I efteråret tog vi fat på en ny del af personliggørelse og indretning i vores (hvad jeg stadig føler er “nye”) hus. Vi har boet her siden sommeren 2019, men er stadig i gang med at indrette os. Forstået på den måde, at vi fortsat (i nogle rum) mangler ting på væggene, de rigtige lamper osv.
Vi har ikke travlt, men samtidig er det nu også meget rart, hver gang der er en ny ting at sige “tjek” til.

Det var blevet tid til at få farve på nogle af væggene. Først bestilte vi maling til entre og den store væg der forbinder over- og underetage – husets største væg, da den følger trappen ned fra spisestue til stue og på sit højeste punkt er 5 meter.
Da vi havde fået malet dér så de andre vægge pludselig endnu mere hvide ud… så vi fortsatte projektet i flere af husets rum. Fuldstændig som havde vi aldrig lavet andet, brugte vi mange aftentimer på at søge pinterest tom for billeder af de farver vi overvejede at male. Og så bestilte vi rum for rum, for rum.

Mit første tip, hvis du skal male derhjemme er derfor også at søge på f.eks. Pinterest på den maling du overvejer. Vi har udelukkende malet med Jotun (mere herom senere) og der er tonsvis af billeder at finde af netop deres farver. Vi har på intet tidspunkt kigget på farvekort, men i stedet set på andres malerprojekter og er både blevet inspireret og klogere herigennem.

Tre steder i huset er vi endt med at male med kalkmaling, de øvrige steder har vi brugt almindelig vægmaling.

Nedenfor kommer billeder af alle de rum vi har malet, så I kan se farverne. Derudover har jeg også noteret farvekoder, hvis I skulle have lyst til at male med nogle af farverne.

På begge vores badeværelser har vi malet med farven Joutn lady pure color Laurbær – 8302
Det er en meget smuk og lys grøn farve som bidrager med rar og ren stemning i badeværelserne.På den store væg i stue/spisestue har vi malet med kalkmalingen Jotun lady minerals Deco pink – 2782.
Udover højdeperspektivet med de 5 meter på højeste punkt, var der ikke de store udfordringer i at male denne væg. Vores oplevelse med kalkmaling er at det er super nemt at arbejde med og ikke kræver nogle særlige færdigheder. Alt det kræver er en grov facadepensel (vi blev anbefalet den af malgodt.dk) og derfra er det bare om at male forskellige strøg i alle retninger. Op, ned, skråt, sidelæns. Jo mere “uperfekt” jo mere struktur i malingen som slutresultat. De tre steder vi har malet med kalkmaling, har væggene fået to gange. Det synes vi gav den bedste finish.
I soveværelset har vi malet med Jotun lady pure color Mørk aubergine – 3207.
Den lilla farve passer perfekt sammen med vores mørkeblå seng og har til sammen skabt lige præcis den ro vi ønskede os. Vi har malet to vægge i soveværelset. I vores entre blev vi enige om at vælge kalkmaling for det rustikke look og for en mindre sart væg.
Farven her hedder Jotun lady minerals cashmere – 10683.
Noget af det vi også elsker ved kalkvæggene er det udtryk de får – væggen ser forskellig ud fra alle vinkler og det er ret fængende synes vi.Viljas værelse fik også en omgang med kalk. Jeg kunne slet ikke stå for denne farve og er en sucker for jordfarver. Det er blevet så fint og varmt med netop denne farve.
Hos hende har vi også kun malet to vægge.
Farven hedder Jotun lady minerals rustik terracotta – 2771.
På D’s søns værelse var han med til at vælge farve. Han faldt (heldigvis) selv for denne grønlige farve, som også har et meget forskelligt udtryk alt efter hvor I rummet man står og hvordan lyset falder.
Mens vi i alle andre rum, føler vi har fået de farver vi forventede efter at have søgt nettet tomt, overraskede denne os. Det var dog ikke til den dårlige side, men de billeder vi havde set af farven på forhånd gav os et indtryk af at det ville være mere turkis end grøn, når vi malede.
Farven hedder Jotun lady pure color balanse – 6325
I stuen gik vi efter at få helt ro på. Samtidig med at vi gerne ville introducere en ny farve som passede med den grå sofa og vores mørkegrønne marmor bord. Det er blevet lige som vi håbede på. Stuens to største vægge er blevet malet med farven Jotun lady pure color deco blue – 4477 resten er stadig hvide. Nu er vi mere end nogensinde før, på udkig efter lamper, for selvom det er skønt med en mørk farve, så sluger den (selvfølgelig) en del lys.

Vi har stadig et par småreparationer hist og her, hvor jeg har været for gavmild med at male ud over malertapen (det er kun sket to-tre steder!) men ellers er vi i mål for nu. Næste gang vi skal male, bliver det i køkkenet; men der skal først et par andre ting på plads der.
Det er helt utroligt, hvor stor forskel det gør, at bruge farver i indretningen. Vi er både blevet mere bevidste herom og derudover også mere modige ift. at at bruge det på andet end vægge.
Jeg glæder mig til at vise jer lidt mere boliginspiration på et tidspunkt, når vi er i hus med flere af vores ønsker.
For nu vil jeg slutte af med et par fifs og så ellers sige god malelyst, hvis det har vækket noget i dig, at læse med her. Desuden vil jeg nævne, at vi har købt al maling og tilbehør hos malgodt.dk og oplevet fremragende service. De leverer dag til dag til din hoveddør, svarer hurtigt i chatten, hvis man har brug for hjælp og har en overskuelig hjemmeside. Derudover leverer de næsten alle farver i 3-4 forskellige størrelser (antal liter). Blot et tip!

Og her kommer så det sidste:
– Vælg en bred malertape
– Overvej glansen på din vægmaling. Vi har valgt en super-mat vægmaling som desuden er vaskbar, når den er færdig med at hærde.
– Træk malertapen af, mens malingen stadig er våd. Så er du garanteret de skarpeste kanter.
– Afmontér kontakter i stedet for at tape dem ind
– Mal to-tre lag alt efter hvilken farve du dels maler med og dels har som underlag

Hvordan bruger I farver hjemme hos jer?

I en tid hvor ordet “krænkelse” bruges som aldrig før, er jeg personligt bange for at vigtige sager drukner. Min egen sag er ikke druknet. Den er aldrig kommet frem.
Men i dag har jeg besluttet mig for, at dele den.

Den opmærksomhed krænkelser har fået i den offentlige debat er overvældende. Og jeg ved stadig ikke hvilket ben jeg skal stå på og hvad jeg skal synes, om kvinder der tager 10-15-20 år gamle sager op. Det er heller ikke pointen her. Men med det fokus der er kommet, er noget blevet vækket i mig. Min egen oplevelse fra den sommer hvor jeg var 18 år og på festival for første gang, har igen fundet op til overfladen.
Jeg har haft den pakket væk længe. Lært at oplevelsen bor i mig og aldrig forsvinder, accepteret at detaljerne fra den nat, er noget af det jeg husker aller tydeligst, når jeg tænker tilbage i tiden.

I 2012 og 2013 var jeg på Roskilde Festival. Begge gange boede jeg i camp med en pigegruppe fra min gymnasieklasse. Første gang jeg var afsted gik vi i 2.g. Og anden gang, i 2013, var vi lige blevet studenter og kommet hjem fra vogntur, da vi skulle ned til festivalen og ligge i kø.
Det blev aldrig rigtig en succes at være afsted, for min oplevelse af at være på festival, blev ødelagt allerede det første år… jeg ville bare ikke være den, der ikke kom med igen. For “hvorfor skulle jeg ikke det” og “det er en perfekt afslutning på gymnasietiden” …ja, de gode grunde var der mange af. Bare ikke hos mig.

Generelt var den der festival-præmis en udfordring for mig, da jeg havde det enormt anstrengt med bakterier og urenhed dengang i gymnasiet.

Jeg havde derfor sikret min billet til festivalen ved at arbejde frivilligt, fordi “jobbet” inkluderede toilet med rindende vand og fine badeforhold. Derudover var det rart med en pause fra lunkne øl og dåsemad, når vagterne skulle passes.
En aften på festivalen i 2012 var vores camp taget på besøg hos en anden camp. Der skulle være fest i deres område, med mange andre vi kendte. Folk stimlede til, der midt i mudderpølen i de sene aftentimer. Det blev nat og mørkt. Festen fortsatte. Og så blev det for meget for mig at være i.
Der var for mange mennesker for tæt sammen og jeg var ikke i humør til at indtage mere alkohol, hvorfor det virkede som det mest tåbelige sted at opholde sig.
Jeg trak mig, uden at nogen bemærkede det og vendte næsen mod vores egen camp, hvor jeg havde planer om at lægge mig i teltet, som jeg delte med to veninder.På vej tilbage møder jeg ham så.

Han spurgte til, hvor jeg skulle hen og om vi skulle gå over i hans camp i stedet. Han boede lige ved siden af, hvor vi stod. Jeg takkede pænt nej, sagde jeg var træt og skidt og gerne ville finde mit telt.
Mere nåede jeg ikke at sige, så havde han allerede fat i min arm og trukket mig med over i sin camp.
Vi blev mødt af høj musik og to-tre andre drenge. De forduftede lige så snart vi var kommet til campen.

Han skubbede mig ind i et lille telt der stod i hjørnet af campen og jeg bad mange gange om lov til at gå. Det måtte jeg ikke.

Han begyndte at tage tøjet af, bad mig gøre det samme.
Jeg gjorde det, men havde samtidig lyst til at skrige af mine lungers fulde kraft.
“Hjælp” hviskede jeg.

Han reagerede ikke på det. Og den højtspillende højtaler lige uden for teltet, ville også have druknet min stemme, allerede inden den havde forladt min mund, hvis jeg havde forsøgt af råbe.

Han voldtog han mig.

Da det var “overstået” gik jeg tilbage til campen, i hvad jeg følte som en choktilstand. Jeg følte mig ikke-eksisterende. Som om jeg oplevede alt fra afstand, fra en fremmeds øjne. Jeg følte mig ikke længere som mig; noget var blevet taget fra mig.

I teltet fandt jeg håndklæde, sæbe og rent tøj og med retning mod den frivillige arbejdsplads havde jeg ét mål: at forsøge at blive “ren” igen. Jeg følte mig så beskidt. Ussel. Uren. Fremmed i min egen krop.
Jeg følte mig som… ingenting

Og da jeg vågnede næste morgen var der jo stadig en festival i gang.
Måske var jeg lidt stille, men ellers var der ikke noget anderledes at spotte. Ikke udefra. Jeg blev på festivalen sammen med de andre, men jeg var ikke længere mig.
Indeni var jeg ødelagt.

Historien fra den nat på min første Roskilde Festival har boet i mig siden. Følelserne, omgivelserne, lugtene, lydene, har fra tid til anden fyldt i mit hovede. Men de er ikke blevet delt med nogen.
Jeg følte mig så forkert og usikker. Jeg vidste ikke, at voldtægt bør anmeldes og at man som offer typisk har behov for hjælp. Jeg var 18 år.

Og med tankerne på, hvad det var jeg manglede, ikke forstod og følte dengang for knap 9 år siden, har jeg nu fået mod på at dele og sige det højt. Fortælle at voldtægt sker, at det ikke er offerets skyld og at det sidste man skal føle, er at man er forkert.

Som jeg indledningsvis skrev, ved jeg ikke helt hvad jeg skal tænke om det fokus der fylder i medierne med krænkelser foregået dengang vi stadig skrev 19′ som det første i årstal. Men én ting ved jeg med sikkerhed; og det er, at det for mig har været tiden, der har været med til at hele. Lære mig at forstå, at jeg er okay. At det ikke var min skyld og at det er mere end okay at bede om hjælp. Det har jeg først lært med tiden, årene. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at oplevelser der har fundet sted en årrække tilbage, pludselig kan “fylde” på ny, samtidig med at afstanden tidsmæssigt kan være en afgørende faktor i både modet og “lysten” til at dele.

Det kan måske virke tosset at have lyst til at dele. Men det i sig selv er ogå tenderende til at være problematisk; det er så vigtigt at vi kan dele også den slags historier. Ikke nødvendigvis med en hel blog, men med familien, en veninde eller lign. Det har jeg ikke tidligere følt mig i stand til, på samme måde som nu.
Havde jeg bare hørt én enkelt historie med elementer der mindede om min, havde jeg måske bedt om hjælp dengang i 2012. Om ikke andet reageret på det, da det var sket. Jeg vidste jo præcis hvilken camp han boede i, kunne (og kan stadig) give en meget detaljeret beskrivelse af hans udseende, stemme, gang osv. Jeg følte det slet ikke som en mulighed.
I mit hovede handlede det om at (forsøge at) glemme, hvilket i øvrigt har været en umulighed, og om at “komme videre”.

…

Et par år efter oplevelsen havde jeg en aftale med nogle piger fra min folkeskoletid. Vi skulle mødes på en cafe på Nørrebro til en kop kaffe. Det var vinter, aften og mørkt. Og da jeg har fundet ind i varmen på cafeen og sat mig til rette, for at vente på de andre piger, kommer han gående.
Det løb mig koldt ned ad ryggen, og jeg forlod min krop, nøjagtig på samme måde som jeg gjorde den aften. Sådan føltes det i hvert fald.
Jeg hverken kommenterede på det eller gav plads til de mange følelser der lurede lige under overfladen, før jeg igen var alene.

Dengang gen-overvejede jeg et kort øjeblik at dele. For der blev det klart for mig, at jeg ikke var færdig med at have usynlige ar som følge af mine oplevelser. Bedst som jeg troede, at jeg var ved at affinde mig med at være i verden med en voldtægt på listen over ting jeg har erfaringer med, var han der. Og gjorde det klart for mig, at jeg ikke var i nærheden af at være, hvor jeg troede jeg var.
Det var forfærdeligt at se ham og jeg håber aldrig det vil ske igen.

Og hvis det gør, så er jeg mere klar end før. Jeg er ikke lig med det han har udsat mig for. Jeg er bedre end det og jeg kan, hvad jeg vil.

Der er altid plads til at dele. Hvis ikke en af dine nærmeste, så en professionel. Og aldrig vil du høre at du er forkert, grundet noget andre har udsat dig for.

Ingen oplevelser er forkerte.

De fleste dage synes jeg selv, at jeg er mor på den måde jeg gerne vil være det. Andre dage gad jeg godt “lave om på mig selv”, fordi jeg får drejet tankerne hen på, at de ting jeg gør og giver videre til Vilja ikke er gode.
Men der er heldigvis et overtal af de førstnævnte.

Dog tænker jeg, at de fleste af os, som mødre, kollegaer, kærester og så videre altid har et eller andet, vi godt gad at gøre anderledes eller bedre. Kender I det?
Her kommer derfor 3 ting, jeg gerne vil være bedre til som mor.1. At sige “pyt”. Jeg har med tiden udviklet mig til, på nogle områder, at være enormt perfektionistisk. Ikke en egenskab jeg altid er lige stolt over. Det betyder f.eks. at hvis jeg skærer brød og det krummer på gulvet, så samler jeg krummerne op. Jeg kan ikke bare lade dem ligge.
Det samme sker, hvis jeg ser en lille fnuller eller et hår på gulvet herhjemme; så er jeg nødt til at samle det op. I hvert fald inde i mit hovede.
Det betyder at Vilja sommetider gør det samme; peger på krummer på bordet og beder om en klud, siger “beskidt” hvis der ligger en fnuller på gulvet osv.
Jeg siger gerne “pyt med det” til Vilja, hvis hun peger på noget. For i det sekund, at hun gør mig opmærksom på det, kan jeg godt lade det være/vente. Men havde jeg selv set den samme fnuller før hende, havde jeg stensikkert samlet den op.
Jeg vil så gerne for hende, at hun med den slags, kan være liiiidt mere afslappet end jeg selv er. Derfor øver jeg mig i, at sige “pyt”.

2. At lave ingenting. Ja, det lyder fjollet… men jeg er så glad for planlægning og den slags, så at have en dag uden planer er en øvelse. Det betyder ikke, at vi hver dag har planer ud af huset, men når vi ikke har det, har jeg alligevel tænkt over, hvad vi så kan lave hjemme. F.eks. ved at forberede til en krea-aktivitet eller tænkt at vi skal bage boller, snacks til fryseren ell. lign.
For mig føles det godt, at vores hjemmeliv fungerer på den måde. Men samtidig gad jeg godt være bedre til at se hvilken leg Vilja sætter i gang af sig selv, eller hvad hun tager initiativ til, hvis jeg ikke tager “styringen”. Jeg ser hende allerede gøre det hver dag; men det er som regel stadig på dage hvor jeg også har fundet på noget.
Derfor vil jeg gerne øve mig i at tage flere (hele) dage, som de kommer.

3. At sætte pris på, at være den der “dur”. Siden Vilja for en måneds tid siden lærte at sige mor sådan rigtigt, I ved “moooo-aaar”, så er der visse ting, som kun jeg kan hjælpe med. I hvert fald hvis vi spørger Vilja. Før i tiden kunne vi godt i weekenden skiftes lidt (læs: jeg kunne sende D, hvis jeg allerede havde rendt mange gange) til at gå op til Vilja, når hun sagde noget om natten. I hverdagene er det altid mig – for jeg går trods alt hjemme med Vilja og D skal varetage et arbejde. Men nu hvor hun kan kalde direkte på mig, så bliver hun også frustreret og ked af det, hvis ikke det er mig, der kommer. Vi har prøvet nogle gange, at D går… men hun vågner mere op og kalder blot endnu højere på mig = ingen succes.
Det har bare gjort det til en større udfordring for mig – for der er altså tidspunkter, hvor jeg ville ønske, at jeg ikke var vigtig. At D (eller en anden) kunne alt det, Vilja kun synes jeg kan. Det vil jeg gerne væk fra at tænke.
Jeg bruger allerede enormt meget energi på at tænke over, hvor dejligt det er at hun kan udtrykke sit/sine behov, for at ting er på en bestemt måde. Som f.eks. at det er mor og ikke far, der hjælper hende videre i søvnen om natten. Derudover prøver jeg også at glædes over, at hun har brug for mig. Hun er lille i så kort tid; det kan jeg i øvrigt allerede skrive under på, for hvor er min baby, Vilja?

Hvad kunne du tænke dig, at blive bedre til?

En uge inde i det nye år, er det vel ikke for sent med et tilbageblik?
Nu er 2021 hjulene i gang og de fleste af os har fået gang i en eller anden form for hverdag igen. Vi er ved at finde tilbage i hverdagssporet, som jeg faktisk savnede lidt henover julen.
Inden jeg sætter nye ting i gang, vil jeg for sidste gang dvæle lidt ved de ting 2020 bragte med sig af oplevelser, erfaringer og læring.

I januar havde Vilja sin debut i indkøbsvognen og at handle, blev pludselig en helt anden fornøjelse for os begge.Derudover var det også måneden hvor vi begyndte til gymnastik og Viljas hår ikke helt kunne finde ud af, hvad det ville og ikke ville.Desuden fyldte jeg 26, Vilja kravlede op og ned ad alting og var syg for første gang.

I februar var vi på legeplads for første gang og jeg var klart mere begejstret end Vilja.Vi fik også kørt i tog – til stor glæde for Vilja. Jeg havde en stand i Børneloppen i Vanløse, som vi skulle forbi et par gange.
Vi begyndte også at tage på biblioteket og lege – sikken fest! Der gik mange februarformiddage her…Og så blev det marts og corona væltede indover Danmark, samtidig med at Vilja fyldte 1 år. Fødselsdagen måtte aflyses i sidste øjeblik og vi fejrede hende alene. Dennis, mig og Vilja. For mig var det en stor og følelsesladet dag; aldrig havde jeg troet at mit liv kunne give så meget menig, indtil jeg blev mor. Markeringen heraf var derfor vigtig for mig personligt.
Dagen inden hendes fødselsdag, begyndte hun at gå.Biblioteket i Hillerød blev også besøgt flittigt et par gange, inden det ligesom alt andet lukkede ned.I løbet af april steg interessen for legekøkkenet hos Vilja. Det var dengang hun til stadighed puttede alt i munden, og det var også sådan det meste af køkkenlegen foregik.Vi var på mange gåture i det skønne forårsvejr, hvor anemonerne fyldte skovbunden og vi kunne ane friske skud på skovens træer.Og så fik Vilja sit første par sko.Inden vi nåede at sige på gensyn til april, fik vi et fantastisk opkald; der var en nyttehave ledig til os! Vi havde stået på venteliste i nogle måneder, men uden udsigt til en have. Så det var en stor overraskelse, da der var en til os.
Starten af maj var kold. Men godt pakket ind kom vi ud (næsten) dagligt. Vi var på vores første skovtur – gående – og med madpakker. Det var så stort at kunne tage på tur sammen på den måde; jeg følte virkelig at en ny verden åbnede sig, da Vilja kunne gå.Det helt store “oprydningsarbejde” i nyttehaven blev sat i gang. Den tidligere lejer havde givet op, så vi overtog en have der virkelig trængte til en kærlig hånd.Vi besøgte Viljas gudmor og Vilja hjalp med at sortere asparges. Så snart vi havde muligheden var vi i nyttehaven. Med madpakker og barnevogn fik vi hurtigt en weekend (læs:mange) til at gå på den måde.
Da temperaturen begyndte at stige og kalenderen sagde juni, fik vi bygget en fin træterrasse. Det blev vores nye aftensmadsspot. I juni var det også tid til at høste hyldeblomster og Vilja elskede det.Vi fandt desuden, langt om længe, en legegruppe som vi begyndte at mødes med fast en gang om ugenOg så sluttede vi måneden af med en træningstur, forud for den vandretur der skulle komme senere på sommeren. Vi overnattede på en shelterplads i vores egen kommune og stod op til denne udsigt. Viljas første nat i shelter og sovepose varede kun til kl. 04.30, hvor fuglene begyndte at kvidre og det var lyst. Hun var umulig at få til at sove videre. Så vi traskede rundt om søen og så naturen vågne.Af en sød familie længere nede ad vejen blev vi i juli beriget med den klassiske blå/røde motorcykelVi var i Rørvig og gå en tur ved havnen og se på hyggelige sommerhusområder… drømmende…Det var også måneden hvor Vilja og mig blev inviteret i jordbærmarken af Viljas gudmor
… og måneden hvor den længe ventede vandretur på Hærvejen skulle tilbagelæggesI august begyndte Vilja at skateTil oldefars fødselsdag havde mormor en dukke med til Vilja. Hvem havde dengang troet, at det skulle blive hendes tro følgesvend? Jeg tror snart ikke der er dét, den dukke ikke har været udsat for.
Er vi ude at køre, går der ikke fem minutter, så spørger Vilja “duuuuuukkeeeee”?
I september var vi tilbage i nyttehavenOg vi brugte mange weekenddage på legepladsDet blev endelig kastanjesæson og hverken Vilja eller mig var til at stoppe, da der skulle samles ind.
Oktober var smuk og startede lunt. Vi var på æblerov (igen) hos Viljas gudmor og kreativiteten ville ingen ende tage med æbleopskrifter, da vi havde flere fyldte indkøbsposer med æbler stående.Vi var også på pluk-selv-græskar-udflugt og jeg var høj på den dag i flere uger!Skoven begyndte at skifte farve og vi gik den tynd med uldtøj på og klapvogn ved vores sideNovember var våd, hvorfor der var rig mulighed for at hoppe i vandpytter.Derudover havde vi en dagstur til København, for at besøge gudmor, der nu ikke længere boede “lige rundt om hjørnet”
Med legegruppen havde vi tit aftaler på legeplads og Vilja blev glad for at vippeI december lærte Vilja at pakke gaver op. Hun fik adventsgaver af mormor, hvilket var en god opvarmning til juleaften.
Vi brugte meget tid på at være kreative; kreere julepynt, male, klippe, lime og des lige. Indtil videre er Vilja med mig – jeg elsker at være kreativ, så jeg håber på at hun også vil holde fast i glæden ved det.I starten af december pyntede Vilja og mig juletræet i fællesskab. Det resulterede i, at vi hele december, hver gang vi kom ned i stuen, skulle se om alle de ting hun havde hængt på træet, stadig var der. Ligeledes var det første hun havde i tankerne om morgenen, at komme ned og tænde lyskæden på juletræet. Det var ret hyggeligt.Og således gik vi fra at have en tumling til nu at have et snart 2-årigt(!) barn.
Hold op, hvor tiden flyver. Men det er på den helt rigtige måde; vi nyder dagene sammen og jeg vil ikke gøre noget om. Hver dag er en dag med ny læring for Vilja og at følge hende i det, er så stort.
Det er også vildt sådan at se tilbage på et år; for selvom jeg synes tiden flyver afsted, har vi nået meget siden sidste januar.
Jeg glæder mig til at se, hvad 2021 bringer udover 2-års fejring og farvel til kommunens tilskud for hjemmepasning.

Tak, for at I læser med!

I dag er det mig en stor glæde at byde Cecilie velkommen her på bloggen. Hun tøvede ikke et sekund, da jeg spurgte om hun ville medvirke i et interview til bloggen, omhandlende det at være ung mor. Jeg håber I vil tage godt imod hende og forhåbentlig kan I også blive klogere. Cecilie fortæller ærligt om sit moderskab. Hun er så sej!

Vil du starte med at fortælle lidt om dig selv?
Mit navn er Cecilie. Jeg er 21 år gammel og har nu 2 børn. Villads på 2 år (3 år til marts) og Vega på 5 måneder.
Jeg bor i Hundested med min kæreste, som også er far til børnene. Vi købte hus heroppe i 2019. Lige pt er jeg på barsel. Når jeg ikke er på barsel, er jeg leder på McDonalds. Hvornår blev du mor for første gang og hvordan reagerede din omgangskreds på graviditeten?
Jeg blev gravid som 17- årig, og havde på daværende tidspunkt kun været sammen med min kæreste i 4 måneder. Jeg var 18 år, da jeg fødte.
De fleste var enormt støttende og troede på, at jeg nok skulle klare det. Min egen familie ønskede det slet ikke. Jeg kommer fra et meget udsat hjem, så at jeg skulle være mor så tidligt, så ikke særlig godt ud på papirene.
Jeg husker tydeligt skuffelsen i deres øjne. De troede ærligt talt ikke på at jeg kunne klare det og blev faktisk enormt sure på mig. Nyheden over at jeg ventede nummer 2, gjorde dem heller ikke spor glade. 

Har reaktionerne fra dine omgivelser betydet noget for din måde at være mor på?
Det har betydet rigtig meget. Da jeg fødte min søn, skulle alle se hvor god en mor jeg var. Alle skulle se, at selvom jeg var ung, så var jeg en god mor. Jeg trænede så hårdt med min søn, fordi han bare ikke skulle være bagud i noget som helst. Han sad selv da han var 5 1/2 måned. Han kravlede da han var et halvt år og gik da han var 11 måneder. Jeg var også meget aktiv på de sociale medier, fordi jeg var så stolt af at vise ham frem. Stolt af alt det han kunne. Hvilke fordomme (hvis nogle) møder du oftest?
Folk forventer næsten at når man er ung mor, så går man fra faren. Min kæreste og jeg har snart været sammen i 4 år.
Udover det så siger folk at man “mister” sin ungdom. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke mistede noget. Jeg har set og oplevet det jeg skulle. Både godt og ondt. 

Hvordan ser dit liv ud nu og hvilke fordele har det haft for dig at blive mor tidligt?
Mit liv er blevet forbedret på alle punkter. Før jeg fik børn døjede jeg både med angst og depression. Min opvækst var rigtig hård. Min far var alkoholiker, og der var en masse vold i hjemme. Jeg så ikke rigtig nogen mening med mit liv.
Men det gør jeg nu! Meningen med livet er at give det videre. Jeg har fundet mig selv, og fundet ud af hvem jeg gerne vil være. Jeg vil være den bedste mor for mine børn. De skal aldrig opleve det som jeg har oplevet.
Det har kun haft fordele at blive mor tidligt. At jeg har fået dem tidligt, betyder bare at jeg får lov til at elske dem lidt længere. Hvad synes du har været det mest udfordrende ved at blive mor?
De søvnløse nætter. Villads havde kolik, så vi var meget vågne. Det var nok det hårdeste. Derudover er jeg generelt meget følsom. Og hvis der er er noget jeg ikke kan klare, er det når mine børn er kede af det. Det gør så ondt indeni. 

Hvad har været det største?
At se dem vokse op og blive deres egne små personligheder. At vide at man selv har skabt det lille perfekte menneske.

Hvis du kunne fortælle noget til førstegangsgravide Cecilie, hvad skulle det så være? (Noget du ville ønske du kunne gå tilbage i tiden og fortælle dig selv)
At jeg skulle lade være med at tænke så meget over, hvad andre tænkte om mig. For det var i realiteten ligegyldigt. Det eneste der betød noget, var hvordan jeg havde det.