Forrige uge blev min og Viljas ellers så velkendte hverdag i hinandens selskab brudt op og erstattet af noget helt andet. Jeg havde sagt ja, til at passe Viljas ven (og nu min venindes søn) frem til at han i dag skulle starte i vuggestue. Grundet jobstart havde de et hul på halvanden uge, hvor jeg så tilbød at hjælpe.

Det var enormt spændende og lærerigt og jeg så frem til at skulle have de to alene, planlægge aktiviteter for os og se deres interaktion fra afstand. Endvidere blev det en uge der satte mange tanker i gang i mig ift. hvad jeg vil på længere sigt og hvad jeg skal lave i takt med, at Vilja bliver ældre.

Hele ugen var vi hjemme hos Oliver, da han er så priviligeret at have en skøn have med legestativ og diverse køretøjer, hvilket vores have på ingen måde byder på endnu. (Vi bruger fortsat undskyldningen om, at vi er startet med indretningen indenfor og at haven er næste store projekt) Desuden synes jeg ogå selv, at det gav god mening at Vilja og mig kom til hans trygge rammer, hvilket ikke betød noget for Vilja, der havde mig med.

Ugen gik hurtigt og jeg var helt ærgerlig, da vi nåede fredag. Vilja havde vænnet sig til, at vi skulle ned til Oliver og spurgte hver dag, når vi spiste morgenmad “ned til Oliver?”.
Da jeg lørdag morgen sad med Vilja over morgenmaden og hun igen spurgte, fortalte jeg hende at det var weekend og at vi ikke skulle passe Oliver mere. “Seeeerrr” (senere), svarede hun så.

Vi startede ugen med regn og udeleg, tegninger og fangeleg. Tirsdag bagte vi boller i fællesskab og Oliver, der ikke havde meget erfaring med dej, var simpelthen så skøn at iagttage, da han første gang fik dejen i hænderne. Han trak det fra hinanden, duftede, mærkede og holdt dejen i strakt arm, indtil den af sig selv faldt på bordet og derved delte sig.
Vilja startede med at ælte og slå på dejen. Jeg havde fundet rosiner frem og fortalte at vi kunne lave bamseboller, ved at bruge rosinerne som næser og sætte små ører på bollerne. Den idé var der blandet opbakning til. Vilja og Oliver fik lavet deres eget bud på bamseboller og da de begge sov middagslur, færdiggjorde jeg dem jeg selv havde lavet, ved at tegne på dem med kakaoglasur.
De var så søde, da de vågnede og jeg viste dem resultatet af mine kreationer; Vilja har snakket om “bamsebotter” lige siden.
Og ja, Oliver elsker edderkopper, så sådan en var jeg jo også nødt til at lave 🙂I løbet af ugen nåede vi også en tur på stranden til stor glæde for begge børn. De kastede med sten, rodede i skum, undersøgte tang og fandt sten og muslinger vi skulle have med hjem.
Inden hjemturen fik de juice og nybagte bananpandekager, som vi havde lavet inden vi tog afsted.

Hjemme igen skulle vi bruge nogle af vores fund til at lave sanseflasker, som udover muslinger og sten også indeholdt glimmer og små Hama perler.Inden jeg fik set mig om, var det fredag og en hel uge gået.
En hyggelig, lærerig og givende uge, hvor jeg både fik muligheden for at se nye sider af Oliver og Vilja.

En uge hvor relationen mellem de to blev styrket på så mange parametre og en uge hvor jeg pludselig blev i tvivl hvorvidt jeg på længere sigt, skal lade det at passe børn, være “mit kald”.

Ikke at jeg kunne drømme om at arbejde i institution, men det at danne rammerne for og om sådan et lille fællesskab med 3-4 børn… det kunne jeg på en eller anden måde se mig selv i. Jeg skal være ærlig og sige, at det ikke er første gang at dén tanke har strejfet mig. Allerede da vi startede med at snakke hjemmepasning, havde D og jeg en snak om hvorvidt det skulle være for flere børn end Vilja.
Det er dog megt nemmere at forestille sig nu hvor jeg har fået en smagsprøve. For jeg ved godt, at én uge ikke er lig med hvordan det vil være, hvis det er det jeg laver.

Samtidig med at tankerne om en hverdag som hjemmepasser, dagpleje eller hvad vi skal kalde det er kommet til mig på ny, gik det også op for mig, hvad jeg så skal give afkald på.
For en uge var det intet problem. Men hvis det var sådan “for altid” (forstå mig ret, på længere sigt). Det vil betyde at jeg ikke “bare” kan tage i en hverdagstur til svømmehallen, biblioteket, eller som i dag, hvor Vilja og mig har haft besøg af en veninde og hendes søn… den slags vil ikke fungere i rammer hvor jeg også tager mig af, og har ansvaret for andres børn.
En meget stor del af vores hverdag (som dog har været en del på pause grundet corona) er at ses med veninder med børn, legeaftaler og se andre således at både Vilja og jeg har en gevinst herved. De vilkår vil også være væsentlig anderledes. Jeg ville aldrig tage 3-4 børn med på tur i ZOO; og at kunne netop det med Vilja, er noget af det jeg elsker mest ved den måde, vi har indrettet vores hverdag på.

Udover at det var en uge med mange nye erfaringer, var det også en uge, der i allerhøjeste grad understregede for mig, hvor meget jeg har Vilja med i løbet af dagen. Hvor mange små praktiske ting vi klarer sammen i løbet af en dag, og hvor meget der pludselig er at tage sig af, når vi 5 dage i træk var ude af huset i alle dagtimerne.
Normalt er rengøring, vasketøj og indkøb ting vi gør sammen i løbet af ugen. Og ingen af de ting kunne jeg klare med Vilja eller mens hun sov – det er vildt hvor stor en forskel det gjorde. Lad mig bare sige, at det er længe siden jeg har følt mig så bagud med vasketøjet, ha ha.

Jeg er mere end nogensinde i vildrede. For samtidig med, at jeg ved det kan give Vilja noget godt at indgå i et mere fastlåst fællesskab, som jeg kan sætte rammerne for, så er jeg heller ikke det mindste i tvivl om, at det er en kæmpe gave at have den hverdag vi har nu. Den frihed til at gøre som vi vil, når vi vil.

Jeg er endnu ikke klar til, at give afkald på det vi har. Men det har åbnet mine tanker for noget nyt, at jeg fik lov at holde en uges dagpleje for de to skønne <3