Indbegrebet af mine tidlige ungdomsår var at være noget  – gøre noget – for andre. Vise overskud og dele overskud ud. I virkeligheden handlede lige netop dét, nok mest om, at det så var nemmere at lægge låg på alt det jeg selv følte. Alt det der i mit hovede, gjorde mig forkert. Skam og angst.

Det slår mig nogle gange, hvordan det overhovedet er lykkedes mig at komme videre; hvordan jeg nåede hertil, hvor jeg er i dag. Hvordan jeg kom ud af det tankespind, der fyldte mit hovede de fleste af mine vågne timer i hele mit sidste gymnasieår og lang tid derefter. Hvordan det først rigtig blev godt, da jeg mødte D og sidenhen blev mor til Vilja.
Jeg har den seneste tid været sat helt tilbage. Været gået i stå. Jeg har været tilbage i et lignende trummerum af tanker, som dengang i gymnasiet.

Jeg har ikke følt mig i stand til at skrive noget, der var “vigtigt nok” til at dele. Intet har føltes rigtigt og jeg har ikke kunne finde mig til rette i alle de ting jeg ellers elsker og bare gør.

De ting jeg foretager mig, siger, fortæller, har fået en ny betydning. Omend jeg ønsker det eller ej, bliver intet som det var. Og dét bruger jeg en del energi på at finde ud af. Acceptere.

Som 3-årig mistede jeg min far; men siden da har jeg ikke prøvet eller været tæt på at miste nogen, der var så tæt på mig. Det har jeg nu. Og jeg har mange gange de seneste måneder tænkt “hvordan havde jeg overhovedet klaret det, hvis jeg skulle have forholdt mig til en ny verden uden min bror”. Jeg mener, med den grad af påvirkning ulykken har på mig, så tør jeg slet ikke tænke førnævnte til ende.

Jeg græder stadig over ulykken og tankerne om den. Jeg græder hvis jeg en søndag morgen får kigget på klokken… for så tænker jeg “det var nu vi sad i bilen, på vej til hospitalet. Nu vi stod udenfor og ventede på at komme ind og se ham”. Jeg græder også, når jeg ser eller hører en lægehelikopter. Ja, jeg græder nu.

Det ér barskt at blive udsat for så voldsom en forskrækkelse. Kroppen når at forberede sig på det værste. Afventer.
Derudover at være uden en eneste mulighed for at være noget. Vi måtte jo ikke komme på besøg. Det var svært at være i, oveni forskrækkelsen. For det gjorde det om muligt endnu sværere at forstå, at han (min bror) fem dage senere kunne sidde hjemme i sofaen og drikke kaffe igen. Jeg havde ikke oplevet noget imellem respirator-billedet og klip så til fredag aften hjemme i stuen.Jeg har ikke holdt fingrene i ro, selvom I ikke har hørt fra mig. Jeg har skrevet-og-skrevet-og-skrevet. Det har bare føltes meningsløst at udgive og dele, men jeg begynder at mærke forandring. Og det er så dejligt.

Tilbage til de tidlige ungdomsår, mærkede jeg dengang den største modgang efter hændelsen på Roskilde (læs indlægget her). Min psykiske tilstand svingede og jeg vidste aldrig selv hvad jeg ville hvornår, eller om jeg var god nok.
Dengang knoklede jeg fra morgen til aften, mens andre så på og spurgte “hvordan kan du klare at arbejde så meget, samtidig med at du går i gymnasiet?” “Sover du slet ikke?”, “Hvornår laver du lektier?”

Svarene havde jeg altid klar. Det var de samme evigt og altid. For samtidig med at jeg passede 3-4 forskellige jobs som henholdvis børnepasser, gymnastikinstruktør, rengøringshjælp og cafémedarbejder, så passede jeg skolen. Nej, jeg sov ikke meget. Ikke nok. Men når jeg var i gang, var der ikke meget plads efterladt til dumme, uhensigtsmæssige tanker.
Efter gymnasiet blev det heller ikke bedre. Min tid blev dog fordelt anderledes og i andre job. Samtidig med at jeg altid var klar på besøg, altid klar på at komme ud. Altid klar med en hånd, et lyttende øre eller…
Jeg flyttede hjemmefra, men følte mig indespærret, ensom og trist, når jeg var alene mellem lejlighedens fire vægge. Det blev aldrig rigtigt og godt indeni mig.

Og så mødte jeg D. Gudskelov for det. Kærligheden fik lov at overskygge dårlige tanker og jeg blev værdsat af et andet menneske – elsket på en ny måde og jeg begyndte at være glad ved mig selv igen.

Den seneste tid har mængden af tanker der overskygger rationelle ting, været ligesom dengang.

Denne gang har jeg bare ikke forsøgt at være noget for nogle andre end D og Vilja. Og det har været skønt og været nok. Jeg har ikke forsøgt at løse mine udfordringer ved at gemme dem væk og hjælpe andre – for jeg har lært af mine erfaringer.

Jeg har lært at huske mig selv og være åben og ærlig. Og denne gang handler det om at være i livet efter en forskrækkelse jeg sent vil glemme, hvor det tidligere har handlet om selvværd, selvtillid og en på alle tænkelige måder anden traumatisk oplevelse.

Det glæder mig at mærke, at jeg rent faktisk er kommet til et sted i livet, som jeg dengang det så allermest mørkt ud, ikke troede var muligt at ende i igen. Og jeg er ikke denne gang sunket ned i et hul eller kæmper med hverken selvtillid eller selvværd. Jeg kæmper med et enormt chok, som min krop er blevet udsat for.
Og jeg ved, at det går i den rigtige retning. Som jeg fortalte en veninde i går, så var det de første par uger ALT jeg på den ene eller den anden måde, kunne linke til ulykken. Min mor der ringede, ligesom hun gjorde den dag. En ambulance der kører forbi og der var jo også ambulancer den dag.

Sådan er det ikke længere. Nu er det mere direkte forbindelser, som sætter mine tanker tilbage til alt hvad jeg oplevede og gennemgik den dag. Det er som tidligere skrevet stadig lægehelikopteren, at se andre forulykkede biler eller at køre forbi ulykkestedet, hvilket jeg gør hver gang vi skal hen til min mor.

Forbindelserne der vækker tankerne er skiftet og derfor ved jeg, at jeg rykker mig.
Små skridt er også skridt i den rigtige retning.

Jeg ved, at jeg går en bedre tid i møde. Og jeg ved, at det jeg gør er det rigtige – nu glæder jeg mig til at vende tilbage herinde!

Tak for jer.