Da jeg i eftermiddags sagde tillykke til D og kom ned med en drink til ham, blev han helt stille. I kender nok den der typiske mande-stilhed som i “åh åh, har jeg nu glemt vores bryllupsdag (igen)” eller lignende. Sådan så han ud. Afventende, mens han tænkte så det knagede.
“Vi har boet i huset i et år i dag, tillykke”, sagde jeg så.
Hans skuldre fandt herefter tilbage på plads og vi skålede mens snakken gik på, hvor hurtigt tiden er gået. Vi rundede hvad vi er blevet mest glade for og overraskede over, ved at bo her.

For et år siden pendlede D frem og tilbage mellem hus og husvogn. Vores nye hjem og vores midlertidige. Vi havde fået nøglerne, til det hus vi havde ventet på i halvandet år – nu var det vores. Der var mange flyttekasser men ingen møbler, så derfor valgte vi, at vi selv ville flytte alle de ting der skulle med i huset. Mens jeg pakkede ud, tog mig af Vilja, sugede dufte og indtryk til mig, var D vores flyttemand.
Vi knoklede for at få alt over i huset, så vi kunne få afleveret og afsluttet udlejningen af den husvogn vi havde brugt otte måneder i. Det var gået godt, men vi glædede os også til at komme videre.

Nu har jeg været husejer i 1 år. Sikke et. I dag er det 1 år siden, at vi for første gang sov i vores nye hus.
Det er ikke til at forstå – og var det ikke for kamerarullen på min telefon, kunne hvem som helst også have bildt mig ind, at der kun var gået seks måneder. Jeg begriber ikke, at tiden går  S Å  stærkt.Det er utroligt, hvad der er sket på det år. Både i huset, i vores forhold og med Vilja. Vi er stadig ikke færdige med at indrette og finde vores plads i huset. Der mangler stadig dimser til at skabe hygge, farver på væggene og billeder i stuen. Der mangler småting i køkkenet og det helt rigtige møbel til soveværelset er heller ikke dukket op endnu. Vi mangler at skifte greb på skabe og købe skuffer til garderobeskabene. Men vi har ikke travlt. For vi skal være her i mange år, så hvorfor stresse? Vi vil meget hellere tænke os om en ekstra gang og finde de rigtige ting, snarere end at handle i hast.
På forholdsfronten er det også kun en positiv udvikling jeg kan berette om. Det faktum at vi nu har noget der er vores og sammen har skabt og skaber det her fælles hjem, giver en større grad af samhørighed. Vi har sporet endnu mere ind på hinanden, ved at skabe det her fælles liv fra bunden. Det er så skønt at mærke, hvordan forholdet kan blive ved med at spire – min kærlighed til D vokser i al fald stadig, takket være Vilja, huset og vores liv sammen, i de omgivelser vi har valgt i fællesskab.Sådan så her ud sidste år, da vi skulle sove i huset for første gang. Sengen var netop blevet leveret og samlet, solen skinnede og huset havde stadig duft af nyt træ og maling (det har det i øvrigt stadig, vildt ikke?). Der var blå tapestykker på væggene, fordi der skulle komme en maler og lave sidste finish ugen efter. Men alt var alligevel lige som det skulle være. Nu var vi her, os tre sammen i vores hus.
Selvom jeg troede at øjeblikket, hvor vi skrev under på huset sammen, var toppen af at føle sig voksen… så blev det øjeblik slået af, at få overdraget nøglerne, flytte ting ind og kalde det “sit hjem”. Da jeg tog billedet ovenfor og vidste at det hele var mit; dér følte jeg mig voksen helt ud til fingerspidserne.
Den nat sov Vilja i tremmeseng for første gang og jeg skulle godt nok vænne mig til, at hun ikke var ved min side i den bedside, der havde stået op ad vores seng i husvognen de seneste otte måneder.Noget af det jeg er blevet mest glad for ved at bo her, er de relationer, jeg har været så heldig at få, kun en spytklat herfra. Legekammerater til Vilja og veninder til mig. Det er noget jeg altid har misundet – de der legekammerater der bor lige rundt om hjørnet, som man selv kan løbe frem og tilbage til… for sådan nogle har jeg ikke haft på samme måde, som jeg håber Vilja vil få det her.
Derudover er vi placeret fantastisk ift. naturen; her er skov, søer, mose, enge og marker. Noget lige udenfor hoveddøren og resten blot ti minutters gang herfra. Det må siges at være nogle fantastiske rammer at lade Vilja vokse op i – og lige netop dét er altafgørende og glæder mig uendeligt.

Det er gået meget bedre, end jeg overhovedet havde turde håbe på og jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kommer til at være her maaaange år endnu.

Slutteligt vil jeg lige nævne, at jeg tænker at skrive et specifikt indlæg om den del af processen, med at købe et projektkøb, flytte ind mens byggeriet stadig er i gang o.lign. Derfor har jeg ikke berørt disse ting i indlægget her.

I otte måneder boede vi først 2 personer, så 3 på blot 22 kvm.
Det gamle hus blev solgt hurtigere end forventet og pludselig skulle vi finde en midlertidig løsning, mens vi ventede på at det nye hus blev klar.
Tilbage i marts 2018, hvor vi skrev under på vores hus hos Lind og Risør, havde vi datoen for overtagelse af det. Derfor vidste vi heldigvis også, hvor lang den midlertidige periode ville være. På trods af dette, har vi utallige gange i løbet af forløbet, hørt kommentarer som “ja ja, sådan noget er aldrig færdigt til tiden” og “nu må vi jo se, om det så også er klar til den tid”, når vi har fortalt om vores køb. Det er så skønt når andre skal være kloge på ens vegne 🙂

Nå, men efter tre og en halv måned som to, blev vi gjort selskab af Vilja og havde derefter fire måneder som en lille familie i vognen. Det gik overraskende godt. Vi hverken manglede eller savnede noget – tænk sig hvor lidt man egentlig kan klare sig med.
Da det blev d. 11. juli stod vi pludselig med nøglerne til vores færdige hus, som vi havde ventet på i halvandet år.
To dage efter fik vi leveret diverse møbler, herunder en seng, hvorfor vi valgte at det skulle være fra den dag, at vi flyttede ind.
Og så har vi jo ellers været her siden. Vi har fået pakket os ud og indrettet os og nu går vi og snakker og drømmer om hvordan resten af huset skal “formes” og blive til lige det vi ønsker os. Vi har begge fundet det ret overvældende (på en ganske positiv måde vel at mærke) at flytte ind i noget HELT nyt og så ellers starte fra bunden med indretning. Jeg tænker især at forskellen fra når man f.eks. køber et hus af andre, er at man kan perspektivere sin ønskede indretning til de tidligere ejere. Her hos os har der for eksempel aldrig stået et spisebord før og der er ingenting der er givet på forhånd.
I løbet af den første uge havde vi tømt vores flyttekasser og pakket ud. Så nu er alt hvad der kan være på plads, på plads. Derudover var der et kæmpe arbejde i at sortere ting der havde været på loftet i det gamle hus, for efterfølgende at pakke det om og ned igen og sætte på loftet her.

Når jeg nu sidder her for at samle op og kigge tilbage, så føles det jo som evigheder siden vi skrev under. Og alligevel er tiden på sin vis fløjet afsted. Det er underligt pludselig at sidde midt i alt det vi har ventet på, drømt om og glædet os så meget til. Vi er midt i den tid vi har ventet på. Det kan man hurtigt glemme.

Vi bor nu på 164 kvm. og kan være i hvert vores rum og lave hver vores ting. Det lyder mærkeligt at jeg synes det skal nævnes – men de mange måneder vi havde i husvognen bød på lidt andre vilkår. Her foregik alt (pånær toiletbesøg og bad) i et rum. Det betød f.eks. at det var svært for den ene af os at sove videre, hvis den anden stod op med Vilja. Der var hensynstagen på en anden måde. Nu kan vi putte hende i soveværelset og stadig hygge os ovenpå, uden at hendes søvn forstyrres. Ja, og det er jo bare én af mange fordele.

Jeg har mange gange indenfor den sidste måned, måtte nive mig selv i armen over hvor jeg er med og i mit liv. Hvor vi er. Det er nu vi skal nyde og sætte pris på – og også give os selv ro og tid til afslapning. Vi er for pokker midt i vores drøm. Vi lever livet – og hold op hvor er det bare skønt at skulle leve det her. I vores nye hus med min D og min Vilja.

Her er lidt billeder af byggeprocessen. Syret at sidde og kigge tilbage på det nu.

“Hvorfor ikke være der hvor det hele sker?”
Den sætning har jeg efterhånden hørt så mange gange, at jeg er stoppet med at tælle.
Det har med jævne mellemrum nærmest været en nødvendighed for mig, at “forsvare” mit valg om at bo på “landet” som det så fint kaldes her hvor vi bor, hvis man er fra byen. Både D og jeg er vokset op i mindre byer i Nordsjælland, og det er også her vi holder til nu og skal bo fremadrettet.
Jeg nåede aldrig at flytte ind til byen efter gymnasiet. Nåede aldrig fordi det efterhånden er normen at man som ung skal “væk”, når man skal starte på en ungdoms- eller videregående uddannelse. Væk fra der hvor man er vokset op, væk fra landet. Jeg ved selvfølgelig ikke noget om, hvordan det er i andre regioner af landet, men i mit lokalområde, tror jeg de fleste vil kunne nikke genkendende til denne antagelse.

Vi har som bekendt købt hus og flytter ind om 16 (!) dage. Det er nybyggeri i udkanten af den by Dennis er vokset op i og nærmeste større by er Hillerød. Vi har skoven i “baghaven”, strand indenfor køreafstand, skole, indkøbsmuligheder, træningsfaciliteter, bager, bibliotek osv. Og så har vi 40 minutters kørsel til indre by. Jeg er tilfreds. Samtidig med at vi har hvad der er nødvendigt i hverdagen, er vi omgivet af den skønneste natur og fantastiske muligheder i lokalområdet. Så kan en café på hvert hjørne og en døgnåben kiosk være lige meget.
Hvis jeg vil fyldes op af det liv og den stemning samt større menneskemængde der er i byen, kan jeg nemlig søge ind til det. Jeg er meget tilfreds med at jeg/vi kan være os selv og så tage ind til byen, når vi har lyst. Jeg ville have svært ved at ånde i en lejlighed inde i byen, hvor det skal ske i en gård eller park, hvis man vil ud og lufte de blege stænger (læs: mine ben).

Med årene er jeg blevet mere opmærksom på, hvad der gør mig glad og hvorfor. Så selvom der nok (indrømmet) var en kort periode i mine tidlige voksen år, hvor jeg helst så mig selv i en lejlighed i København, så er jeg nu længere fra den forestilling end nogensinde. Det var som om, at der gik et lys op for mig, da jeg mødte D og sidenhen fandt ud af, at jeg ønskede at dele mit liv med ham. Sammen med ham betød lokation pludselig meget mindre, bare vi var sammen; Forstået på den måde, at vi sammen har fået drømme om fremtiden og hvor vi gerne ville bo. Men drømmen om at bo i byen var ikke længere den der fyldte og voksede. Jeg kunne flytte til Jylland, Bornholm, Langeland, whatever… bare jeg kunne få lov til at have D med. Og den følelse har siddet i mig lige siden.
I løbet af min barndom flyttede vi en del gange, og selvom der er steder vi har boet flere år end andre, er der ikke noget sted jeg betragter som der hvor “jeg er fra”. Jeg har dermed heller ikke ytret ønske om at bo et særligt sted, og været åben for det meste. Jeg har været god til at følge med, da D begyndte at kigge i nærheden af sin “barndomsby”. For ham er det altså lidt som at vende hjem, når vi flytter ind i det nye.

Det er nok et års tid siden jeg sidst blev spurgt om, hvorfor jeg overhovedet havde lyst til at bo “så langt væk”. Ja, her snakkede jeg med en inkarneret københavner. Men for mig er det hverken langt væk eller kedeligt at bo i provinsen. Heldigvis er der jo forskel på folk, og for mig sker livet her og nu, hvor jeg er sammen med min familie og ikke udfra den prik vi kan sætte på danmarkskortet, som viser hvor vi bor. Det er ikke vigtigt for mig at føle mulighederne som uendelige, så snart jeg træder ud af hoveddøren. Tværtimod.

Nu glæder jeg mig som et lille barn, til at flytte ind i vores nye hus. Til at skabe et godt barndomshjem for Vilja og forhåbentlig give hende en følelse af, at være “her fra”, når hun bliver ældre. Den slags tilhørsforhold tror jeg ikke man skal undervurdere.

Nå, nu vil jeg gå ud og nyde solen.
Statusbillede taget i lørdags. Det må gerne blive juli nu!

Nu er der to måneder tilbage på 23 kvm. To måneder. 60 dage.
Vi glæder os så meget til at huset står færdigt til os i juli. Ih hvor det bliver skønt.

Jeg glæder mig til at skabe et hjem for mig, D og Vilja. Skabe Viljas barndomshjem. Indrette et hus jeg (sammen med D) ejer. Det hjem vi forhåbentlig skal bo i mange år fremover.
Der er stadig ugentligt et besøg forbi huset på kalenderen, så vi kan følge med i processen. Selve huset er udvendigt ved at være “færdigt”. Hertil kommer så efterfølgende omgivelserne i form af vores have og dertil alt det indvendige. Da huset er et såkaldt “projektkøb” er det et nøglefærdigt hus, vi overtager til juli. Vi skal derfor bare flytte ind, men ikke selv lave noget på, i eller omkring huset. Og hvor føles det bare dejligt overskueligt, når nu vi også har en Vilja med i ligningen.

For nylig har vi bestilt sofa, spisebord- og stole samt en ny seng. De fleste af vores “samskuds-møbler” blev kasseret da vi flyttede ud af huset, så vi ejer nærmest ingen møbler nu. De ting vi har bestilt er de bærende elementer i indretningen i hver sit rum, så vi har valgt at resten af møblerne først bliver købt, når vi er flyttet ind og har en ide om hvor meget plads ovenstående ting tager, hvad der passer til osv. På den måde forestiller vi os, at vi “lærer huset at kende” og finder ud af en hverdag i det, inden vi indretter det færdigt. Der er ikke nogen af os der stresser over det, for vi vil gerne være sikre og velovervejede inden vi gør noget.

I den kommende uge går jeg i gang med at sortere alle vores opbevarede flyttekasser med habengut, for at finde ud af hvad vi har, hvad vi skal skille os af med osv., så det ikke er en proces vi først skal i gang med efter flytningen.
Jeg satser på en del overraskelser, efter at have levet med en minimal mængde af ting de sidste 6 måneder.

Se nu bare her – det går virkelig fremad med husbyggeriet.
Første billede er taget i sidste uge og det andet i april 2018. Det var godt to uger efter vi havde underskrevet købsaftalen på huset. Og ja, halvandet års tid før vi reelt kunne flytte ind i noget der skulle blive vores.
Det var ret besynderligt at stå med animerede billeder af et kommende hus, men samtidig stå og kigge på en jordbunke og tænke, at det var dér vores hus skulle stå. Beslutningsgrundlaget for vores huskøb var udelukkende billedemateriale, da det er et “projektkøb” og der ikke findes et tilsvarende hus noget andet sted, som vi lige kunne køre ud og lure på.

Nå, men underskrevet det blev det. Og lige siden har vi gået og glædet os. Jeg har så vidt muligt forsøgt at komme forbi byggepladsen ugentligt lige siden vi skrev under (som regel med Dennis på slæb) for at tage billeder og følge processen. Det føles vildt at der er under et halvt år til og at det samtidig også tager form af et hus nu.
Vi kan gå rundt i “rummene” og fornemme størrelse, se hvor lyset kommer ind og hvor toilet og bad skal stå. Det bliver mere og mere håndgribeligt som byggeriet skrider fremad – og vi kan næsten ikke vente til det bliver tid til at rykke ind.
Jeg ved ikke om jeg er alene om det, men jeg synes bestemt at det ligner noget nu. Og yes, den er god nok – vores hus er blevet bygget lige foran det hus der kan ses på billede nr. to.

I denne uge har vi planlagt at tage ud og kigge på møbler, og spore os ind på hvad vi kan lide. D og jeg har ikke tidligere “indrettet” sammen, så bare det at blive enige om, hvilke sofafarver der er lækre, kan ende med at vise sig som en udfordring. Hvem ved?

Fire og en halv måned til vi kan flytte ind. JAAA!