Mit bedste bananbrød

Det er i stimer at vi bager bananbrød herhjemme. Lige for tiden er vi inde i en stime. Indenfor den sidste måned har vi næsten bagt det ugentligt.
Og lige nu har vi sågar et liggende i fryseren.

Det er sødt, mætter godt og er perfekt som snack på turen, til aftenkaffen eller til en nem morgenmad.
Her får I min opskrift:

4 modne bananer
80 g rugmel
170 g fuldkornsmel eller grahamsmel
1 tsk bagepulver
2 tsk vanilje
3 tsk kanel (kan udelades)
1 æg
2 spsk olie
3 spsk honning

Bananerne moses og blandes med de øvrige ingredienser.
Det gør det også meget børnevenligt – for rækkefølgen det blandes i er ligegyldig og der skal hverken bruges håndmixer eller andre køkkenmaskiner. Hvis blot ingredienserne er fremme, kan I nemt blande, veje og mose i fællesskab.

Brødet bages i en smurt brødform eller beklædt med bagepapir ved 180 grader i ca. 50 min.Som nævnt egner det sig godt til nedfrysning og et tip herfra er at skære det i skiver, inden det kommer i fryseren. Jeg plejer at lægge mellemlagspapir mellem skiverne, for så er det altid nemt at fiske en enkelt skive op, hvis ikke du skal bruge mere. Det gør vi tit, når vi skal ud at gå eller køre.

Jeg håber I kan bruge opskriften,
Har du bagt bananbrød før?

Min plads i søskendeflokken og relationen til min mor

Da jeg blev født var min mor 24 år. Og da jeg var bare 15 måneder, blev min lillebror født.
Som 6-årig blev jeg storesøster igen – denne gang til en lillesøster og da hun var knap 15 måneder, fødte min mor sit fjerde barn; endnu en lillebror.
Jeg kan selvsagt ikke huske tiden uden søskende. Og mine søskende har aldrig prøvet andet. Til gengæld kan jeg huske hvordan det var dengang det bare var min ældste lillebror og mig. Jeg kan huske da mine to mindste søskende kom til verden og hvordan det var at blive storesøster der.
Fra de blev født og frem til i dag gemmer sig alt fra sommerferier, hulelege i haven, cykelture uden forældre, tid i køkkenet, glæden ved at være den storesøster der fulgte “de små” i skole og hentede dem i børnehaven da den tid var, i mine erindringer. Ja, minderne er naturligvis mange og er som udgangspunkt med alle mand inkluderet.
Jeg har aldrig haft min mor for mig selv og jeg kan ikke komme i tanke om nogle ting jeg har lavet, hvor det bare har været min mor og mig. I særdeleshed fordi mine søskende var små, da jeg nåede den alder, hvor det ellers havde givet mening, at hive mig med i biografen eller på cafe uden de andre. Der var brug for min mor et andet sted og det er et vilkår jeg har været barn under altid. Hermed ikke sagt, at jeg ikke har værdsat mine søskende og de oplevelser og minder det (i stedet) har givet at have dem; for jeg har aldrig kendt til andet.Det er først for nyligt jeg er begyndt at reflektere over, hvad jeg ikke har “fået” kva at jeg er storesøster i vores flok.
Jeg har nydt at være storesøster og gør det stadig. Det er til tider en anelse anstrengende, men på en tålelig måde. Vi hviler alle sammen i de roller vi er født ind i og det betyder f.eks. for mit vedkommende, at jeg har fået rollen som “initiativtager” og gerne skal komme med løsninger og svar. Det er sådan min plads og rolle har været i familien det meste, hvis ikke hele min opvækst som storesøster og det hænger åbenbart ved.

Jeg ville aldrig have lyst til at vælge mine søskende fra eller ønske mig at min opvækst havde været uden dem. Men jeg kunne godt have ønsket mig, bare nogle gange, at have fået følelsen af, at “der kun var mig”. Få lidt udelt opmærksomhed, som kunne styrke det bånd, jeg har til min mor.
Og sådan har vi nok alle sammen noget, vi godt kunne tænke os og ikke har fået. Om det så er i barndommen, ungdommen eller voksenlivet.

Når jeg hører hvordan weekenderne foregår “derhjemme” nu, så er min mor og søster ude at gå tur, drikker kaffe sammen og tager på IKEA tur. I hverdagen spiser de morgenmad sammen og jeg mærker tydeligt hvordan jeg føler at min søster (som nu er den eneste der bor hjemme) kender vores mor på en anden måde end mig. Hun kender hende bedre. Og selvom det giver god mening, er det ret pudsigt at have det sådan.
Da jeg boede hjemme, boede alle hjemme. Hverdagshjulet kørte med logistik og praktik. Hvem skulle til fritidsaktivitet hvornår, hvem var hjemme til aftensmad, hvornår skulle vi spise, hvis flest skulle være med og indimellem alt det var der indkøb, vasketøj, arbejde, lektier og…
Derfor er de stunder, som de har derhjemme nu også nogle der først er plads til nu. Vi er alle blevet voksne og livet er et andet nu. Vi har jo hver vores.

For det meste tænker jeg; hvor er det skønt at min mor og søster netop har det, som de har det. Hvor er det dejligt at min søster også får det med.
Og samtidig, at i og med at jeg kun har Vilja, så bliver vores dage, stunder og weekender forhåbentlig i retning af det. Jeg håber i hvert fald på en lige så tryg og god relation med Vilja, som jeg ser min søster have til vores mor nu.