Den langsommeste morgen i jeg-ved-ikke-hvor-længe

Årsagen til at Vilja ikke bruger sut

Som udgangspunkt har jeg prøvet og gør til stadighed en indsats for at tage moderskabet, forældrelivet som det kommer. Jeg vil så vidt muligt gerne undgå unødige bekymringer og opstillede f.eks. under min graviditet, et “forbud” for mig selv; at lade være med at google.
Som jeg også har skrevet om før, gjorde det sig derfor også gældende, at D og jeg ikke mente at alverdens babyudstyr var vigtigt. Vi ville tage tingene som de kom.
Vi anskaffede os det nødvendige – og var enige om, at vi så kunne købe den ene, anden eller tredje dims, hvis vi oplevede et behov. Her tænker jeg f.eks. på ammepude, babynest, brystpumpe, badevandstermometer… jeg kunne blive ved.
En anden ting vi ikke tænkte var en nødvendighed på forhånd, var sutter.

Vi talte om, at hvis de var der, ville vi nok naturligt begynde/prøve at tilbyde Vilja dem. Og hvis ikke de var, kunne vi lære hende at kende og dermed finde ud af, om der eventuelt kunne være et behov og en mening med at tilbyde en. Det var altså særligt med tankerne på, ikke at skabe et behov, men i stedet “opdage” det og så handle derefter. Og herregud, det er jo en supermarkedsvare, så det var ikke værre end at vi på 10 minutter kunne erhverve os hvor mange vi end kunne få brug for.

Behovet opstod aldrig og derfor er Vilja aldrig blevet tilbudt en sut. Jeg ved ikke hvornår det skulle have været aktuelt – og det føles godt at have gjort sig den erfaring, snarere end at handle ud fra en “babyliste” eller hvad vi har set andre gøre og derfor “bare” købe sutter. For det gør man med så meget. Det oplever jeg i hvert fald og er glad for, at vi har haft vores eget udgangspunkt.

Hermed ikke sagt, at jeg mener sutter er en unødvendig eller fjollet ting. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det giver rigtig god mening for nogle (mange) forældre, at deres børn kan få en sut. Og at den blive givet af en grund… men samtidig synes jeg også det er en spændende snak; for mon ikke der er nogen her på linjen, der har givet sut uden helt at tage stilling til det? Eller er det blot en forestilling jeg har.
Hvis det giver mening synes jeg helt sikkert, at man skal tilbyde sin baby en sut – bare der er tænkt en liiiille smule over det. Men sådan er vi (heldigvis) alle sammen forskellige som mennesker, forældre, mødre.

Eftersom at Vilja ikke har en sut som tryghed, når hun f.eks. skal sove, begyndte vi for nogle måneder siden at tilbyde hende den samme bamse(kanin) hver gang hun skulle puttes; både til lur og til natten. I starten blev den bare lagt sammen med hende, men med tiden begyndte hun at blive ivrig og glad, når vi gav den til hende inden en lur.
Ja, her kan vi tale om en grad af, at skabe et behov. Det er dog ikke sådan, at hun ikke kan falde i søvn uden den, jeg tror snarere at den er blevet et slags symbol på det at skulle sove. Og en glæde der kan hjælpe, hvis hun er ked af det. Sådan én er rar at have, og jeg forestiller mig ikke, at det bliver et projekt at “afvænne” som man gør med sutter, hvis det overhovedet bliver aktuelt på et senere tidspunkt.

Bruger jeres barn sut? Og hvis ja, gjorde I jer nogle overvejelser herom inden babys ankomst?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den langsommeste morgen i jeg-ved-ikke-hvor-længe