For nylig faldt snakken herhjemme på, hvor vildt det er, at vi er over halvvejs gennem 2021. At jeg har gået hjemme i mere end to år og hvor godt vores familieliv fungerer med de vilkår vi har valgt for os selv.
Vi har for længst skrevet Vilja op til børnehave, ja allerede inden vi havde kendt hende i mere end en måned – for det gav sundhedsplejersken mere eller mindre besked om, at vi skulle dengang.
Der er dog ingen af os, der som tingene ser ud nu, har lyst til at skulle sende Vilja i børnehave til marts.

Jeg er ikke som sådan modstander af institutioner, men jeg tror heller ikke på, at de nødvendigvis er det bedste svar. Ikke for alle. Jeg har fuld forståelse for, at andre vælger det til, også fra en tidlig alder; men sådan er det bare skønt, at vi kan have det forskelligt. Der ikke noget rigtigt og forkert – det er et individuelt spørgsmål om, hvad der passer den enkelte familie. Og hvilke overbevisninger man har. Lige såvel som det handler om, hvad der kan og ikke kan lade sig gøre.Det faktum at vi er mere end halvvejs i 2021 betyder teoretisk set, at Vilja kan starte i børnhave om 7-8 måneder. Det kan være det lyder af meget; det synes jeg bestemt ikke det er.
Eftersom at Vilja ikke har prøvet andet end at være et “hjemmebarn” har hun heller ikke noget forhold til at det kunne være anderledes. Hun er bekendt med børnehaver og vuggestuer, da vi har venner der går i både det ene og det andet. Men hun ved ikke, hvad de er lig med og derfor har jeg heller ingen skrubler over, at skulle blive ved med at holde hende hjemme.

Og så får jeg spørgsmål som “søger hun ikke andre børn?”
“Hvordan har du tænkt dig, at hun skal lære at gebærde sig socialt?”
“Hun er heller ikke vant til flere børn ad gangen?”
“Der er en grund til, at børn skal gå i institution”

Jeg har lige så mange spørgsmål den anden vej.

For hvorfor er det en overbevisning mange har, at socialisering kun er noget der kan ske uden mor og far? Jeg tænker ikke at socialisering er et begreb der er så formbart, at det kun gælder i nogle tilfælde. For alt hvad vi (og vores børn) foretager os sammen med andre mennesker, bliver en del af vores socialisering.
Samtidig mener jeg heller ikke at institutioner er lig med socialisering. For hvis børnene ikke bliver guidet og set, hvilken socialisering er det så de i virkeligheden opnår? Ikke noget ønskværdigt tænker jeg.

At jeg gerne vil gå hjemme med Vilja, betyder ikke at vi kun er hjemme. Mit største ønske ved at have Vilja hjemme, er selvfølgelig at inddrage hende i flest mulige praktiske gøremål i hjemmet, men mindst lige så vigtigt er det for mig, at vi kommer ud af huset og oplever. Tager på ture i naturen såvel som i byen, møder legekammerater og har nogle genkendelige steder Vilja er glad for at komme. Det betyder at vi kan tage i ZOO på en hverdag, at vi kan tage i svømmehallen og at vi kan få en hel dag til at gå med enkelte gøremål, fordi vi har tiden til bare at gøre, opleve og tage tingene som de kommer.

I Dagtilbudsloven står der at “Dagtilbud skal give børn medbestemmelse, medansvar og forståelse for og oplevelse med demokrati. […] bidrage til at udvikle børns selvstændighed, evner til at indgå i forpligtende fællesskaber og samhørighed med og integration i det danske samfund”

Og selvom det er målet i de danske daginstitutioner, tror jeg ikke på, at alle institutionsbørn får dette opfyldt. Jeg tror ikke på, at alle institutioner er i stand til at opfylde det. Dernæst mener jeg ikke at den “opgave” kun kan løftes af pædagoger i institutioner.
Medbestemmelse og medansvar er kerneværdierne i vores hjemmeliv, fordi der er så god plads og tid til netop dét. Demokrati opnår vi i vores møde med andre fællesskaber, hvor hensynstagen og forståelse for at vi er en del af noget større, tydeliggøres for Vilja. Og selvstændighed er noget der udvikles gennem læring om hvordan og hvorfor. Altså tydelig voksenguidning. Et barn bliver ikke “godt” selvstændigt af at være overladt til sig selv, eller af at skulle behovsudskyde før end det overhovedet er i stand til dette. Et barn bliver ikke selvstændigt af, at vente på at der er en voksen der har tid.

Jeg mener ikke Vilja går glip af eller misser noget sammenlignet med insitutionsbørn. Snarere tværtimod.

Jeg har valgt hjemmelivet og den opgave det er, selv at tage mig af mit barn alle dets vågne timer, velvidende at det kræver noget af mig. Jeg skaber et socialt miljø omkring os med legeaftaler og muligheder for at Vilja kan indgå i sociale relationer, hvilket hun dog grundet sin alder stadig ikke har “behov” for. Og jeg kan ikke se én eneste dårlig ting i, at jeg er der for Vilja i de situationer. Netop til at lære hende at forstå, til at guide og til hjælp.
Derudover har hun mig altid når noget bliver svært eller for meget.

Tænk sig, hvor mættet et lille barn i institution kan nå at blive i løbet af en dag. Men der er ikke mulighed for at trække sig og bare “være”. Det er slet ikke sikkert at de voksne ser at det er barnets behov.

Når vi taler om at hjemmeliv isolerer børnene og ikke opfylder deres behov, kan vi måske samtidig tale om alle de børn der sendes i institution og derfor isoleres fra deres forældre?

Jeg ved godt, at det er at sætte tingene på spidsen. Men jeg oplever det så tit i min retning og har nu brug for at sige – det går begge veje. Der bliver bare sjældent stillet spørgsmålstegn ved “institutionsbørn” fordi det fortsat er normen i vores samfund at vi bruger institutionerne.

Psykolog Ole Schouenborg siger det på en fin måde:
“Begrebet børnenes behov er et farligt kort at spille – for det er naturligvis i høj grad kulturbetinget. Men behov er også naturbetinget og det lille barns behov for stabil omsorg fra betydende voksne i rolige omgivelser er for mig at se uafviseligt.
[…] den livslange jagt på anerkendelse er måske et symptom på, at man ikke blev anerkendt nok i tide.”

Institutionerne er en nødvendighed i den indretning af samfundet vi har i dag. Og de kan også løse meget for mange familier; men det er på tide at nuancere. På tide at institutioner ikke bliver set på som (udelukkende) det rigtige. Som om at børn der ikke går der, går glip af noget. For institutionsbørn går dælme også glip af noget 🙂
Som skrevet indledningsvis er det dejligt at vi ser forskelligt på tingene. Dejligt at vi tænker forskelligt og dejligt at vi hver især er forældre på vores måde. Ellers var verden kedelig.
Men lad os huske hinanden på, at vi gør det vi mener er bedst for vores børn, for vores familie, for os selv. Og lad os så også huske at give plads til at vi gør tingene forskelligt.
Vær nysgerrig i stedet for dømmende. Næste gang du støder på nogen der gør noget andet end dig – så stil i stedet et par uddybende spørgsmål. Bliv klogere.

Vi kan altid lære noget nyt af hinanden.

Og med alt det sagt, ved jeg ikke om jeg nogensinde sender Vilja afsted i børnehave. Jeg bliver også hele tiden klogere, så vi får se.

I knap 9 måneder har jeg været hjemmegående; stået udenfor arbejdsmarkedet og uden nogen udsigt til eller noget mål om, at skulle tilbage.
Jeg har brugt min tid på, at være mor.
I takt med at jeg selv har talt højt om og fortalt at jeg går hjemme, for at være sammen med Vilja, har jeg mødt (nogle fysisk, nogle kun online) en del andre i samme båd. Men jeg ved også at der er lige så mange andre måder at leve – og være mor på. Min egen omgangskreds er den nærmeste reference hertil, for den tæller blandt andet sygeplejersker, studerende, barslende, pædagoger, selvstændige, lærere og flere endnu. De er de bedste eksempler på, at jeg ikke har opskriften på hverken det gode familieliv eller den “rigtige” måde at være mor på. Jeg har bare én måde at gøre det på.Jeg er enormt fascineret af andre mødre og måden hvorpå alle gør tingene forskelligt, men af samme årsag og med samme udgangspunkt; uendelig kærlighed til det væsen man selv har skabt og en lyst til at gøre det bedste for dem. Da jeg samtidig med at være nysgerrig også er glad for at formidle og berette, for at udvide min horisont, opstod ideen om, at dykke længere ned i moderskabet fra forskellige perspektiver.

Derfor vil jeg en gang om måneden (såfremt jeg kan opstøve dem) introducere en ny mor på linjen her på bloggen. En mor hvis udgangspunkt er anderledes end mit og en jeg gerne vil give taletid til, for at høre hendes syn på moderskabet med udgangspunkt i hendes baggrund, familie osv.

Jeg glæder mig meget til at præsentere den første mor i morgen – en tidligere arbejdskollega, som gennem sit erhverv er blevet stillet i nogle til tider udfordrende situationer, hvor det nogle gange kan være svært at “gøre det rigtige”, når det handler om egne børn.

Meget mere om det i morgen, hvor jeg håber I vil læse med og byde velkommen til den første, seje mor, der har sagt ja til at være med.

… og til den opmærksomme læser, ja, så har jeg gået hjemme i længere tid end 9 måneder. Det er blot den tid jeg har været “hjemmepasser”, for inden da var jeg bare på barsel fra mit arbejde.

Forestil dig at der hver anden uge flytter en fremmed ind i dit hjem i tre dage. En, der kommer fra noget helt andet, end det du kender til. En person der repræsenterer værdier, der ikke engang er tæt på at minde om dine og hvis normer er svære at forstå.
Sådan kan det af og til føles i en sammenbragt familie. I hvert fald her hos os, hvor vi (D) er det man kalder “samværsforælder” fordi hans søn er mere hos- og bor hos sin mor. Hun er bopælsforælder. Vi “får ham på besøg” hver anden uge i 3 dage.
Sådan taler vi dog ikke om det – vi siger også at han er hjemme her og taler hverken om besøg eller det korte samvær. Men det føles som et besøg. Det er et besøg for os. Han skal hjem til sin mor igen, før vi rigtigt har fået tunet os ind på hinanden; for som jeg skrev til at starte med, så føles det fremmed, at D’s søn kan repræsentere værdier og normer, der er så radikalt forskellige fra vores. Det er forståeligt, men samtidig enormt svært.
Det er som en kamp vi hveranden uge forsøger at tage op, velvidende at vi slet ikke kommer i gang med den, før vores chance igen passerer.
Et andet aspekt i vores (og rigtig mange andre sammenbragte familiers) verden er nemlig at vi er et weekendsted. D’s søn kommer herhjem om fredagen efter skole og tirsdag morgen sender vi ham i skole, hvorfra han tager retur til sin mor. Det gør det bestemt ikke nemmere at “finde hinanden”, at vi ikke er vant til at have en hverdag sammen. Når det er weekend og vi gerne vil det ene og det andet, fordi D er hjemme, så skal vi samtidig forholde os til hans søn. Han er også lidt småtræt, vil gerne slappe af, spille computer og mange andre ting, fordi det er weekend. Og så er det en dreng der har brug for sin far. Brug for at se, at der er andre måder at gøre tingene på og at livet byder på mange stier, udover den ene han er vant til at gå ad.Puha, man kan næsten blive forpustet af bare at skrive om det. For hvordan forenes alle de krav, forventninger og ønsker på bedste vis for alle parter?
Der er jo også en lillesøster der savner og higer efter opmærksomhed og tid med sin bror, når han er her. Vilja er så glad for sin storebror – mere end han kan være i den anden vej. Han har svært ved at forstå hende; forstå hvad hun kan og ikke kan, hvordan det giver mening at snakke til hende og hvordan vi gør tingene med hende. For han ser så lidt af alt det der foregår herhjemme.
Når de har leget på hendes værelse i fem minutter har han fået nok, og det har Vilja bare aldrig.

I bølger synes jeg at der er tider der er svære end andre. Der er tidspunkter, hvor jeg tænker over, hvad det er jeg har rodet mig ind i… og samtidig er der tidspunkter, hvor jeg helt glemmer, at D er far til to.

For mig er det sværeste at ville så meget, men kunne så lidt. Der er så mange ting, jeg (når nu det skal være) gerne vil gøre for D’s søn. Ting jeg gerne vil lære ham, fortælle og lade ham erfare. Ting jeg har “givet op på” for ikke at blive mere frustreret end hvad godt er, over at det alligevel ikke kan lade sig gøre at rykke ham. For jeg ved jo godt, at han skal være den han er og at der skal være ro og plads til det. Det er altså bare lettere sagt end gjort.
Der er også den evigt ubekendte faktor – og den tvungne samarbejdspartner for D – hans søns mor. Som altid har en mening og en kommentar og som, uanset hvor lidt vi ønsker det, har indflydelse på vores liv og gøremål. Det kan man også blive skør af.
Når alt kommer til alt er det i særdeleshed svært for mig, fordi jeg ikke er forælder til ham. Og for D er det svært, fordi han ikke kan andet end at kigge på, at hans søn vokser op på en helt anden måde, end han ville ønske det for ham.
Jeg har tidligere skrevet et helt indlæg om, hvorfor jeg ikke elsker D’s søn, som du kan læse her.

Jeg er så heldig at have en veninde tæt på mig, der står i samme situation som mig. Som også lever i en sammenbragt familie, hvor hendes kæreste er samværs- og weekendfar. Det er fantastisk at kunne lette sit hjerte og dele aspekter af det sammenbragte liv med hende. Hun kender det og det giver enormt meget ro, at der ikke er noget, der ikke kan blive talt om, når det er med hende.
For selvom vi har det godt herhjemme, er gode til at snakke om (alle) de udfordringer sådan en familiekonstellation fører med sig, så er der ting jeg hellere vil dele med andre end lige netop D. For jeg undervurderer ikke hvor svært det må være for ham; og nogle gange er det unødigt at jeg overdynger ham med mine (hvad der kan føles som små) “åh, jeg kan ikke overskue at han kommer i dag”, fordi jeg samtidig ved, at D glæder sig.
I min krop er det nemlig fredagene – dagen hvor han kommer, der er sværest. Jeg har svært ved at finde det rette spor at køre i. Den rigtige måde at tale og være på… og så har jeg svært ved at tage imod ham med åbne arme, som nok er det mest passende, når en 10-årig der glæder sig til at holde weekend, træder ind af døren hos sin far.
Derudover er ferier også svære – for de bryder jo så med de dage vi er vant til at se ham. Der kan vi nå at falde i hak, for så at sige tak for denne gang. Og åh, de ferier og jul og nytår.
Evige samtaleemner og så trættende. Jeg kan ikke finde rundt i tankerne om, hvordan det ville være, hvis jeg var mor på halv tid og skulle “dele” Vilja med D, fordi vi ikke boede sammen. For jeg kan sgu godt forstå, at det er svært også når det kommer til højtider og ferie – alt man ønsker sig er jo tid med sit barn!Uanset hvilken form for sammenbragt-familieliv man lever, forestiller jeg mig, at det har sine udfordringer. Jeg kan også kun gisne om, at det ville være anderledes hvis og hvis og hvis. Sådan er det altid.
For vores vedkommende, ville det være rart hvis samværet var lige hverdags/weekendbaseret f.eks.

I vores stille sind tæller vi ned. Eller op. Til han bliver 18. Til at vi ikke længere skal samarbejde med en mor, som også styrer og påvirker vores hverdag. Og indtil den dag arbejder jeg fortsat på at finde mig til rette i det faktum at den her levemåde er et grundvilkår, for det liv jeg har valgt at have sammen med D.
Selvom det er blevet sværere at være i, efter jeg selv er blevet mor, kan det samtidig og altid flytte mit fokus på det sure og udfordrende – og det er rart at mærke.

Lever eller er du vokset op i en sammenbragt familie?
Hvordan fungerer det hos jer?

I går havde vi den skønneste søndag. Os tre. Ingen planer.
Da Vilja havde sovet sin formiddagslur, var bilen pakket til køretur og jeg indtog bagsædet sammen med hende, så jeg kunne sørge for at hun fik lidt frokost i bilen.
Turen gik til Rørvig, hvor vi startede med en gåtur rundt i det sommerhusområde, hvor D’s morfar havde sommerhus, da han levede. Det er derfor ren nostalgi for ham, at traske rundt på de små hullede grusveje. En eller anden dag (kommer tid, kommer råd) skal vi også have et sommerhus. Det er en fælles drøm og lur mig om ikke vi ender i området nær det som D kender. I hvert fald, hvis det står til ham. Derfor synes jeg heller ikke at der er noget bedre end at gå og “snuse” rundt og lure på forskellige typer af sommerhuse, grunde og områder.

Vilja gik det meste af turen og alt foregik derfor i hendes tempo. Hun fandt- og samlede sten, kiggede på pinde, fandt og lærte om kogler og så duftede vi til noget nær alle de blomster, vi kom forbi på vores vej.
Tilbage mod bilen blev Vilja træt i benene og blev sat op i klapvognen med alle sine skatte. Eller, i hvert fald dem, der ikke var blevet tabt eller byttet ud på turen.Herefter tog vi bilen til Rørvig Havn godt 6 km fra hvor vi var. Her gik vi ud på molen og så Rørvig-Hundested færgen, da den sejlede ind og Vilja var mere end imponeret.
Vi fik derudover kigget en masse på både, børn der fangede krabber, små sommerboder, loppesteder og soppende børn. Der var sommerferie stemning overalt, trods at vejret ikke var noget at juble over.  Hjemturen gik med at spise vindruer (igen på bagsædet) og høre Bim Bam Busse og andre børnesange, som D og jeg selv husker at have hørt, da vi var små.

Da vi var hjemme igen pakkede vi så klapvognen og gik ned for at sige hej til D’s farmor på kirkegården. Vi fik vandet, klippet lavendel (den havde nærmest overtaget hele gravstedet, siden vi var der for nogle uger siden) og fjernet lidt ukrudt på afveje. Vilja var mest fascineret af kirken og de mange blomster, der kunne spottes alle steder.
Bemærk ulddragten – juli måned I know, men vinden var kold når hun skulle sidde stille der. Hvor blev varmen lige af?Vilja holdt trofast på den ene lavendel jeg gav hende og sad med næsen begravet i den, på hele turen hjem igen. Simpelthen så sødt. Og mens hun sad der og duftede sagde hun så “mmmmmmhhh” og rakte den ud mod enten D eller jeg, for at dele duften med os.Til aften spiste vi koldskål og så film og da vi gik i seng, faldt jeg vidst i søvn med et smil på læberne, for sikke en dejlig dag det havde været. Om to uger går D også på ferie, og det bliver skønt. Jeg elsker familietid og føler mig så evigt heldig.

Om under en måned er vi at finde på Hærvejen i Jylland, hvor der venter os en uges vandretur. I sidste uge var vi på tur sammen med det vennepar og deres børn, som vi skal vandre med. Det var en slags testtur, for at alle mand kunne prøve at gå med vandresko- og rygsæk inden det rigtigt gælder. Vi er fire voksne, fire teenagere og tre børn der skal afsted. Og vandretur er nyt for størstedelen af turens deltagere. Ja, allerede her kan man få lidt fugtige håndflader ved tanken, men jeg fortæller mig selv at det nok skal gå. Og jeg er da også af den overbevisning, at hvis vi som voksne har styr på tingene, så smitter roen af på børn såvel som teenagere. For de kan nok være lige dele forvirrede- og frustrerede, når det hele bliver lidt hårdt.Der var bred enighed om, at en testtur kunne være godt, så den har været planlagt i flere måneder. Vi mødtes lørdag morgen, kørte til det udvalgte startsted og satte bilerne for så at traske på grussti langs Fjordstien. En lille kilometer her og så nåede vi til det rekreative område, hvor vi skulle finde shelters booket til overnatning. I alt blev det til små 5 km vandring, hvilket jo ikke er i nærheden af, hvad der venter os i Jylland. Her skal vi gennemsnitligt gå 15 km om dagen.
Fremme på pladsen fik vi fundet lidt brænde, startet bål gennem en lille konkurrence, hvor jeg satte de andre sammen i hold to og to og gav dem hver to tændstikker og beskeden om at tænde bål uden hjælpemidler. De små bål blev sidenhen til ét stort og vi fik herpå bagt snobrød til frokost.

Madlavning og praktiske opgaver var noget af det vi fik en smagsprøve på, og jeg er overbevist om, at vi alle er kommet hjem fra turen med lidt ekstra viden og ballast ift. det der venter.
Hver især gjorde vi os ligeledes nogle personlige erfaringer, såsom at der skal lidt flere kilometer i ben og vandresko inden turen, at rygsækken skal pakkes anderledes, at vandflasken skal være let tilgængelig o.lign. Og så var der fælles erfaringer som f.eks. at skulle have en ekstra trangia med, hvis madlavning til 11 personer ikke skal være surt show. (Vi havde to med på testturen). Derudover at vabelplaster er godt, at det kunne være hyggeligt med et kortspil og at der skal være rigeligt af små snacks klar til at stille den lille sult, både når der er ventetid på mad og når det bliver udfordrende at vandre.For mit og D’s vedkommende, fik vi også nogle gode erfaringer ift. at have Vilja med. Her kan bl.a. nævnes at der skal være tøj indenfor rækkevidde, til den af os, der har tjansen, hvis hun siger noget om natten; at der også skal være Vilja-venlige snacks/alternativer og at en (eller flere) former for underholdning i klapvognen, kan være en god ting.
Derudover er D “bekymret” for at Vilja vil vågne om natten og forstyrre andre (hvis der overnatter andre grupper de samme steder som os). Det er dog slet ikke en bekymring hos mig, da jeg ved at det kan være en del af, at have børn… og det har mange andre end os prøvet. Der skal være plads til alle og her tæller også børn, der har opvågninger i løbet af natten. Her taler D’s samvittighed vidst bare anderledes end min.
Endvidere må vi huske os selv på, at turen indeholder uendeligt mange uforudsigeligheder og at det nok fylder endnu mere i en lille bitte Vilja krop, end i vores. Vi kan ikke fortælle hende, hvorfor vi synes det er en helt fantastisk ide, at vandre rundt med fuld oppakning i Jylland og sove i shelter og bivuak. Alt er ukendt og nyt og vi kan ikke gøre andet end selv at finde os til rette i og ved omstændighederne – lade hende se og vide at vi er rolige, har det sjovt og hygger os. Og at hun kan være helt tryg ved tingenes tilstand, for vi er der jo sammen med hende.
Testturen fik mig dog til at genoverveje om det er den rette beslutning, at vi tager klapvogn med til Vilja. Fordelen ved i stedet at tage barnevogn med er, at hun kender- og er vant til at sove i den. Det kunne måske betyde rolige og trygge nætter for hendes vedkommende, fremfor at blive lagt i sovepose i et shelter. Med barnevognen ville vi kunne tage kassen af og sætte ind i shelter eller bivuak. Men barnvognen er knap så terrængående som klapvognen og så er den væsentligt tungere… det skal vidst lige gennemtænkes en gang eller to mere.

Udover disse tanker og nye erfaringer har jeg (selvfølgelig) lavet lidt lister til mig selv. Der er meget at holde styr på forud for sådan en tur, både hvad angår fælles,- personligt- og Vilja-grej. Jeg har derfor en huskeliste til hver af de tre punkter. Og efter sidste weekend kom der lidt ekstra punkter på hver liste. F.eks var D ved at blive sindssyg af at sove uden hovedpude og jeg manglede en lygte.
Indtil videre har grejet indtaget vores bryggers, men når vi nærmer os endnu mere, forestiller jeg mig at indtage den ene ende af vores 3 meter lange spisebord og lægge alt hvad der skal pakkes, op der.
Når vi når så lagt, skal jeg nok dele pakning- og lister med jer. Måske der er andre der skal ud at vandre med en lille størrelse eller familien?
Det kribler allerede i fødderne efter at skulle på eventyr!