Skønneste lille skabning.
Du får livet til at være det hele værd.

De seneste 11 måneder har jeg følt mig som, og været den heldigste. Din mor.

Der er sket mange gode ting den seneste måned. Særligt på ernæringsfronten er der sket store fremskridt og jeg ammer dig (7-9-13) ikke i løbet af dagen længere. Din appetit er helt vild og din nysgerrighed på maden større end nogensinde. Du spiser både godt om morgenen og i løbet af dagen. Aftenmåltidet er lidt afhængigt af, hvad vi får. Og det er også helt okay, for vi prøver jo trods alt at tage tingene i dit tempo – jeg glæder mig bare så meget til, at være ammefri. (Jeg har skrevet et helt indlæg om at amme uden at elske det, som du kan læse her)

Den seneste uge er du blevet interesseret i at gå med os i hænderne. Noget du ellers har været helt uforstående overfor indtil nu. Ligeså snart man står over dig og holder dine hænder, løber du nærmest afsted. Det er meget underholdende.

Vi har også været ude at køre i tog igen. Den ene vej sov du, den anden var du vågen og sad som på billedet opmærksom og nysgerrig og studerede mennesker. Når nogle kiggede på dig, smilte du alt det bedste du havde lært. Du er så glad og tillidsfuld, når det kommer til andre mennesker. Det kommer også til udtryk om fredagen til gymnastik, hvor du egentlig ikke rigtigt har brug for mig. Du glædes ved at tulle lidt rundt alene og opdage og opleve. Det er så fint at se hvordan du klarer ting på egen hånd.

Din måde at lege på udvikler sig også fortsat og jeg elsker at se det. Du leger tit på værelset – både alene og i selskab med mig eller far. Du er glad for at skubbe ting foran dig, for så at kravle efter dem; biler, bolde, flasker. Og så er dine fødder også blevet en del af det at undersøge og lege. Du bruger fødderne til at mærke med, skubbe med og til, i samarbejde med dine hænder, at nå ting. Og alt dette kan lade sig gøre, fordi du evig og altid tager dine strømper af og har bare fødder.
Det er blevet sådan en slags “underholdning”, hvor du trækker sokkerne af og griner eller siger en høj lyd, for at gøre opmærksom på det. Og så griner vi af det sammen. Lige bortset fra når du gør det på bagsædet i bilen, synes jeg det er sjovt.
Nå ja, og så har du fundet på en leg jeg ikke er så stor fan af. Vi kalder den trappe-legen, for det går i sin enkelthed ud på, at du kaster ting ned ad trappen og griner af det bagefter. Med bamserne er det fint, men jeg har godt nok også nogle chok, når jeg har stået med ryggen til og der ryger Duplo eller bøger ned.

Derudover er “putte kasser” begyndt at give mening. Jeg roser dig til skyerne, når du putter en klods i det rigtige hul – ja, du kigger næsten forvirret på mig, fordi min iver er så stor, når det lykkes dig; men det er mit forsøg på at motivere dig til at blive ved. De skal nok blive mere spændende er jeg sikker på, men bare det at du kan se idéen med dem er sjov.
En anden ny ting er din glæde ved sang og musik. Når vi synger for dig herhjemme har du en slags refleks, som går ud på at trampe/sparke med det ene ben, så længe sangen varer. Af og til kombinerer du det med at slå i luften med den ene arm også.

… Ligesom at man taler om forældre der får sin anden ungdom, når børnene flytter hjemmefra, så tror jeg du har fået din anden tumlealder. Du er indenfor den sidste måned blevet tumling med stort T. Du roder rundt på gulvet, kravler op og ned ad ting, lægger dig på de underligste måder, kravler ned i og ind under alt og står med hænderne i gulvet og måsen i vejret mange gange dagligt.

Det allersidste nye er derudover at du har fundet din tunge. Og jeg skal da lige love for, at du er glad for den. Du rækker den ud maaaange gange om dagen og vi kan ikke lade være med at grine ad dig. Det er dog ikke så populært, når du synes det skal ske midt i maden, hvilket sker jævnligt. Hver gang den kommer ud af munden skal du nemlig også lige mærke på den, gerne med begge hænder på én gang.

Det tør vidst siges at jeg har fanget dig på et godt tidspunkt, på billedet her. Tungen ud ad munden, strithår og bare tæer.

Ih, hvor jeg glæder mig til at fejre din første fødselsdag om under en måned.
Elskede forårsbarn <3

Hverdagen i barselsland løber derudaf. På den gode måde.
Vilja og mig hygger os. Nyder hinandens selskab.
Jeg kysser hende utallige gange dagligt, og hver gang hun puttes til lur eller til natten, fortæller jeg hende, at jeg elsker hende.
Kærligheden vokser fortsat til nye højder, som jeg ikke anede eksisterede.

Jeg vil gøre alt for hende.
Jeg vil gøre alt det bedste for hende. ALT.

Men midt i kærlighed og hverdag og glæde rammes jeg sommetider af dråberne fra en mørk sky. Den starter med, lejlighedsvis, at svæve over hovedet på mig. Så finder den mig, hver gang jeg træder udenfor døren, og så ender den med at være lige nøjagtig over hovedet på mig, uanset om jeg er inde eller ude, vågen eller sovende. Det er en sky fuld af frygt, og når den regner ned på mig, løber det mig koldt ned ad ryggen.
Jeg kan begynde at græde fra det ene sekund til det andet. Eller gå helt i stå – sådan på den måde hvor man sidder med åben mund og kigger ud i luften.

Nogle gange har jeg held med at fortælle den, at den kan regne lige så meget den vil, fordi jeg har regntøj på. Andre gange når jeg ikke engang at tænke, før den sender en skylle ned over mig.

Frygten for at miste rammer mig. For hvert sekund jeg sidder fast i følelsen, vokser den i mig. Alt det der gør mig så glad og lykkelig… og som har gjort, at jeg er lige netop hvor jeg er i mit liv, er jeg bange for at miste.
Dernæst er jeg bange for at Vilja skal miste.
Jeg har mistet.

Jeg har ingen far her på jorden. Vilja har heldigvis en mor og en far… men hvad nu hvis.
Det er forfærdeligt at gå ad den vej. Jeg skal lade være med det.
Jeg tænker meget på min far for tiden. Det er nok derfor skyen er dukket op. For efter jeg er blevet mor, kan jeg ikke nøjes med at tænke på og mindes. Jeg når altid ud i “tænk hvis Vilja skulle miste en af os”.

Når man har mistet ved man, at livet er skrøbeligt. Lige som hvis en fra familien rammes af alvorlig sygdom; den slags giver nye perspektiver. Og det skal det selvfølgelig også. Vi lærer, at det ikke er kun på den anden side af vejen, at “de” bliver syge. Det kan også ramme ned lige foran én selv.
Derfor lader jeg også kærligheden fylde – fylde alt hvad den kan og har lyst til. Man kan ikke give sit barn for meget af den, man kan ikke kysse dem for meget eller fortælle dem for meget, hvor vigtige de er.

Og det er et af mine vigtigste mål gennem Viljas opvækst; hun skal aldrig nogensinde være i tvivl om, at og hvor meget hun er elsket. For det er sådan jeg bedst håndterer de svære dage, hvor store tunge følelser rammer – ved at vise og gøre noget godt og noget andet, kan jeg fremme dét.
Jeg tror ikke på at undertrykke følelser, men jeg tror på, at de får lov til at fylde mere, når man “dyrker” dem. Så jeg vælger at bruge energien på de gode.

Nogle gange går der dage, andre gange uger, men oftest går der måneder imellem at jeg støder på skyen. Heldigvis.
Og for hver gang jeg har mødt den, føler jeg mig bedre i stand til, hurtigt at trække i regnfrakken, når den dukker op igen. For det kan jeg godt. Jeg er hurtigere og mere fornuftig end det.
Jeg skal ikke bare lade den skylle al glæde og håb ud af mig.

PUHA.

Siden vi sidst skrev mandag i kalenderen er der sket lidt af hvert herhjemme. Samtidig med at vi havde nogle hyggelige stunder i weekenden, var starten på sidste uge, én jeg helst ikke tænker for meget tilbage på.
Mandag aften og nat blev vi nemlig alle (pånær Vilja) ramt af madforgiftning herhjemme. Øv for en omgang.
Jeg var den der var hårdest ramt – og jeg har aldrig prøvet lignende. Først onsdag kom jeg til hægterne igen, og der både råbte køleskabet på at blive fyldt, og vasketøjet på at blive vasket. Alt havde stået fuldstændig stille. Jeg erindrer ikke, hvornår jeg sidst har været så skidt. Heldigvis havde D ferie og var god til at træde til og være der for Vilja. Åh, hvor var jeg lykkelig for al hans hjælp!

Vi måtte desværre melde afbud til salmesang om onsdagen, og torsdag var jeg ved at være mere end klar til, at der skulle ske noget igen. Vi fik besøg af en sød veninde og gik en tur i solskinsvejret.
Fredag var gymnastik aflyst grundet ferie, så vi mødtes med Viljas ven fra mødregruppen (og min veninde) til en kop varmt på den lokale café.
På vej hjem sugede jeg solens stråler til mig og nød at være ude. Det gjorde Vilja også.

Og så har vi ellers haft en hyggelig og effektiv weekend.
I dag har vi taget godt hul på en ny uge – om end jeg stadig skrænter lidt med hoste, så føles det som ingenting, sammenlignet med den tilstand jeg var i for en uge siden.

Resten af ugen er fuld af gode planer – hvor føles det skønt sådan at glæde sig til hver eneste dag, fordi det ikke kunne give bedre mening, at gøre det jeg gør <3

Arh. Nu kan jeg (endelig) ånde lettet op. Jeg har set frem til at sige det højt. Fortælle, hvad der har gjort mig ekstra glad og rolig på det seneste… og hvad der har fået mig til at sætte pris på selv de mindste ting.

Det hele er faldet på plads, og jeg kan med den største glæde og det mest lettede mor-hjerte fortælle, at vi har valgt at vente med at sende Vilja i institution. Hun skal altså hverken gå i dagpleje eller vuggestue, men i stedet skal jeg gå hjemme med hende og gøre lige netop det der er aller vigtigst; både for hende og mig; være MOR.

Over en længere periode talte vi meget om, at det slet ikke føltes rigtigt at skulle sende Vilja afsted i institution og afbryde den sunde og gode udvikling vi oplever med hende herhjemme. Det var underligt at tale om, hvordan vores hverdag skulle hænge sammen med hende i pasning. Al den tid vi ville gå glip af – og den vigtige opgave det er at forme hende, give hende uendelige mængder af kærlighed og føle sig set, lyttet og forstået – ja, den opgave er der jo ikke nogen anden, der kan løfte på samme måde som forældre selv.
Når alt kommer til alt, er det jo ikke vores børns behov at komme i instititution. Det er vores samfunds behov, for at hjulene kan holdes i gang. Mor og far skal arbejde – derfor skal børnene passes.

Jeg har efterhånden fortalt om vores beslutning i en del forskellige fora og henseender. Den mest hørte reaktion, som jeg stadig er meget uforstående overfor er “Hvad så med socialisering? Hun skal jo også lære at være sammen med andre børn?”

Jeg synes på en eller anden måde, at det er en fornærmelse. Jeg er Viljas mor, mon ikke jeg er i stand til at sørge for hendes udvikling og socialisering? Jeg sagde jo ikke noget med, at jeg ville låse mig inde i vores hjem, aldrig gå udenfor en dør og droppe al kontakt til andre mennesker.
Men på den anden side kan jeg godt forstå det… hvis man er en af de mange, (no blame, ikke alle har muligheden for at “vælge”) der sender sit barn i institution, er det nok naturligt at forsøge med den slags kommentarer, for at retfærdiggøre sin egen situation. Et forsøg på at skærme sig selv, med en forklaring om, at det jo må være det bedste at sende sit barn i pasning.

Gordon Neufeld (min nye guru) er udviklingspsykolog og har skrevet bogen “Hold on to your kids” og siger bl.a. om børn og tilknytning “[…] det er ikke interaktion med jævnaldrene, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne, til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, at barnet udvikles og modnes. Desværre er vi kommet til at fjerne meget af barnets interaktion med modne voksne, fordi vi antager, at den udviklende, frie leg på magisk vis opstår, når vi stuver en masse børn sammen i mange timer ad gangen, uden særlig mange voksne til at tage sig af dem”.
Han understreger altså hvor vigtigt det er for det lille barn, at der er meget og god voksenkontakt i de tidlige år. 

En anden dygtig “ekspert” er Mette Carendi, der er uddannet i psykologi med speciale i tilknytning og følelser. Hun nævner ligeledes voksenkontakt, og peger desuden på, at vores samfund er skævt indrettet, med tidlig institutionsstart, som et levn fra en anden tid.

“Barnet er ikke skabt til at blive ladt så meget alene, så tidligt, som vi gør i vores kultur. Det er derimod skabt til at være tæt på dem, som barnet er trygt knyttet til i de første mange år”

Det kan måske også læses som om, at jeg har sat mig godt og grundigt ind i, hvad det betyder for det lille barn, at blive sendt i institution, og så tænkt “det kan vi ikke byde Vilja”. Sådan hænger det altså ikke sammen.
Vi fulgte først og fremmest vores mavefornemmelse og sidenhen synes jeg at tilknytningsteori, adskillelsesskultur, socialisering og følelsesregulering var vildt spændende emner – særligt da jeg pludselig selv havde et nyt perspektiv. Og siden har jeg så læst side op og ned – rapporter, undersøgelser, teorier og meget mere. Ja, generelt er jeg meget videnssøgende og det her med børn har godt nok fanget mig på rette tidspunkt!
Hvis jeg skulle begynde at kede mig (som om det nogensinde ville ske) ved jeg altid hvad jeg skal i gang med at læse, mens jeg går hjemme.

Debatten om institutionalisering er én jeg meget gerne vil bidrage til. Jeg vil blive ved med at stille spørgsmålstegn og være undrende, når jeg bliver spurgt til, hvad jeg tænker på, sådan at holde Vilja hjemme. Jeg oplever en tendens til at fortegnet vender “forkert” – det er mig der er tosset, fordi jeg vælger selv at tage ansvaret for mit barn, i stedet for at overlade det til andre. Det er mig der er skør, fordi jeg tror, der kan komme et fornuftigt barn ud af, at tilbringe så meget tid med sin mor.
I mine øjne er det mere tosset, at tro på at en “fremmed”, uden tilknytning til dit barn, kan løfte den opgave det er, at opfylde behov, imødekomme og forstå DIT barn, bedre end dig?

Der er ingen tvivl om, at det her er den rigtige beslutning for os. Jeg glæder mig så meget til fortsat at have al den tid med Vilja, som jeg også har haft de sidste (snart) 11 måneder. Med alt hvad det indebærer, så tror jeg på, at det vil gøre noget godt, særligt for Vilja på længere sigt, og så er det samtidig en unik mulighed for, at jeg kan arbejde med lidt projekter også. Det skal jeg nok skrive meget mere om.

Indtil da vil jeg fortsat nyde og glædes – for sikke en lettelse at få det ud!

Slutteligt vil jeg nævne, at jeg ved hvor mange forskellige holdninger der er, til en beslutning som denne. Det har jeg det fint med. For det her kunne ikke være mere rigtigt for os. Det betyder selvfølgelig ikke at det også er rigtigt for andre.

Peace out!

Så blev du ti måneder. Der er fart over feltet med dig herhjemme, hvorfor det særligt er til min store glæde, at vi har fået gitter for trappen.

Når vi er nedenunder og skal ovenpå, kravler du tit selv hele vejen op ad trappen – ja, og endda som om du aldrig har lavet andet. Jeg går naturligvis lige bag dig og med hænderne ved din side. Det er nok ikke meget anderledes for dig, end at kravle så mange andre steder – men som med alt andet, er jeg yderst imponeret over din kunnen.

Du er blevet rigtig dygtig til at stå selv uden støtte – og gør det også på eget initiativ nu. Hver gang venter jeg i spænding, for at se om du mon flytter det ene ben, men det er ikke sket endnu.

Vores hverdag sammen er ren leg og vi griner, og griner og griner – du griner både når noget er sjovt, men også nogle gange for at få mig til at grine (virker det til). Sådan en rigtig falsk “nu prøver jeg på at fremkalde en rigtig latter-latter”.

I takt med at du bliver ældre, kan vi også mærke at dine rytmer har ændret sig. Det er meget sjældent at du sover tre lure dagligt – nu er vi i stedet nede på to. Det betyder også at du går lidt tidligere i seng, men samtidig sover længere om morgenen. Du vågner som regel et sted mellem 7 og 9.

Selvom du ikke har et sprog, fejler dine kommunikationsevner ingenting! Vi er (næsten) ikke i tvivl om hvad du vil, eller hvordan du har det. Du giver tydelige signaler og bruger mange forskellige lyde. De sidste par uger er du endvidere begyndt at efterligne mere end hidtil og du kan længe ad gangen være helt fokuseret, hvis man sidder med dig og forsøger at få dig til at gentage.
I går sad du hos far, mens han ihærdigt forsøgte “kan du sige far”, “fa-ar” “faaaa-aar”. Og du gjorde alt hvad du kunne, og endte med at få lydende frem, men manglede f-lyden. Jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang far vil gøre sit, til at dit første ord bliver far. Og min kærlighed til jer, når I sidder sådan, er slet ikke til at rumme, for der findes ikke noget sødere. For min skyld må dit første ord hjertens gerne være far.

Samtidig med at du er god til at udtrykke dig, forstår du også mere og mere. ‘Drikke’ og ‘tørstig’ har siddet fast et stykke tid, men nu er du også med på betydningen, når jeg siger “nu kommer far”, for så kravler du ud til hoveddøren og kigger efter ham. Og siger vi “kanin” kigger du rundt efter din sove-kanin. Det er slet ikke til at forstå hvor god du er.

Dit værelse tager form som dagene går. Det er ikke færdigt endnu, men jeg har taget hul på projektet, da jeg godt har kunne lide tanken om, at det var bare lidt hyggeligt, når du skulle til at sove derinde. Du kravler også tit derind og leger selv, hvilket klart er fordelen ved, at det er på samme etage som spisestue og køkken. Vi er jo for det meste ovenpå hele dagen, så det at du kan “gå til og fra” at lege på værelset bliver klart også win på sigt.

Udover leg på værelset er din nye yndlingsaktivitet herhjemme, at stå ved det store vinduesparti i spisestuen og kigge ud. Særligt i hverdagene, hvor der stadig går Lind & Risør folk og arbejder på fællesarealet ud for vores have, er du optaget af at kigge.

Vi har stadig gymnastik og salmesang at passe – begge dele noget du er glad for. Og så har vi lige fundet en flyverdragt til dig i denne uge, så vi nu kan tage på legeplads og slippe dig løs eller få en rutschetur. Det glæder jeg mig til. Efter at have set hvordan du farer rundt fra ende til anden i gymnastikhallen, kan jeg kun forestille mig at du vil elske at lege udendørs på den måde.

Hver dag med dig er en gave, Vilja.
Tænk at alting kan føles så rigtigt og vigtigt på samme tid.
Du er den bedste <3