Jeg mangler dig hver dag, hele året.
Men på en dag som i dag, endnu mere. Fars dag. En dag jeg ikke har nogen erindring om, at have “fejret” med dig. En dag, hvor der hyldes og tales og sættes fokus på fædre. Og når man som jeg, ikke har en far her på jorden, bliver det i stedet en påmindelse om lige netop dét.

En påmindelse om det savn og den sorg jeg for evigt vil bære med mig. Den del af mig, der mangler og aldrig bliver hel.

Øv, hvor er det uretfærdigt, at jeg ikke har dig.
Sommetider tænker jeg på, hvordan hele mit liv havde været anderledes, hvis ikke vi havde mistet dig. Det er underligt at tænke på.

Den ene dag tager den anden, men på dage hvor jeg tænker på dig, bliver de samme spørgsmål ved med at poppe op. Hvorfor? Hvordan? Det er næsten en umulighed for mig, at acceptere, ikke at kende svarene – men den største umulighed er at acceptere, at jeg har mistet dig. Det kan jeg ikke.
Ja, tiden gør det “nemmere”. Eller, den gør i hvert fald, at de vilkår man er sat i, er nogle man vender sig til, at leve med. Sådan er det også med andre ting end at miste eller have mistet.
Jeg læste for nogle år siden en fantastisk god (og meget rørende!) bog om en far med en “usynlig” søn. Sådan fortæller han om sin søn, efter at have mistet ham.

Og en af de pointer jeg især tog med mig fra den bog, var netop at det at have mistet, ikke er noget man skal komme videre fra. Det er noget man skal lære at leve med.

Det giver nok mest mening, hvis man selv kan perspektivere det til en lignende situation – for udefra tror jeg de fleste har det med at tænke (og sige højt) at jeg vel også er kommet videre. Jeg har svært ved at forestille mig, at det er muligt at komme videre, hvis man mister en så tæt på, som det har været for mig, at miste min far. Men det er det nok for nogle.

Jeg har aldrig talt om dig, som usynlig. Men jeg taler om dig, som en stjerne. En følgesvend.
Det er længe siden jeg har drømt om dig, men det kommer i perioder. Lige for tiden har jeg et hav af tanker om fremtiden – og det fylder også i mine drømme.
Måske du kan hjælpe med at pejle i den rigtige retning? Give mig et tegn og vise vejen?

Jeg håber at se dig igen en dag, far.

I forrig uge, havde Vilja og mig den skønneste dag i Ådalen, hvor vi var på mikroeventyr.

Jeg har længe tænkt på at tage på en heldagstur, og netop tage f.eks. trangia med og lave noget mad på den. Vi har selvfølgelig været på mange dagsture, hvor det har været fint med en madpakke; men af og til, er det også sjovt at gøre noget mere eller noget andet.

Denne gang havde vi derfor pandekagedej med, til at bage på trangiaen. Og så var der selvfølgelig også kaffe, så jeg havde det, til når Vilja sov.

Vi elsker begge to, at være på tur og denne dag var ingen undtagelse. Som det jo er så skønt med børn, så behøver der ikke være meget mere end et par sten og en pind, så finder de på noget. Så Vilja lige dele hjalp mig med pandekagebagningen og hoppede rundt på sten og legede fangeleg.

Og som I nok har bemærket, så havde vi en veninde med. Derfor alle de fine billeder. Emma fra min tidligere mødregruppe tog nemlig med, for at sludre med mig, når Vilja sov og for at tage nogle billeder af os, når hun var vågen. Det var en fornøjelse og nu kan jeg glæde mig over alle de hyggelige billeder hun fangede af mig og Vilja. Det er meget besynderligt at se igennem, når jeg ikke er vant til at se vores interaktion med “fremmede” briller – det er godt nok noget andet, end fra eget perspektiv.

Vi må snart afsted med trangia igen. Jeg arbejder på højtryk, for at få D til at sige ja til en weekendovernatning i shelter et sted. Bare ham, mig og Vilja. Jeg ved ikke om jeg sælger idéen dårligt – for han er ikke ligefrem ved at falde bagover af begejstring. Det kunne være så hyggeligt med sådan en tur; og så vil jeg enormt gerne finde ud af, hvordan Vilja ville agere i det. Der er sket meget siden sidste sommer, hvor hun tog det i stiv arm, da vi sov i shelter på Hærvejen 6 dage i stræk.
Men jeg har besluttet mig for noget; hvis ikke D ender med at sige ja, så spørger jeg enten en veninde eller tager afsted alene med Vilja.
Hun kan lige så godt blive introduceret – for jeg elsker det og saster stærkt på, at vi skal gøre den slags flere gange om året i løbet af hendes barndom.

Hvis du er nysgerrig, deler Emma mange hverdags- og fotoprojekter på instagram – find hende her