Miniferie i Esbjerg og ved Vestkysten

Voksen skæld ud

I sidste uge fik jeg en omgang voksen-skæld ud. Sådan “en over nakken” med grimme vendinger og små trusler. Det var nede i nyttehaven.
Vilja og mig var forbi, for at kigge til jordbærplanterne og tage lidt med hjem, da formanden for haveforeingen kommer kørende forbi i sin lille røde bil. Først kører han forbi, i noget der mindede om slow motion, for derefter at vende om, gentage, og slutteligt for at stoppe op og bakke tilbage.
Da han bevægende sig ud af bilen, kunne jeg godt se, at han havde retning mod os.
“NUMMER 52?,” sagde han højt med sin slidte, rustne stemme.
“Ja?” Svarede jeg.
“Du skal se at få orden på haven. Det er uacceptabelt, at den ser sådan ud. Det kan komme til at gå udover dine naboer, og hvis ikke den kommer i orden, kan vi smide jer ud…”
Jeg vidste hvad han mente, og han pegede da også på det høje græs, der omgav os og vores intermistiske jordbærbed, som vi har bevaret fra tidligere lejer.
Sagen er den, at der på 40 kvm ud ad de 200 vi har, er græs. Også noget tidligere lejer har haft. Vi har tænkt os at det skal væk, men er ikke kommet så langt endnu. Det er hårdt arbejde at grave veletableret græs af og i vores egne hoveder, var vi ikke nået dertil endnu.
Siden vi tog den helt store tur en måned efter overtagelsen, hvor vi fik ryddet og klargjort, er græsset ikke blevet slået. Græsslåmaskinen der tilhører haveforingen er låst inde i et skur, som kun 2-4 udvalgte har nøgle til. Og da der ikke er strøm, har det ikke givet mening at tage den hjemmefra med, fordi den selvsagt kører på el.

Tja, så græsset er vokset. Og bevares, det gik da også mig til knæene; men nu var det jo ikke fordi alle 200 kvm have så helt forfærdelig ud. Så selvom jeg forstod formandens (hvis navn jeg ikke engang kender) budskab, synes jeg på ingen måde at det var berettiget skæld ud. Der var mere hertil end ovenstående, men så meget dårlig energi er jeg ikke interesseret i at dele med jer.Efter hans ord stod jeg tilbage uden helt at vide hvad jeg skulle sige. Det blev vidst noget ala “ja, vi må se hvad vi kan gøre” og så gik han.
Mens dette foregik stod vores virkelig(!) søde nyttehave-nabo og kiggede- og lyttede med. Hun kendte udemærket formanden, da hun har haft have i foreningen i 6 år. Hun kiggede forstående på mig, da han var kørt og fortalte, at det typisk var sådan han introducerede sig for nye lejere. Hun fik samme tur, dog over telefonen, for 6 år siden, fordi han ikke synes hun var hurtig nok, til at få plantet noget i haven. Og sød som hun var, tilbød hun at spørge en af “de udvalgte” om de ville slå mit høje græs, næste gang hun så en af dem i aktion.
Hun er nemlig i sin have dagligt og har af samme årsag styr på hvem der er hvem… hvem man taler med og hvem der ikke er værd at bruge tid på (gæt selv). Jeg takkede stort ja og gik fra haven med et smil, samtidig med at jeg tænkte på, hvor godt det var, at D var derhjemme. Var han blevet talt til på den måde, havde han nok bare sagt at vi heller ikke var interesseret i at være en del af en haveforening, der bruger trusler overfor deres medlemmer.
Øv hvor er det ærgerligt, at han føler sig nødsaget til at tale- og opføre sig på den måde. Der var mange andre måder situationen kunne være blevet grebet an på. Og endnu mere ærgerligt for ham, at det er et mønster overfor “nye”. Sådan er vi nu engang forskellige som mennesker, gudskelov.

Billederne er fra vores første arbejdsweekend i nyttehaven, efter vi overtog den. Vilja var (ligesom os) svært tilfreds.
Fik du ikke læst med, kan indlægget findes her

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Miniferie i Esbjerg og ved Vestkysten