Når noget har været svært og fyldt meget i mine tanker, har jeg svært ved at komme tilbage. Det er udfordrende for mig at komme væk fra lige præcis det, jeg gerne vil væk fra. Og sådan er det gerne, når der er noget man helst ikke vil tænke på eller tillægge betydning, for så sker det modsatte.

Det gør det udfordrende at skrive herinde. Jeg har så meget godt, der venter. Så meget på hjerte. Men det har virket helt forkert at dele før nu, for jeg har ikke haft hovedet med. Tanker, opskrifter, interview og des lige må vente lidt endnu.

Jeg er på vej tilbage. Det går meget bedre.

Det er snart fire uger siden, at jeg var bange som aldrig før. Nervøs, som skulle jeg op til alle mine eksaminer fra gymnasiet på én gang… og ked af det i en sådan grad, at tårerne ikke kunne stoppe.

Jeg er meget taknemmelig for stadig at have min lillebror. Og den glæde og taknemmelighed prøver jeg på bedst mulig måde at bruge konstruktivt. Han vil synes jeg er fjollet overhovedet at skrive og have det sådan her. For han er her jo. Han er okay.

Der er ikke noget i min erindring der har bragt mig i så meget ubalance før. Ikke på denne triste, frygtende måde. Jeg har før været langt nede, men det her har været anderledes.

Tak for at I stadig er her. I hvert fald i følge tallene.