Stille
Langsomt
Uden bekymringer
opdager
og lærer du.
Jeg kigger væk
men vender blikket tilbage,
for at se dig tænke.
Du ser verden,
men ikke som jeg.
Du sammenligner,
dømmer
og overvejer ikke.
Du er bare.
Du møder
og smiler,
griner.
Glædes over de mindste ting.
Jeg forsøger at gøre efter
Møde verden som du,
og nyde alle
selv små øjeblikke.
I de små sko tager du store skridt,
Store for mig som mor.
Mon jeg bliver ved med at
kunne følge med?
De seneste 14 dage har været vilde. Vi har haft ekstra tid sammen fordi D havde fri i dagene op til- og hele påsken. Derfor tog vi alvorsbriller på og kiggede hinanden dybt i øjnene. Var det nu vi begge havde tiden og overskuddet? JA.
Med over en uges fri for D’s vedkommende kunne timingen ikke være bedre. Og jeg har længe været desperat for, at noget skulle ske, men ikke helt vidst hvordan jeg skulle tage sagen i egen hånd. Nu var det nu og vi var begge klar til kamp.
Vilja fyldte et år for knap en måned siden, jeg har været træt af- og utilpas ved at amme i nærmest lige så længe og nu var det tid til at det skulle være slut. Ikke mere amning om natten, og ikke noget med en tår hist og her i løbet af dagen.
Vi lagde en plan som lød på at D i hele sin ferie skulle have natte-tjansen, hvilket betød at babyalarmen (ja, den bruger vi om natten, da vi har to plan og Vilja sover ovenpå) lå på hans natbord og ikke mit. Hvis hun sagde noget, var det ham der skulle op til hende og jeg skulle kun hjælpe i yderste “nødstilfælde”.
Vi var begge klar til nogle hårde nætter, da Vilja hver nat er blevet ammet min. 1 gang i maaange måneder. Ja, da hun var mindre var det selvfølgelig flere gange. Dernæst er amning jo en tryghed og særligt derfor var jeg spændt på, hvordan det hele skulle spænde an. En reaktion måtte der jo komme?
D var klar og ganske rolig og jeg var lettet over, at det var nu vi virkelig skulle “gøre noget”. Sammen.
Jeg har ikke haft en eneste bekymring om, hvordan det skulle gå, for jeg ved hvor glad for og tryg Vilja er ved ham – derfor ingen kvaler i den dur.
Men hvordan skulle det gå? Ville hun skrige på mad den halve nat? Kalde på mig? Holde sig vågen pga. sult?
Nogle ting er altså bare lidt svære, når ens barn ikke har noget rigtigt sprog endnu.
For at det ikke skulle blive mere kold-tyrker-agtigt end højst nødvendigt, valgte vi til at starte med, at holde fast i putteamningen – altså den stund vi har, lige inden Vilja puttes. Dog rykkede vi den til stuen i stedet for hendes værelse, for at adskille søvn og amning. Det blev derfor sådan, at jeg gjorde hende natklar og ammede hende, hvorefter D overtog når hun skulle puttes og lægges i seng. Så var der hverken en mor eller en mælkebar der kunne friste der.
Og hvordan det gik?
Han har i snit brugt et kvarters tid, fra de går ind på værelset og til han kommer ud igen og Vilja sover.
Det var første succes! Putning uden at blive ammet på værelset og i stedet blive lagt i seng af far.
Den første nat sagde Vilja noget 3-4 gange, hvor D var oppe hos hende og synge en sang og hjælpe hende videre i søvnen. Vi havde gjort et glas vand klar, han kunne tilbyde hende, hvis hun søgte noget hos ham, men det blev aldrig aktuelt. Han brugte sjældent mere end 5-10 min., så var han tilbage i seng og Vilja sov så sødt. Og sådan gik det lidt op og ned hele påsken. Nogle gange var han oppe hos hende en enkelt gang, nogle nætter fire gange, men hun var aldrig ked, utrøstelig eller sulten. Det kan derfor lige så godt være alt andet end den pludseligt manglende mælkebar, der var årsag til hendes kald om natten.
Som dagene gik, åndede vi mere og mere lettet op. Vilja tog forandringerne med den største ro og accept og vi er begge overraskede over påskens projekt. Desuden er appetitten i løbet af dagen, blevet meget større hos hende og det virker også som om, at hun får spist mere til aftensmaden end ellers.
Nu er vi ved at samle os og gøre klar til næste og sidste etape. At droppe putteamningen inden hun skal sove. Vi har talt om at gøre det i næste weekend, så vi mere eller mindre er i mål med nætterne uden mad, hvilket jeg synes går rigtig godt.
D startede på arbejde i tirsdags, så fra mandag aften overtog jeg igen natte-tjansen og det er gået ganske roligt. Vilja søger ikke efter mad hos mig og accepterer som med D, at jeg synger en sang for hende og hjælper hende videre i søvnen.
Vi krydser for at det bliver ved og at Vilja vil få nogle bedre nætter uden (for mange) opvågninger, som jeg mistænker har skyldtes at det var hyggeligt lige at komme op til mor og få lidt mælk.
Jeg nyder allerede at have min krop mere eller mindre for mig selv, pånær ved puttetid. Men det fungerer godt, så længe at ved det kun er der amningen skal foregå. Jeg kender omfanget og det har lettet mange følelser i mig. Som jeg ellers oplever en del mødre berette, så er denne beslutning ikke beslægtet med et savn eller svære følelser for mit vedkommende. Alt jeg føler er lettelse og gud, hvor er det skønt!
PS. Efter at skrevet dette indlæg sad jeg og scrollede lidt i min kamerarulle, for at finde et billede eller to der passende kunne bruges til ovenstående skriv. Men jeg ejer ikke et eneste billede af mig der ammer Vilja. Det bekræfter meget godt, at jeg aldrig har været fan af dette, så derfor har jeg i stedet en masse billeder af en glad baby efter amning. Lige som billedet ovenfor, hvor Vilja var en lille 4-måneders baby, der blot levede af mælk. Åh hun var også sød dengang.
Som udgangspunkt har jeg prøvet og gør til stadighed en indsats for at tage moderskabet, forældrelivet som det kommer. Jeg vil så vidt muligt gerne undgå unødige bekymringer og opstillede f.eks. under min graviditet, et “forbud” for mig selv; at lade være med at google.
Som jeg også har skrevet om før, gjorde det sig derfor også gældende, at D og jeg ikke mente at alverdens babyudstyr var vigtigt. Vi ville tage tingene som de kom.
Vi anskaffede os det nødvendige – og var enige om, at vi så kunne købe den ene, anden eller tredje dims, hvis vi oplevede et behov. Her tænker jeg f.eks. på ammepude, babynest, brystpumpe, badevandstermometer… jeg kunne blive ved.
En anden ting vi ikke tænkte var en nødvendighed på forhånd, var sutter.
Vi talte om, at hvis de var der, ville vi nok naturligt begynde/prøve at tilbyde Vilja dem. Og hvis ikke de var, kunne vi lære hende at kende og dermed finde ud af, om der eventuelt kunne være et behov og en mening med at tilbyde en. Det var altså særligt med tankerne på, ikke at skabe et behov, men i stedet “opdage” det og så handle derefter. Og herregud, det er jo en supermarkedsvare, så det var ikke værre end at vi på 10 minutter kunne erhverve os hvor mange vi end kunne få brug for.
Behovet opstod aldrig og derfor er Vilja aldrig blevet tilbudt en sut. Jeg ved ikke hvornår det skulle have været aktuelt – og det føles godt at have gjort sig den erfaring, snarere end at handle ud fra en “babyliste” eller hvad vi har set andre gøre og derfor “bare” købe sutter. For det gør man med så meget. Det oplever jeg i hvert fald og er glad for, at vi har haft vores eget udgangspunkt.
Hermed ikke sagt, at jeg mener sutter er en unødvendig eller fjollet ting. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det giver rigtig god mening for nogle (mange) forældre, at deres børn kan få en sut. Og at den blive givet af en grund… men samtidig synes jeg også det er en spændende snak; for mon ikke der er nogen her på linjen, der har givet sut uden helt at tage stilling til det? Eller er det blot en forestilling jeg har.
Hvis det giver mening synes jeg helt sikkert, at man skal tilbyde sin baby en sut – bare der er tænkt en liiiille smule over det. Men sådan er vi (heldigvis) alle sammen forskellige som mennesker, forældre, mødre.
Eftersom at Vilja ikke har en sut som tryghed, når hun f.eks. skal sove, begyndte vi for nogle måneder siden at tilbyde hende den samme bamse(kanin) hver gang hun skulle puttes; både til lur og til natten. I starten blev den bare lagt sammen med hende, men med tiden begyndte hun at blive ivrig og glad, når vi gav den til hende inden en lur.
Ja, her kan vi tale om en grad af, at skabe et behov. Det er dog ikke sådan, at hun ikke kan falde i søvn uden den, jeg tror snarere at den er blevet et slags symbol på det at skulle sove. Og en glæde der kan hjælpe, hvis hun er ked af det. Sådan én er rar at have, og jeg forestiller mig ikke, at det bliver et projekt at “afvænne” som man gør med sutter, hvis det overhovedet bliver aktuelt på et senere tidspunkt.
Bruger jeres barn sut? Og hvis ja, gjorde I jer nogle overvejelser herom inden babys ankomst?
Her til morgen skete der noget ganske særligt. Ja noget nærmest ekstraordinært.
Da Vilja vågnede 6.30, som hun nogenlunde altid gør, gik jeg op for at hente hende og derefter tage hende med ned i vores seng. Det gør jeg nogle gange om morgenen; ikke for at sove videre, men for at “få øjne” og tumle lidt rundt i sengen, inden vi rigtigt står op.
I weekenderne er det et fast ritual, fordi Vilja så til stor glæde kan vække D, som hun ikke ser om morgenen i hverdagene.
Så i dag gjorde vi som så mange andre gange.
Men så snart vi var kommet ned i sengen, lagde Vilja sig ned og puttede på min dyne. Jeg greb hurtigt chancen til en smule putteri og lagde mig ved siden af hende, hvorefter hun møffede sig helt ind i min armhule og pludselig blev helt stille.
På den mest stille måde jeg har lært, fik jeg tjekket om hun var ok, for det er bestemt ikke sådan jeg kender hende. Det plejer mere at være “nu er vi vågne, nu skal vi bevæge os; danse, tumle og hoppe i sengen”. Men minsandten om ikke hun havde lagt sig til at sove. Det er så længe siden det sidst er sket, at jeg slet ikke erindrer det. Altså det med at hun lægger sig til at sove igen, efter hun “er stået op”.
Så lå jeg ellers der… lysvågen, men med den skønneste, sovende skabning op ad mig. Og således gik der to timer før hun vågnede igen.
Dermed blev denne morgen den langsommeste morgen i jeg-ved-ikke-hvor-længe. For jeg kunne ikke falde i søvn igen. Ej heller ville jeg rykke mig.
Det var to skønne timer – og resten af dagen har været mindst lige så skøn. Vilja kan grine af hvad som helst og hendes gode humør smitter af på alt. Som D siger “tænk at være så glad hele tiden”. Hver dag sker der noget nyt med hende, som vi kan grine af eller være stolte over.
I dag er hun begyndt på at skyde maven frem, alt imens hun venter på at man trykker hende på den eller kommenterer at det er en stor mave hun har.
Har I haft en god søndag og grint af noget særligt i dag?
I går bagte jeg madmuffins sammen med Vilja. De er lige tilpas svampede og luftige – og med en perfekt størrelse til en lille børnehånd. De kan selvfølgelig også spises af voksne. Hvis Vilja gik i institution er det klart en ting jeg kunne finde på at give hende med i madpakken. Det er en god måde at få både fuldkorn, grønt og protein på, og fra et børneperspektiv nok på en lidt sjovere måde også.
Hermed opskriften, hvis I skulle få lyst til noget frokostvariation eller sunde snacks til fryseren. De er oplagte som et mellemmåltid for både børn og voksne!
Jeg har intentioner om, at de skal med i madkurven, når vi skal på skovtur her i påsken, mums.
Ca. 25 stk.
Hak løgene fint og skær broccolien i små buketter. Stokkene skæres i små tern, så de også kan bruges. Svits efterfølgende i lidt olie og lad det køle af.
Bland de øvrige ingredienser sammen og rør godt i enten røremaskine eller med håndmixer.
Bland til sidst fyldet i og hæld dejen i muffinsforme.
Jeg bagte mine i ca. 20 min., ved 180 grader, men kig på dem – når de er gyldne og faste er de færdige!
