Efterårets malerprojekter, farvekoder og mine bedste malertips

I efteråret tog vi fat på en ny del af personliggørelse og indretning i vores (hvad jeg stadig føler er “nye”) hus. Vi har boet her siden sommeren 2019, men er stadig i gang med at indrette os. Forstået på den måde, at vi fortsat (i nogle rum) mangler ting på væggene, de rigtige lamper osv.
Vi har ikke travlt, men samtidig er det nu også meget rart, hver gang der er en ny ting at sige “tjek” til.

Det var blevet tid til at få farve på nogle af væggene. Først bestilte vi maling til entre og den store væg der forbinder over- og underetage – husets største væg, da den følger trappen ned fra spisestue til stue og på sit højeste punkt er 5 meter.
Da vi havde fået malet dér så de andre vægge pludselig endnu mere hvide ud… så vi fortsatte projektet i flere af husets rum. Fuldstændig som havde vi aldrig lavet andet, brugte vi mange aftentimer på at søge pinterest tom for billeder af de farver vi overvejede at male. Og så bestilte vi rum for rum, for rum.

Mit første tip, hvis du skal male derhjemme er derfor også at søge på f.eks. Pinterest på den maling du overvejer. Vi har udelukkende malet med Jotun (mere herom senere) og der er tonsvis af billeder at finde af netop deres farver. Vi har på intet tidspunkt kigget på farvekort, men i stedet set på andres malerprojekter og er både blevet inspireret og klogere herigennem.

Tre steder i huset er vi endt med at male med kalkmaling, de øvrige steder har vi brugt almindelig vægmaling.

Nedenfor kommer billeder af alle de rum vi har malet, så I kan se farverne. Derudover har jeg også noteret farvekoder, hvis I skulle have lyst til at male med nogle af farverne.

På begge vores badeværelser har vi malet med farven Joutn lady pure color Laurbær – 8302
Det er en meget smuk og lys grøn farve som bidrager med rar og ren stemning i badeværelserne.På den store væg i stue/spisestue har vi malet med kalkmalingen Jotun lady minerals Deco pink – 2782.
Udover højdeperspektivet med de 5 meter på højeste punkt, var der ikke de store udfordringer i at male denne væg. Vores oplevelse med kalkmaling er at det er super nemt at arbejde med og ikke kræver nogle særlige færdigheder. Alt det kræver er en grov facadepensel (vi blev anbefalet den af malgodt.dk) og derfra er det bare om at male forskellige strøg i alle retninger. Op, ned, skråt, sidelæns. Jo mere “uperfekt” jo mere struktur i malingen som slutresultat. De tre steder vi har malet med kalkmaling, har væggene fået to gange. Det synes vi gav den bedste finish.
I soveværelset har vi malet med Jotun lady pure color Mørk aubergine – 3207.
Den lilla farve passer perfekt sammen med vores mørkeblå seng og har til sammen skabt lige præcis den ro vi ønskede os. Vi har malet to vægge i soveværelset. I vores entre blev vi enige om at vælge kalkmaling for det rustikke look og for en mindre sart væg.
Farven her hedder Jotun lady minerals cashmere – 10683.
Noget af det vi også elsker ved kalkvæggene er det udtryk de får – væggen ser forskellig ud fra alle vinkler og det er ret fængende synes vi.Viljas værelse fik også en omgang med kalk. Jeg kunne slet ikke stå for denne farve og er en sucker for jordfarver. Det er blevet fint og varmt med netop denne farve.
Hos hende har vi også kun malet to vægge.
Farven hedder Jotun lady minerals rustik terracotta – 2771.
På D’s søns værelse var han med til at vælge farve. Han faldt (heldigvis) selv for denne grønlige farve, som også har et meget forskelligt udtryk alt efter hvor I rummet man står og hvordan lyset falder.
Mens vi i alle andre rum, føler vi har fået de farver vi forventede efter at have søgt nettet tomt, overraskede denne os. Det var dog ikke til den dårlige side, men de billeder vi havde set af farven på forhånd gav os et indtryk af at det ville være mere turkis end grøn, når vi malede.
Farven hedder Jotun lady pure color balanse – 6325
I stuen gik vi efter at få helt ro på. Samtidig med at vi gerne ville introducere en ny farve som passede med den grå sofa og vores mørkegrønne marmor bord. Det er blevet lige som vi håbede på. Stuens to største vægge er blevet malet med farven Jotun lady pure color deco blue – 4477 resten er stadig hvide. Nu er vi mere end nogensinde før, på udkig efter lamper, for selvom det er skønt med en mørk farve, så sluger den (selvfølgelig) en del lys.

Vi har stadig et par småreparationer hist og her, hvor jeg har været for gavmild med at male ud over malertapen (det er kun sket to-tre steder!) men ellers er vi i mål for nu. Næste gang vi skal male, bliver det i køkkenet; men der skal først et par andre ting på plads der.
Det er helt utroligt, hvor stor forskel det gør, at bruge farver i indretningen. Vi er både blevet mere bevidste herom og derudover også mere modige ift. at at bruge det på andet end vægge.
Jeg glæder mig til at vise jer lidt mere boliginspiration på et tidspunkt, når vi er i hus med flere af vores ønsker.
For nu vil jeg slutte af med et par fifs og så ellers sige god malelyst, hvis det har vækket noget i dig, at læse med her. Desuden vil jeg nævne, at vi har købt al maling og tilbehør hos malgodt.dk og oplevet fremragende service. De leverer dag til dag til din hoveddør, svarer hurtigt i chatten, hvis man har brug for hjælp og har en overskuelig hjemmeside. Derudover leverer de næsten alle farver i 3-4 forskellige størrelser (antal liter). Blot et tip!

Og her kommer så det sidste:
– Vælg en bred malertape
– Overvej glansen på din vægmaling. Vi har valgt en super-mat vægmaling som desuden er vaskbar, når den er færdig med at hærde.
– Træk malertapen af, mens malingen stadig er våd. Så er du garanteret de skarpeste kanter.
– Afmontér kontakter i stedet for at tape dem ind
– Mal to-tre lag alt efter hvilken farve du dels maler med og dels har som underlag

Hvordan bruger I farver hjemme hos jer?

Første tur i Zoologisk Have

I torsdags var jeg på udflugt med Vilja og min søster. Vi har længe talt om at en tur i ZOO kunne være hyggelig og nu var vejret til det. Solen skinnede og det var mildt og friskt i vejret.

Vel ankommet lagde vi ud med at gå i Børne ZOO og klappe en hest og grine ad køer der viftede fluer væk med halerne. Spotte hoppende kaniner og kigge på min søster ae de sødeste små gedekid, for dét ville Vilja i hvert fald ikke.
Sidenhen nåede vi til Savannen, hvor Vilja fik set zebra, flodhest, næsehorn, struds og selvfølgelig giraffer. Og bedst som man skulle tro, at nogle af de dyr kunne være særligt spændende, spottede Vilja et lille glas”bur” med desmerdyr, som det slet ikke var til at løsrive hende fra igen.
Ja, jeg endte faktisk med at tage hende op på armen og gå med raske skridt, for hurtigt at aflede og finde andre dyr… for hun skulle altså have frokost og lur og den slags. Den første time gik lynende hurtigt og så var det lurtid efter en frokost on-the-go (forestil jer en mor med en gaffel og små hapsere på, der prøver at fange sin datters opmærksomhed, mens hun har travlt med at kigge på vand og giraffer og trapper og bænke og…)Alt imens Vilja tog en, hvad jeg vil kalde, “power nap” på 50 minutter i klapvognen; gik vi rundt og kiggede på flere dyr og nye konstruktioner i ZOO. Kiggede på den sovende panda og en brun bjørn der slet ikke var at finde. Pludselig var der gået 50 minutter. Lige da vi havde sat os for at spise frokost, slog Vilja øjenene op. Ikke udhvilet, men vågen.

Ovenpå en kiks var hun klar til at få sko på igen og tonse derudaf. Det var først den sidste times tid af turen, hun så meget som gad overveje at sidde i klapvognen. Resten af tiden gik hun selv, hvilket jeg var meget imponeret over. Det er utroligt hvad så små ben kan holde til. Selvfølgelig med pause på hver en trappe og bænk, bare fordi. Da vi havde en vågen Vilja og alligevel var i nærheden, besluttede vi at prøve lykken med endnu et besøg hos pandaen. Og der var gevinst! Begge pandaer vågne og i gang med at gnaske i bambus. Øj, hvor var de søde. Men det var ikke den “rigtige” panda, der var mest spændende ifølge Vilja. Hun fandt sig en favorit i den store plysudgave ved Panda shoppen. Med en på hver side af butikken, var det ikke just nemt at få hende med videre derfra; og vi kom også tilbage ret mange gange.
Og hver gang fik den krammer som her på billedet. Skønne lille menneske.Forud for turen var jeg enormt spændt på, hvad Vilja ville sige til at se alle de dyr vi læser og taler så meget om derhjemme. For er der noget hun er interesseret i for tiden, så er det dyr.
Nogle af dyrene rystede hun på hovedet af, når vi kom hen til dem. De fleste andre ville hun gerne vinke til og kigge på. Og så er der sådan noget som at en ganske almindelig due eller edderkop på en bænk jo selvfølgelig er lige så spændende som både løve, elefant og giraf… de er ikke bare for Vilja endnu. Tænk sig hvor mange gode oplevelser der venter hende, fordi (al)ting stadig er så nye og spændende.
Vi kom ret vidt omkring og selvom Viljas kommunikation stadig er begrænset til små ord og ja og nej, så sad hun det meste af turen hjem og sagde dyrelyde, når vi talte med hende om, hvilke dyr vi havde set. Da vi i går sad og kiggede på billeder fra turen og af dyrene grinede og pegede hun; og jeg tror hun kan huske det og forstår hvad ZOO er nu.
Det er længe siden hun er blevet så fyldt op af indtryk og det kunne i den grad mærkes på hendes træthed i bilen hjem og da vi trådte ind af hoveddøren. Hun var fyldt op og ville helst bare hænge på min skulder og indtage sin aftensmad selvsamme sted. Efter maden pegede hun ind på værelset, og da jeg spurte om hun ville ind og putte i sengen nikkede hun og gav mig et kys.

Hendes liv er en leg og jeg elsker at være med hende i den.

1 års fejring som husejer

Da jeg i eftermiddags sagde tillykke til D og kom ned med en drink til ham, blev han helt stille. I kender nok den der typiske mande-stilhed som i “åh åh, har jeg nu glemt vores bryllupsdag (igen)” eller lignende. Sådan så han ud. Afventende, mens han tænkte så det knagede.
“Vi har boet i huset i et år i dag, tillykke”, sagde jeg så.
Hans skuldre fandt herefter tilbage på plads og vi skålede mens snakken gik på, hvor hurtigt tiden er gået. Vi rundede hvad vi er blevet mest glade for og overraskede over, ved at bo her.

For et år siden pendlede D frem og tilbage mellem hus og husvogn. Vores nye hjem og vores midlertidige. Vi havde fået nøglerne, til det hus vi havde ventet på i halvandet år – nu var det vores. Der var mange flyttekasser men ingen møbler, så derfor valgte vi, at vi selv ville flytte alle de ting der skulle med i huset. Mens jeg pakkede ud, tog mig af Vilja, sugede dufte og indtryk til mig, var D vores flyttemand.
Vi knoklede for at få alt over i huset, så vi kunne få afleveret og afsluttet udlejningen af den husvogn vi havde brugt otte måneder i. Det var gået godt, men vi glædede os også til at komme videre.

Nu har jeg været husejer i 1 år. Sikke et. I dag er det 1 år siden, at vi for første gang sov i vores nye hus.
Det er ikke til at forstå – og var det ikke for kamerarullen på min telefon, kunne hvem som helst også have bildt mig ind, at der kun var gået seks måneder. Jeg begriber ikke, at tiden går  S Å  stærkt.Det er utroligt, hvad der er sket på det år. Både i huset, i vores forhold og med Vilja. Vi er stadig ikke færdige med at indrette og finde vores plads i huset. Der mangler stadig dimser til at skabe hygge, farver på væggene og billeder i stuen. Der mangler småting i køkkenet og det helt rigtige møbel til soveværelset er heller ikke dukket op endnu. Vi mangler at skifte greb på skabe og købe skuffer til garderobeskabene. Men vi har ikke travlt. For vi skal være her i mange år, så hvorfor stresse? Vi vil meget hellere tænke os om en ekstra gang og finde de rigtige ting, snarere end at handle i hast.
På forholdsfronten er det også kun en positiv udvikling jeg kan berette om. Det faktum at vi nu har noget der er vores og sammen har skabt og skaber det her fælles hjem, giver en større grad af samhørighed. Vi har sporet endnu mere ind på hinanden, ved at skabe det her fælles liv fra bunden. Det er så skønt at mærke, hvordan forholdet kan blive ved med at spire – min kærlighed til D vokser i al fald stadig, takket være Vilja, huset og vores liv sammen, i de omgivelser vi har valgt i fællesskab.Sådan så her ud sidste år, da vi skulle sove i huset for første gang. Sengen var netop blevet leveret og samlet, solen skinnede og huset havde stadig duft af nyt træ og maling (det har det i øvrigt stadig, vildt ikke?). Der var blå tapestykker på væggene, fordi der skulle komme en maler og lave sidste finish ugen efter. Men alt var alligevel lige som det skulle være. Nu var vi her, os tre sammen i vores hus.
Selvom jeg troede at øjeblikket, hvor vi skrev under på huset sammen, var toppen af at føle sig voksen… så blev det øjeblik slået af, at få overdraget nøglerne, flytte ting ind og kalde det “sit hjem”. Da jeg tog billedet ovenfor og vidste at det hele var mit; dér følte jeg mig voksen helt ud til fingerspidserne.
Den nat sov Vilja i tremmeseng for første gang og jeg skulle godt nok vænne mig til, at hun ikke var ved min side i den bedside, der havde stået op ad vores seng i husvognen de seneste otte måneder.Noget af det jeg er blevet mest glad for ved at bo her, er de relationer, jeg har været så heldig at få, kun en spytklat herfra. Legekammerater til Vilja og veninder til mig. Det er noget jeg altid har misundet – de der legekammerater der bor lige rundt om hjørnet, som man selv kan løbe frem og tilbage til… for sådan nogle har jeg ikke haft på samme måde, som jeg håber Vilja vil få det her.
Derudover er vi placeret fantastisk ift. naturen; her er skov, søer, mose, enge og marker. Noget lige udenfor hoveddøren og resten blot ti minutters gang herfra. Det må siges at være nogle fantastiske rammer at lade Vilja vokse op i – og lige netop dét er altafgørende og glæder mig uendeligt.

Det er gået meget bedre, end jeg overhovedet havde turde håbe på og jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kommer til at være her maaaange år endnu.

Slutteligt vil jeg lige nævne, at jeg tænker at skrive et specifikt indlæg om den del af processen, med at købe et projektkøb, flytte ind mens byggeriet stadig er i gang o.lign. Derfor har jeg ikke berørt disse ting i indlægget her.

Det forbudte b-ord

I takt med at Vilja bliver ældre og får mere forståelse for de ting vi siger, også når vi snakker indbyrdes, lærer vi for tiden i aller højeste grad, hvordan vi skal passe på hvad der bliver sagt.
Forleden var D og Vilja inde på værelset og lege og da de kommer ud i køkkenet til mig, spørger jeg så “fik du lavet noget god mad til far, Vilja?” De havde været i legekøkkenet på værelset, kunne jeg høre.
D svarer så “ja, Vilja du lavede god mad til far. Jeg fik både brød, æg og vindruer”. Og lige så snart at ordet vindurer var løbet over hans læber, stavrede Vilja mod køleskabet og pegede febrilsk herpå. Nu ville hun have vindurer og dem vidste hun lige hvor var.Nogenlunde samme scenarie har gentaget sig et utal af gange med bananer. D kommer hjem fra arbejde og jeg fortæller om hvad Vilja og mig har spist; at vi lavede en smoothie med dit og dat eller siger til ham, at vi måske skal lægge en banan i tasken, hvis vi skal ud at køre. Vilja fanger det hele!
Vi har derfor forsøgt os med at droppe brugen af ordet “banan” for en stund og kalder dem nu “de gule” eller “du ved nok-frugt”. Altså i tilfælde, hvor hun ikke skal have en. Nu må vi se hvor længe den talemåde går an.

Har jeres barn/børn også en yndlingsspise, som I skal være forsigtige med at nævne i deres påhør?

Voksen skæld ud

I sidste uge fik jeg en omgang voksen-skæld ud. Sådan “en over nakken” med grimme vendinger og små trusler. Det var nede i nyttehaven.
Vilja og mig var forbi, for at kigge til jordbærplanterne og tage lidt med hjem, da formanden for haveforeingen kommer kørende forbi i sin lille røde bil. Først kører han forbi, i noget der mindede om slow motion, for derefter at vende om, gentage, og slutteligt for at stoppe op og bakke tilbage.
Da han bevægende sig ud af bilen, kunne jeg godt se, at han havde retning mod os.
“NUMMER 52?,” sagde han højt med sin slidte, rustne stemme.
“Ja?” Svarede jeg.
“Du skal se at få orden på haven. Det er uacceptabelt, at den ser sådan ud. Det kan komme til at gå udover dine naboer, og hvis ikke den kommer i orden, kan vi smide jer ud…”
Jeg vidste hvad han mente, og han pegede da også på det høje græs, der omgav os og vores intermistiske jordbærbed, som vi har bevaret fra tidligere lejer.
Sagen er den, at der på 40 kvm ud ad de 200 vi har, er græs. Også noget tidligere lejer har haft. Vi har tænkt os at det skal væk, men er ikke kommet så langt endnu. Det er hårdt arbejde at grave veletableret græs af og i vores egne hoveder, var vi ikke nået dertil endnu.
Siden vi tog den helt store tur en måned efter overtagelsen, hvor vi fik ryddet og klargjort, er græsset ikke blevet slået. Græsslåmaskinen der tilhører haveforingen er låst inde i et skur, som kun 2-4 udvalgte har nøgle til. Og da der ikke er strøm, har det ikke givet mening at tage den hjemmefra med, fordi den selvsagt kører på el.

Tja, så græsset er vokset. Og bevares, det gik da også mig til knæene; men nu var det jo ikke fordi alle 200 kvm have så helt forfærdelig ud. Så selvom jeg forstod formandens (hvis navn jeg ikke engang kender) budskab, synes jeg på ingen måde at det var berettiget skæld ud. Der var mere hertil end ovenstående, men så meget dårlig energi er jeg ikke interesseret i at dele med jer.Efter hans ord stod jeg tilbage uden helt at vide hvad jeg skulle sige. Det blev vidst noget ala “ja, vi må se hvad vi kan gøre” og så gik han.
Mens dette foregik stod vores virkelig(!) søde nyttehave-nabo og kiggede- og lyttede med. Hun kendte udemærket formanden, da hun har haft have i foreningen i 6 år. Hun kiggede forstående på mig, da han var kørt og fortalte, at det typisk var sådan han introducerede sig for nye lejere. Hun fik samme tur, dog over telefonen, for 6 år siden, fordi han ikke synes hun var hurtig nok, til at få plantet noget i haven. Og sød som hun var, tilbød hun at spørge en af “de udvalgte” om de ville slå mit høje græs, næste gang hun så en af dem i aktion.
Hun er nemlig i sin have dagligt og har af samme årsag styr på hvem der er hvem… hvem man taler med og hvem der ikke er værd at bruge tid på (gæt selv). Jeg takkede stort ja og gik fra haven med et smil, samtidig med at jeg tænkte på, hvor godt det var, at D var derhjemme. Var han blevet talt til på den måde, havde han nok bare sagt at vi heller ikke var interesseret i at være en del af en haveforening, der bruger trusler overfor deres medlemmer.
Øv hvor er det ærgerligt, at han føler sig nødsaget til at tale- og opføre sig på den måde. Der var mange andre måder situationen kunne være blevet grebet an på. Og endnu mere ærgerligt for ham, at det er et mønster overfor “nye”. Sådan er vi nu engang forskellige som mennesker, gudskelov.

Billederne er fra vores første arbejdsweekend i nyttehaven, efter vi overtog den. Vilja var (ligesom os) svært tilfreds.
Fik du ikke læst med, kan indlægget findes her