Tænk på mig

# 8 måneder

Det er helt skørt at skrive det. Ja, og sige det for den sags skyld. Men jeg har været mor i otte måneder. Tænk at jeg har brugt de sidste otte måneder på, sammen med D, at passe på noget jeg ikke anede kunne være så dyrebart. Min Vilja.

Kæreste Vilja.
Hvor gør det mig glad at være din mor.

Du har nu hele fire tænder – to i under- og to i overmunden. De hjælper dig med at tage bidder af bondebrødsmadderne og så ser du frækkere ud end nogensinde. De første par uger efter alle tænderne var brudt frem, havde du det med at skære tænder; det var ikke populært må jeg nok erkende.

Du er opmærksom på dine omgivelser og meget interesseret i mennesker og særligt børn. Du smiler og griner til næsten alle og enhver.
De sidste par uger er din udvikling foregået med lynets hast; efter du havde lært at møve dig fremad begyndte du at sætte dig op, når du lå ned. Så blev det til, at du ikke længere gad at ligge men kun sidde og lege. Og nu sidder du så op og trækker dig fremad. Nå ja, og så stiller du dig op af alting.

Vi griner meget og nu gør vi det også sammen. Du kan f.eks. begynde at grine af noget, og når jeg så følger trop, griner du endnu mere. Det virker også som om, at du er med på det der med, at du kan gøre noget sjovt, og så begynder vi at grine. Dét er altså underholdende. Det kan komme til udtryk ved at du laver en sjov lyd under aftensmaden og så sidder afventende for at se vores reaktion. Griner vi – ja så fortsætter du i et væk.
Endvidere er det helt tydeligt at du forstår mere og mere af, hvad der foregår og hvad vi siger. Du finder ro i vores faste morgen- og aftenrutiner og så reagerer du eksempelvis på spørgsmålet “er du tørstig?” ved at åbne munden og bevæge armene hurtigt op og ned af bare glæde.
Hvis du sidder på gulvet og leger kan jeg også kalde på dig, hvorefter du til stor glæde kravler over til mig, alt i mens at smilet og glæden i dine øjne bliver større og større, jo tættere på mig du kommer.

De daglige udfordringer har vi også – men det er altså kun fordi du bestemt ikke synes, at det er værd at bruge den vågne tid ved at ligge på ryggen; heller ikke når bleen skal skiftes. Lige der synes jeg nemlig at det er rigtig fint, hvis du gider ligge stille.

Ligesom at vi kan grine og dele glæder sammen, så kan vi nu også dele både frokost og aftensmad. Du spiser mere eller mindre det samme som os og er nysgerrig på nye ting. Pincetgrebet sidder næsten i skabet, men de sidste par uger har du nu klaret at spise selv på trods af den manglende teknik også. Du har fundet din egen måde at gøre det på og jeg er yderst imponeret over dig. På bare otte måneder gik jeg fra at have en baby der skulle ammes og ernæres udelukkende af mig, til nu at sidde og lægge små hapsere på bordet foran dig, så du selv kan spise.

Dit sprog og dine lyde skifter løbende karakter og du er begyndt at efterligne vores lyde med stor bevidsthed. Vi kan f.eks. gentage et ord for dig en masse gange og så forsøger du undervejs at efterligne. Derudover har du (i hvert fald for nu) lagt de høje skrigelyde på hylden og er mere på “Baaaaah, bah, baaaah” for tiden.

Musik gør dig glad – radio såvel som de gode gamle “Åh Abe” album vi har fundet på Spotify. Nå ja, og min rustne-jeg-rammer-ikke-en-tone-rigtigt-sangstemme trives du (heldigvis) også med.

Når du er træt eller lige er kommet op efter en lur er du i det skønneste puttehumør. Men stunderne med dit hovede liggende på skulderen eller helt ind til mit bryst, bliver færre. Til gengæld kravler du mange gange i løbet af en dag hen til mig, hvis ikke jeg sidder ved dig på gulvet, for at få en krammer og et kys. Når det er opfyldt er du klar til at lege videre. Tænk sig hvor skønt lige at tænke “hov, jeg har lige brug for lidt kærlighed, så er jeg klar til at lege igen”… det er beundringsværdigt.

Det er lige op over med beslutninger om institution/ikke institution og på hvilken måde vi ønsker at forme vores liv, når barslen med dig slutter. Alt jeg drømmer om, er at bruge min tid med dig; for min vigtigste opgave har siden marts været, at være din mor. Det vil jeg gerne være til fulde og så mange af dine vågne timer, som overhovedet muligt.
Nu må vi se hvad tiden bringer.

Jeg elsker dig, Vilja

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tænk på mig