Når det ikke er muligt at læse sit eget barn

I sidste uge kunne jeg ånde lettet op. Efter i halvanden- to uger at have haft den mest ambivalente følelse af, at jeg ikke var i stand til at læse Vilja, følte jeg endelig at jeg var på rette kurs igen.
De foregående uger havde været noget rod med både lure, mad og vores hverdagsrutiner generelt. Jeg var begyndt at synes, at jeg havde mistet følingen med at kunne aflæse Viljas behov og det var kommet som et lyn fra en klar himmel. Fra den ene dag til den anden, kunne jeg ikke blive klog på om hun var træt, sulten… eller noget tredje eller fjerde. Og når jeg troede at hun var træt og derfor forsøgte at putte hende i barnevognen, lå hun og kiggede på mig, som om jeg var tosset. Hun skulle ikke sove.

Lige sådan var det med hendes madindtag. Hun var pludselig hverken nysgerrig eller interesseret i den mad jeg tilbød hende og kreerede efter bedste evne. Kunne hun bare få en portion grød og en halv banan, så var alt i skønneste orden. Det hele var så mærkeligt og jeg nåede et par gange i løbet af den halvanden uges tid, at fortælle D, hvordan jeg slet ikke kunne finde ud af hverken til eller fra med Vilja. Jeg begyndte at vende det imod mig selv og tænkte på, om jeg havde ændret på noget eller fået en ny overbevisning om et-eller-andet. Men jeg kunne ikke finde svaret.

Samtidig med at jeg var på herrens mark i forhold til at forstå og hjælpe Vilja med sine behov, havde hun et ekstra stort behov for at putte og være tæt på mig hele tiden.

Før jeg fik set mig om, skete det på samme måde som jeg to uger forinden havde oplevet, at alting igen blev vendt på hovedet. Vilja begyndte at spise igen, være mindre pylret og tilmed også sove, når jeg troede at hun var træt og skulle puttes. Nætterne blev desuden rolige og i det hele taget følte jeg at “den gamle Vilja” var kommet tilbage.
Da jeg samme aften skulle børste tænder på Vilja, så jeg at hun havde fået en ny kindtand i hver side. To nye kindtænder på én gang.
Nu gik det hele op i en højere enhed. Selvfølgelig var det dem, der havde generet hende og været skyld i, at hun slet ikke kunne finde ud i at være i sig selv og jeg ikke kunne afkode hendes behov. Den lille krop havde groet to nye tænder – dét er der vidst ikke noget at sige til, at hun havde reageret på.

I øvrigt havde Vilja allerede otte tænder, og ingen af dem, har virket til at påvirke hende det mindste. Jeg har derfor ikke gjort mig en eneste tanke om, at dét kunne ligge til grund for hendes pludselige anderledes signaler og behov. Men jeg har godt nok hørt- og er også blevet spurgt en del gange – til hvordan Vilja har taget det, når der er kommet tænder. Det er (i mor-verdenen) en af de ting man “frygter” lidt, fordi det tager hårdt på nogle børn.
Og nu har vi også lidt tanderfaringer at give ud af.

Tænk sig som uforudsigelighed fylder, når man er forælder. Der er så mange ting der kommer og går, sker når man mindst venter det. Og når man tror det kører, kommer der et udsving til højre, inden det igen er muligt at rette ind og fortsætte ligeud.
Ikke nok med, at vi nu er to kindtænder rigere, så er jeg også en del erfaringer rigere. Vi bliver stadig klogere på Vilja for hver dag der går og hun bliver klogere på sig selv.
I mødregruppen kan jeg huske at vi tit talte om, at man som mor altid forsøger at “finde en grund”.
“Mit barn er pylret, hvad kan det skyldes? Mit barns næse løber, hvad kan det skyldes? Hvad er grunden til, at mit barn klør sig i øjnene hele tiden?”
Og som en af de andre mødre tit var god til at fortælle, hvis en anden forsøgte at finde en grund, så var det at “måske er der ikke nogen grund. Han er jo bare en baby”.
Sådan er der jo så meget, for som jeg skrev om i går (læs med her) sker der ufattelig meget i de små kroppe de første tre år af deres liv. Nogle gange er det også “bare” overvældende for dem.

Har I haft udfordringer med tænder?