Jul som sammenbragt familie

Det har været på tale en del gange, før vi fandt frem til, hvad vi vil og hvordan.
Siden vi flyttede ind i det nye hus, har jeg drømt om at vi skulle holde jul herhjemme i år. Både fordi vi har plads og mulighed – og fordi vores familie nu er fuldendt efter Vilja er kommet til.
Vores familie består af D, Vilja og jeg selv. Hveranden uge består den i fire dage af D, Vilja, D’s søn og jeg selv.
Sådan er vi dog ikke enige om at tænke; for D er vores familie altid den med fire medlemmer. Selvfølgelig. Hans søn tæller for ham på en helt anden måde, end han tæller for mig.

Hvert andet år holder vi nytår med hans søn og det modsatte år har vi ham til jul. I år er det nytårs-år og vi er derfor kun tre herhjemme til juleaften. Det betyder for D at vi ikke er samlet – hvilket han gerne vil at vi er, hvis vi skal invitere til juleaften. For ham er det først “rigtigt” til næste år, når hans søn også er her. Og sådan har jeg det slet ikke – jeg ville elske at Viljas første jul blev holdt herhjemme med os og den tætteste familie. For det er nemlig mindst ligeså fuldtalligt for mig.
Ak og ve – det er jo livet som sammenbragt familie. Hvis det er det vi kan kategorisere os som? Jeg har jo ikke “bragt” nogen med og D er far til to… men I forstår mig.

Som udgangspunkt synes jeg det fungerer for os med denne familiekonstellation. Eller for mig. Jeg har jo valgt D og med ham hørte en søn. En dreng som jeg i øvrigt har et rigtig godt forhold til og som også den anden vej er glad for mig.
Men det er nu noget skørt noget, at vi ikke har det samme udgangspunkt i flere henseender, på trods af at vi har Vilja sammen. Vi har f.eks. også talt en del om når Vilja bliver ældre og vi vil nogle ting med hende – for vi kan jo ikke altid gøre alting i den korte periode hver 14. dag, hvor vi ser D’s søn. Der kommer et tidspunkt hvor han vil gå glip af ting på en anden måde end hidtil, fordi vi har Vilja hos os hele tiden og ser ham så lidt som vi gør. Alt dette med forbehold for at samværsordningen bliver anderledes, for det kan den jo sagtens nå at blive mange gange.

I de fem år D og jeg har været sammen, synes jeg heldigvis ikke, at det faktum at han også har en søn, har givet de store knubs. Det har givet anledning til mange interessante snakke, mange overvejelser og vigtige tanker. Og så har det givet mig anledning til at lære en masse om forældreskabet og hvad jeg selv ville/ikke ville, når jeg skulle være mor. For jeg har om nogen set forældreskabet tæt på, men uden selv at have fingrene helt nede i bolledejen.
Nu er vi netop på den anden side af en af de interessante snakke. Snakken om dette års jul. For mig er det vigtigt at anerkende og forsøge at sætte mig i D’s sted. Netop derfor er det også blevet til, at vi i år holder juleaften hos min mor og så til næste år inviterer til jul herhjemme.
Selvom jeg kan synes at det er svært med de to forskellige typer af hverdage vi har over en 14 dages periode, så er det jo ingenting sammenlignet med hvad det betyder for D. Jeg kan slet ikke bære at tænke på, hvordan jeg ville have det, hvis jeg skulle “dele” Vilja på den måde som D gør det med sin søn. At se ham i fire dage ud af 14 er jo slet ikke værd at tale om.

Lad mig dog lige understrege at vi er rigtig glade for den ordning og det samarbejde der er mht. samværet! Og så vil jeg også nævne at D er så sej til at håndtere det hele. Som han siger “ingen grund til at bruge energi på at ærgre sig over noget man ikke kan ændre på”. Derfor nyder han til fulde de dage han ser sin søn og resten af tiden glæder han sig over, at han skal se ham igen 10 dage senere. Det er enormt beundringsværdigt.
Men wow – tænk hvor mange forældre og børn der sidder i lignende situationer. Dét har jeg vidst først rigtig lært at forstå, efter jeg selv er blevet mor.

Ps. Er jeg den eneste der drømmer om en hvid jul?