Den sidste uges tid er vores ellers velkendte hverdag vendt fuldstændig på hovedet.
Der var fire dage i sidste uge, hvor Vilja ikke sov sin middagslur. Og når man (ja, fordi jeg jo er førstegangsmor) aldrig har prøvet andet end at leve efter lur-tider; så er det altså en forandring af kaliber.

Først var der så mange lure, at det var fjollet at tælle. Det var dengang hun var spæd. Så begyndte der at opstå et system; tre lure på en dag. Så blev det to. Og da hun fyldte 1 år, var vi nede på én lur. Den vi har holdt fast i indtil nu. Den lur, der er udgangspunktet for det meste af min planlægning.
Jeg har en veninde med fire børn; og når vi snakker om lur og planlægning og timing, synes hun vidst tit at jeg tager det for ilde op. At jeg har gjort et for stort nummer ud af, at gøre så mange ting med udgagspunkt i Viljas middagslur.
“Hvis vi skal det, kan vi være der i to timer. Og vi skal senest køre igen 11.30, for at nå hjem til lur. Vi kan før kl. 12 eller efter kl. 15. Er det et sted, hvor jeg kan have barnevognen med; er der et sted med skygge, hvor jeg kan stille hende?”

Men jeg har altid sagt, at så længe jeg kun har Vilja, hvorfor så ikke tage de hensyn og forebehold der giver bedst mening for vores hverdag? Og middagsluren har været mere eller mindre hellig, da Vilja slet ikke har kunne hænge sammen om eftermiddagen, hvis ikke hun havde sovet sin lur. Man må sige, at der er andre boller på suppen nu.Jeg har svært ved at tro på, at vi er nået til middagslurens endeligt. Vilja er 2 1/2 år og jeg tror mere at det er reglen end undtagelsen at de fleste børn sover lur helt op til børnehavealderen og måske også i starten af børnehavetiden. Måske er Vilja bare ikke “de fleste”? Jeg kan jo ikke vide det; alt jeg kan gøre er at se på hende, fornemme, spørge og gøre mig nogle erfaringer.
Og det vigtigste for mig, er at det ikke er mig der “tager luren fra hende”; det er udelukkende noget vi skipper, hvis hun er med på og selv giver udtryk for, at det giver mening sådan.

I sidste uge skete der det, at jeg puttede hende i barnevognen som vanligt, men efter en times vandring og stadig store øjne hos Vilja, der bare lå og kiggede, spurgte jeg hende, om hun skulle sove.
“Vilja ikke træt mere”, svarede hun. Jeg har den seneste uge prøvet flere forskellige tilgange af. Andre spørgsmål, “putte” hende igen osv. Flere dage har jeg gået rundt i en time uden hun falder i søvn og da det under normale omstændigheder i gennemsnit har taget 15 minutter, er der noget der siger mig, at vi bevæger os i en anden retning.
Som med så meget andet i moderskabet er det måske bare en fase? Jeg venter spændt på at finde ud af det og stopper heller ikke med at prøve og/eller tilbyde Vilja sin lur endnu.

Jeg skal være ærlig og indrømme, at når jeg har tænkt på den dag, Vilja ville stoppe med at sove til middag, har det været med en frygt i tankerne.

Jeg har tænkt tanker som hvordan vi så skulle få vores hverdag til at hænge sammen ift. de ting jeg laver i Viljas lur, ift. forberedelse af aftensmad og meget mere. Jeg har slet ikke tænkt på alle de gode ting det bærer med sig. Nye muligheder for at være ude af huset, tage på tur uden at planlægge efter lur, være afsted uden barnevogn, lave længerevarende aktiviteter samt inddrage Vilja endnu mere (om muligt) i de ting jeg laver.Så selvom det vil kræve nytænkning fra min side og omprioritering af mine arbejdsopgaver og des lige, så ser jeg det som en fordel for det hjemmeliv og de drømme jeg har for netop dét.
Det er dog stadig noget jeg lige skal finde ud af og vænne mig til. For én ting er vores timer i løbet af dagen; noget andet er at Vilja i disse dage er putteklar kl. 18 grundet den manglende lur. Det betyder aftensmad ved 16.30-tiden, hvor Dennis ofte lige er kommet ind ad døren fra arbejde.

Alting kræver tilvænning, men jeg ved at det nok skal gå godt og jeg vil som den optimist jeg nu engang er, fokusere på de positive ting denne forandring bringer med sig. Om det så er nu eller på et senere tidspunkt.