Institutionstanker

Åh. I det nye år fylder min (knap så) lille baby 1 år. Dermed følger livet som institutionsbarn, fordi vi er to herhjemme der har et arbejde at passe. Jeg, først engang i marts måned, men det bliver det jo også hurtigt.

Det kan tage pusten helt fra mig at tænke på hvad der venter. Tænke på hvad det er for en hverdag vi har intentioner om at byde Vilja og hvordan vi skal få alle ender og ønsker til at hænge sammen.
Jeg er “en af de der mødre”. En af dem der langt hellere ville blive hjemmegående, foretage mig et eller andet der kunne give et par håndører i ny og næ og samtidig passe Vilja. Jeg tror på at det for nogle kan være det bedste og for andre slet ikke. Men vigtigst af alt, så tror jeg ikke at det kan være værre at gå hjemme og passe end at sende i institution.

Lige indtil for godt en halv time siden, havde jeg faktisk nogenlunde ro i maven. Vi havde lagt en plan og tingene var gået i orden og op i en højere enhed. Vi havde valgt en privat pasningsordning til Vilja og fået plads fra februar måned.
Hvad der var ro er nu blevet uro. Min mave snørrer sig sammen og jeg er igen på bar bund. Jeg har lige modtaget et opkald med besked om, at det sted Vilja skulle passes, ikke har mulighed for at lade hende starte alligevel. Shit. Hvad så nu?
Tankerne farer rundt som sommerfugle i maven normalt gør, når man glæder sig til noget, og jeg kan ikke finde hovede og hale i noget lige nu. Jeg er frustreret og ærgerlig.
Skal vi sadle om og finde en helt anden løsning? Skal vi finde en plads i vuggestue eller håbe på at få tilbudt en kommunal dagplejer vi kunne blive glade for?
Næsten alle tanker og overvejelser har vi allerede været igennem, indtil vi fandt den plads vi nu har “mistet”. Og det er så drænende at gå i uvished og tænke at “kommer tid, kommer råd”… for jeg ved jo godt, at det er februar og marts inden vi får set os om.

Det er vidst nu jeg skal lægge hovedet i blød. Jeg betragter det ikke længere kun som et spørgsmål om, hvor (hvis) Vilja skal starte og hvornår. Det er lige så meget et spørgsmål hvad der er det rigtige for os og hvilke ønsker vi har for Vilja. På lang sigt er det ikke desto mindre et spørgsmål om trivsel, indlæring, relationer og fællesskab samt faste, trygge rammer. Alt sammen noget jeg selv ville elske at tage ansvaret for, et godt stykke tid endnu i stedet for at overlade det til andre.
Tanken om, at jeg ikke har fået Vilja for at andre voksne skal påtage sig ansvaret for alle de ting, er den der fylder mest i tankemylderet lige nu.
Det ville være min fornemmeste opgave at give hende al den plads og tid i verden, som det kræver at udvikle gode kompetencer og blive et barn i allerbedste trivsel. Men det hele er lettere sagt end gjort. Jeg tænker videre…