stille. I kender nok den der typiske mande-stilhed som i “åh åh, har jeg nu glemt vores bryllupsdag (igen)” eller lignende. Sådan så han ud. Afventende, mens han tænkte så det knagede.
“Vi har boet i huset i et år i dag, tillykke”, sagde jeg så.
Hans skuldre fandt herefter tilbage på plads og vi skålede mens snakken gik på, hvor hurtigt tiden er gået. Vi rundede hvad vi er blevet mest glade for og overraskede over, ved at bo her.

For et år siden pendlede D frem og tilbage mellem hus og husvogn. Vores nye hjem og vores midlertidige. Vi havde fået nøglerne, til det hus vi havde ventet på i halvandet år – nu var det vores. Der var mange flyttekasser men ingen møbler, så derfor valgte vi, at vi selv ville flytte alle de ting der skulle med i huset. Mens jeg pakkede ud, tog mig af Vilja, sugede dufte og indtryk til mig, var D vores flyttemand.
Vi knoklede for at få alt over i huset, så vi kunne få afleveret og afsluttet udlejningen af den husvogn vi havde brugt otte måneder i. Det var gået godt, men vi glædede os også til at komme videre.

Nu har jeg været husejer i 1 år. Sikke et. I dag er det 1 år siden, at vi for første gang sov i vores nye hus.
Det er ikke til at forstå – og var det ikke for kamerarullen på min telefon, kunne hvem som helst også have bildt mig ind, at der kun var gået seks måneder. Jeg begriber ikke, at tiden går  S Å  stærkt.Det er utroligt, hvad der er sket på det år. Både i huset, i vores forhold og med Vilja. Vi er stadig ikke færdige med at indrette og finde vores plads i huset. Der mangler stadig dimser til at skabe hygge, farver på væggene og billeder i stuen. Der mangler småting i køkkenet og det helt rigtige møbel til soveværelset er heller ikke dukket op endnu. Vi mangler at skifte greb på skabe og købe skuffer til garderobeskabene. Men vi har ikke travlt. For vi skal være her i mange år, så hvorfor stresse? Vi vil meget hellere tænke os om en ekstra gang og finde de rigtige ting, snarere end at handle i hast.
På forholdsfronten er det også kun en positiv udvikling jeg kan berette om. Det faktum at vi nu har noget der er vores og sammen har skabt og skaber det her fælles hjem, giver en større grad af samhørighed. Vi har sporet endnu mere ind på hinanden, ved at skabe det her fælles liv fra bunden. Det er så skønt at mærke, hvordan forholdet kan blive ved med at spire – min kærlighed til D vokser i al fald stadig, takket være Vilja, huset og vores liv sammen, i de omgivelser vi har valgt i fællesskab.Sådan så her ud sidste år, da vi skulle sove i huset for første gang. Sengen var netop blevet leveret og samlet, solen skinnede og huset havde stadig duft af nyt træ og maling (det har det i øvrigt stadig, vildt ikke?). Der var blå tapestykker på væggene, fordi der skulle komme en maler og lave sidste finish ugen efter. Men alt var alligevel lige som det skulle være. Nu var vi her, os tre sammen i vores hus.
Selvom jeg troede at øjeblikket, hvor vi skrev under på huset sammen, var toppen af at føle sig voksen… så blev det øjeblik slået af, at få overdraget nøglerne, flytte ting ind og kalde det “sit hjem”. Da jeg tog billedet ovenfor og vidste at det hele var mit; dér følte jeg mig voksen helt ud til fingerspidserne.
Den nat sov Vilja i tremmeseng for første gang og jeg skulle godt nok vænne mig til, at hun ikke var ved min side i den bedside, der havde stået op ad vores seng i husvognen de seneste otte måneder.Noget af det jeg er blevet mest glad for ved at bo her, er de relationer, jeg har været så heldig at få, kun en spytklat herfra. Legekammerater til Vilja og veninder til mig. Det er noget jeg altid har misundet – de der legekammerater der bor lige rundt om hjørnet, som man selv kan løbe frem og tilbage til… for sådan nogle har jeg ikke haft på samme måde, som jeg håber Vilja vil få det her.
Derudover er vi placeret fantastisk ift. naturen; her er skov, søer, mose, enge og marker. Noget lige udenfor hoveddøren og resten blot ti minutters gang herfra. Det må siges at være nogle fantastiske rammer at lade Vilja vokse op i – og lige netop dét er altafgørende og glæder mig uendeligt.

Det er gået meget bedre, end jeg overhovedet havde turde håbe på og jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kommer til at være her maaaange år endnu.

Slutteligt vil jeg lige nævne, at jeg tænker at skrive et specifikt indlæg om den del af processen, med at købe et projektkøb, flytte ind mens byggeriet stadig er i gang o.lign. Derfor har jeg ikke berørt disse ting i indlægget her.

Det forbudte b-ord

I takt med at Vilja bliver ældre og får mere forståelse for de ting vi siger, også når vi snakker indbyrdes, lærer vi for tiden i aller højeste grad, hvordan vi skal passe på hvad der bliver sagt.
Forleden var D og Vilja inde på værelset og lege og da de kommer ud i køkkenet til mig, spørger jeg så “fik du lavet noget god mad til far, Vilja?” De havde været i legekøkkenet på værelset, kunne jeg høre.
D svarer så “ja, Vilja du lavede god mad til far. Jeg fik både brød, æg og vindruer”. Og lige så snart at ordet vindurer var løbet over hans læber, stavrede Vilja mod køleskabet og pegede febrilsk herpå. Nu ville hun have vindurer og dem vidste hun lige hvor var.Nogenlunde samme scenarie har gentaget sig et utal af gange med bananer. D kommer hjem fra arbejde og jeg fortæller om hvad Vilja og mig har spist; at vi lavede en smoothie med dit og dat eller siger til ham, at vi måske skal lægge en banan i tasken, hvis vi skal ud at køre. Vilja fanger det hele!
Vi har derfor forsøgt os med at droppe brugen af ordet “banan” for en stund og kalder dem nu “de gule” eller “du ved nok-frugt”. Altså i tilfælde, hvor hun ikke skal have en. Nu må vi se hvor længe den talemåde går an.

Har jeres barn/børn også en yndlingsspise, som I skal være forsigtige med at nævne i deres påhør?

Voksen skæld ud

I sidste uge fik jeg en omgang voksen-skæld ud. Sådan “en over nakken” med grimme vendinger og små trusler. Det var nede i nyttehaven.
Vilja og mig var forbi, for at kigge til jordbærplanterne og tage lidt med hjem, da formanden for haveforeingen kommer kørende forbi i sin lille røde bil. Først kører han forbi, i noget der mindede om slow motion, for derefter at vende om, gentage, og slutteligt for at stoppe op og bakke tilbage.
Da han bevægende sig ud af bilen, kunne jeg godt se, at han havde retning mod os.
“NUMMER 52?,” sagde han højt med sin slidte, rustne stemme.
“Ja?” Svarede jeg.
“Du skal se at få orden på haven. Det er uacceptabelt, at den ser sådan ud. Det kan komme til at gå udover dine naboer, og hvis ikke den kommer i orden, kan vi smide jer ud…”
Jeg vidste hvad han mente, og han pegede da også på det høje græs, der omgav os og vores intermistiske jordbærbed, som vi har bevaret fra tidligere lejer.
Sagen er den, at der på 40 kvm ud ad de 200 vi har, er græs. Også noget tidligere lejer har haft. Vi har tænkt os at det skal væk, men er ikke kommet så langt endnu. Det er hårdt arbejde at grave veletableret græs af og i vores egne hoveder, var vi ikke nået dertil endnu.
Siden vi tog den helt store tur en måned efter overtagelsen, hvor vi fik ryddet og klargjort, er græsset ikke blevet slået. Græsslåmaskinen der tilhører haveforingen er låst inde i et skur, som kun 2-4 udvalgte har nøgle til. Og da der ikke er strøm, har det ikke givet mening at tage den hjemmefra med, fordi den selvsagt kører på el.

Tja, så græsset er vokset. Og bevares, det gik da også mig til knæene; men nu var det jo ikke fordi alle 200 kvm have så helt forfærdelig ud. Så selvom jeg forstod formandens (hvis navn jeg ikke engang kender) budskab, synes jeg på ingen måde at det var berettiget skæld ud. Der var mere hertil end ovenstående, men så meget dårlig energi er jeg ikke interesseret i at dele med jer.Efter hans ord stod jeg tilbage uden helt at vide hvad jeg skulle sige. Det blev vidst noget ala “ja, vi må se hvad vi kan gøre” og så gik han.
Mens dette foregik stod vores virkelig(!) søde nyttehave-nabo og kiggede- og lyttede med. Hun kendte udemærket formanden, da hun har haft have i foreningen i 6 år. Hun kiggede forstående på mig, da han var kørt og fortalte, at det typisk var sådan han introducerede sig for nye lejere. Hun fik samme tur, dog over telefonen, for 6 år siden, fordi han ikke synes hun var hurtig nok, til at få plantet noget i haven. Og sød som hun var, tilbød hun at spørge en af “de udvalgte” om de ville slå mit høje græs, næste gang hun så en af dem i aktion.
Hun er nemlig i sin have dagligt og har af samme årsag styr på hvem der er hvem… hvem man taler med og hvem der ikke er værd at bruge tid på (gæt selv). Jeg takkede stort ja og gik fra haven med et smil, samtidig med at jeg tænkte på, hvor godt det var, at D var derhjemme. Var han blevet talt til på den måde, havde han nok bare sagt at vi heller ikke var interesseret i at være en del af en haveforening, der bruger trusler overfor deres medlemmer.
Øv hvor er det ærgerligt, at han føler sig nødsaget til at tale- og opføre sig på den måde. Der var mange andre måder situationen kunne være blevet grebet an på. Og endnu mere ærgerligt for ham, at det er et mønster overfor “nye”. Sådan er vi nu engang forskellige som mennesker, gudskelov.

Billederne er fra vores første arbejdsweekend i nyttehaven, efter vi overtog den. Vilja var (ligesom os) svært tilfreds.
Fik du ikke læst med, kan indlægget findes her

Nyttehaven #1

Ikke nok med at jeg er flyttet ind i et hus som jeg har købt sammen med D, er blevet mor til Vilja og er blevet hjemmegående… ja, så skulle vi altså også have en nyttehave.
Vi skrev os på venteliste i vinters og lige da foråret skulle til at hilse på, blev vi ringet op og tilbudt en have. Vores helt egen nyttehave. Nummer 52.
Det er ikke fordi vi mangler noget at lave, eller mangler en have at passe; men vi vil så gerne dyrke selv og se ting vi passer, sår og planter bære frugt. En nyttehave var simpelthen lige noget for os!

Haven herhjemme skal være med plads til grill, terrasse til at nyde morgenmaden på, lidt træer med frugt, biobed og oaser der giver forskellige rum i haven. Nogle gode rammer for udeleg og hygge omkring bålfad med plads til snobrød og skumfiduser, en fryd for øjet med smukke farver og små krible-krable dyr.
Nyttehaven derimod skal udgøre vores nye sted at hente særligt grønt, bær og des lige. Det skal være her vi bruger formiddage på at så frø, grave, vande og passe og pleje. Her vi skal ned om eftermiddagen, inden der skal laves aftensmad, for at hente grøntsager til dagens menu og hente friske bær til dessert, topping på morgenmaden og snakcs til madpakkerne. Det skal være her vi taler om “fra jord til bord” og tager Vilja med i alle de processer, der er når man har en sådan have. Det er her vi sammen kan lære om, hvad det rent faktisk kræver “at få mad på bordet”.

Mulighederne er pludselig (dejligt) mange, og det havde været noget helt andet, hvis vi skulle finde plads til lige så mange gode ting at dyrke i haven herhjemme. Det ville ende med at vi skulle indgå en slags kompromis med os selv, i forhold til at opveje “hvor meget terrasse” vs. “hvor mange forskellige grøntsager” osv. Det er der ingen grænser for nu.
Vi regner med at skulle have et æbletræ eller to i haven herhjemme og derudover vil vi også plante nogle krydderurter, men alt derudover er på nyttehave-listen.

Vi har overtaget en have der har stået til i en del år on/off og derfor har vi haft lidt forarbejde at tage fat på, før vi overhovedet kan begynde at tænke over hvad der er plads til og hvor.
Der er nogle få ting der er bevaret og som vi vil give en chance denne og måske næste sæson. Bl.a. var der et tilgroet jordbærbed, som jeg knoklede med det meste af lørdagen, for at rode bod på. Vi kan lige så godt se om det er noget værd, inden vi overvejer at droppe det. Som det er at se på billederne, var det ikke så lidt der skulle væk, så jeg håber det er arbejdet værd og at mig og Vilja kan plukke lidt jordbær herfra senere på sæsonen.

Derudover er der et fint kirsebærtræ, som trives samt lidt forskellige bærbuske, som vi også i første omgang har prøvet at give lidt plads og luft, for at se om de er værd at samle på.
Resten af haven krævede en kærlig klutivator-hånd, en rive, sortering og en masse ukrudtsrydning.

Således så det ud da vi startede lørdag formiddag. Og på næste billede hvordan det så ud, da vi tog hjem i går eftermiddags. Utallige arbejdstimer og trillebørlæs senere.

Nu er vi altså i gang.
I aftes sad vi med blyant, farver og D’s målestokslineal (som han er meget glad for, hvorfor jeg nævner den her) og tegnede nyttehaven med vores planer, ønsker og ideer.
Haven måler 10×20 meter og der må bygges 8 kvm skur og 4 kvm veranda, så det skulle vi også have med i overvejelserne.
Næste step er at fjerne de sidste bunker på billedet ovenfor, og så ellers få lavet en indgang til haven, en sti af natursten hele vejen igennem den og få inddelt jorden i nogle felter, som vi kan dele op til de forskellige plantefamilier vi skal så.
Det er vidst ikke kun i mine fingre det kribler, for D spurgte da i aftes, om vi så lige skulle tage et lille smut forbi, når han kommer hjem fra arbejde i dag.

Jeg behøver vel næsten ikke at fortælle, at Vilja er i himlen dernede. Jord at rode i og fri leg på den kæmpe plæne, der ligger lige ud for vores have. I går var hun med i trillebøren på alle de læs jeg kørte over i kompostbunken – sikken glæde. Efter en times tid med det, fik hun lidt mad og så en lur på et par timer, mens vi knoklede videre. Det spillede bare.
Åh, hvor jeg glæder mig til endnu mere nyttehave! Følg endelig med her, i hvad jeg tænker bliver en føljeton af indlæg, om vores projekt med at skabe en fantastisk nyttehave.