At opdrage uden at være enige

Der er mange ting vi er enige om herhjemme. Og så er der nok nogenlunde lige så mange ting vi ikke er enige om. Alt lige fra hvordan tingene skal stå i opvaskeren, når man fylder den, til hvor gammel man skal være for at få en telefon eller hvilken serie vi skal se sammen.
Jeg kan godt lide at vi ikke er enige. Jeg glædes ved at høre D’s synspunkter på de områder, hvor vi har hvert vores udgangspunkt, og jeg kan godt lide at snakke med ham om et emne og bagefter føle mig beriget, fordi han havde noget helt andet at bidrage med end mig.
Der er ikke noget vi er sådan “nu-hæver-vi-stemmerne-uenige-om”, men det ligger heller ikke til nogle af os at gøre det.
Efter vi er blevet forældre til Vilja, er uenighederne og vores forskellige syn på emner i opdragelsen rigtig kommet op til overfladen. Det har været “nemt” indtil nu, hvor Vilja har været lille og ikke kunne gøre så meget til eller fra.
Nu er hun oppe at gå og interesseret i at opleve hele verden. Det er nu vi, om nødvendigt, skal sætte grænser og være enige om, hvordan vi ønsker at gøre det ene eller det andet i løbet af hendes opvækst. Det skal ikke forstås som at vi nu er ved at skrive en mindre roman om, hvordan vi vil håndtere alle mulige former for situationer der kan og vil opstå med et barn… for vi tager tingene løbende; men der opstår ugentligt nyt synes jeg.

“De første 1000 dage af barnets liv er helt afgørende for barnets fremtid”

Sådan sagde min sundhedsplejerske til mig, ved et af de første besøg, da Vilja var helt lille. Vores snak faldt på, at det var vildt hvordan “man” fra den ene dag til anden, kunne få så stor en opgave og så vigtigt et ansvar at opdrage et barn. Hertil var det hun fortalte mig, at de første 1000 dage er de mest afgørende i løbet af et barns opvækst.

“Det er her barnet lærer om tilknytning, og med udgangspunkt i dette udvikler sig personligheds- og følelsesmæssigt. Det lille barn lærer verden at kende gennem tilknytningen til sine omsorgspersoner, som til at starte med kan hjælpe med at regulere det. Sidenhen lærer barnet at regulere sig selv.
Tilknytningen danner fundamentet for, hvordan barnet oplever og fortolker sin omverden. Det er altså her, at barnet lærer at skabe og vedligeholde en følelsesmæssig relation til et andet menneske” (artikel fra altompsykologi.dk)

Jeg kunne blive ved at skrive om tilknytning. Og de første 1000 dage. Det er så spændende et enme, netop fordi det i mine øjne er  vildt hvordan vores opførsel og ageren overfor vores børn, betyder så meget for, hvordan deres personlighed former sig. Det giver ikke andet end mening, men efter jeg selv er blevet en af dem med sådan et ansvar, sætter det alting liiidt mere i perspektiv.

Lige præcis grundet ovenstående, har vi ofte gode, lange snakke om hvordan vi selv har oplevet ting i vores egen opvækst overfor hvordan vi ønsker Viljas opvækst skal være. Vi er vokset op med to meget forskellige tilgange og værdisæt og det er altså spændende, nu at være fælles om, at skulle gøre det vi synes er det bedste.
Noget har en af os tænkt mere over end den anden og har måske nogle gode argumenter, for en måde at gøre noget på. Andre ting har ingen af os overhovedet overvejet, før vi står i den givne situation med Vilja. Alt lige fra om hun skal tilbydes alternativer, hvis ikke hun spiser så meget til aftensmaden til om hun skal have lov til at holde vores telefoner, hvornår vi skal stoppe hende hvis hun klatrer rundt, med risiko for at falde osv.Jeg er spændt på og glæder mig til den tid vi går i møde rent opdragelsesmæssigt. Det er nu vi gennem vores værdier, vejledning og egen gøren kommer til at forme Vilja endnu mere. Som var hun et byggeprojekt, hvor der hver dag bliver sat en ny klods på, vil vi hver dag bidrage mere til den personlighed der former sig hos hende.

Vi har allerede talt om, hvilke værdier vi i særdeleshed synes der er vigtige at give og lære hende om. Det er naturligvis svært at koge ned, men måske en fornuftig øvelse at tænke firkantet over, hvad det er vi har for øje.
Vi vil gerne lære hende at være taknemmelig og ikke tage ting for givet. Sætte pris på selv de mindste ting, være ydmyg og hjælpe andre.
Vi vil lære hende at det er okay at noget ikke går som ønsket, for man kan prøve igen. Og vigtigst af alt, lære hende at hun er god nok, fordi vi kan lide hende for lige netop den hun er. Gennem disse værdier håber vi at Vilja naturligt vil være nysgerrig på verden, tro på det bedste i mennesker og blive glad for frisk luft og vind i håret.

Har I gjort jer tanker om eller haft opdragelsessnakke derhjemme?
Hvad er I mest enige og uenige om?

Den langsommeste morgen i jeg-ved-ikke-hvor-længe

Her til morgen skete der noget ganske særligt. Ja noget nærmest ekstraordinært.
Da Vilja vågnede 6.30, som hun nogenlunde altid gør, gik jeg op for at hente hende og derefter tage hende med ned i vores seng. Det gør jeg nogle gange om morgenen; ikke for at sove videre, men for at “få øjne” og tumle lidt rundt i sengen, inden vi rigtigt står op.
I weekenderne er det et fast ritual, fordi Vilja så til stor glæde kan vække D, som hun ikke ser om morgenen i hverdagene.
Så i dag gjorde vi som så mange andre gange.

Men så snart vi var kommet ned i sengen, lagde Vilja sig ned og puttede på min dyne. Jeg greb hurtigt chancen til en smule putteri og lagde mig ved siden af hende, hvorefter hun møffede sig helt ind i min armhule og pludselig blev helt stille.

På den mest stille måde jeg har lært, fik jeg tjekket om hun var ok, for det er bestemt ikke sådan jeg kender hende. Det plejer mere at være “nu er vi vågne, nu skal vi bevæge os; danse, tumle og hoppe i sengen”. Men minsandten om ikke hun havde lagt sig til at sove. Det er så længe siden det sidst er sket, at jeg slet ikke erindrer det. Altså det med at hun lægger sig til at sove igen, efter hun “er stået op”.
Så lå jeg ellers der… lysvågen, men med den skønneste, sovende skabning op ad mig. Og således gik der to timer før hun vågnede igen.

Dermed blev denne morgen den langsommeste morgen i jeg-ved-ikke-hvor-længe. For jeg kunne ikke falde i søvn igen. Ej heller ville jeg rykke mig.
Det var to skønne timer – og resten af dagen har været mindst lige så skøn. Vilja kan grine af hvad som helst og hendes gode humør smitter af på alt. Som D siger “tænk at være  glad hele tiden”. Hver dag sker der noget nyt med hende, som vi kan grine af eller være stolte over.

I dag er hun begyndt på at skyde maven frem, alt imens hun venter på at man trykker hende på den eller kommenterer at det er en stor mave hun har.

Har I haft en god søndag og grint af noget særligt i dag?

At vælge livet “på landet” til

“Hvorfor ikke være der hvor det hele sker?”
Den sætning har jeg efterhånden hørt så mange gange, at jeg er stoppet med at tælle.
Det har med jævne mellemrum nærmest været en nødvendighed for mig, at “forsvare” mit valg om at bo på “landet” som det så fint kaldes her hvor vi bor, hvis man er fra byen. Både D og jeg er vokset op i mindre byer i Nordsjælland, og det er også her vi holder til nu og skal bo fremadrettet.
Jeg nåede aldrig at flytte ind til byen efter gymnasiet. Nåede aldrig fordi det efterhånden er normen at man som ung skal “væk”, når man skal starte på en ungdoms- eller videregående uddannelse. Væk fra der hvor man er vokset op, væk fra landet. Jeg ved selvfølgelig ikke noget om, hvordan det er i andre regioner af landet, men i mit lokalområde, tror jeg de fleste vil kunne nikke genkendende til denne antagelse.

Vi har som bekendt købt hus og flytter ind om 16 (!) dage. Det er nybyggeri i udkanten af den by Dennis er vokset op i og nærmeste større by er Hillerød. Vi har skoven i “baghaven”, strand indenfor køreafstand, skole, indkøbsmuligheder, træningsfaciliteter, bager, bibliotek osv. Og så har vi 40 minutters kørsel til indre by. Jeg er tilfreds. Samtidig med at vi har hvad der er nødvendigt i hverdagen, er vi omgivet af den skønneste natur og fantastiske muligheder i lokalområdet. Så kan en café på hvert hjørne og en døgnåben kiosk være lige meget.
Hvis jeg vil fyldes op af det liv og den stemning samt større menneskemængde der er i byen, kan jeg nemlig søge ind til det. Jeg er meget tilfreds med at jeg/vi kan være os selv og så tage ind til byen, når vi har lyst. Jeg ville have svært ved at ånde i en lejlighed inde i byen, hvor det skal ske i en gård eller park, hvis man vil ud og lufte de blege stænger (læs: mine ben).

Med årene er jeg blevet mere opmærksom på, hvad der gør mig glad og hvorfor. Så selvom der nok (indrømmet) var en kort periode i mine tidlige voksen år, hvor jeg helst så mig selv i en lejlighed i København, så er jeg nu længere fra den forestilling end nogensinde. Det var som om, at der gik et lys op for mig, da jeg mødte D og sidenhen fandt ud af, at jeg ønskede at dele mit liv med ham. Sammen med ham betød lokation pludselig meget mindre, bare vi var sammen; Forstået på den måde, at vi sammen har fået drømme om fremtiden og hvor vi gerne ville bo. Men drømmen om at bo i byen var ikke længere den der fyldte og voksede. Jeg kunne flytte til Jylland, Bornholm, Langeland, whatever… bare jeg kunne få lov til at have D med. Og den følelse har siddet i mig lige siden.
I løbet af min barndom flyttede vi en del gange, og selvom der er steder vi har boet flere år end andre, er der ikke noget sted jeg betragter som der hvor “jeg er fra”. Jeg har dermed heller ikke ytret ønske om at bo et særligt sted, og været åben for det meste. Jeg har været god til at følge med, da D begyndte at kigge i nærheden af sin “barndomsby”. For ham er det altså lidt som at vende hjem, når vi flytter ind i det nye.

Det er nok et års tid siden jeg sidst blev spurgt om, hvorfor jeg overhovedet havde lyst til at bo “så langt væk”. Ja, her snakkede jeg med en inkarneret københavner. Men for mig er det hverken langt væk eller kedeligt at bo i provinsen. Heldigvis er der jo forskel på folk, og for mig sker livet her og nu, hvor jeg er sammen med min familie og ikke udfra den prik vi kan sætte på danmarkskortet, som viser hvor vi bor. Det er ikke vigtigt for mig at føle mulighederne som uendelige, så snart jeg træder ud af hoveddøren. Tværtimod.

Nu glæder jeg mig som et lille barn, til at flytte ind i vores nye hus. Til at skabe et godt barndomshjem for Vilja og forhåbentlig give hende en følelse af, at være “her fra”, når hun bliver ældre. Den slags tilhørsforhold tror jeg ikke man skal undervurdere.

Nå, nu vil jeg gå ud og nyde solen.
Statusbillede taget i lørdags. Det må gerne blive juli nu!

Picnic i Dyrehaven med en baby på slæb

Nogle gange sker det, at jeg helt glemmer, hvad det er vi går og laver. Når jeg ruller tilbage i kamerarullen på min telefon, opstår der derfor med jævne mellemrum “aha-oplevelser”, som tilbagekalder minder om noget særligt vi har lavet, og som jeg har dokumenteret ved at tage billeder. Det skete bl.a. med nedenstående…

Vi har efterhånden været en del omkring med Vilja, uden hun overhovedet har den fjerneste anelse om det. Det skyldes selvfølgelig hendes gode sovehjerte. For os som familie og mig på barsel, betyder det at vi/jeg har mod på det meste, da hun er så skøn og medgørlig (for det meste bare sovende). Andet var da heller ikke tilfældet, da vi i forrige uge valgte at tage en tur i Dyrehaven. Vi havde pakket madkurven med sandwich og juice og fyldt termokanden med kaffe – det hele suppleret med den obligatoriske picninc snack – en rulle Prince kiks. Vi var heldige med vejret, der dog bød på en lille regnbyge undervejs.
Inden vi igen vendte næsen hjemad, gik vi en runde på Bakken og fik en portion churros.
Vilja sov fra vi kørte hjemmefra og til vi efter 3-4 timers vandren, picninc og rundtur på Bakken, igen var ved bilen for at køre hjem. Her fik hun lidt mad og var om muligt dermed en endnu mere tilfreds baby end før.
En hyggelig dag – og bestemt ikke sidste gang, vi har gået tur i Dyrehaven.

Til tops og kilometer i benene

Forleden var vi på tur til Kragerup Gods sammen med et vennepar med børn. Her stod dagen i “Go High’s” tegn med klatring i deres trætopsbaner med forhindringer.
Grundet mit kejsersnit må jeg ikke lave fysisk aktivitet udover dagligdagsopgaver endnu (håber kun det gælder til i morgen, hvor jeg skal forbi lægen), hvorfor jeg naturligt vandt baby-tjansen og traskede rundt på skovstierne med barnevognen. Man kan følge de fleste baner fra jorden, så jeg kom vidt omkring og rundt mange gange, mens de andre var i træerne fra kl. 10-19, kun afbrudt af en hyggelig og velfortjent frokostpause med hjemmebag, kolde drikke og kaffe.
For mig blev det altså til en del kilometer, fordi jeg simpelthen var for nysgerrig til bare at slå mig ned ved et bord- bænksæt og så ellers fordrive tiden der. Det betød også at der måtte et par amninger i skoven til undervejs, men det havde nu sin charme 🙂

Igen var jeg heldig med Mini, der opførte sig eksemplarisk og uden brok; hun hyggede i barnevognen, nød en tår mælk i skoven, og på armen var hun opmærksom på hvad der skete omkring hende med de mange nye lyde og stemmer.
Hun imponerer mig stadig med at være så god.

Vi havde en fantastisk dag i det fine forårsvejr; og jeg glæder mig allerede til at vi skal afsted igen, så jeg kan være med.