Når bekendtskaber bliver venskaber

Sidste år blev vi inviteret til bryllup hos en af D’s folkeskolekammerater, som han ikke havde set i mange år. Her mødte jeg hende for første gang. Sidenhen begyndte vi at ses til en kop kaffe og vi har også nogle gange været sammen med børn og partnere. Så nu er det faktisk også gået hen og blevet et vennepar. Det lyder sørme voksent, hva? Det er i hvert fald først i takt med at have fundet D, have købt hus og fået en baby, at den slags ord ikke længere er så fremmede og føles mærkeligt i munden. Når jeg f.eks. bliver spurgt “hvad skal I så lave i weekenden?” kan jeg svare “nårh, vi skal bare være sammen med et vennepar” uden at føles det mindste underligt.

Hun er stadig én, som jeg kan tælle på to hænder, hvor mange gange vi har set… men som føles som en jeg har kendt i maaaange år. Både fordi vi kan snakke i timevis, uden at løbe tør for emner og fordi det er faldet os overraskende naturligt at ses og opbygge en relation.
Det skønne ved hende er, at hun også er mor. Det giver ikke desto mindre muligheden for altid at have noget at snakke om, men det er uden tvivl også en “sikker” referenceramme særligt i nye relationer. Endvidere har vi mange ting til fælles, når det kommer til opdragelse og overordnede værdier – og så er hun i gang med at læse til det, som jeg for nogle år siden også var sikker på at jeg skulle i gang med.

Siden jeg blev student fra gymnasiet har jeg tænkt meget over det med, ikke at være en fast del af et fællesskab, som man var det både i folkeskolen og på gymnasiet. Hver dag kunne man møde op og på forhånd “kende sin plads”. Da jeg siden gymnasiet ikke har læst en videregående uddannelse af den ordinære slags, har jeg ikke sidenhen været en del af et fællesskab der minder om det.

Så kom Vilja til verden og jeg takkede ja til at blive en del af en mødregruppe – et mødrefællesskab, som da også skulle ende med at blive “fast”, men hvor ingen kendte sin plads, da vi startede.
Vi har været i mødregruppen i seks-syv måneder, og den har også åbnet døre for nye venskaber. Det er selvsagt ikke alle fem i gruppen jeg snakker lige meget med; men på det sidste er det blevet mere aktuelt at “bryde” lidt med gruppen og også mødes i andre henseender end det ugentlige onsdags-tam tam, som vi for længst har vænnet os til.
Uden at jeg har gjort mig de store tanker om det før nu, så tror jeg at følelsen af forpligtelse overfor hele gruppen har gjort, at det lige tog lidt tid (og måske mod?) før det kunne vise sig, også at være ok at mødes uden at alle skulle inviteres og samles. En erfaring jeg er glad for at have gjort mig, for hvor er det skønt også at kunne spørge én om en kop kaffe eller en gåtur hist og her.
Giver det mening?
Jeg tænker tit på det og sammenligner det med en “trekløver” jeg var en del af i gymnasiet. En venindegruppe hvor vi helst (læs: altid) skulle mødes alle tre og ikke bare to af os. Om det var nervøsiteten over, om det mon ville fungere uden den sidste, eller en ide om, at det var at svigte, hvis ikke vi var tre, det ved jeg ikke. Men når jeg tænker tilbage på det nu, er det jo helt tosset.

Bedst som jeg har gået og tænkt og troet (måske en smule naivt) at jeg havde de venner jeg skulle have, så er jeg nu blevet beriget med flere skønne venskaber, som jeg også nyder at pleje. Det er nok lidt som at søge med lys og lygte efter en kæreste; når man så mindst venter det, dukker han op.
Jeg havde i hvert fald ikke forudset at flere af mine nye bekendtskaber skulle finde plads som veninder hos mig. Der kan forældreskabet noget – for nu har jeg det at være mor til fælles med så mange andre. Hvor det før har været vejret der kunne kommenteres på, hvis man stod i en af de der små-akavede situationer og ikke vidste hvad man skulle sige, så er der nu altid mulighed for børnesnak.
Og det er jo bare det skønne ved livet – man ved aldrig hvad der venter og man kan altid blive overrasket.