Opskrift på de lækreste madmuffins

Den langsommeste morgen i jeg-ved-ikke-hvor-længe

Her til morgen skete der noget ganske særligt. Ja noget nærmest ekstraordinært.
Da Vilja vågnede 6.30, som hun nogenlunde altid gør, gik jeg op for at hente hende og derefter tage hende med ned i vores seng. Det gør jeg nogle gange om morgenen; ikke for at sove videre, men for at “få øjne” og tumle lidt rundt i sengen, inden vi rigtigt står op.
I weekenderne er det et fast ritual, fordi Vilja så til stor glæde kan vække D, som hun ikke ser om morgenen i hverdagene.
Så i dag gjorde vi som så mange andre gange.

Men så snart vi var kommet ned i sengen, lagde Vilja sig ned og puttede på min dyne. Jeg greb hurtigt chancen til en smule putteri og lagde mig ved siden af hende, hvorefter hun møffede sig helt ind i min armhule og pludselig blev helt stille.

På den mest stille måde jeg har lært, fik jeg tjekket om hun var ok, for det er bestemt ikke sådan jeg kender hende. Det plejer mere at være “nu er vi vågne, nu skal vi bevæge os; danse, tumle og hoppe i sengen”. Men minsandten om ikke hun havde lagt sig til at sove. Det er så længe siden det sidst er sket, at jeg slet ikke erindrer det. Altså det med at hun lægger sig til at sove igen, efter hun “er stået op”.
Så lå jeg ellers der… lysvågen, men med den skønneste, sovende skabning op ad mig. Og således gik der to timer før hun vågnede igen.

Dermed blev denne morgen den langsommeste morgen i jeg-ved-ikke-hvor-længe. For jeg kunne ikke falde i søvn igen. Ej heller ville jeg rykke mig.
Det var to skønne timer – og resten af dagen har været mindst lige så skøn. Vilja kan grine af hvad som helst og hendes gode humør smitter af på alt. Som D siger “tænk at være  glad hele tiden”. Hver dag sker der noget nyt med hende, som vi kan grine af eller være stolte over.

I dag er hun begyndt på at skyde maven frem, alt imens hun venter på at man trykker hende på den eller kommenterer at det er en stor mave hun har.

Har I haft en god søndag og grint af noget særligt i dag?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Opskrift på de lækreste madmuffins