De sidste julegaver er vel ankommet herhjemme. Jeg har præsteret at købe alt online i år og det har føltes helt rigtigt og godt. Det eneste det har krævet af mig er et par ture til tanken, for at hente de pakker, der ikke er kommet med hjemmelevering.
Forleden havde jeg en forventning om at skulle hente den sidste pakke på tanken, men om aftenen dagen før, fik jeg en besked om, at tanken var løbet tør for plads og min pakke var i stedet til afhentning i Silvan. Som i øvrigt ikke ligger i vores by. Og ja, man (jeg) troede det var et byggemarked, men nu er det også en pakkeshop.
Nå, men vi kom afsted til Silvan næste dag, og måtte ind og stå i kø ved pakkeudleveringen. Grundet overbelastning var der flere pakker end nogensinde og vi var heller ikke de eneste, der kom for at hente.
Da det bliver vores tur, står der kun én bag os i køen. Hun står 2-3 meter fra os og bærer mundbind ligesom jeg selv. Mens vi venter på at Silvan-manden er ude bageved og finde vores pakke, kommer en anden medarbejder for at hjælpe hende.
Hun står med en seddel i hånden og kigger ned i jorden. Han nærmer sig hende med et “kan jeg hjælpe dig?”.
Inden han når hen til hende, svarer hun “jeg skal hente en pakke” og rækker febrilsk sedlen hen mod ham. Han går tættere på hende, for at se, hvad der står på sedlen og fuld af panik siger hun “jeg er virkelig bange for, at du rører ved mig. Kan du ikke tage den (sedlen) og så bare smide den ud bagefter?”
Den venlige medarbejder bliver lettere forskrækket over hendes reaktion og træder hurtigt tilbage med sedlen i hånden, hvorefter han går i retning mod pakkelageret.

Tibage i køen står vi stadig og venter. Nu kigger kvinden pludselig op og få øje på Vilja, der smiler genert til hende. “EJ, hvor er hun skøn” udbryder hun. Og så fik vi os en lille snak om corona, mundbind og afstand. Hun fortalte at det var noget hun godt kunne have brugt, da hendes egen søn var lille. Han var vokset op med et handicap og havde aldrig selv kunne sige til og fra, hvorfor hun utallige gange havde oplevet at hans personlige grænse var blevet overskredet.
Vores samtale bliver afbrudt af at Silvan-manden kommer tilbage med kvindens pakke og han rækker den med god afstand over til hende. Hun tager den uden tøven og ønsker os en glædelig jul, hvorefter hun forlader butikken, vinkende til Vilja.
Vi venter fortsat på vores pakke (som i øvrigt var blevet væk) og jeg står tilbage og tænker videre over corona-snakken og på hvor forskelligt vi alle sammen forholder os og håndterer den virkelighed vi lever i for tiden. Hvordan nogle går rundt med frygt og angst og andre slet ikke har ændret adfærd og/eller synes det er fjollet med mundbind, håndsprit og afstand.

Det er en svær verden at være i for tiden. Svær forstået på den måde at jeg synes det er svært at navigere i hvad vi skal, bør og ikke bør. Jeg har f.eks. valgt at droppe alle indkøb med Vilja, til min store ærgrelse. Men hvem kan vi se og ikke se?
Jeg synes vi har fundet vores vej og måde at gøre tingene på. Og som jeg snakkede med en veninde om forleden, så føler jeg ikke at vi er påvirket direkte af den nuværende nedlukning og de nye restriktioner; samtidig med, at det jo ikke er til at undgå at være berørt i et eller andet omfang. Vi ser ikke flere end 10 personer, vi har ikke været ude at handle længe og vores fredagsgymnastik ville alligvel slutte nu grundet juleferie.
Så nu håber vi bare på, at smittetallene vil ændre sig og at der med foråret vil komme lysere tider. 

Da jeg var yngre havde jeg glæden af, at have Minella som kollega. Hun er den første mor I skal møde i den nye række af indlæg om mødre med forskellige baggrunde og familieliv.
Siden dengang har Minella uddannet sig til pædagog og er desuden blevet mor til to skønne piger. Jeg har glædet mig meget til at introducere hende her – og jeg håber I vil tage godt imod.
Jeg synes det var været enormt spændende at høre mere om Minella’s tanker om moderskabet, pædagogarbejdet og hvordan der nogle gange kan være udfordringer i at være mor, når man har netop den uddannelse som hun har.

Kan du fortælle kort om dig selv som mor?
At være mor for mig, betyder at det er her jeg kan være dén jeg helst vil være. Den vigtigste omsorgsperson for mine døtre og den de altid kan regne med. Jeg vægter tid og nærvær med mine børn højere end noget andet og min tilgang til dem er altid meget kærlig og anerkendende, som også afspejles i min måde at opdrage på. Som mor vil jeg helst gerne have kontrol over det hele og planlægge alting ift. Børnene, hvilket godt kan give lidt udfordringer indimellem, da både børnenes far og jeg er ret spontane. Men lige præcis ift. Pigerne er jeg bare altid ekstra overvejende og ret påpasselig. Det handler nok lidt om at jeg har det med at bekymre mig ret meget og helst gerne vil gøre tingene helt perfekt og på min måde. Min kæreste kalder mig for lidt af en ”hønemor”.

Sagt med andre ord, så er morrollen uden tvivl både det bedste og det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Det er mit vigtigste job og her jeg føler mig allermest lykkelig og samtidig mest sårbar. Lykkelig fordi at pigerne fylder mig med så meget kærlighed, styrke og tro på mig selv, men også sårbar fordi det til tider kan være benhårdt og udfordrende selv for en pædagog 😉 Nogle gange skal jeg tælle til 10 mange gange på en dag og ind imellem kommer jeg bestemt også til at hæve stemmen og blive vildt frustreret over, at det ikke går som jeg ønsker, men sådan er det vel i alle børnefamilier.

Hvor gamle er dine piger nu?
Min ældste datter Alva er 2,5 år og min yngste datter Saga er lige knap 5 måneder gammel.

Hvornår blev du færdiguddannet pædagog og mor for første gang?
Jeg blev færdiguddannet pædagog i januar 2017 og jeg blev mor for første gang i maj 2018, kort efter min 26 års fødselsdag.

Hvad er en god mor i dine øjne?
En god mor er 100 % en mor, der gør sit bedste, ingen kan gøre mere end sit bedste, lige meget hvilke ressourcer man besidder. Men for mig er en god mor en der er kærlig, rummelig, en der trøster, viser nærvær, omsorg, tror på sig selv og som forstår sine børns behov og sætter dem først. En god mor i mine øjne har overskud og tålmodighed, hun ser muligheder i stedet for begrænsninger og hun prioriterer at lege og guider til en tryg og stabil vej gennem livet.

Hvad er en god pædagog?
For mig er en god pædagog, en der formår at være tryghedsskaber, en der er nærværende, en der besidder stor empati og en der yder daglig omsorg. Det er en, der elsker sit arbejde og som udstråler det overfor børnene. Ligeledes synes jeg at en god pædagog er en, der kan få dagligdagen til at være et spændende og udviklende læringsmiljø for børnene. En god pædagog er favnende, rummelig overfor alle børn og har et stort overskud til både børn og kollegaer. En god pædagog og en som går i børnehøjde og som kan se tingene fra barnets perspektiv.

En god pædagog anerkender hver enkelt barn, dets følelser og en der lytter interesseret og stiller opklarende spørgsmål og viser interesse for børnegruppen. Jeg arbejder selv ud fra det børnesyn at børn skal have så meget medbestemmelse som muligt, fordi det er med til at give dem selvtillid, selvværd og blod på tanden til at udvikle sig som små individer. Derudover synes jeg, at en god pædagog er en, der formår at vægte forældresamarbejdet højt og en som tager sig tid til de små garderobesnakke med forældrene. Den der overleverer de små solstrålehistorier om barnets dag, fordi alle forældre elsker at høre om netop sit barns dag. Et godt forældresamarbejde bygger den første bro mellem barnets primære og sekundære omsorgspersoner og er ualmindeligt vigtigt for alle børn, hvis de skal føle sig trygge i institutionsmiljøet.Hvordan mærker du som mor, at du kan bruge dine pædagogiske kompetencer?
Jeg mærker b.la. at jeg kan bruge mine pædagogiske kompetencer, når det handler om at opdrage på en anerkendende og lærerig måde. På baggrund af mine faglige kompetencer kan jeg være med til at stimulere mine børn både motorisk, sprogligt og kognitivt, fordi jeg har kendskab til en masse metoder det kan gøres på. Derudover har jeg dannet mig en del erfaring om små børns rutiner og ved hvor vigtigt det er for dem, så det forsøger jeg helt sikkert også at fastholde overfor mine egne børn.
Jeg kan ligeledes bruge mine pædagogiske kompetencer ift. Mine egne børns institutionsliv og mit samarbejde med deres pædagoger, som jeg altid sørger for er godt oplyst og som jeg selv bruger som sparingspartner ift. Mine børns udvikling og deres trivsel.

Og er det nogle gange svært at være i mor-rollen qua din baggrundsviden indenfor det pædagogiske område? Hvorfor/hvorfor ikke?
Til tider ja. Indimellem kan det godt være rigtig svært at være pædagogisk korrekt overfor sine egne børn, fordi der er nogle helt andre følelser på spil end når jeg er på arbejde. Hjemme er jeg langt mere involveret på det personlige plan. På min arbejdsplads er jeg involveret på det mere professionelle plan, på trods af at jeg også holder rigtig meget af børnene. Men som mor laver jeg da også fejl som alle andre forældre kommer til. Alle kender vel den der ”jeg ved godt at jeg ikke burde give efter, men okay så får du lov.” Og helt ærligt, så ved jeg jo godt at jeg bare udskyder konflikten til næste gang, ups. Så på den måde laver jeg stadig de klassiske fejl på trods af min baggrundsviden som pædagog. Men at være en god og velfunderende pædagog ændre ikke på, at jeg også kan lave fejl som mor og det synes jeg er vigtigt at pointerer og give plads til. Fejl er okay, det er dem der giver os erfaringer og som får os til at tænke over tingene en ekstra gang.Hvornår føler du dig mest udfordret som mor og som pædagog?
Jeg føler mig klart mest udfordret som mor, når det handler om at tage de helt rigtige beslutninger på mine børns vegne. Jeg bliver oftest langt hurtigere i tvivl om jeg gør det rigtige som mor ift. Når jeg er på arbejde som pædagog. Jeg oplever ind imellem at jeg bliver udfordret hvis jeg ikke er enig med børnenes far om, hvordan en given situation lige skal foregå, hvis han synes at jeg er al for pædagogisk og jeg synes han er det modsatte. Men nogle gange må jeg give ham ret i, at hans metoder også fungerer og så finder vi en balance i at opdrage på en anerkendende måde, men ikke nødvendigvis altid på en måde vi er helt enige i.

Som pædagog føler jeg mig udfordret på flere områder i dagligdagen. Set med professionelle briller fylder det meget for mig, hvordan tiden med børnene i danske daginstitutioner bliver brugt vs. Tiden vi bliver tvunget til at skulle dokumentere vores pædagogiske arbejde. Det administrative har det med at flyde lidt ind over kerneopgaven som er nærvende voksne og det er en af de ting jeg kæmper meget med, når jeg er på arbejde.

Noget andet der udfordrer min professionelle kompetence er, når jeg f.eks. skal sidde og råde og vejlede et forældrepar i, hvordan de bedst tackler deres trodsige temperamentsfulde toårige. Det udfordrer mig, fordi jeg ikke altid kan give dem en facitliste og sige her, det her virker. Jeg vejleder og råder efter bogen, men det er ikke altid, at det lykkes alligevel. Det handler om at dykke ned i problematikken, lede efter de små tegn, give forældrene nogle professionelle redskaber og give dem et klap på skulderen, fordi de har modet til at bede om hjælp. Men for en forholdsvis nyuddannet pædagog oplever jeg at det både er hårdt og angstprovokerende at være den de lytter til, når jeg ikke altid har svaret lige på hånden. Jeg kan endda sidde og have fuldkommen samme historie om mit eget barn derhjemme, så jeg oplever at det kan være vildt udfordrende at skulle råde forældre til en bestemt løsning, når jeg ikke altid selv har svaret.

Har det været svært at finde en institutionsplads til din datter som levede op til dine/jeres krav?
Både ja og nej. Jeg tror ikke som sådan at det har været svære for os end det er for alle andre familier. Dét at skulle finde den helt rigtige vuggestue/dagplejer til sit barn, især første gang, tror jeg for mange mennesker kan være både svært og lidt grænseoverskridende. Og sådan skal det vel også være være, for kan man nogensinde være helt sikker på at man vælger det helt rigtige for sit barn?

Min baggrundsviden som pædagog og mine professionelle kompetencer har selvfølgelig rykket lidt i mig, da jeg skulle beslutte hvad jeg ønskede af institutionsplads for mit eget barn. Hjemme hos os vægtede vi det højt at vi blev garanteret et højt niveau af faglighed ved at vælge vuggestue frem for dagpleje, da det jo ikke er et krav at man som dagplejer er uddannet pæd. Eller lig. Og heller ikke er underlagt de samme krav politisk som læreplaner osv. Så for os blev det lidt afgørende at jeg selv er uddannet pædagog og har specialiseret mig i småbørnspædagogik og på den måde kender meget til vuggestuemiljøet. Dét har givet mig et indblik i hvad man som forælder kan forvente af udviklings og læringsindhold i dagligdagen, som har været noget vi har vægtet højt i beslutningen om vuggestue eller dagpleje.
Men hånden på hjertet, så var det vigtigste for os faktisk at komme ud og opleve de nærtliggende institutioner på egen hånd og følge vores mavefornemmelse med de mennesker vi blev mødt af og hører hvad deres grundværdier indebar, så vi kunne fornemme om det stemte overens med de grundlæggende tanker vi gjorde os på vores barns vegne. Og heldigvis viste én af de institutioner sig, at være lige det vi havde håbet på. En integreret vuggestue/børnehave med høj faglighed, kompetente pædagoger/medhjælper og et hus fuld af god energi og hjertevarme. Alva var 10 måneder, da hun startede og vores fornemmelse viste sig heldigvis at være rigtig. Så lige præcis dér har vi selvfølgelig også skrevet lillesøster op til næste år.

I knap 9 måneder har jeg været hjemmegående; stået udenfor arbejdsmarkedet og uden nogen udsigt til eller noget mål om, at skulle tilbage.
Jeg har brugt min tid på, at være mor.
I takt med at jeg selv har talt højt om og fortalt at jeg går hjemme, for at være sammen med Vilja, har jeg mødt (nogle fysisk, nogle kun online) en del andre i samme båd. Men jeg ved også at der er lige så mange andre måder at leve – og være mor på. Min egen omgangskreds er den nærmeste reference hertil, for den tæller blandt andet sygeplejersker, studerende, barslende, pædagoger, selvstændige, lærere og flere endnu. De er de bedste eksempler på, at jeg ikke har opskriften på hverken det gode familieliv eller den “rigtige” måde at være mor på. Jeg har bare én måde at gøre det på.Jeg er enormt fascineret af andre mødre og måden hvorpå alle gør tingene forskelligt, men af samme årsag og med samme udgangspunkt; uendelig kærlighed til det væsen man selv har skabt og en lyst til at gøre det bedste for dem. Da jeg samtidig med at være nysgerrig også er glad for at formidle og berette, for at udvide min horisont, opstod ideen om, at dykke længere ned i moderskabet fra forskellige perspektiver.

Derfor vil jeg en gang om måneden (såfremt jeg kan opstøve dem) introducere en ny mor på linjen her på bloggen. En mor hvis udgangspunkt er anderledes end mit og en jeg gerne vil give taletid til, for at høre hendes syn på moderskabet med udgangspunkt i hendes baggrund, familie osv.

Jeg glæder mig meget til at præsentere den første mor i morgen – en tidligere arbejdskollega, som gennem sit erhverv er blevet stillet i nogle til tider udfordrende situationer, hvor det nogle gange kan være svært at “gøre det rigtige”, når det handler om egne børn.

Meget mere om det i morgen, hvor jeg håber I vil læse med og byde velkommen til den første, seje mor, der har sagt ja til at være med.

… og til den opmærksomme læser, ja, så har jeg gået hjemme i længere tid end 9 måneder. Det er blot den tid jeg har været “hjemmepasser”, for inden da var jeg bare på barsel fra mit arbejde.