Det var først da jeg selv blev mor, at det blev tydeligt for mig, hvor mange forskellige perspektiver der er på det at opdrage. Selvom vi kan dele værdier, gør vi alle sammen tingene forskelligt og dét synes jeg er enormt spændende. Jeg kan blive helt forgabt i at tænke på, hvor mange forskellige måder spise- og puttesituationer bliver håndteret på i danske børnefamilier. Bare for at nævne noget.
Jeg har tænkt over opdragelse og personlige værdier tonsvis af gange også inden jeg blev mor, og været meget interesseret i hvad andre skriver og siger om disse emner; men efter jeg er blevet “en af dem” – en af dem med et barn – et ansvar – har interessen vist sig at værre endnu større. Nu har jeg min egen lille skabning at lære om værdier og des lige. Første gang det virkelig slog mig, i hvor høj grad vi alle sammen gør tingene på hver vores måde (også) når det kommer til vores børn, var i min mødregruppe. Vi gik jo fra at sidde med små babyer, der enten sov eller spiste, til at have tumlinge der ville dit og dat og som man kunne begynde at sætte grænser for og opdrage. I takt med at børnene blev ældre, kom det tydeligt til udtryk at vi havde seks vidt forskellige måder at være mor på. Så begyndte de andre på arbejde, bedst som der kunne være opstået en masse interessante snakke, og vores ugentlige mødregruppe forsvandt som ud i den blå luft. Men det er en helt anden historie!

Der er mange spændende sider af forældreskabet, og en af dem jeg især er blevet optaget af at læse om, er i hvor høj grad vi som forældre definerer vores børn.

Nu går Vilja ikke i institution, men ellers kunne jeg skrive parallelt om, hvordan eksempelvis pædagoger også kan være med til selv samme.
Et eksempel er situationer jeg har oplevet, når jeg har haft Vilja med mig ude at handle eller til sociale arrangementer. Her har jeg flere gange oplevet andre kalde hende en prinsesse. Det skete eksempelvis før covid-tiden, da jeg havde hende med på kaffebar og to kvinder på min mors alder gik forbi os og sagde “eeeeij, en fin lille prinsesse”. Det er også sket i en tøjbutik, til en komsammen… og sikkert flere steder endnu. For mig er hun ikke en prinsesse. Hun er en pige, ja. Men det gør hende ikke til en prinsesse. Det er sagt i den fineste mening, det ved jeg. Men det er jo lige præcis “spot on” på de udfordringer vi møder mange steder i vores samfund, når vi taler om køn og kønsforskelle. At det bare er noget vi siger…Èn ting er, at jeg selv tænker meget over, at jeg ikke vil definere hendes køn “for meget” overfor hende. Men noget andet er, når andre gør det for mig. Jeg ved godt, at det ikke er de få gange at andre f.eks. kalder Vilja for prinsesse, der afgør hvordan hendes egen opfattelse bliver. Det gør mig bare så ærgrerlig.
Det er interessant at tænke over, hvor tit og nemt det er at “falde i fælden” og definere et barn ved at kalde dem noget specifikt. Det er ikke kun når det kommer til køn, at der er en udfordring at gribe fat om.
Det kan lige så vel være ting som “pyldrehoved, kræsenpind, klodsmajor” (bare rolig, jeg er selv faldet i flere gange). Når vi taler til et barn på denne måde, er vi både med til at forstærke en særlig adfærd samt afskære barnet fra andre muligheder. Vi giver dem ikke plads til at blive sig selv, som sig selv.

Når jeg skriver, at jeg ikke vil definere Viljas køn, er det forstået på den måde, at jeg helst ikke vil sige og/eller gøre ting med udgangspunkt i “at hun er en pige, så…”. Jeg bestræber mig på, ikke at handle ud fra at hun skal kunne lide noget bestemt legetøj. Eller en bestemt farve. Eller noget bestemt tøj. For det er jo ikke en opfattelse der findes i hende – det er en vi kan “komme til” at skabe, hvis vi lige netop ikke tager afstand fra at fortælle om at dukker, udklædningskjoler og legekøkken kun er for piger. Det er jo ikke noget hun bare ved, fordi hun er født som pige.

Hendes værelse er ikke lyserødt (mest fordi hendes mor ikke er så vild med den farve) og hun har både biler og andre legesager, som ikke passer ind i “pige-legetøj kategorien”, hvis man kigger i et legetøjskatalog. Og det er mest på den måde, at jeg ikke vil gøre for meget af noget og ikke noget andet. Jeg ved ikke om det giver mening.
Jeg finder det helt naturligt at tale med Vilja om at hun er en pige og lære hende det, for jeg underkender ikke at der er forskel på hvilket køn man er og selvfølgelig skal hun vide og lære at hun er en pige. Samtidig håber jeg bare hun vil forstå, at det ikke betyder hun skal have en særlig adfærd af den grund.Men er det ikke både vildt og skræmmende på samme tid? Hvordan vi skaber den her (synes jeg) enorme distance mellem køn, allerede fra børn er helt små. Giver piger udklædningskjoler og drengene biler. Lærer drenge at være de store og stærke, taler om at piger er smukke… men hey – de ting og de fleste andre af de ting vi gør og siger i hverdagen, gælder jo lige for begge køn?

“Problemet med fortællingen om de lyserøde piger og de blå drenge, er dog at den sætter begrænsninger for børns selvopfattelse, handlemuligheder og udviklingspotentiale”

Sådan står der i en artikel fra Sex&Samfund om hvordan kønnet leg og legetøj påvirker ens barn. Og det er netop det, jeg vil lade være min pointe.
Vi skal ikke begrænse børn ved at tale om dem på en bestemt måde – vi skal lade dem være dem de er og gøre det de har lyst til. Vi skal ikke trække vores søn eller datter med ind i en legetøjsbutik, fordi de må vælge et stykke legetøj og så fortælle vores egen mening om “skal vi ikke prøve at kigge på bilerne i stedet for?” fordi det jo er en dreng og fordi vi af den grund synes at det ville være passende at vælge.
Ovenstående er blot en af flere af den slags oplevelser jeg havde sidst jeg var i BR for at finde en fødselsdagsgave til et vennepars datter.

Lad os gøre op med at putte børn i kønskasser og i stedet lade dem vise os hvem de er. Børn er skabt af noget godt og skal ikke påduttes det ene og det andet. De skal vandes, så de kan vokse og spire og gro lige som de kan det bedst. Og så skal de nok lære, at der selvfølgelig er forskel på han og hun og pige og dreng. Men det skal ikke give anledning til, at de på nogen måde føler sig begrænsede eller får en skæv selvopfattelse.

Hvad tænker I om kønnet leg og at definere børn?

15 måneder og 5 dage.

Så længe endte jeg med at amme Vilja. Væsentlig længere tid, end jeg havde regnet med, men det i forsøget på at mærke efter hendes behov fremfor mine egne. Hvis det kun skulle handle om mig og mine behov, var der ikke gået nær så længe.
Det gik over al forventning, da vi skar alle øvrige amninger end den ved putning fra – og nætterne blev gode og rolige for Vilja. Jeg kunne derfor ikke få mig selv til (måske) at spolere den gode nattesøvn på grund af mit behov, for at være fri for amning. Jeg følte mig uretfærdig overfor Vilja, for på det tidspunkt var det slet ikke hendes, men udelukkende mit behov, at skære ned. Og fordi jeg har kunne forene mig med amningen, da det jo kun er for en periode, har vi holdt fast.
Lige indtil…
En dag for tre uger siden, satte Vilja så tænderne i under amning og gav ikke slip, før jeg selv fik åbnet munden på hende, alt imens jeg forsøgte ikke at give utryk for den næsten utålelige smerte, hun udsatte mig for. Det var ikke nemt.
Den aften sagde jeg til D, at det var sidste gang jeg havde ammet Vilja. Nu kunne jeg simpelthen ikke mere. Det gjorde ondt og jeg var nødt til at være mig igen. Det var dråben, vi ved nærmere eftertanke nok har ventet på længe, for der skulle åbenbart et eller andet til, før jeg kunne se mig selv droppe det. Samtidig havde Vilja nu en alder, hvor min samvittighed også kunne være med på ideen. Hun er blevet ammet siden hun kom til verden og er blevet fyldt godt op, af alt hvad hun har haft brug for. Vi har fulgt alle Sundhedsstyrelsens anbefalinger angående amning og det har været vigtigt for mig.

Jeg har jo aldrig været en af de der “åh-hvor-jeg-elsker-at-amme-mødre” (misunder jer!), så det var heller ikke svært for mig, at det nu skulle være slut. Det var en lettelse, men på den mest mystiske måde, for jeg har jo alt andet lige, brugt Gud ved hvor mange, timer på at amme. Det var derfor mærkeligt at skulle stoppe med noget, der er gået så meget tid med, men ikke mere mærkeligt end at jeg “bare” gjorde det.
Dagen efter jeg havde sagt til D at det var slut, lavede vi derfor om på putterutinen med Vilja.
Efter tandbørstning plejede jeg at sætte mig med hende i sofaen og amme, hvorefter vi gik ovenpå og hun blev puttet. Nu gik vi i stedet direkte ovenpå efter tandbørstningen og ved spisebordet sad hun hos mig, mens vi tilbød hende en banan og vand. Hun ELSKER bananer, derfor tænkte vi det kunne være et godt alternativ og en glæde for hende, som måske ville aflede hende, hvis hun fandt på at søge hos mig. Det gjorde hun dog ikke – til gengæld var hun helt vild med godnat-banan-ideen. Det blev derfor til en hel banan inden sengetid og hun sov som hun plejede. Puh, endnu en (tænkte vi) stor forandring, som hun bare tog i stiv arm.Da vi i påsken skar ned til kun 1 amning om dagen – lige inden putning til natten, begyndte amningerne at være kortere og mindre “ernærende”. Jeg fornemmede på en eller anden måde, at mælken var nærmest ikke-eksisterende og Vilja “lå” bare der, fordi det var hyggeligt og fordi hun kunne være tæt på, nusse mig i håret og fnise frækt til mig. Det virkede ikke som om hun reelt fik spist noget, så det var alle de andre ting ved amningen der var vigtige for hende og ikke længere det ernæringsmæssige perspektiv, som har været i fokus fra hun var nyfødt. Det behov kunne bananen pludselig opfylde og hun har været så god om natten siden vi indførte godnat-bananen. Nu er den derfor en fast rutine, som vi faktisk synes ret godt om, for selvom hun så ikke har spist så meget aftensmad, så ved vi, at hun næsten med sikkerhed, sluger en banan inden hun skal sove.

…
Jeg er evigt taknemmelig for, at jeg har kunnet amme Vilja og tilmed så længe. Jeg var heller aldrig i tvivl inden fødslen ift. om jeg ville amme… men jeg havde nok forestillet mig, at jeg ville få en anden føling med det. Nu har jeg sat punktum ved det kapitel i vores fælles historie og ved den del af mit moderskab. Men tænk sig alt det der venter. Vi har stadig nærhed og hyggelige stunder og jeg føler på inden måde noget tab eller savn, ved at vi ikke længere har den ting sammen.
Tak til min krop, for at have ladet mig være i stand til at ernære mit barn – dét er altså for vildt.

Og til dig der ikke ammer og måske ærgrer dig; hvis dit barn og du trives, så nyd det. Amning er ikke alt ej heller altafgørende for dit virke som mor. Det er ikke (nødvendigvis) bare en fantastisk dans på roser, selvom det måske der sådan ud, når du ser en ammende mor. Der kan være lige så mange gode som dårlige tanker og følelser forbundet hermed. Fokusér derfor i stedet på, om dit barn har det godt.
Det var lige præcis det jeg gjorde – og det der holdt mig fast i amningen.

Du kan lære mere om mine tanker og erfaringer med amning i et tidligere indlæg her

Da jeg i eftermiddags sagde tillykke til D og kom ned med en drink til ham, blev han helt stille. I kender nok den der typiske mande-stilhed som i “åh åh, har jeg nu glemt vores bryllupsdag (igen)” eller lignende. Sådan så han ud. Afventende, mens han tænkte så det knagede.
“Vi har boet i huset i et år i dag, tillykke”, sagde jeg så.
Hans skuldre fandt herefter tilbage på plads og vi skålede mens snakken gik på, hvor hurtigt tiden er gået. Vi rundede hvad vi er blevet mest glade for og overraskede over, ved at bo her.

For et år siden pendlede D frem og tilbage mellem hus og husvogn. Vores nye hjem og vores midlertidige. Vi havde fået nøglerne, til det hus vi havde ventet på i halvandet år – nu var det vores. Der var mange flyttekasser men ingen møbler, så derfor valgte vi, at vi selv ville flytte alle de ting der skulle med i huset. Mens jeg pakkede ud, tog mig af Vilja, sugede dufte og indtryk til mig, var D vores flyttemand.
Vi knoklede for at få alt over i huset, så vi kunne få afleveret og afsluttet udlejningen af den husvogn vi havde brugt otte måneder i. Det var gået godt, men vi glædede os også til at komme videre.

Nu har jeg været husejer i 1 år. Sikke et. I dag er det 1 år siden, at vi for første gang sov i vores nye hus.
Det er ikke til at forstå – og var det ikke for kamerarullen på min telefon, kunne hvem som helst også have bildt mig ind, at der kun var gået seks måneder. Jeg begriber ikke, at tiden går  S Å  stærkt.Det er utroligt, hvad der er sket på det år. Både i huset, i vores forhold og med Vilja. Vi er stadig ikke færdige med at indrette og finde vores plads i huset. Der mangler stadig dimser til at skabe hygge, farver på væggene og billeder i stuen. Der mangler småting i køkkenet og det helt rigtige møbel til soveværelset er heller ikke dukket op endnu. Vi mangler at skifte greb på skabe og købe skuffer til garderobeskabene. Men vi har ikke travlt. For vi skal være her i mange år, så hvorfor stresse? Vi vil meget hellere tænke os om en ekstra gang og finde de rigtige ting, snarere end at handle i hast.
På forholdsfronten er det også kun en positiv udvikling jeg kan berette om. Det faktum at vi nu har noget der er vores og sammen har skabt og skaber det her fælles hjem, giver en større grad af samhørighed. Vi har sporet endnu mere ind på hinanden, ved at skabe det her fælles liv fra bunden. Det er så skønt at mærke, hvordan forholdet kan blive ved med at spire – min kærlighed til D vokser i al fald stadig, takket være Vilja, huset og vores liv sammen, i de omgivelser vi har valgt i fællesskab.Sådan så her ud sidste år, da vi skulle sove i huset for første gang. Sengen var netop blevet leveret og samlet, solen skinnede og huset havde stadig duft af nyt træ og maling (det har det i øvrigt stadig, vildt ikke?). Der var blå tapestykker på væggene, fordi der skulle komme en maler og lave sidste finish ugen efter. Men alt var alligevel lige som det skulle være. Nu var vi her, os tre sammen i vores hus.
Selvom jeg troede at øjeblikket, hvor vi skrev under på huset sammen, var toppen af at føle sig voksen… så blev det øjeblik slået af, at få overdraget nøglerne, flytte ting ind og kalde det “sit hjem”. Da jeg tog billedet ovenfor og vidste at det hele var mit; dér følte jeg mig voksen helt ud til fingerspidserne.
Den nat sov Vilja i tremmeseng for første gang og jeg skulle godt nok vænne mig til, at hun ikke var ved min side i den bedside, der havde stået op ad vores seng i husvognen de seneste otte måneder.Noget af det jeg er blevet mest glad for ved at bo her, er de relationer, jeg har været så heldig at få, kun en spytklat herfra. Legekammerater til Vilja og veninder til mig. Det er noget jeg altid har misundet – de der legekammerater der bor lige rundt om hjørnet, som man selv kan løbe frem og tilbage til… for sådan nogle har jeg ikke haft på samme måde, som jeg håber Vilja vil få det her.
Derudover er vi placeret fantastisk ift. naturen; her er skov, søer, mose, enge og marker. Noget lige udenfor hoveddøren og resten blot ti minutters gang herfra. Det må siges at være nogle fantastiske rammer at lade Vilja vokse op i – og lige netop dét er altafgørende og glæder mig uendeligt.

Det er gået meget bedre, end jeg overhovedet havde turde håbe på og jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kommer til at være her maaaange år endnu.

Slutteligt vil jeg lige nævne, at jeg tænker at skrive et specifikt indlæg om den del af processen, med at købe et projektkøb, flytte ind mens byggeriet stadig er i gang o.lign. Derfor har jeg ikke berørt disse ting i indlægget her.

I går havde vi den skønneste søndag. Os tre. Ingen planer.
Da Vilja havde sovet sin formiddagslur, var bilen pakket til køretur og jeg indtog bagsædet sammen med hende, så jeg kunne sørge for at hun fik lidt frokost i bilen.
Turen gik til Rørvig, hvor vi startede med en gåtur rundt i det sommerhusområde, hvor D’s morfar havde sommerhus, da han levede. Det er derfor ren nostalgi for ham, at traske rundt på de små hullede grusveje. En eller anden dag (kommer tid, kommer råd) skal vi også have et sommerhus. Det er en fælles drøm og lur mig om ikke vi ender i området nær det som D kender. I hvert fald, hvis det står til ham. Derfor synes jeg heller ikke at der er noget bedre end at gå og “snuse” rundt og lure på forskellige typer af sommerhuse, grunde og områder.

Vilja gik det meste af turen og alt foregik derfor i hendes tempo. Hun fandt- og samlede sten, kiggede på pinde, fandt og lærte om kogler og så duftede vi til noget nær alle de blomster, vi kom forbi på vores vej.
Tilbage mod bilen blev Vilja træt i benene og blev sat op i klapvognen med alle sine skatte. Eller, i hvert fald dem, der ikke var blevet tabt eller byttet ud på turen.Herefter tog vi bilen til Rørvig Havn godt 6 km fra hvor vi var. Her gik vi ud på molen og så Rørvig-Hundested færgen, da den sejlede ind og Vilja var mere end imponeret.
Vi fik derudover kigget en masse på både, børn der fangede krabber, små sommerboder, loppesteder og soppende børn. Der var sommerferie stemning overalt, trods at vejret ikke var noget at juble over.  Hjemturen gik med at spise vindruer (igen på bagsædet) og høre Bim Bam Busse og andre børnesange, som D og jeg selv husker at have hørt, da vi var små.

Da vi var hjemme igen pakkede vi så klapvognen og gik ned for at sige hej til D’s farmor på kirkegården. Vi fik vandet, klippet lavendel (den havde nærmest overtaget hele gravstedet, siden vi var der for nogle uger siden) og fjernet lidt ukrudt på afveje. Vilja var mest fascineret af kirken og de mange blomster, der kunne spottes alle steder.
Bemærk ulddragten – juli måned I know, men vinden var kold når hun skulle sidde stille der. Hvor blev varmen lige af?Vilja holdt trofast på den ene lavendel jeg gav hende og sad med næsen begravet i den, på hele turen hjem igen. Simpelthen så sødt. Og mens hun sad der og duftede sagde hun så “mmmmmmhhh” og rakte den ud mod enten D eller jeg, for at dele duften med os.Til aften spiste vi koldskål og så film og da vi gik i seng, faldt jeg vidst i søvn med et smil på læberne, for sikke en dejlig dag det havde været. Om to uger går D også på ferie, og det bliver skønt. Jeg elsker familietid og føler mig så evigt heldig.

Om under en måned er vi at finde på Hærvejen i Jylland, hvor der venter os en uges vandretur. I sidste uge var vi på tur sammen med det vennepar og deres børn, som vi skal vandre med. Det var en slags testtur, for at alle mand kunne prøve at gå med vandresko- og rygsæk inden det rigtigt gælder. Vi er fire voksne, fire teenagere og tre børn der skal afsted. Og vandretur er nyt for størstedelen af turens deltagere. Ja, allerede her kan man få lidt fugtige håndflader ved tanken, men jeg fortæller mig selv at det nok skal gå. Og jeg er da også af den overbevisning, at hvis vi som voksne har styr på tingene, så smitter roen af på børn såvel som teenagere. For de kan nok være lige dele forvirrede- og frustrerede, når det hele bliver lidt hårdt.Der var bred enighed om, at en testtur kunne være godt, så den har været planlagt i flere måneder. Vi mødtes lørdag morgen, kørte til det udvalgte startsted og satte bilerne for så at traske på grussti langs Fjordstien. En lille kilometer her og så nåede vi til det rekreative område, hvor vi skulle finde shelters booket til overnatning. I alt blev det til små 5 km vandring, hvilket jo ikke er i nærheden af, hvad der venter os i Jylland. Her skal vi gennemsnitligt gå 15 km om dagen.
Fremme på pladsen fik vi fundet lidt brænde, startet bål gennem en lille konkurrence, hvor jeg satte de andre sammen i hold to og to og gav dem hver to tændstikker og beskeden om at tænde bål uden hjælpemidler. De små bål blev sidenhen til ét stort og vi fik herpå bagt snobrød til frokost.

Madlavning og praktiske opgaver var noget af det vi fik en smagsprøve på, og jeg er overbevist om, at vi alle er kommet hjem fra turen med lidt ekstra viden og ballast ift. det der venter.
Hver især gjorde vi os ligeledes nogle personlige erfaringer, såsom at der skal lidt flere kilometer i ben og vandresko inden turen, at rygsækken skal pakkes anderledes, at vandflasken skal være let tilgængelig o.lign. Og så var der fælles erfaringer som f.eks. at skulle have en ekstra trangia med, hvis madlavning til 11 personer ikke skal være surt show. (Vi havde to med på testturen). Derudover at vabelplaster er godt, at det kunne være hyggeligt med et kortspil og at der skal være rigeligt af små snacks klar til at stille den lille sult, både når der er ventetid på mad og når det bliver udfordrende at vandre.For mit og D’s vedkommende, fik vi også nogle gode erfaringer ift. at have Vilja med. Her kan bl.a. nævnes at der skal være tøj indenfor rækkevidde, til den af os, der har tjansen, hvis hun siger noget om natten; at der også skal være Vilja-venlige snacks/alternativer og at en (eller flere) former for underholdning i klapvognen, kan være en god ting.
Derudover er D “bekymret” for at Vilja vil vågne om natten og forstyrre andre (hvis der overnatter andre grupper de samme steder som os). Det er dog slet ikke en bekymring hos mig, da jeg ved at det kan være en del af, at have børn… og det har mange andre end os prøvet. Der skal være plads til alle og her tæller også børn, der har opvågninger i løbet af natten. Her taler D’s samvittighed vidst bare anderledes end min.
Endvidere må vi huske os selv på, at turen indeholder uendeligt mange uforudsigeligheder og at det nok fylder endnu mere i en lille bitte Vilja krop, end i vores. Vi kan ikke fortælle hende, hvorfor vi synes det er en helt fantastisk ide, at vandre rundt med fuld oppakning i Jylland og sove i shelter og bivuak. Alt er ukendt og nyt og vi kan ikke gøre andet end selv at finde os til rette i og ved omstændighederne – lade hende se og vide at vi er rolige, har det sjovt og hygger os. Og at hun kan være helt tryg ved tingenes tilstand, for vi er der jo sammen med hende.
Testturen fik mig dog til at genoverveje om det er den rette beslutning, at vi tager klapvogn med til Vilja. Fordelen ved i stedet at tage barnevogn med er, at hun kender- og er vant til at sove i den. Det kunne måske betyde rolige og trygge nætter for hendes vedkommende, fremfor at blive lagt i sovepose i et shelter. Med barnevognen ville vi kunne tage kassen af og sætte ind i shelter eller bivuak. Men barnvognen er knap så terrængående som klapvognen og så er den væsentligt tungere… det skal vidst lige gennemtænkes en gang eller to mere.

Udover disse tanker og nye erfaringer har jeg (selvfølgelig) lavet lidt lister til mig selv. Der er meget at holde styr på forud for sådan en tur, både hvad angår fælles,- personligt- og Vilja-grej. Jeg har derfor en huskeliste til hver af de tre punkter. Og efter sidste weekend kom der lidt ekstra punkter på hver liste. F.eks var D ved at blive sindssyg af at sove uden hovedpude og jeg manglede en lygte.
Indtil videre har grejet indtaget vores bryggers, men når vi nærmer os endnu mere, forestiller jeg mig at indtage den ene ende af vores 3 meter lange spisebord og lægge alt hvad der skal pakkes, op der.
Når vi når så lagt, skal jeg nok dele pakning- og lister med jer. Måske der er andre der skal ud at vandre med en lille størrelse eller familien?
Det kribler allerede i fødderne efter at skulle på eventyr!