Det er efterhånden blevet en rutine at se et minimum af mennesker, have en kalender der er så tom at den er helt overflødig og gå lange ture i skoven, fordi der ikke er meget andet udendørs der kan lade sig gøre.
Vi tæller vel uge 3 i et “lukket” Danmark og jeg kan mærke det allermest på mit savn til de aktiviteter Vilja og mig havde for vane at bruge tid på.

Vi fik lige nøjagtig taget hul på hjemmepasningslivet, da Danmark lukkede ned. Det betød farvel til legegrupper, biblioteksbesøg, gymnastik og legeaftaler. Vi klarer den, bevares. Og faktisk har jeg ikke den mindste grund til at klage min nød, derfor ærgrer jeg mig blot en smule.
Vi er raske, har hinanden og det går godt. Vejret er skønt det meste af tiden og Vilja er den hyggeligste corona-makker jeg kunne ønske mig.
Ingen tvivl om at der er stor forskel på hverdagen før og nu. Derfor tænkte jeg at give et indblik i vores liv her midt i krisetiden.

7.00-8.00
Vilja vågner og vi synger godmorgen sang og kommer i tøjet. Jeg husker ikke hvordan det opstod, men nu er det blevet en vane, at vi hver morgen synger sangen “Godmorgen, sol” (det er den med tisse på en tissemyre, hvis I kender den fra barndommen)

8.00-10.00
Vi spiser morgenmad og morgendanser.
Leger i spisestuen og kigger i bøger.
Når Vilja begynder at klø i øjnene gør jeg hende klar til formiddagslur i barnevognen.10.00-12.00
Vilja tager gerne et par timers lur (nogle gange 3(!)) i barnevognen og imens klarer jeg praktiske ting, hængepartier og holder mine skriv ved lige herinde.

12.00-14.30
Vilja putter gerne hos mig et godt stykke tid efter hun er vågnet, hvorefter hun får lov at lege lidt på gulvet i spisestuen, mens jeg gør hendes frokost klar.
Når hun har fået lidt at spise går vi gerne en tur eller leger på græsset i haven. I hvert fald noget der indebærer frisk luft. Det nyder vi begge godt af, især i disse dage hvor solen viser sig dagligt.
14.30-16.30
Igen sover Vilja gerne en lur på 2-3 timer.

16.30-19.00
Frisk og veludhvilet er hun klar til leg og i mellemtiden er D som regel kommet hjem. Derfor endnu større glæde ved at vågne. De leger typisk sammen mens jeg laver aftensmad klar. Vilja får sommetider lidt frugt og grønt, når der er pause i legen.
Når vi har spist går den ene af os med ind på Viljas værelse og leger indtil hun begynder at vise tegn på træthed. Den anden rydder op i og ordner køkkenet, smører måske en madpakke.
Når øjenene klør gør vi Vilja klar til natten og putter hende derefter på sit værelse.Og sådan tager den ene dag så den anden. Vi mødes sommetider med en veninde eller lignende og går tur sammen eller drikker kaffe udendørs med naboer og genboer. Men vi har mere eller mindre afskåret os fra kontakten til andre. Og prøver på – og øver os stadig i, bare at være “os”.

Alle ovenstående tidspunkter er selvfølgelig blot for at give et indblik, det varierer naturligvis fra dag til dag. Men giver et overordnet billede.

Hvordan hænger jeres hverdag sammen og hvad holder jer oppe for tiden?

Hvornår kan man tale om at være lykkelig? Og hvad er lykke egentlig? Tør vi overhovedet være lykkelige, eller har vi efterhånden skabt et samfund, hvor det hele skal gå så stærkt, at vi aldrig kan nå at lægge mærke til og være i den slags følelser?

På mange måder har vi alle sammen travlt det meste af vores vågne tid. Jeg var selv på det hold sidste år, inden jeg gik på barsel. Jeg var altid “på”, igang og havde bolde i luften uanset om det var fredag aften eller tidlig søndag morgen. Jeg øvede mig konstant i at være tilstede i nuet. Selvom jeg sagtens kunne lægge både privat- og arbejdstelefon fra mig, havde jeg et arbejde, som aldrig helt anså det som ok, at give sig selv bare den lille smule fri, som et par timer hos en veninde, hvor mobilen var gemt væk i jakkelommen, kunne være.
Den evige følelse af at skulle leve op til – og blive regnet med, betød at det var svært at nyde og slappe rigtigt af. Da jeg gik på barsel blev det radikalt anderledes.
Fra den ene dag til den anden, kunne jeg mærke ro, føle glæde, nyt overskud og jeg mærkede lykke på helt ny vis. Det var tankevækkende, hvor meget plads “i mig” mit arbejde tog og uden at give mig noget, jeg ikke havde det bedre uden.

På trods af at det der fylder hos mange i denne tid er “katastrofetanker”, angst og frygt, så tænker jeg at den nedlukning af Danmark vi oplever lige nu, også giver plads til små stunder, der ikke ellers var opstået. Selvom der kan være hjemmearbejde og børn at passe, så er det ganske specielt at samfundet er i så lavt gear – for alle på én gang. Det er næppe afslapning for størstedelen af befolkningen, men om ikke andet, er det nu der er anledning til at spore sig ind på, hvad vi “rigtigt” har brug for, hvad der gør os lykkelige (måske) og hvem vi er, når vi ikke går på arbejde.

Når det handler om livet og lykke, er jeg særligt fascineret af Aristoteles’ livssyn. For ham er det primært måden hvorpå vi forholder os til livets indhold, der afgør lykken. Lykken er målet. Men lykken er uafhængig af livets medgang og modgang. Det tror jeg er en pointe flere kan bruge i en tid som den vi går igennem netop nu.

“Vi har manipuleret med lykkebegrebet, så det i dag handler mere om at vinde i lotto end rent faktisk at række ud efter en meningsfuld tilværelse”. (Aristoteles)

Jeg har selv været tilbøjelig til at overdrive lykken. Hige efter mere – noget på mange måder uopnåeligt, selvom den “rigtige” lykke lå lige for næsen af mig. Selv når livet er hårdt og surt, kan man, hvis man er gjort af samme overbevisning som Aristoteles, sagtens være lykkelig. Og dét tror jeg på. Lykken er jo i virkeligheden ikke større end vi gør den til. Vi har det med at gøre den til noget stort.
Det kan være vi skal begynde at tale om, hvad der gjorde dig lykkelig i dag snarere end, hvad var du taknemmelig for? Eller er det at tage for “let” på lykken?

I en tid som nu, er det lykken værd at huske på. Selvom verden er i krise, folk dør og alt andet end det strengt nødvendige er lukket, så har de fleste af os det godt, når det kommer til stykket. Det betyder ikke, at jeg ikke anerkender at det på mange måder kan være en rigtig hård tid, men jeg ønsker for os alle, at vi husker os selv på vores privilegier. Det er tid til at mærke efter. Mangler vi noget i hverdagen? Har vi og vores familie det godt? Kan vi klare os uden alle de ting vores samfund normalt tilbyder os? Vi kunne være meget værre stillede, så lad os prøve at få det bedste ud af situationen.

Uanset hvad, tør jeg godt sige, at jeg er lykkelig. Corona eller ej – så har jeg det virkelig godt i livet og med alt hvad det har bragt mig. Der skal meget til at ødelægge det for mig nu.

Er du lykkelig og hvis ikke, er der noget du kan ændre på, så du kan få mere god energi ind i dit liv?

I går fejrede vi 1 års fødselsdag for Vilja. Grundet corona-tilstande blev det en lidt anden fødselsdag end vi havde regnet med.
D var på job som normalt, så mig og Vilja hyggede os i løbet af dagen. Ja, ganske som vi plejer faktisk. Da vi stod op havde D sat flag frem på spisebordet og Vilja var meget interesseret i det da vi kom ovenpå.
Efter lidt tumleri og morgenmad pakkede jeg hende i barnevognen og gik en tur i det skønne fødselsdagsvejr, som hun havde sørget for. Det var helt som for et år siden. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg lå og ventede på at skulle bedøves til kejsersnit, mens jeg kiggede ud af vinduerne, hvor den smukkeste forårssol sendte sine stråler ind på os. De minutter inden Vilja skulle komme til verden var magiske på sin helt egen måde – og de minutters stemning ramte mig på min gåtur, så jeg blev helt rørt.
Vilja sov, og der gik jeg så med våde øjne og tænkte på, hvor heldig jeg er. 1 år som mor.

Hjemme igen gik jeg i gang med at bage blåbærcupcakes, så der var den skønneste nybagt-kage-duft, da Vilja var færdig med sin lur. Hun vågnede og var klar til lidt sen frokost og hjalp mig efterfølgende med at pynte kagerne med citronfrosting (hun sad på køkkenbordet og kiggede på).
Dagen forinden havde vi fået en pakke med posten fra Viljas yndlings ikke-oldemor, men den bedste af dem alle. Det er egentlig min mors moster, så jeg ved ikke hvad man kalder hendes relation til Vilja? Jeg kalder den fantastisk, for vi ser hende jævnligt og hun er så skøn at have som en del af Viljas opvækst og er oprigtigt interesseret i hende og os. Ja, hun er vel sådan som jeg kunne ønske mig at Viljas oldemor ville være; hende ser vi ikke rigtigt.
Nå, men hun havde altså været så sød at sende sin pakke til Vilja, når nu vi måtte aflyse hendes fødselsdag i weekenden. Og da kagerne var færdige, fik hun lov til at pakke op.
Jeg lagde den på gulvet foran hende, og hun gik naturligvis hurtigt ombord i papiret og ville smage på det. Det var i første omgang mest indpakningen og ikke indholdet der var spændende.
Lige indtil vi fik pakket helt ud. For i pakken var der bl.a. nogle skønne rasleæg i træ og Vilja elsker ting der kan rasle. Med et æg i hver hånd, kunne hun slet ikke sidde stille og begejstringen var stor.

Da D kom hjem var det tid til kaffe og kage; noget D især havde set frem til – at Vilja skulle have en kage for første gang. Vi er ikke firkantede, men som udgangspunkt får Vilja ikke sukker- og sukkerholdige madvarer før om et år eller to (tidspunkt har vi ikke taget helt stilling til, vi ved bare at det ikke skal være endnu).
Så længe vi kan tilbyde hende noget alternativt, hvis vi f.eks. får et stykke kage, så kan hun i stedet blive tilbudt frugt eller grønt, så vil vi gøre det. Vi må se om det holder, eller vi skulle skifte mening. Men indtil videre er det vores udgangspunkt. Men når man har fødselsdag skal man have kage.
Desuden var vores søde naboer også kommet med en gave – så hun fik sørme lov til at pakke op igen. Kæmpe hit fordi gaven lå i en papkasse, åh de små glæder.

Efter kaffe og kage legede Vilja og D imens jeg kunne forberede aftensmaden.
Og da den var spist, var Vilja mere end putteklar.

I nattøjet kom hun og faldt hurtigt i søvn.
Vi sluttede dagen af med en sludder over en drink, for sådan et år som forældre skulle altså fejres.

Når corona er fortid, satser vi på at samle dem vi oprindeligt havde inviteret til at fejre Vilja og så gøre en hyggelig dag ud af det der. Og ellers har vi heldigvis chancen for at fejre hende igen til næste år – forhåbentlig under andre omstændigheder. Så må vi starte traditionerne til den tid og glæde os over at hun også forstår mere af hvad der sker.
Trods covid og ændrede omstændigheder havde vi en dejlig dag. Det vigtigste var at vi tre kunne være samlet. Vilja, D og mig. Så er alt det andet “bare” ekstra skønt.

Hvor skal jeg dog starte og slutte?

Tænk at din fortælling nu har varet et år, Vilja. Det er altså helt skørt, at vi kan kigge tilbage på et helt år med dig, for samtidig føler jeg at du nærmest altid har været her.
Min kærlighed til dig vokser stadig. Jo mere du kan, jo mere bevidst du bliver og giver igen, jo mere elsker jeg dig. At være mor er alt hvad jeg har drømt om og meget mere jeg nogensinde kunne forestille mig. Det er så mange ting, men mest af alt er det FANTASTISK.
Det føles så vigtigt og rigtigt at være mor for dig, og jeg kunne ikke ønske mig en bedre tilværelse end den jeg har med dig og far.

I skrivende stund er du blevet puttet til natten ovenpå en dag, der for dig nok ikke har været synderligt anderledes end alle andre dage. Far og mig sidder og skåler i en Gin&Tonic, for det seneste år er altså værd at fejre. For os er det en stor dag. Tænk sig, at vi ikke længere har en baby. Du er et 1-årigt barn. Og det vildeste lige nu er, at du i går eftermiddags begyndte at gå. Puh, jeg fik helt våde øjne; det var altså stort.
Du forstår efterhånden meget af det der foregår og det vi siger til dig. Det er helt tydeligt, når du er med på, hvad vi plaprer om. Og når der er noget vi beder om, og som du gør, er det med et smil der fylder hele dit ansigt samtidig. Når vi roser dig bliver du så stolt.
Du forstår ord som “danse”, “ryste”, “putte”, “vinke”, “hvor er”, “trøje”, “hue”… jeg kunne blive ved.
I et par uger har du desuden brugt hele hånden, når du har ville pege på noget, men de seneste dage er du blevet mere skarp og peger nu med fingeren i stedet for hånden.

Du er også blevet en rigtig putte- og hyggefis. Du kan lide at lægge i armen eller sidde på armen med hovedet liggende på skulderen. Du bliver glad, når vi finder din dyne frem og du lægger dig gerne ned og hviler på den.
Tuml og tons er der dog også rigeligt af. Alle steder. På dit værelse, som jeg netop er blevet mere eller mindre færdig med i weekenden, har du en lille fdb-stol. Den kan du snildt klatre op på med begge fødder og i går stod du så oppe på sædet, uden at støtte i noget med hænderne. Jeg siger ikke, at jeg fik dårlige nerver (måske bare en lille smule).
Det seneste på tumle-fronten er, at du gerne vil ind i opvaskemaskinen. Nu er det ikke længere tilstrækkeligt at stå og kigge på den
I dåbsgave fik du en Bobles krokodille, som er blevet et hit hos dig. Du kravler op og ned af den, over den, rider på den, bakser rundt med den, så den står på højkant, ligger ned mm. Der er god underholdning i den, og du er glad for at lege med den uden en voksen ved din side.
Derudover er det blevet tydeligt, hvordan du er begyndt at “have lege i gang”. Du finder på noget sjovt og gør det så igen og igen, eller henvender dig til en af os, fordi vi skal indgå i legen.

I sidste uge brugte vi f.eks. mere end et kvarter på at du kastede dine strømper ned på det første trappetrin, hvorefter jeg fiskede dem op, kastede dem over til spisebordet; og i al hast kravlede du over for at hente dem, kravlede tilbage til trappen, kastede dem ned… og sådan blev vi ved og ved. Du er en aktiv pige, må jeg sige.
Musik hører vi også mere end nogensinde, for du er blevet en ægte lille dansemus, og står og vrikker (squatter) så snart du kan høre musik, eller far (ja, jeg har ikke samme evne, åbenbart) synger for dig. Hvis vi kører i bil sidder du og vipper med benene, som en slags siddende dans. Det gør dig glad og er en sjov ting vi kan gøre sammen; danse tosset rundt mens vi griner.
Jeg sørger som regel for at vi mindst én gang om dagen, får afholdt os en lille danse-session, hvor vi har det sjovt til noget forskellig musik. Ej at forglemme at nævne de helt store dansehit for tiden; “Jeg er en papegøje fra Amerika” og “Aben”.

Jeg er begyndt at sætte dig på køkkenbordet, når vi skal lave noget i køkkenet. Det er til stor glæde for dig at være med og du er så god til at hjælpe mig. Det samme gør sig gældende med vasketøjet, hvor du også hjælper mig flere gange ugentligt med at tømme vaskemaskinen og række mig tøjet. Når nu vi skal gå hjemme sammen det næste (forhåbentlig) lange stykke tid, kan du lige så godt allerede nu, indgå i og være en del af de praktiske gøremål.

Det er så skønt hvordan vi ser dig blive et barn, og hvor hurtig en udvikling der sker med dig. Ting skal ikke gentages særligt mange gange, før du forstår dem eller ved hvad der skal ske – så jeg siger tit til far, at du vidst er en kløgtig pige. Han griner bare, for selvfølgelig er du nok ikke meget anderledes end andre børn. Jeg skal nok bare erkende at du til evig tid vil kunne imponere mig med selv de mindste ting.

Tak for et fantastisk år, Vilja. Tak for din tillid, kærlighed og glæde. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden dig – du giver alting en mening. Jeg glæder mig til alle de år vi går i møde. Til at se dig vokse op, forme og opdrage dig. Jeg glæder mig til at lære dig om verden og andre mennesker. Og til at se dig blive et (lille) selvstændigt individ.
Du har jo allerede en mening og din personlighed kommer også mere frem for hver dag der går. Jeg tænker tit på, om den former sig dag for dag. Eller om den er “givet” og så blot kommer til udtryk i takt med at du vokser og bliver ældre. Under alle omstændigheder vil jeg gøre mit bedste for at give dig de bedste forudsætninger for at møde verden.

Alt er nu.
Jeg elsker dig, Vilja.

Ih hvor har jeg ændret titlen på det her indlæg mange gange. Jeg ville gerne give det en retvisende titel ala “udfordringer som bonusmor”, men det så både forkert ud og lød fjollet. Mest af alt fordi jeg aldrig nogensinde har kaldt mig selv eller ladet mig kalde “bonusmor”.
Da jeg mødte D for fem år siden var det velvidende at han var far. Jeg var dengang 20 år gammel og kunne på ingen måde se mig selv som mor for en på 4. Jeg var forelsket – og det var enormt svært for mig at finde ud af, om jeg var klar til den slags forhold, som jeg kunne se at det ville blive. Kærligheden vandt, kan man vel sige. Jeg måtte tage hvad end der fulgte med og så se hvordan det ville gå med D og mig.

Efter en måneds tid mødte jeg hans søn, Z, som heldigvis var nem at komme ind på. Det var klart en fordel med hans alder – og er det til stadighed, for han kan ikke rigtigt huske, hvordan tiden var “før mig”. Det er klart at jeg ikke har prøvet andet, så jeg kan kun forestille mig, at det kan være mere udfordrende med ældre børn, der enten husker tilbage på tiden “før fars kæreste” som noget bedre, eller får følelsen af, at kæresten “kommer og tager” deres far. Det har vi ikke oplevet – thank god.

Jeg husker stadig, hvordan det var svært for mig, at finde mig til rette i kæreste og autoritets/bonusmor rollen samtidig, især fordi alt var nyt på samme tid. Vi talte meget om det derhjemme, i forsøget på at finde ud af, hvordan det kunne hænge bedst muligt sammen for alle parter. Dels var det vigtigt at jeg var tilpas, men dernæst skulle D også være ok med den rolle jeg skulle have overfor hans søn, og slutteligt skulle det hele balanceres overfor Z, så jeg kunne komme ind på ham på en god måde; samtidig med at jeg ikke skulle være en babysitter/storesøster, men en ansvarlig voksen på lige fod med hans far.
Øj, den var ikke nem. Vi fandt hurtigt ud af, at det gav mest mening hvis vores ord vejede lige meget overfor Z. Så hvis han spurgte mig om noget, var mit svar “gældende” og jeg havde også ret til at opdrage og have en mening. På den måde, mente (og mener) vi at kunne give ham de bedst mulige rammer, når han var på samvær hos os.

Udfordringerne for mig var klart størst, når vi var ude offentligt, fordi jeg dengang brugte mange ressourcer på at tænke, at folk forestillede sig, at jeg var mor. At vi var en familie.
Og den følelse var jeg slet ikke i nærheden af at have. Ej heller klar til at blive identificeret med.
Jeg var bare en helt almindelig 20-årig, der havde fundet en kæreste og han havde så “tilfældigvis” en søn, som jeg nu var en vigtig voksen, men ikke bonusmor for. Derfor har jeg også altid bare været Louise. Sådan har jeg det bedst og sådan tænkte vi også at det ville være bedst, hvis vi ikke endte med at skulle være sammen. Vi har erfaring med fra anden side, at det ikke ender godt, hvis først man er blevet bonus-et-eller-andet og så pludselig ikke er der mere. For hvad så, hvis/når der kommer en ny til. Så kan man snakke om “min første, anden eller tredje bonusfar”… Ej, det er noget rod.
Jeg blev og er bare Louise. En vigtig, stabil, anerkendende, opdragende, voksen som Z skal mærke lignende værdier fra, som fra sin far. Der er bare én ting han ikke mærker fra mig.
Kærlighed.
Jeg elsker ham ikke, og det gør D jo selvsagt. Jeg kan godt lide ham, men jeg elsker ham ikke. Og jeg kommer heller ikke til det. Det er hverken fordi han er tarvelig, mærkelig eller andet… men fordi han ikke er “min”. Det er muligt at andre i sko der minder om mine, lærer at elske deres kæresters børn, men sådan er det ikke for mig. Og efter jeg selv er blevet mor, er jeg kun blevet mere sikker. For nu ved jeg med sikkerhed, hvordan det føles at elske et barn.
Heldigvis er vi er to voksne – og i hvert fald en der elsker. Og så har Z selvfølgelig også sin mor.
Det er ikke noget vi overhovedet kunne drømme om, at italesætte overfor Z, men når han f.eks. siger “godnat, Louise. Jeg elsker dig”, så svarer jeg som oftest “godnat, jeg er også rigtig glad for dig. Kan du sove godt”. For jeg vil ikke sige det, bare for at han skal tro det. Og skulle han spørge en dag, vil jeg også fortælle ham, hvordan tingene hænger sammen, og hvordan jeg selvfølgelig er glad for ham, men kvag at jeg ikke er forælder til ham, har nogle andre følelser.

Det er benhårdt at balancere opdragelse af eget barn, som jeg elsker, oveni opdragelse og anerkendelse af andet barn, ikke mit eget, som jeg ikke elsker. Jeg skal være ærlig at sige, at jeg ikke er på samme måde overfor Z, som jeg er for Vilja. Og han har også selv et par gange erfaret, at jeg naturligt er mere kærlig overfor Vilja (nu er hun trods alt også lille, så at gå med hende på armen, kan nok fra børneperspektiv, hurtigt betragtes som at være kærlig) men han har ret. Der er forskel. Men sådan mener jeg også at det bør være. Der er jo også forskel for ham på at være her hos os, kontra at være hjemme hos sin mor. Han bor hos hende, og kommer her i tre dage – det føles mere som besøg end noget andet. Vores hverdag og rutiner brydes, når han hver 14. dag kommer herhjem – og efter tre dage er vi “back to normal”.
Jeg kunne blive ved og ved med at skrive. For det er så stort et emne, men også et emne hvor jeg skal træde varsomt. Efter jeg selv er blevet mor, er banen kridtet en smule mere firkantet op, forstået på den måde at alting der var ikke længere er. Ja, før var jeg måske mere kærlig og stod med åbne arme overfor Z, men nu giver jeg så meget kærlighed og energi til Vilja – på en måde jeg kan mærke giver mening. Det jeg gjorde før “gjorde jeg bare”, men ikke fordi jeg følte noget, det var bare fordi. 
Det skal ikke lyde som om, at Z bliver svigtet, og holdt i strakt arm uden at mærke omsorg og kærlighed. Det gør han. Fra både sin far og fra mig. Det der kommer fra mig, kommer blot mere ærligt og ægte ud, end det gjorde tidligere.

Det vigtigste for os herhjemme er at tale om tingene og sætte ord på det der sker. Det er ikke en hemmelighed jeg har overfor D, hvordan jeg føler for hans søn. Hvis noget er svært, taler vi om det og hvis noget ikke fungerer, taler vi om det. Jeg synes dog vi er landet godt i det hele med et fælles- og et delebarn. Det skal ikke undervurderes hvor svært det er at få “besøg” af en fra (hvis det skal være sort/hvidt) en anden verden. For når man bor hos sin mor i elleve dage og ser sin far i tre, så er det klart hvor værdierne og den primære opdragelse kommer fra. Det kræver ikke mindst noget af mig, men også meget af D, at kunne rumme sit eget barn under de omstændigheder og med den præmis.
Derfor er mit vigtigste budskab også, at selvfølgelig er der forskel på andres og egne børn, men det er okay, så længe de forskellige parter kan fungere og trives.

Er I en sammenbragt familie og hvis ja, hvad fungerer godt og mindre godt for jer, når det kommer til roller blandt de voksne i hjemmet?