Kender I det der med, at bestemte sange minder én om noget særligt. En begivenhed, en person, en stemning eller lignende?
Jeg har f.eks. en “da vi kørte hjem fra hospitalet med Vilja-sang” en “da D og mig hørte musik for første gang sammen-sang”, “den sidste cykeltur inden jeg skulle flytte til USA-sang” og sådan er der så et par gode håndfulde. Jeg vil skåne jer for den længere opremsning heraf.
Forleden da jeg kørte i bil med Vilja dukkede min “den hørte vi meget efter min far var gået bort-sang” op. Sådan helt ud af det blå og på den radiokanal, som bilens radio tilfældigvis var tunet ind på. Det er Sanne Salomonsens “Tænk på mig”; en sang jeg tydeligt husker min mor spillede meget i tiden efter hun blev alene med min bror og mig. Og jeg tror vidst nok, at hun lod cd’en bo i bilen, for det var oftest når vi var ude at køre, at den spillede.

“Tænk på mig når du alene
Tænk på al den kærlighed i mig
jeg gemmer til dig”

Jeg faldt lige tilbage i den stemning der spredte sig i bilen der forleden. Jeg husker at kigge på Vilja, smile stort og blive overvældet af en følelse af taknemmelighed.
Der er noget særligt og fint over situationer som denne. Midt i hverdag og hvad der kan virke som ligegyldige tanker, kan man blive mindet om noget så specielt.

Desuden har jeg en ide om, at det med at sange repræsenterer et minde, er reelt på en anden måde end den slags “halve” minder, hvor man synes at huske noget, men også er blevet fortalt om det samme… i de tilfælde er det svært at skelne mellem hvad man husker, og hvad man tror man husker.
Men at fremkalde minder gennem en sang kan vel umuligt være noget andre har del i. Derfor bliver minderne af en helt anden karakter – i hvert fald i mit hovede.

Har I nogle sange der bringer minder eller specifikke situationer frem i jer, når I hører dem?

Sidste år blev vi inviteret til bryllup hos en af D’s folkeskolekammerater, som han ikke havde set i mange år. Her mødte jeg hende for første gang. Sidenhen begyndte vi at ses til en kop kaffe og vi har også nogle gange været sammen med børn og partnere. Så nu er det faktisk også gået hen og blevet et vennepar. Det lyder sørme voksent, hva? Det er i hvert fald først i takt med at have fundet D, have købt hus og fået en baby, at den slags ord ikke længere er så fremmede og føles mærkeligt i munden. Når jeg f.eks. bliver spurgt “hvad skal I så lave i weekenden?” kan jeg svare “nårh, vi skal bare være sammen med et vennepar” uden at føles det mindste underligt.

Hun er stadig én, som jeg kan tælle på to hænder, hvor mange gange vi har set… men som føles som en jeg har kendt i maaaange år. Både fordi vi kan snakke i timevis, uden at løbe tør for emner og fordi det er faldet os overraskende naturligt at ses og opbygge en relation.
Det skønne ved hende er, at hun også er mor. Det giver ikke desto mindre muligheden for altid at have noget at snakke om, men det er uden tvivl også en “sikker” referenceramme særligt i nye relationer. Endvidere har vi mange ting til fælles, når det kommer til opdragelse og overordnede værdier – og så er hun i gang med at læse til det, som jeg for nogle år siden også var sikker på at jeg skulle i gang med.

Siden jeg blev student fra gymnasiet har jeg tænkt meget over det med, ikke at være en fast del af et fællesskab, som man var det både i folkeskolen og på gymnasiet. Hver dag kunne man møde op og på forhånd “kende sin plads”. Da jeg siden gymnasiet ikke har læst en videregående uddannelse af den ordinære slags, har jeg ikke sidenhen været en del af et fællesskab der minder om det.

Så kom Vilja til verden og jeg takkede ja til at blive en del af en mødregruppe – et mødrefællesskab, som da også skulle ende med at blive “fast”, men hvor ingen kendte sin plads, da vi startede.
Vi har været i mødregruppen i seks-syv måneder, og den har også åbnet døre for nye venskaber. Det er selvsagt ikke alle fem i gruppen jeg snakker lige meget med; men på det sidste er det blevet mere aktuelt at “bryde” lidt med gruppen og også mødes i andre henseender end det ugentlige onsdags-tam tam, som vi for længst har vænnet os til.
Uden at jeg har gjort mig de store tanker om det før nu, så tror jeg at følelsen af forpligtelse overfor hele gruppen har gjort, at det lige tog lidt tid (og måske mod?) før det kunne vise sig, også at være ok at mødes uden at alle skulle inviteres og samles. En erfaring jeg er glad for at have gjort mig, for hvor er det skønt også at kunne spørge én om en kop kaffe eller en gåtur hist og her.
Giver det mening?
Jeg tænker tit på det og sammenligner det med en “trekløver” jeg var en del af i gymnasiet. En venindegruppe hvor vi helst (læs: altid) skulle mødes alle tre og ikke bare to af os. Om det var nervøsiteten over, om det mon ville fungere uden den sidste, eller en ide om, at det var at svigte, hvis ikke vi var tre, det ved jeg ikke. Men når jeg tænker tilbage på det nu, er det jo helt tosset.

Bedst som jeg har gået og tænkt og troet (måske en smule naivt) at jeg havde de venner jeg skulle have, så er jeg nu blevet beriget med flere skønne venskaber, som jeg også nyder at pleje. Det er nok lidt som at søge med lys og lygte efter en kæreste; når man så mindst venter det, dukker han op.
Jeg havde i hvert fald ikke forudset at flere af mine nye bekendtskaber skulle finde plads som veninder hos mig. Der kan forældreskabet noget – for nu har jeg det at være mor til fælles med så mange andre. Hvor det før har været vejret der kunne kommenteres på, hvis man stod i en af de der små-akavede situationer og ikke vidste hvad man skulle sige, så er der nu altid mulighed for børnesnak.
Og det er jo bare det skønne ved livet – man ved aldrig hvad der venter og man kan altid blive overrasket.

Åh. I det nye år fylder min (knap så) lille baby 1 år. Dermed følger livet som institutionsbarn, fordi vi er to herhjemme der har et arbejde at passe. Jeg, først engang i marts måned, men det bliver det jo også hurtigt.

Det kan tage pusten helt fra mig at tænke på hvad der venter. Tænke på hvad det er for en hverdag vi har intentioner om at byde Vilja og hvordan vi skal få alle ender og ønsker til at hænge sammen.
Jeg er “en af de der mødre”. En af dem der langt hellere ville blive hjemmegående, foretage mig et eller andet der kunne give et par håndører i ny og næ og samtidig passe Vilja. Jeg tror på at det for nogle kan være det bedste og for andre slet ikke. Men vigtigst af alt, så tror jeg ikke at det kan være værre at gå hjemme og passe end at sende i institution.

Lige indtil for godt en halv time siden, havde jeg faktisk nogenlunde ro i maven. Vi havde lagt en plan og tingene var gået i orden og op i en højere enhed. Vi havde valgt en privat pasningsordning til Vilja og fået plads fra februar måned.
Hvad der var ro er nu blevet uro. Min mave snørrer sig sammen og jeg er igen på bar bund. Jeg har lige modtaget et opkald med besked om, at det sted Vilja skulle passes, ikke har mulighed for at lade hende starte alligevel. Shit. Hvad så nu?
Tankerne farer rundt som sommerfugle i maven normalt gør, når man glæder sig til noget, og jeg kan ikke finde hovede og hale i noget lige nu. Jeg er frustreret og ærgerlig.
Skal vi sadle om og finde en helt anden løsning? Skal vi finde en plads i vuggestue eller håbe på at få tilbudt en kommunal dagplejer vi kunne blive glade for?
Næsten alle tanker og overvejelser har vi allerede været igennem, indtil vi fandt den plads vi nu har “mistet”. Og det er så drænende at gå i uvished og tænke at “kommer tid, kommer råd”… for jeg ved jo godt, at det er februar og marts inden vi får set os om.

Det er vidst nu jeg skal lægge hovedet i blød. Jeg betragter det ikke længere kun som et spørgsmål om, hvor (hvis) Vilja skal starte og hvornår. Det er lige så meget et spørgsmål hvad der er det rigtige for os og hvilke ønsker vi har for Vilja. På lang sigt er det ikke desto mindre et spørgsmål om trivsel, indlæring, relationer og fællesskab samt faste, trygge rammer. Alt sammen noget jeg selv ville elske at tage ansvaret for, et godt stykke tid endnu i stedet for at overlade det til andre.
Tanken om, at jeg ikke har fået Vilja for at andre voksne skal påtage sig ansvaret for alle de ting, er den der fylder mest i tankemylderet lige nu.
Det ville være min fornemmeste opgave at give hende al den plads og tid i verden, som det kræver at udvikle gode kompetencer og blive et barn i allerbedste trivsel. Men det hele er lettere sagt end gjort. Jeg tænker videre…