Når du ligger der i mine arme,
aer mig på ryggen og forsøger at fange mit blik
så flyder jeg næsten over af
al den kærlighed
der flyver igennem min krop
jeg er taknemmlig og lykkelig
mere end jeg nogensinde troede jeg kunne blive

Og du smiler til mig.
du siger ingenting og alligevel siger du alt
jeg ved jo hvad du mener
både når du siger den ene og anden
og tredje lyd.

I dag mærkede jeg sårbarhed.
Skrøbelighed.
Livet er så skrøbeligt
og at stå der med dig i favnen
er ikke noget der bare skal slutte
men om jeg vil det eller ej
så slutter det en dag
så vil og kan du ikke ligge der mere
Og jeg vil savne.
Det
og dig
jeg ved jo ikke hvornår
hvornår det slutter

Nogle gange tror jeg det er nu
at alt er ved at slutte
fordi hvordan kan det være så godt
og jeg så glad
selvom tanker og følelser og impulser fylder mig og
næsten ikke er til at styre
skal jeg nok passe på dig
det vil jeg gøre for evigt og altid

jeg elsker dig
Vilja
og lad mig vise dig livet
og lære dig at kærligheden
den stopper ikke med at vokse

vi klarer det, ikke?

Hvornår er det for meget af det gode, at gå op i hvad ens barn spiser?
Og er det forkert at gå mere op i, hvad ens barn propper i munden end hvad man selv gør?

For nogle år siden blev D og jeg enige om, at vi fremover ville købe overvejende økologisk. Det var en slags omstilling og beslutning om, at vi ville sætte flere penge af til vores madbudget, fordi vi gerne ville købe så meget økologi som muligt. Inden da var det primært mejeriprodukter samt frugt og grønt vi købte økologisk, men nu skulle det ligeledes være kolonial, tørvarer, husholdningsprodukter og lign.

Vi har nu levet på denne måde i en del år. Med et højere madbudget end gennemsnittet grundet vores fokus på økologi. Derfor er det også helt naturligt for os, at have Vilja med på den vogn. Hun spiser jo ligesom os og derfor får hun også økologiske fødevarer. Det var også noget vi talte meget om, dengang vi overvejede at sende Vilja i dagpleje – at vi gerne ville finde en dagplejemor, der delte disse værdier med os; men mest af alt tænkte vi: “er det overhovedet muligt?”
Det nåede vi imidlertid aldrig at få afklaring på, da vi så valgte hjemmepasning og hurtigt var videre fra de overvejelser.Jeg siger ikke, at min holdning er rigtig for alle. Men den er rigtig for os herhjemme. Vi vil gerne prioritere mad og ernæring på et højt niveau, samtidig med at vi gerne vil bidrage til en sund produktion, gode forhold mm. ift. produktionen, ved at købe økologi.

Uden at være mere firkantet og principiel end hvad godt er, så er det altså noget vi går ret meget op i herhjemme; hvad vi og Vilja får at spise. Ikke fordi vi som sådan er nervøse for at hun skal spise “usunde” fødevarer, men fordi vi er af den overbevisning at de sunde vaner og vores holdninger lige så godt kan blive noget der allerede nu, får en plads i hende også. Hun må gerne lære at vi går op i, hvad vi spiser, hvor vi køber ind og hvilke varer vi vælger. Vi vil til enhver tid vælge kvalitet fremfor kvantitet og dét er en læring jeg gerne vil give videre til hende.
Det betyder ikke, at jeg kigger skævt til dem der har det anderledes end mig; dem der ikke køber økologi eller vælger anderledes end hos – for jeg synes overordnet set at det er skønt at vi er forskellige som mennesker. Det er helt sikkert heller ikke i alle hjem, at der som sådan bliver taget stilling til det, og det er også fint; det vigtigste er at man gør det, der fungerer bedst for en selv.

Til gengæld kan det godt betyde, at jeg kan finde på at sige nej til noget andre tilbyder Vilja, hvis vi er ude. Hvad end det så er sukkerholdige produkter, pålæg, skrabeæg eller hvad ved jeg. Faktum er jo blandt andet at

” For en fabrik, der laver økologisk kødpølse eller spegepølse, betyder det, at pølserne må indeholde langt færre tilsætningsstoffer end almindelige pølser, og at de blandt andet ikke må indeholde stoffet nitrit, som gør pølserne mere røde og forlænger holdbarheden”
(etisk-handel.dk)

Det er ikke altid – og igen det er ikke fordi jeg er mere principiel end at hun selvfølgelig også får ikke-økologiske produkter; det vigtigste for mig er bare at tage stilling. Hvad vi propper i munden er jo udgangspunktet for alt andet vi gør. Hvor meget energi vi har/får, hvilke stoffer der ophober sig i kroppen, hvor længe der går før vi er sultne igen, om det giver store udsving i blodsukkerniveau osv. Det er brændstof til kroppen og dét synes jeg er vigtigt at huske på.
Som jeg også har skrevet om før, får Vilja heller ikke raffineret sukker endnu. Det gælder bl.a. is, sukkerholdige drikkevarer, kage, frugtyoghurt mm. for blot at nævne nogle af de ting jeg oplever andre på hendes alder spise. Her er der netop nogle med en anden overbevisning end min, som måske tænker at Vilja vil få et usundt forhold til søde sager, fordi hun ikke får dem endnu.Tankerne til dette indlæg kom efter at vi var til et familiearrangement hos min mor og hendes mand. Det var en fejring og vi andre spiste kage og der var slik på bordet – Vilja blev ikke tilbudt disse ting. I løbet af dagen havde min mor spurgt, om hun måtte give Vilja en figenstang (dem får hun også af og til herhjemme, når det skal være lækkert), hvortil jeg havde svaret at hun kunne få den, når vi andre skulle spise kage. I hendes verden er det ypperste hun ved nemlig dem.
Da vi sidder med kagen og min mor henter figenstangen siger hun højt “jeg håber det går, at den ikke er økologisk”. Jeg husker at smågrine lidt og derefter sige at det selvfølgelig er fint nok. Men lige der, poppede tankerne op i hovedet på mig… ville jeg gerne være sådan en øko-mor, som min egen mor pludselig følte hun skulle “undskylde” overfor, fordi hun tilbød noget ikke-øko til mit barn?
Og da jeg lagde mit hovede på puden om aftenen, besluttede jeg mig. Ja, det ville jeg. Jeg tager gerne imod blikke og kommentarer om det valg vi har taget, for vi har gjort det lige præcis fordi vi mener at det er det bedste for Vilja. Og for os.

Når vi skal nogle steder hen tager jeg som oftest også en madpakke med til Vilja, for så er der slet ikke nogen grund til at skulle bringe emnet op. Så ved jeg hvad hun får og der skal ikke opstå underlige situationer fordi mine principper kan sætte andre i en svær situation. Det ønsker jeg for alt i verden ikke.Det er en hårdfin balance at fastholde sine principper, finde sig til rette hos andre og kunne sige nej tak, hvis noget ikke er indenfor de rammer jeg ønsker for Vilja. Jeg tager jo ikke mad med til mig selv, hvis vi er inviteret hjem til middag hos nogen, for mit ansvar overfor Vilja vægter jeg højere – og så er der også noget med pli og den slags, når det kommer til voksne.

Det er et ømtåleligt emne, fordi vi hver især ser så forskelligt på tingene. Nogle mener måske at det er et spørgsmål om økonomi, om man køber økologi eller ej. Jeg mener først og fremmest at det er et spørgsmål om prioritering – man kan f.eks. nedsætte mængden af kød for derimod at kunne købe økologisk o.lign.
For nu har vi fundet den rette vej for vores familie og så må vi se hvordan den ændrer sig med tiden.

Har I taget stilling til økologi? Hvilke tanker ligger bag jeres beslutning om at købe/ikke købe økologisk?