Det er blevet vinter. Og dermed også december. Den måned vi år efter år taler om som hektisk, stressende og fuld af aftaler. Det er egentlig utroligt at sådan en højtid som julen, lige præcis er det der “forbinder os”. Den får os til at tænke på- og have travlt med at få set hele familien, trods at der er 11 øvrige måneder også at gøre godt med. Mon ikke det hænger sammen med at december også er lig med nytår, som betyder at året går på held og vi får gjort op hvad det forgangne år har budt os og hvilke ønsker vi har for det kommende.

Det er blevet vinter med hvad der dertil hører. Levende lys i stagerne fra sen eftermiddag til aften, lyskæder, frostgrader og smukke morgener, varme drikke og diverse hjemmebag. Vinteren er altså også god. Men i år mere end nogensinde. Jeg kunne godt skrive noget klichéagtigt ala “der er noget helt særligt ved denne vinter, fordi det er den første jeg har som mor”… og det jeg egentlig vil skrive er da også derhen af.

Den her vinter er så meget bedre end mange af dem jeg kan huske, fordi jeg er på barsel.

Jeg sætter meget mere pris på de mindste ting; også dem der ikke har betydet noget for mig før. Jeg er sikker på at det er tiden. Den bliver ved med at være der, og vi har ikke rigtigt noget vi skal nå (eller, næsten ikke). Under alle omstændigheder foregår tingene i et andet tempo og det er vidunderligt. Sidste år var jeg presset til det yderste i denne måned, fordi december var den travleste måned på hele året, der hvor jeg arbejdede. Selv når jeg var hjemme havde jeg ikke fri og de rolige øjeblikke kunne tælles på en halv hånd.
D og jeg var ude at købe julegaver sammen d. 21. december og jeg skulle både arbejde det meste af den 23. og om formiddagen den 24… puha! Først i midten af januar var jeg faldet ned igen – og når jeg kigger tilbage på det nu, var det jo slet ikke hverken hyggeligt eller noget der gjorde mig glad.
Godt at vi alle bliver klogere.

Selvom juleaften nærmest banker på døren og der kun er et par dage til, så er det heldigvis vinter to måneder endnu. Og netop denne vinter har jeg sat mig for at ville…

… læse en ny bog og blive klogere
… bage endnu mere end jeg allerede har gjort
… gå en ekstra lang tur med vilja i barnevognen mindst én gang om ugen, suge gode energier til mig og nyde bare at være
… udvikle flere nye opskrifter og dele herinde
… blive rigtig god til det der med surdej

Ja dette og meget mere. Jeg kan godt lide at have gjort mig nogle overvejelser om hvad min (og Viljas) tid skal gå med – og have sat nogle små mål for mig selv. Det giver mening for mig.

God jul – og husk at nyd hinanden og det I gør.
Alt er nu.

Det har været på tale en del gange, før vi fandt frem til, hvad vi vil og hvordan.
Siden vi flyttede ind i det nye hus, har jeg drømt om at vi skulle holde jul herhjemme i år. Både fordi vi har plads og mulighed – og fordi vores familie nu er fuldendt efter Vilja er kommet til.
Vores familie består af D, Vilja og jeg selv. Hveranden uge består den i fire dage af D, Vilja, D’s søn og jeg selv.
Sådan er vi dog ikke enige om at tænke; for D er vores familie altid den med fire medlemmer. Selvfølgelig. Hans søn tæller for ham på en helt anden måde, end han tæller for mig.

Hvert andet år holder vi nytår med hans søn og det modsatte år har vi ham til jul. I år er det nytårs-år og vi er derfor kun tre herhjemme til juleaften. Det betyder for D at vi ikke er samlet – hvilket han gerne vil at vi er, hvis vi skal invitere til juleaften. For ham er det først “rigtigt” til næste år, når hans søn også er her. Og sådan har jeg det slet ikke – jeg ville elske at Viljas første jul blev holdt herhjemme med os og den tætteste familie. For det er nemlig mindst ligeså fuldtalligt for mig.
Ak og ve – det er jo livet som sammenbragt familie. Hvis det er det vi kan kategorisere os som? Jeg har jo ikke “bragt” nogen med og D er far til to… men I forstår mig.

Som udgangspunkt synes jeg det fungerer for os med denne familiekonstellation. Eller for mig. Jeg har jo valgt D og med ham hørte en søn. En dreng som jeg i øvrigt har et rigtig godt forhold til og som også den anden vej er glad for mig.
Men det er nu noget skørt noget, at vi ikke har det samme udgangspunkt i flere henseender, på trods af at vi har Vilja sammen. Vi har f.eks. også talt en del om når Vilja bliver ældre og vi vil nogle ting med hende – for vi kan jo ikke altid gøre alting i den korte periode hver 14. dag, hvor vi ser D’s søn. Der kommer et tidspunkt hvor han vil gå glip af ting på en anden måde end hidtil, fordi vi har Vilja hos os hele tiden og ser ham så lidt som vi gør. Alt dette med forbehold for at samværsordningen bliver anderledes, for det kan den jo sagtens nå at blive mange gange.

I de fem år D og jeg har været sammen, synes jeg heldigvis ikke, at det faktum at han også har en søn, har givet de store knubs. Det har givet anledning til mange interessante snakke, mange overvejelser og vigtige tanker. Og så har det givet mig anledning til at lære en masse om forældreskabet og hvad jeg selv ville/ikke ville, når jeg skulle være mor. For jeg har om nogen set forældreskabet tæt på, men uden selv at have fingrene helt nede i bolledejen.
Nu er vi netop på den anden side af en af de interessante snakke. Snakken om dette års jul. For mig er det vigtigt at anerkende og forsøge at sætte mig i D’s sted. Netop derfor er det også blevet til, at vi i år holder juleaften hos min mor og så til næste år inviterer til jul herhjemme.
Selvom jeg kan synes at det er svært med de to forskellige typer af hverdage vi har over en 14 dages periode, så er det jo ingenting sammenlignet med hvad det betyder for D. Jeg kan slet ikke bære at tænke på, hvordan jeg ville have det, hvis jeg skulle “dele” Vilja på den måde som D gør det med sin søn. At se ham i fire dage ud af 14 er jo slet ikke værd at tale om.

Lad mig dog lige understrege at vi er rigtig glade for den ordning og det samarbejde der er mht. samværet! Og så vil jeg også nævne at D er så sej til at håndtere det hele. Som han siger “ingen grund til at bruge energi på at ærgre sig over noget man ikke kan ændre på”. Derfor nyder han til fulde de dage han ser sin søn og resten af tiden glæder han sig over, at han skal se ham igen 10 dage senere. Det er enormt beundringsværdigt.
Men wow – tænk hvor mange forældre og børn der sidder i lignende situationer. Dét har jeg vidst først rigtig lært at forstå, efter jeg selv er blevet mor.

Ps. Er jeg den eneste der drømmer om en hvid jul?

Det er helt skørt at skrive det. Ja, og sige det for den sags skyld. Men jeg har været mor i otte måneder. Tænk at jeg har brugt de sidste otte måneder på, sammen med D, at passe på noget jeg ikke anede kunne være så dyrebart. Min Vilja.

Kæreste Vilja.
Hvor gør det mig glad at være din mor.

Du har nu hele fire tænder – to i under- og to i overmunden. De hjælper dig med at tage bidder af bondebrødsmadderne og så ser du frækkere ud end nogensinde. De første par uger efter alle tænderne var brudt frem, havde du det med at skære tænder; det var ikke populært må jeg nok erkende.

Du er opmærksom på dine omgivelser og meget interesseret i mennesker og særligt børn. Du smiler og griner til næsten alle og enhver.
De sidste par uger er din udvikling foregået med lynets hast; efter du havde lært at møve dig fremad begyndte du at sætte dig op, når du lå ned. Så blev det til, at du ikke længere gad at ligge men kun sidde og lege. Og nu sidder du så op og trækker dig fremad. Nå ja, og så stiller du dig op af alting.

Vi griner meget og nu gør vi det også sammen. Du kan f.eks. begynde at grine af noget, og når jeg så følger trop, griner du endnu mere. Det virker også som om, at du er med på det der med, at du kan gøre noget sjovt, og så begynder vi at grine. Dét er altså underholdende. Det kan komme til udtryk ved at du laver en sjov lyd under aftensmaden og så sidder afventende for at se vores reaktion. Griner vi – ja så fortsætter du i et væk.
Endvidere er det helt tydeligt at du forstår mere og mere af, hvad der foregår og hvad vi siger. Du finder ro i vores faste morgen- og aftenrutiner og så reagerer du eksempelvis på spørgsmålet “er du tørstig?” ved at åbne munden og bevæge armene hurtigt op og ned af bare glæde.
Hvis du sidder på gulvet og leger kan jeg også kalde på dig, hvorefter du til stor glæde kravler over til mig, alt i mens at smilet og glæden i dine øjne bliver større og større, jo tættere på mig du kommer.

De daglige udfordringer har vi også – men det er altså kun fordi du bestemt ikke synes, at det er værd at bruge den vågne tid ved at ligge på ryggen; heller ikke når bleen skal skiftes. Lige der synes jeg nemlig at det er rigtig fint, hvis du gider ligge stille.

Ligesom at vi kan grine og dele glæder sammen, så kan vi nu også dele både frokost og aftensmad. Du spiser mere eller mindre det samme som os og er nysgerrig på nye ting. Pincetgrebet sidder næsten i skabet, men de sidste par uger har du nu klaret at spise selv på trods af den manglende teknik også. Du har fundet din egen måde at gøre det på og jeg er yderst imponeret over dig. På bare otte måneder gik jeg fra at have en baby der skulle ammes og ernæres udelukkende af mig, til nu at sidde og lægge små hapsere på bordet foran dig, så du selv kan spise.

Dit sprog og dine lyde skifter løbende karakter og du er begyndt at efterligne vores lyde med stor bevidsthed. Vi kan f.eks. gentage et ord for dig en masse gange og så forsøger du undervejs at efterligne. Derudover har du (i hvert fald for nu) lagt de høje skrigelyde på hylden og er mere på “Baaaaah, bah, baaaah” for tiden.

Musik gør dig glad – radio såvel som de gode gamle “Åh Abe” album vi har fundet på Spotify. Nå ja, og min rustne-jeg-rammer-ikke-en-tone-rigtigt-sangstemme trives du (heldigvis) også med.

Når du er træt eller lige er kommet op efter en lur er du i det skønneste puttehumør. Men stunderne med dit hovede liggende på skulderen eller helt ind til mit bryst, bliver færre. Til gengæld kravler du mange gange i løbet af en dag hen til mig, hvis ikke jeg sidder ved dig på gulvet, for at få en krammer og et kys. Når det er opfyldt er du klar til at lege videre. Tænk sig hvor skønt lige at tænke “hov, jeg har lige brug for lidt kærlighed, så er jeg klar til at lege igen”… det er beundringsværdigt.

Det er lige op over med beslutninger om institution/ikke institution og på hvilken måde vi ønsker at forme vores liv, når barslen med dig slutter. Alt jeg drømmer om, er at bruge min tid med dig; for min vigtigste opgave har siden marts været, at være din mor. Det vil jeg gerne være til fulde og så mange af dine vågne timer, som overhovedet muligt.
Nu må vi se hvad tiden bringer.

Jeg elsker dig, Vilja