1 års fødselsdag i covid-land

I går fejrede vi 1 års fødselsdag for Vilja. Grundet corona-tilstande blev det en lidt anden fødselsdag end vi havde regnet med.
D var på job som normalt, så mig og Vilja hyggede os i løbet af dagen. Ja, ganske som vi plejer faktisk. Da vi stod op havde D sat flag frem på spisebordet og Vilja var meget interesseret i det da vi kom ovenpå.
Efter lidt tumleri og morgenmad pakkede jeg hende i barnevognen og gik en tur i det skønne fødselsdagsvejr, som hun havde sørget for. Det var helt som for et år siden. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg lå og ventede på at skulle bedøves til kejsersnit, mens jeg kiggede ud af vinduerne, hvor den smukkeste forårssol sendte sine stråler ind på os. De minutter inden Vilja skulle komme til verden var magiske på sin helt egen måde – og de minutters stemning ramte mig på min gåtur, så jeg blev helt rørt.
Vilja sov, og der gik jeg så med våde øjne og tænkte på, hvor heldig jeg er. 1 år som mor.

Hjemme igen gik jeg i gang med at bage blåbærcupcakes, så der var den skønneste nybagt-kage-duft, da Vilja var færdig med sin lur. Hun vågnede og var klar til lidt sen frokost og hjalp mig efterfølgende med at pynte kagerne med citronfrosting (hun sad på køkkenbordet og kiggede på).
Dagen forinden havde vi fået en pakke med posten fra Viljas yndlings ikke-oldemor, men den bedste af dem alle. Det er egentlig min mors moster, så jeg ved ikke hvad man kalder hendes relation til Vilja? Jeg kalder den fantastisk, for vi ser hende jævnligt og hun er så skøn at have som en del af Viljas opvækst og er oprigtigt interesseret i hende og os. Ja, hun er vel sådan som jeg kunne ønske mig at Viljas oldemor ville være; hende ser vi ikke rigtigt.
Nå, men hun havde altså været så sød at sende sin pakke til Vilja, når nu vi måtte aflyse hendes fødselsdag i weekenden. Og da kagerne var færdige, fik hun lov til at pakke op.
Jeg lagde den på gulvet foran hende, og hun gik naturligvis hurtigt ombord i papiret og ville smage på det. Det var i første omgang mest indpakningen og ikke indholdet der var spændende.
Lige indtil vi fik pakket helt ud. For i pakken var der bl.a. nogle skønne rasleæg i træ og Vilja elsker ting der kan rasle. Med et æg i hver hånd, kunne hun slet ikke sidde stille og begejstringen var stor.

Da D kom hjem var det tid til kaffe og kage; noget D især havde set frem til – at Vilja skulle have en kage for første gang. Vi er ikke firkantede, men som udgangspunkt får Vilja ikke sukker- og sukkerholdige madvarer før om et år eller to (tidspunkt har vi ikke taget helt stilling til, vi ved bare at det ikke skal være endnu).
Så længe vi kan tilbyde hende noget alternativt, hvis vi f.eks. får et stykke kage, så kan hun i stedet blive tilbudt frugt eller grønt, så vil vi gøre det. Vi må se om det holder, eller vi skulle skifte mening. Men indtil videre er det vores udgangspunkt. Men når man har fødselsdag skal man have kage.
Desuden var vores søde naboer også kommet med en gave – så hun fik sørme lov til at pakke op igen. Kæmpe hit fordi gaven lå i en papkasse, åh de små glæder.

Efter kaffe og kage legede Vilja og D imens jeg kunne forberede aftensmaden.
Og da den var spist, var Vilja mere end putteklar.

I nattøjet kom hun og faldt hurtigt i søvn.
Vi sluttede dagen af med en sludder over en drink, for sådan et år som forældre skulle altså fejres.

Når corona er fortid, satser vi på at samle dem vi oprindeligt havde inviteret til at fejre Vilja og så gøre en hyggelig dag ud af det der. Og ellers har vi heldigvis chancen for at fejre hende igen til næste år – forhåbentlig under andre omstændigheder. Så må vi starte traditionerne til den tid og glæde os over at hun også forstår mere af hvad der sker.
Trods covid og ændrede omstændigheder havde vi en dejlig dag. Det vigtigste var at vi tre kunne være samlet. Vilja, D og mig. Så er alt det andet “bare” ekstra skønt.

# 12 måneder

Hvor skal jeg dog starte og slutte?

Tænk at din fortælling nu har varet et år, Vilja. Det er altså helt skørt, at vi kan kigge tilbage på et helt år med dig, for samtidig føler jeg at du nærmest altid har været her.
Min kærlighed til dig vokser stadig. Jo mere du kan, jo mere bevidst du bliver og giver igen, jo mere elsker jeg dig. At være mor er alt hvad jeg har drømt om og meget mere jeg nogensinde kunne forestille mig. Det er så mange ting, men mest af alt er det FANTASTISK.
Det føles så vigtigt og rigtigt at være mor for dig, og jeg kunne ikke ønske mig en bedre tilværelse end den jeg har med dig og far.

I skrivende stund er du blevet puttet til natten ovenpå en dag, der for dig nok ikke har været synderligt anderledes end alle andre dage. Far og mig sidder og skåler i en Gin&Tonic, for det seneste år er altså værd at fejre. For os er det en stor dag. Tænk sig, at vi ikke længere har en baby. Du er et 1-årigt barn. Og det vildeste lige nu er, at du i går eftermiddags begyndte at gå. Puh, jeg fik helt våde øjne; det var altså stort.
Du forstår efterhånden meget af det der foregår og det vi siger til dig. Det er helt tydeligt, når du er med på, hvad vi plaprer om. Og når der er noget vi beder om, og som du gør, er det med et smil der fylder hele dit ansigt samtidig. Når vi roser dig bliver du så stolt.
Du forstår ord som “danse”, “ryste”, “putte”, “vinke”, “hvor er”, “trøje”, “hue”… jeg kunne blive ved.
I et par uger har du desuden brugt hele hånden, når du har ville pege på noget, men de seneste dage er du blevet mere skarp og peger nu med fingeren i stedet for hånden.

Du er også blevet en rigtig putte- og hyggefis. Du kan lide at lægge i armen eller sidde på armen med hovedet liggende på skulderen. Du bliver glad, når vi finder din dyne frem og du lægger dig gerne ned og hviler på den.
Tuml og tons er der dog også rigeligt af. Alle steder. På dit værelse, som jeg netop er blevet mere eller mindre færdig med i weekenden, har du en lille fdb-stol. Den kan du snildt klatre op på med begge fødder og i går stod du så oppe på sædet, uden at støtte i noget med hænderne. Jeg siger ikke, at jeg fik dårlige nerver (måske bare en lille smule).
Det seneste på tumle-fronten er, at du gerne vil ind i opvaskemaskinen. Nu er det ikke længere tilstrækkeligt at stå og kigge på den
I dåbsgave fik du en Bobles krokodille, som er blevet et hit hos dig. Du kravler op og ned af den, over den, rider på den, bakser rundt med den, så den står på højkant, ligger ned mm. Der er god underholdning i den, og du er glad for at lege med den uden en voksen ved din side.
Derudover er det blevet tydeligt, hvordan du er begyndt at “have lege i gang”. Du finder på noget sjovt og gør det så igen og igen, eller henvender dig til en af os, fordi vi skal indgå i legen.

I sidste uge brugte vi f.eks. mere end et kvarter på at du kastede dine strømper ned på det første trappetrin, hvorefter jeg fiskede dem op, kastede dem over til spisebordet; og i al hast kravlede du over for at hente dem, kravlede tilbage til trappen, kastede dem ned… og sådan blev vi ved og ved. Du er en aktiv pige, må jeg sige.
Musik hører vi også mere end nogensinde, for du er blevet en ægte lille dansemus, og står og vrikker (squatter) så snart du kan høre musik, eller far (ja, jeg har ikke samme evne, åbenbart) synger for dig. Hvis vi kører i bil sidder du og vipper med benene, som en slags siddende dans. Det gør dig glad og er en sjov ting vi kan gøre sammen; danse tosset rundt mens vi griner.
Jeg sørger som regel for at vi mindst én gang om dagen, får afholdt os en lille danse-session, hvor vi har det sjovt til noget forskellig musik. Ej at forglemme at nævne de helt store dansehit for tiden; “Jeg er en papegøje fra Amerika” og “Aben”.

Jeg er begyndt at sætte dig på køkkenbordet, når vi skal lave noget i køkkenet. Det er til stor glæde for dig at være med og du er så god til at hjælpe mig. Det samme gør sig gældende med vasketøjet, hvor du også hjælper mig flere gange ugentligt med at tømme vaskemaskinen og række mig tøjet. Når nu vi skal gå hjemme sammen det næste (forhåbentlig) lange stykke tid, kan du lige så godt allerede nu, indgå i og være en del af de praktiske gøremål.

Det er så skønt hvordan vi ser dig blive et barn, og hvor hurtig en udvikling der sker med dig. Ting skal ikke gentages særligt mange gange, før du forstår dem eller ved hvad der skal ske – så jeg siger tit til far, at du vidst er en kløgtig pige. Han griner bare, for selvfølgelig er du nok ikke meget anderledes end andre børn. Jeg skal nok bare erkende at du til evig tid vil kunne imponere mig med selv de mindste ting.

Tak for et fantastisk år, Vilja. Tak for din tillid, kærlighed og glæde. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden dig – du giver alting en mening. Jeg glæder mig til alle de år vi går i møde. Til at se dig vokse op, forme og opdrage dig. Jeg glæder mig til at lære dig om verden og andre mennesker. Og til at se dig blive et (lille) selvstændigt individ.
Du har jo allerede en mening og din personlighed kommer også mere frem for hver dag der går. Jeg tænker tit på, om den former sig dag for dag. Eller om den er “givet” og så blot kommer til udtryk i takt med at du vokser og bliver ældre. Under alle omstændigheder vil jeg gøre mit bedste for at give dig de bedste forudsætninger for at møde verden.

Alt er nu.
Jeg elsker dig, Vilja.

 

# 11 måneder

Skønneste lille skabning.
Du får livet til at være det hele værd.

De seneste 11 måneder har jeg følt mig som, og været den heldigste. Din mor.

Der er sket mange gode ting den seneste måned. Særligt på ernæringsfronten er der sket store fremskridt og jeg ammer dig (7-9-13) ikke i løbet af dagen længere. Din appetit er helt vild og din nysgerrighed på maden større end nogensinde. Du spiser både godt om morgenen og i løbet af dagen. Aftenmåltidet er lidt afhængigt af, hvad vi får. Og det er også helt okay, for vi prøver jo trods alt at tage tingene i dit tempo – jeg glæder mig bare så meget til, at være ammefri. (Jeg har skrevet et helt indlæg om at amme uden at elske det, som du kan læse her)

Den seneste uge er du blevet interesseret i at gå med os i hænderne. Noget du ellers har været helt uforstående overfor indtil nu. Ligeså snart man står over dig og holder dine hænder, løber du nærmest afsted. Det er meget underholdende.

Vi har også været ude at køre i tog igen. Den ene vej sov du, den anden var du vågen og sad som på billedet opmærksom og nysgerrig og studerede mennesker. Når nogle kiggede på dig, smilte du alt det bedste du havde lært. Du er så glad og tillidsfuld, når det kommer til andre mennesker. Det kommer også til udtryk om fredagen til gymnastik, hvor du egentlig ikke rigtigt har brug for mig. Du glædes ved at tulle lidt rundt alene og opdage og opleve. Det er så fint at se hvordan du klarer ting på egen hånd.

Din måde at lege på udvikler sig også fortsat og jeg elsker at se det. Du leger tit på værelset – både alene og i selskab med mig eller far. Du er glad for at skubbe ting foran dig, for så at kravle efter dem; biler, bolde, flasker. Og så er dine fødder også blevet en del af det at undersøge og lege. Du bruger fødderne til at mærke med, skubbe med og til, i samarbejde med dine hænder, at nå ting. Og alt dette kan lade sig gøre, fordi du evig og altid tager dine strømper af og har bare fødder.
Det er blevet sådan en slags “underholdning”, hvor du trækker sokkerne af og griner eller siger en høj lyd, for at gøre opmærksom på det. Og så griner vi af det sammen. Lige bortset fra når du gør det på bagsædet i bilen, synes jeg det er sjovt.
Nå ja, og så har du fundet på en leg jeg ikke er så stor fan af. Vi kalder den trappe-legen, for det går i sin enkelthed ud på, at du kaster ting ned ad trappen og griner af det bagefter. Med bamserne er det fint, men jeg har godt nok også nogle chok, når jeg har stået med ryggen til og der ryger Duplo eller bøger ned.

Derudover er “putte kasser” begyndt at give mening. Jeg roser dig til skyerne, når du putter en klods i det rigtige hul – ja, du kigger næsten forvirret på mig, fordi min iver er så stor, når det lykkes dig; men det er mit forsøg på at motivere dig til at blive ved. De skal nok blive mere spændende er jeg sikker på, men bare det at du kan se idéen med dem er sjov.
En anden ny ting er din glæde ved sang og musik. Når vi synger for dig herhjemme har du en slags refleks, som går ud på at trampe/sparke med det ene ben, så længe sangen varer. Af og til kombinerer du det med at slå i luften med den ene arm også.

… Ligesom at man taler om forældre der får sin anden ungdom, når børnene flytter hjemmefra, så tror jeg du har fået din anden tumlealder. Du er indenfor den sidste måned blevet tumling med stort T. Du roder rundt på gulvet, kravler op og ned ad ting, lægger dig på de underligste måder, kravler ned i og ind under alt og står med hænderne i gulvet og måsen i vejret mange gange dagligt.

Det allersidste nye er derudover at du har fundet din tunge. Og jeg skal da lige love for, at du er glad for den. Du rækker den ud maaaange gange om dagen og vi kan ikke lade være med at grine ad dig. Det er dog ikke så populært, når du synes det skal ske midt i maden, hvilket sker jævnligt. Hver gang den kommer ud af munden skal du nemlig også lige mærke på den, gerne med begge hænder på én gang.

Det tør vidst siges at jeg har fanget dig på et godt tidspunkt, på billedet her. Tungen ud ad munden, strithår og bare tæer.

Ih, hvor jeg glæder mig til at fejre din første fødselsdag om under en måned.
Elskede forårsbarn <3

# 10 måneder

Så blev du ti måneder. Der er fart over feltet med dig herhjemme, hvorfor det særligt er til min store glæde, at vi har fået gitter for trappen.

Når vi er nedenunder og skal ovenpå, kravler du tit selv hele vejen op ad trappen – ja, og endda som om du aldrig har lavet andet. Jeg går naturligvis lige bag dig og med hænderne ved din side. Det er nok ikke meget anderledes for dig, end at kravle så mange andre steder – men som med alt andet, er jeg yderst imponeret over din kunnen.

Du er blevet rigtig dygtig til at stå selv uden støtte – og gør det også på eget initiativ nu. Hver gang venter jeg i spænding, for at se om du mon flytter det ene ben, men det er ikke sket endnu.

Vores hverdag sammen er ren leg og vi griner, og griner og griner – du griner både når noget er sjovt, men også nogle gange for at få mig til at grine (virker det til). Sådan en rigtig falsk “nu prøver jeg på at fremkalde en rigtig latter-latter”.

I takt med at du bliver ældre, kan vi også mærke at dine rytmer har ændret sig. Det er meget sjældent at du sover tre lure dagligt – nu er vi i stedet nede på to. Det betyder også at du går lidt tidligere i seng, men samtidig sover længere om morgenen. Du vågner som regel et sted mellem 7 og 9.

Selvom du ikke har et sprog, fejler dine kommunikationsevner ingenting! Vi er (næsten) ikke i tvivl om hvad du vil, eller hvordan du har det. Du giver tydelige signaler og bruger mange forskellige lyde. De sidste par uger er du endvidere begyndt at efterligne mere end hidtil og du kan længe ad gangen være helt fokuseret, hvis man sidder med dig og forsøger at få dig til at gentage.
I går sad du hos far, mens han ihærdigt forsøgte “kan du sige far”, “fa-ar” “faaaa-aar”. Og du gjorde alt hvad du kunne, og endte med at få lydende frem, men manglede f-lyden. Jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang far vil gøre sit, til at dit første ord bliver far. Og min kærlighed til jer, når I sidder sådan, er slet ikke til at rumme, for der findes ikke noget sødere. For min skyld må dit første ord hjertens gerne være far.

Samtidig med at du er god til at udtrykke dig, forstår du også mere og mere. ‘Drikke’ og ‘tørstig’ har siddet fast et stykke tid, men nu er du også med på betydningen, når jeg siger “nu kommer far”, for så kravler du ud til hoveddøren og kigger efter ham. Og siger vi “kanin” kigger du rundt efter din sove-kanin. Det er slet ikke til at forstå hvor god du er.

Dit værelse tager form som dagene går. Det er ikke færdigt endnu, men jeg har taget hul på projektet, da jeg godt har kunne lide tanken om, at det var bare lidt hyggeligt, når du skulle til at sove derinde. Du kravler også tit derind og leger selv, hvilket klart er fordelen ved, at det er på samme etage som spisestue og køkken. Vi er jo for det meste ovenpå hele dagen, så det at du kan “gå til og fra” at lege på værelset bliver klart også win på sigt.

Udover leg på værelset er din nye yndlingsaktivitet herhjemme, at stå ved det store vinduesparti i spisestuen og kigge ud. Særligt i hverdagene, hvor der stadig går Lind & Risør folk og arbejder på fællesarealet ud for vores have, er du optaget af at kigge.

Vi har stadig gymnastik og salmesang at passe – begge dele noget du er glad for. Og så har vi lige fundet en flyverdragt til dig i denne uge, så vi nu kan tage på legeplads og slippe dig løs eller få en rutschetur. Det glæder jeg mig til. Efter at have set hvordan du farer rundt fra ende til anden i gymnastikhallen, kan jeg kun forestille mig at du vil elske at lege udendørs på den måde.

Hver dag med dig er en gave, Vilja.
Tænk at alting kan føles så rigtigt og vigtigt på samme tid.
Du er den bedste <3

Syg for første gang

Torsdag morgen da Vilja er stået op, vil hun ikke andet end at hænge på mig.
Hver gang jeg forsøger at plante hende ved yndlingslegetøjet, skriger hun op i vilden sky.
Hun vil ikke spise. Ikke drikke. Og så er hun brændende varm på hovedet, bemærker jeg, da hun lægger det ind til mit, når hun sidder på min arm.

Da jeg skifter hende en times tid senere, tager jeg for første gang hendes temperatur – bare lige for at kunne udelukke feber. Men no wonder at hun brokkede sig; den lille stakkel har knap 39 i feber og er selvfølgelig ved siden af sig selv.
Efter amning og mere hængen-på-armen lægger jeg hende til at sove lur i barnevognen og hun falder heldigvis til ro.
I løbet af dagen og op ad aftenen bliver temperaturen blot ved med at stige og når inden sengetid op på 39,7. Vilja er klattet, pjevset og kogende. Hun får derfor også flydende panodil, som hun sluger uden problemer… og da hun først har fundet ro er faldet i søvn til natten, sover hun da også helt til næste morgen, med kun én opvågning.
Desværre står vi bare op til samme tilstand om fredagen og må derfor droppe gymnastik og øvrige planer.

Sådan er det blevet ved til og med i går. Tid på armen har der været meget af, amninger har der været mange af og smil og grin har været minimalt sammenlignet med hvad vi er vant til.
I morges da Vilja var stået op, sagde D “Så, nu er Vilja vidst tilbage.” Hun både grinede af ingenting, smilede af alting og tonsede rundt i det højeste kravle-gear hun kender uden hæmninger. Hun var helt bestemt tilbage.

Efter sådanne dage med sygdom, sætter vi ekstra pris på, at barslen stadig er i gang og at vi til daglig har et velfungerende, raskt barn.
For der er ikke noget man ønsker højere, end muligheden for at tage smerte og utilpashed fra de små, når de har det skidt. Og det er jo “bare” hverdag for nogle.

Nu kan vi krydse sygdom af på listen over Viljas første leveår, og lad der bare gå lang tid, før vi skal tænke på den slags igen!