Mor på mange måder – hjemmegående

I knap 9 måneder har jeg været hjemmegående; stået udenfor arbejdsmarkedet og uden nogen udsigt til eller noget mål om, at skulle tilbage.
Jeg har brugt min tid på, at være mor.
I takt med at jeg selv har talt højt om og fortalt at jeg går hjemme, for at være sammen med Vilja, har jeg mødt (nogle fysisk, nogle kun online) en del andre i samme båd. Men jeg ved også at der er lige så mange andre måder at leve – og være mor på. Min egen omgangskreds er den nærmeste reference hertil, for den tæller blandt andet sygeplejersker, studerende, barslende, pædagoger, selvstændige, lærere og flere endnu. De er de bedste eksempler på, at jeg ikke har opskriften på hverken det gode familieliv eller den “rigtige” måde at være mor på. Jeg har bare én måde at gøre det på.Jeg er enormt fascineret af andre mødre og måden hvorpå alle gør tingene forskelligt, men af samme årsag og med samme udgangspunkt; uendelig kærlighed til det væsen man selv har skabt og en lyst til at gøre det bedste for dem. Da jeg samtidig med at være nysgerrig også er glad for at formidle og berette, for at udvide min horisont, opstod ideen om, at dykke længere ned i moderskabet fra forskellige perspektiver.

Derfor vil jeg en gang om måneden (såfremt jeg kan opstøve dem) introducere en ny mor på linjen her på bloggen. En mor hvis udgangspunkt er anderledes end mit og en jeg gerne vil give taletid til, for at høre hendes syn på moderskabet med udgangspunkt i hendes baggrund, familie osv.

Jeg glæder mig meget til at præsentere den første mor i morgen – en tidligere arbejdskollega, som gennem sit erhverv er blevet stillet i nogle til tider udfordrende situationer, hvor det nogle gange kan være svært at “gøre det rigtige”, når det handler om egne børn.

Meget mere om det i morgen, hvor jeg håber I vil læse med og byde velkommen til den første, seje mor, der har sagt ja til at være med.

 

… og til den opmærksomme læser, ja, så har jeg gået hjemme i længere tid end 9 måneder. Det er blot den tid jeg har været “hjemmepasser”, for inden da var jeg bare på barsel fra mit arbejde.

Derfor er det benhårdt at være en sammenbragt familie

Forestil dig at der hver anden uge flytter en fremmed ind i dit hjem i tre dage. En, der kommer fra noget helt andet, end det du kender til. En person der repræsenterer værdier, der ikke engang er tæt på at minde om dine og hvis normer er svære at forstå.
Sådan kan det af og til føles i en sammenbragt familie. I hvert fald her hos os, hvor vi (D) er det man kalder “samværsforælder” fordi hans søn er mere hos- og bor hos sin mor. Hun er bopælsforælder. Vi “får ham på besøg” hver anden uge i 3 dage.
Sådan taler vi dog ikke om det – vi siger også at han er hjemme her og taler hverken om besøg eller det korte samvær. Men det føles som et besøg. Det er et besøg for os. Han skal hjem til sin mor igen, før vi rigtigt har fået tunet os ind på hinanden; for som jeg skrev til at starte med, så føles det fremmed, at D’s søn kan repræsentere værdier og normer, der er så radikalt forskellige fra vores. Det er forståeligt, men samtidig enormt svært.
Det er som en kamp vi hveranden uge forsøger at tage op, velvidende at vi slet ikke kommer i gang med den, før vores chance igen passerer.
Et andet aspekt i vores (og rigtig mange andre sammenbragte familiers) verden er nemlig at vi er et weekendsted. D’s søn kommer herhjem om fredagen efter skole og tirsdag morgen sender vi ham i skole, hvorfra han tager retur til sin mor. Det gør det bestemt ikke nemmere at “finde hinanden”, at vi ikke er vant til at have en hverdag sammen. Når det er weekend og vi gerne vil det ene og det andet, fordi D er hjemme, så skal vi samtidig forholde os til hans søn. Han er også lidt småtræt, vil gerne slappe af, spille computer og mange andre ting, fordi det er weekend. Og så er det en dreng der har brug for sin far. Brug for at se, at der er andre måder at gøre tingene på og at livet byder på mange stier, udover den ene han er vant til at gå ad.Puha, man kan næsten blive forpustet af bare at skrive om det. For hvordan forenes alle de krav, forventninger og ønsker på bedste vis for alle parter?
Der er jo også en lillesøster der savner og higer efter opmærksomhed og tid med sin bror, når han er her. Vilja er  glad for sin storebror – mere end han kan være i den anden vej. Han har svært ved at forstå hende; forstå hvad hun kan og ikke kan, hvordan det giver mening at snakke til hende og hvordan vi gør tingene med hende. For han ser så lidt af alt det der foregår herhjemme.
Når de har leget på hendes værelse i fem minutter har han fået nok, og det har Vilja bare aldrig.

I bølger synes jeg at der er tider der er svære end andre. Der er tidspunkter, hvor jeg tænker over, hvad det er jeg har rodet mig ind i… og samtidig er der tidspunkter, hvor jeg helt glemmer, at D er far til to.

For mig er det sværeste at ville så meget, men kunne så lidt. Der er så mange ting, jeg (når nu det skal være) gerne vil gøre for D’s søn. Ting jeg gerne vil lære ham, fortælle og lade ham erfare. Ting jeg har “givet op på” for ikke at blive mere frustreret end hvad godt er, over at det alligevel ikke kan lade sig gøre at rykke ham. For jeg ved jo godt, at han skal være den han er og at der skal være ro og plads til det. Det er altså bare lettere sagt end gjort.
Der er også den evigt ubekendte faktor – og den tvungne samarbejdspartner for D – hans søns mor. Som altid har en mening og en kommentar og som, uanset hvor lidt vi ønsker det, har indflydelse på vores liv og gøremål. Det kan man også blive skør af.
Når alt kommer til alt er det i særdeleshed svært for mig, fordi jeg ikke er forælder til ham. Og for D er det svært, fordi han ikke kan andet end at kigge på, at hans søn vokser op på en helt anden måde, end han ville ønske det for ham.
Jeg har tidligere skrevet et helt indlæg om, hvorfor jeg ikke elsker D’s søn, som du kan læse her.

Jeg er så heldig at have en veninde tæt på mig, der står i samme situation som mig. Som også lever i en sammenbragt familie, hvor hendes kæreste er samværs- og weekendfar. Det er fantastisk at kunne lette sit hjerte og dele aspekter af det sammenbragte liv med hende. Hun kender det og det giver enormt meget ro, at der ikke er noget, der ikke kan blive talt om, når det er med hende.
For selvom vi har det godt herhjemme, er gode til at snakke om (alle) de udfordringer sådan en familiekonstellation fører med sig, så er der ting jeg hellere vil dele med andre end lige netop D. For jeg undervurderer ikke hvor svært det må være for ham; og nogle gange er det unødigt at jeg overdynger ham med mine (hvad der kan føles som små) “åh, jeg kan ikke overskue at han kommer i dag”, fordi jeg samtidig ved, at D glæder sig.
I min krop er det nemlig fredagene – dagen hvor han kommer, der er sværest. Jeg har svært ved at finde det rette spor at køre i. Den rigtige måde at tale og være på… og så har jeg svært ved at tage imod ham med åbne arme, som nok er det mest passende, når en 10-årig der glæder sig til at holde weekend, træder ind af døren hos sin far.
Derudover er ferier også svære – for de bryder jo så med de dage vi er vant til at se ham. Der kan vi nå at falde i hak, for så at sige tak for denne gang. Og åh, de ferier og jul og nytår.
Evige samtaleemner og så trættende. Jeg kan ikke finde rundt i tankerne om, hvordan det ville være, hvis jeg var mor på halv tid og skulle “dele” Vilja med D, fordi vi ikke boede sammen. For jeg kan sgu godt forstå, at det er svært også når det kommer til højtider og ferie – alt man ønsker sig er jo tid med sit barn!Uanset hvilken form for sammenbragt-familieliv man lever, forestiller jeg mig, at det har sine udfordringer. Jeg kan også kun gisne om, at det ville være anderledes hvis og hvis og hvis. Sådan er det altid.
For vores vedkommende, ville det være rart hvis samværet var lige hverdags/weekendbaseret f.eks.

I vores stille sind tæller vi ned. Eller op. Til han bliver 18. Til at vi ikke længere skal samarbejde med en mor, som også styrer og påvirker vores hverdag. Og indtil den dag arbejder jeg fortsat på at finde mig til rette i det faktum at den her levemåde er et grundvilkår, for det liv jeg har valgt at have sammen med D.
Selvom det er blevet sværere at være i, efter jeg selv er blevet mor, kan det samtidig og altid flytte mit fokus på det sure og udfordrende – og det er rart at mærke.

 

Lever eller er du vokset op i en sammenbragt familie?
Hvordan fungerer det hos jer?

Søndag

I går havde vi den skønneste søndag. Os tre. Ingen planer.
Da Vilja havde sovet sin formiddagslur, var bilen pakket til køretur og jeg indtog bagsædet sammen med hende, så jeg kunne sørge for at hun fik lidt frokost i bilen.
Turen gik til Rørvig, hvor vi startede med en gåtur rundt i det sommerhusområde, hvor D’s morfar havde sommerhus, da han levede. Det er derfor ren nostalgi for ham, at traske rundt på de små hullede grusveje. En eller anden dag (kommer tid, kommer råd) skal vi også have et sommerhus. Det er en fælles drøm og lur mig om ikke vi ender i området nær det som D kender. I hvert fald, hvis det står til ham. Derfor synes jeg heller ikke at der er noget bedre end at gå og “snuse” rundt og lure på forskellige typer af sommerhuse, grunde og områder.

Vilja gik det meste af turen og alt foregik derfor i hendes tempo. Hun fandt- og samlede sten, kiggede på pinde, fandt og lærte om kogler og så duftede vi til noget nær alle de blomster, vi kom forbi på vores vej.
Tilbage mod bilen blev Vilja træt i benene og blev sat op i klapvognen med alle sine skatte. Eller, i hvert fald dem, der ikke var blevet tabt eller byttet ud på turen.Herefter tog vi bilen til Rørvig Havn godt 6 km fra hvor vi var. Her gik vi ud på molen og så Rørvig-Hundested færgen, da den sejlede ind og Vilja var mere end imponeret.
Vi fik derudover kigget en masse på både, børn der fangede krabber, små sommerboder, loppesteder og soppende børn. Der var sommerferie stemning overalt, trods at vejret ikke var noget at juble over.  Hjemturen gik med at spise vindruer (igen på bagsædet) og høre Bim Bam Busse og andre børnesange, som D og jeg selv husker at have hørt, da vi var små.

Da vi var hjemme igen pakkede vi så klapvognen og gik ned for at sige hej til D’s farmor på kirkegården. Vi fik vandet, klippet lavendel (den havde nærmest overtaget hele gravstedet, siden vi var der for nogle uger siden) og fjernet lidt ukrudt på afveje. Vilja var mest fascineret af kirken og de mange blomster, der kunne spottes alle steder.
Bemærk ulddragten – juli måned I know, men vinden var kold når hun skulle sidde stille der. Hvor blev varmen lige af?Vilja holdt trofast på den ene lavendel jeg gav hende og sad med næsen begravet i den, på hele turen hjem igen. Simpelthen så sødt. Og mens hun sad der og duftede sagde hun så “mmmmmmhhh” og rakte den ud mod enten D eller jeg, for at dele duften med os.Til aften spiste vi koldskål og så film og da vi gik i seng, faldt jeg vidst i søvn med et smil på læberne, for sikke en dejlig dag det havde været. Om to uger går D også på ferie, og det bliver skønt. Jeg elsker familietid og føler mig så evigt heldig.

7 dages vandring med en 1-årig; forberedelser og tanker

Om under en måned er vi at finde på Hærvejen i Jylland, hvor der venter os en uges vandretur. I sidste uge var vi på tur sammen med det vennepar og deres børn, som vi skal vandre med. Det var en slags testtur, for at alle mand kunne prøve at gå med vandresko- og rygsæk inden det rigtigt gælder. Vi er fire voksne, fire teenagere og tre børn der skal afsted. Og vandretur er nyt for størstedelen af turens deltagere. Ja, allerede her kan man få lidt fugtige håndflader ved tanken, men jeg fortæller mig selv at det nok skal gå. Og jeg er da også af den overbevisning, at hvis vi som voksne har styr på tingene, så smitter roen af på børn såvel som teenagere. For de kan nok være lige dele forvirrede- og frustrerede, når det hele bliver lidt hårdt.Der var bred enighed om, at en testtur kunne være godt, så den har været planlagt i flere måneder. Vi mødtes lørdag morgen, kørte til det udvalgte startsted og satte bilerne for så at traske på grussti langs Fjordstien. En lille kilometer her og så nåede vi til det rekreative område, hvor vi skulle finde shelters booket til overnatning. I alt blev det til små 5 km vandring, hvilket jo ikke er i nærheden af, hvad der venter os i Jylland. Her skal vi gennemsnitligt gå 15 km om dagen.
Fremme på pladsen fik vi fundet lidt brænde, startet bål gennem en lille konkurrence, hvor jeg satte de andre sammen i hold to og to og gav dem hver to tændstikker og beskeden om at tænde bål uden hjælpemidler. De små bål blev sidenhen til ét stort og vi fik herpå bagt snobrød til frokost.

Madlavning og praktiske opgaver var noget af det vi fik en smagsprøve på, og jeg er overbevist om, at vi alle er kommet hjem fra turen med lidt ekstra viden og ballast ift. det der venter.
Hver især gjorde vi os ligeledes nogle personlige erfaringer, såsom at der skal lidt flere kilometer i ben og vandresko inden turen, at rygsækken skal pakkes anderledes, at vandflasken skal være let tilgængelig o.lign. Og så var der fælles erfaringer som f.eks. at skulle have en ekstra trangia med, hvis madlavning til 11 personer ikke skal være surt show. (Vi havde to med på testturen). Derudover at vabelplaster er godt, at det kunne være hyggeligt med et kortspil og at der skal være rigeligt af små snacks klar til at stille den lille sult, både når der er ventetid på mad og når det bliver udfordrende at vandre.For mit og D’s vedkommende, fik vi også nogle gode erfaringer ift. at have Vilja med. Her kan bl.a. nævnes at der skal være tøj indenfor rækkevidde, til den af os, der har tjansen, hvis hun siger noget om natten; at der også skal være Vilja-venlige snacks/alternativer og at en (eller flere) former for underholdning i klapvognen, kan være en god ting.
Derudover er D “bekymret” for at Vilja vil vågne om natten og forstyrre andre (hvis der overnatter andre grupper de samme steder som os). Det er dog slet ikke en bekymring hos mig, da jeg ved at det kan være en del af, at have børn… og det har mange andre end os prøvet. Der skal være plads til alle og her tæller også børn, der har opvågninger i løbet af natten. Her taler D’s samvittighed vidst bare anderledes end min.
Endvidere må vi huske os selv på, at turen indeholder uendeligt mange uforudsigeligheder og at det nok fylder endnu mere i en lille bitte Vilja krop, end i vores. Vi kan ikke fortælle hende, hvorfor vi synes det er en helt fantastisk ide, at vandre rundt med fuld oppakning i Jylland og sove i shelter og bivuak. Alt er ukendt og nyt og vi kan ikke gøre andet end selv at finde os til rette i og ved omstændighederne – lade hende se og vide at vi er rolige, har det sjovt og hygger os. Og at hun kan være helt tryg ved tingenes tilstand, for vi er der jo sammen med hende.
Testturen fik mig dog til at genoverveje om det er den rette beslutning, at vi tager klapvogn med til Vilja. Fordelen ved i stedet at tage barnevogn med er, at hun kender- og er vant til at sove i den. Det kunne måske betyde rolige og trygge nætter for hendes vedkommende, fremfor at blive lagt i sovepose i et shelter. Med barnevognen ville vi kunne tage kassen af og sætte ind i shelter eller bivuak. Men barnvognen er knap så terrængående som klapvognen og så er den væsentligt tungere… det skal vidst lige gennemtænkes en gang eller to mere.

Udover disse tanker og nye erfaringer har jeg (selvfølgelig) lavet lidt lister til mig selv. Der er meget at holde styr på forud for sådan en tur, både hvad angår fælles,- personligt- og Vilja-grej. Jeg har derfor en huskeliste til hver af de tre punkter. Og efter sidste weekend kom der lidt ekstra punkter på hver liste. F.eks var D ved at blive sindssyg af at sove uden hovedpude og jeg manglede en lygte.
Indtil videre har grejet indtaget vores bryggers, men når vi nærmer os endnu mere, forestiller jeg mig at indtage den ene ende af vores 3 meter lange spisebord og lægge alt hvad der skal pakkes, op der.
Når vi når så lagt, skal jeg nok dele pakning- og lister med jer. Måske der er andre der skal ud at vandre med en lille størrelse eller familien?
Det kribler allerede i fødderne efter at skulle på eventyr!

At opdrage uden at være enige

Der er mange ting vi er enige om herhjemme. Og så er der nok nogenlunde lige så mange ting vi ikke er enige om. Alt lige fra hvordan tingene skal stå i opvaskeren, når man fylder den, til hvor gammel man skal være for at få en telefon eller hvilken serie vi skal se sammen.
Jeg kan godt lide at vi ikke er enige. Jeg glædes ved at høre D’s synspunkter på de områder, hvor vi har hvert vores udgangspunkt, og jeg kan godt lide at snakke med ham om et emne og bagefter føle mig beriget, fordi han havde noget helt andet at bidrage med end mig.
Der er ikke noget vi er sådan “nu-hæver-vi-stemmerne-uenige-om”, men det ligger heller ikke til nogle af os at gøre det.
Efter vi er blevet forældre til Vilja, er uenighederne og vores forskellige syn på emner i opdragelsen rigtig kommet op til overfladen. Det har været “nemt” indtil nu, hvor Vilja har været lille og ikke kunne gøre så meget til eller fra.
Nu er hun oppe at gå og interesseret i at opleve hele verden. Det er nu vi, om nødvendigt, skal sætte grænser og være enige om, hvordan vi ønsker at gøre det ene eller det andet i løbet af hendes opvækst. Det skal ikke forstås som at vi nu er ved at skrive en mindre roman om, hvordan vi vil håndtere alle mulige former for situationer der kan og vil opstå med et barn… for vi tager tingene løbende; men der opstår ugentligt nyt synes jeg.

“De første 1000 dage af barnets liv er helt afgørende for barnets fremtid”

Sådan sagde min sundhedsplejerske til mig, ved et af de første besøg, da Vilja var helt lille. Vores snak faldt på, at det var vildt hvordan “man” fra den ene dag til anden, kunne få så stor en opgave og så vigtigt et ansvar at opdrage et barn. Hertil var det hun fortalte mig, at de første 1000 dage er de mest afgørende i løbet af et barns opvækst.

“Det er her barnet lærer om tilknytning, og med udgangspunkt i dette udvikler sig personligheds- og følelsesmæssigt. Det lille barn lærer verden at kende gennem tilknytningen til sine omsorgspersoner, som til at starte med kan hjælpe med at regulere det. Sidenhen lærer barnet at regulere sig selv.
Tilknytningen danner fundamentet for, hvordan barnet oplever og fortolker sin omverden. Det er altså her, at barnet lærer at skabe og vedligeholde en følelsesmæssig relation til et andet menneske” (artikel fra altompsykologi.dk)

Jeg kunne blive ved at skrive om tilknytning. Og de første 1000 dage. Det er så spændende et enme, netop fordi det i mine øjne er  vildt hvordan vores opførsel og ageren overfor vores børn, betyder så meget for, hvordan deres personlighed former sig. Det giver ikke andet end mening, men efter jeg selv er blevet en af dem med sådan et ansvar, sætter det alting liiidt mere i perspektiv.

Lige præcis grundet ovenstående, har vi ofte gode, lange snakke om hvordan vi selv har oplevet ting i vores egen opvækst overfor hvordan vi ønsker Viljas opvækst skal være. Vi er vokset op med to meget forskellige tilgange og værdisæt og det er altså spændende, nu at være fælles om, at skulle gøre det vi synes er det bedste.
Noget har en af os tænkt mere over end den anden og har måske nogle gode argumenter, for en måde at gøre noget på. Andre ting har ingen af os overhovedet overvejet, før vi står i den givne situation med Vilja. Alt lige fra om hun skal tilbydes alternativer, hvis ikke hun spiser så meget til aftensmaden til om hun skal have lov til at holde vores telefoner, hvornår vi skal stoppe hende hvis hun klatrer rundt, med risiko for at falde osv.Jeg er spændt på og glæder mig til den tid vi går i møde rent opdragelsesmæssigt. Det er nu vi gennem vores værdier, vejledning og egen gøren kommer til at forme Vilja endnu mere. Som var hun et byggeprojekt, hvor der hver dag bliver sat en ny klods på, vil vi hver dag bidrage mere til den personlighed der former sig hos hende.

Vi har allerede talt om, hvilke værdier vi i særdeleshed synes der er vigtige at give og lære hende om. Det er naturligvis svært at koge ned, men måske en fornuftig øvelse at tænke firkantet over, hvad det er vi har for øje.
Vi vil gerne lære hende at være taknemmelig og ikke tage ting for givet. Sætte pris på selv de mindste ting, være ydmyg og hjælpe andre.
Vi vil lære hende at det er okay at noget ikke går som ønsket, for man kan prøve igen. Og vigtigst af alt, lære hende at hun er god nok, fordi vi kan lide hende for lige netop den hun er. Gennem disse værdier håber vi at Vilja naturligt vil være nysgerrig på verden, tro på det bedste i mennesker og blive glad for frisk luft og vind i håret.

Har I gjort jer tanker om eller haft opdragelsessnakke derhjemme?
Hvad er I mest enige og uenige om?