Vilja, du møffer!
Nu er syv måneder forsvundet som dug for solen, og hold op, hvor kan et lille menneske lære meget på så kort tid. Jeg er dybt imponeret og stolt over hvad du kan.

Den sidste uges tid er du begyndt at komme fremad. Hidtil kunne du kun finde ud af, at skubbe dig baglæns, men nu har du fundet en måde at bruge armene på, således at du kommer frem. Du forsøger selvfølgelig også at komme frem på alle fire, men når du “falder” ned på maven, fordi benene glider, så laver du tricket med armene i stedet. For frem det vil du.
Det har åbnet lidt flere muligheder for dig, at du nu også er i stand til at bevæge dig på den måde. Det betyder f.eks. også at hvis man ligger sig ned på gulvet i nærheden af dig, så møffer du hen og søger kontakt, hvis du trænger til det. Ikke nok med at det er hyggeligt, så er det også en meget livsbekræftende følelse at mærke hvordan du ønsker noget af os. Søger vores opmærksomhed og kærlighed.
“Børnesikringen” er endvidere sat i værk – for du har allerede hevet de første tre blade af et par af mine planter… ja, du er pludselig alle vegne.

I undermunden er der dukket den sødeste (og første) lille babytand op. Nøøøøj. Tænk at en tand kan være sød; det anede jeg ikke. Men det er den her virkelig! Og så kan jeg se en ny der er på vej i overmunden, åh du kommer til at se fræk ud, når den viser sig.

Vi har fundet en god barselsrutine, os to. Ih hvor vi hygger og nyder hinandens selskab. Jeg er blevet endnu bedre til at forstå dig og dine signaler – og nu kan jeg snart se før du bliver træt, at det er ved at være puttetid. Jeg kender dine lyde, din gråd, dine udtryk og mange af dine adfærdsmønstre. Du ved, gniden i øjnene, dit forsøg på at vende dig om på maven, så snart du er blevet lagt på puslepuden og den slags. Men du overrasker mig stadig. Ikke dagligt, men flere gange ugentligt. Der kommer nye lyde og flere sjove ansigtsudtryk, nye bevægelser og skøre vaner. Forleden fandt du eksempelvis ud af, hvordan du skal holde benene i en halvfems graders vinkel, for at umuliggøre at blive placeret i Trip Trap stolen; og således bliver vi begge klogere på hinanden hele tiden.

Smil og grin beskriver det meste af din vågne tid. Du er så glad, at det er svært at forstå, at det er muligt at smile så meget. Og så griner du ofte af både far og mig. Ej hvor er det bare skægt. Det kan være en sjov lyd, bevægelse eller noget vi gør med legetøjet, som sætter gang i den skønneste latter vi kender. Far har erfaret at sangen “Der bor en bager” giver grinegaranti. Det nyder han.
Jeg ville så gerne beskrive den følelse jeg får i maven, når du griner af eller til mig. Vi har de skønneste stunder om morgenen når du vågner. Du kan ligge og nusse mig i ansigtet, kigge mig dybt i øjnene og smile eller grine – og det rammer mig aller længst inde. På en måde jeg ikke kendte til. Din latter føles som en slags bekræftelse af, at du “kan lide mig” (ja, jeg ved godt at andet havde været underligt) og elsker mig. Ligesom dine lyde er det jo en af de måder du kommunikerer på og det er fantastisk.
Din stemme udvikler sig desuden hastigt og du bruger den flittigt. Både til at skrige for dine lungers fulde kraft, men også til at hviske. Du snakker meget. Og synger med, når vi taler eller du hører musik.
Af samme årsag er vi startet til baby salmesang (ikke så meget salme, men…) og du ELSKER det!

Din interesse for mad vokser og vokser. Du elsker at sidde i Trip Trap stolen (når det lykkes at sætte dig i den) og være med ved bordet til måltiderne. Du vil smage på og røre ved al maden, og spiser (indtil videre) alt med stor tilfredshed og appetit.
Du får dog også stadig modermælk, men minimum tre gange om dagen, forsøger jeg at tilbyde dig mad/grød/mos af forskellig art. Flere gange har du smagt vores aftensmad og så er du begyndt at få lidt brød med pålæg på og små hapser af frugt og grønt, hvor du før kun har fået det most og på ske.

De bedste syv måneder er gået, men tænk at al den tid vi går i møde også kun kan blive helt fantastisk. Det er vildt hvad du giver os, Vilja. Mening og kærlighed i nye højder. Jeg elsker dig uendeligt og glæder mig til at lære dig endnu mere om verden.
Det passer det med, at børn giver én et helt nyt perspektiv på livet – og jeg kan ikke andet end at elske det.

Hvis man kender mig, ved man at jeg elsker at bage. Og længe har jeg lavet sådan nogle “på-slum-boller” som efterhånden er blevet en kende populære i min omgangskreds.
Derfor gjorde jeg en øvelse ud af det sidst jeg skulle bage dem, og skrev ned hvordan og hvad jeg bruger. Det er noget nær de nemmeste boller og bedst af alt, så skal de ikke æltes! Du slipper derfor for de der forbandede, klistrede dej-fingre 🙂
Bollerne er ligeledes perfekte at røre sammen om eftermiddagen eller aftenen og så bage næste dag.

Her kommer opskriften, god bagelyst.

Ca. 18-20 boller

• 10 dl koldt vand
• 1/2 pakke gær
• 2 store æbler
• 100 g græskarkerner
• 150 g finvalsede havregryn
• 150 g fuldkorns- eller grahamsmel
• 1 nip salt
• 2 spsk sukker
• 1 spsk kanel eller kardemomme (jeg foretrækker kanel sammen med æble, men prøv dig frem)
• 400-600 g hvedemel
• Æg til pensling

Opløs gæren i det kolde vand.
Tilsæt havregryn, revet æble, fuldkornsmel, græskarkerner, kanel og slutteligt salt og sukker.
Hæld hvedemel i lidt ad gangen og bliv ved indtil dejen er så “tung” at du ikke kan røre den ordentligt rundt længere. Den skal være ret våd og klistret.
Sæt film over skålen og stil den i køleskabet i mindst 7 timer. Mere skader bestemt heller ikke.

Når det passer dig ca. 7-10 timer senere sætter du dejen i ønskede størrelser på bagepladen med to skeer.
Pensl med æg og bag bollerne i en forvarmet ovn ved 225 grader til de er sprøde udenpå.
(Når jeg bager to plader samtidig får de ca. 20-25 min.) Men hold øje med og mærk på dem.

Variation:
Hvis du trænger til lidt fornyeelse kan du med fordel skifte æblerne ud med 2-3 gulerødder og græskarkernerne med solsikkekerner. Så har du en helt anden bolle – men mindst lige så god.

Der sker meget omkring mig for tiden, og jeg rammes med korte mellemrum af glæde og taknemmelighed. Det fylder og bobler på den bedste måde i min mave. I min krop. Jeg tænker stort, nyder og takker for alt hvad livet bringer mig. For det er udelukkende positivitet der kommer til mig og os. Og netop fordi jeg har så meget på hjertet på én gang, så meget jeg gerne vil dele, fundere og reflektere over, er det svært at finde de rette ord. Det er svært at få det ud i fingrene, på samme måde, som man kan føle det, når man vil fortælle noget og det “ligger liiiige på tungen” men uden at komme videre derfra.

Jeg er meget optaget af tid. Ikke på en måde hvor jeg hverken stresser, eller mangler den. Jovist, jeg synes som de fleste andre, at den går stærkt. Tiden. Men allermest er jeg optaget af, at udfylde min tid, Viljas tid, vores tid, med noget der giver mening. Noget der giver værdi. Nogle der giver værdi. Det skal være slut med at “spilde tid”; bruge den på noget eller nogle, hvor jeg bagefter tænker “hvad fik jeg ud af det”. For tiden er værdifuld. Jeg har trukket mig selv igennem flere års venskaber, hvor jeg var den eneste der red på hesten. Jeg har været den søde, der gik på “runde” til store fødselsdage og arrangementer, for at tale med og vise mig til flest mulige. Jeg har haft et arbejde, hvor antallet af minutter til jeg havde fri, endte med at være vigtigere end at være til stede og udføre mine opgaver.
Og nu har jeg lært meget, besluttet noget og tænkt med mig selv at det skal være slut med sådanne tidsspild.

I august måned holdt vi barnedåb for Vilja og det at skulle holde en fest for hende, affødte mange tanker. Først dengang vi sad med invitationerne og talte om, hvem vi gerne ville fejre hende med. Dernæst da vi fik svar på, hvem der ville komme og havde lyst til at fejre hende med os.
I sagens kerne har vi (både D og mig) ganske lidt familie. Jeg tror at det kan tælles på to hænder, hvor mange til barnedåben der repræsenterede vores familie. Og så har vi en del venner. Gode venner som er til at regne med og stole på. Og som vi selv har “valgt” og bruger vores tid med, fordi vi får noget igen.
Sådan er det ikke altid med familie. Det er nogle man har, men ikke nogle man har valgt. Og netop af selvsamme årsag oplever jeg, at man kan “glemme” hinanden lidt i familien. Tage hinanden for givet på uhensigtsmæssige tidspunkter, netop fordi det ikke ændrer på, om man er familie. Uanset om man er familie eller ej – så kræver relationer jo noget af alle implicerede parter.
Ikke dermed sagt, at det familie der kom, ikke er nogle vi er glade for, men det at have gode venner, er på en eller anden måde endnu mere vigtigt for os. Jeg glædes ved tanken om, at Vilja skal vokse op med bekendtskaber der vil hende og os.
Nu var jeg (eller nogen som helst andre) ikke så stor fan af den præst der døbte Vilja, men én fornuftig ting fik hun da sagt… nemlig at vi med dén andel af venner versus familie repræsenteret, i højere grad kunne tale om en “stjernefamilie” og ikke en “kernefamilie”. Altså netop nogen vi har valgt at have i vores liv og som ikke har været givet på forhånd. Hun fortalte endvidere om, hvordan hendes egne børn grundet dødsfald blandt bedsteforældrene og lange afstande også var vokset op med hendes og ægtefællens venner som tæt “familie”. Det var så fint at høre om. Og det bekræftede os i, at det gav mening, at bruge tiden med lige netop de mennesker. Alle dem der var med til at fejre Vilja havde lyst til at dele dagen med os. Så kan det næsten ikke blive bedre. For det er der at tiden brugt giver mening.

Der er forsvundet lidt vægt fra mine skuldre og min ryg er blevet mere rank. Jeg har nok nået at tænke en håndfuld gange (plus det løse) at det også gav mig noget at være den pleasende og vedholdende i de relationer, der længe har været lige så tørre som jorden i min kaktus. Men det gør det virkelig ikke. Derfor vil jeg fortsat øve mig på at huske, hvornår jeg har det bedst. Det er netop når jeg har det som nu, med den boblende glæde i maven og en taknemmelighed over livet, Vilja, og det vi gør, der ikke er til at lægge låg på. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg på det seneste har gjort alt det rigtige og brugt min tid på den bedste måde. Det er fantastisk hvad der kommer ud af det. Og fantastisk hvordan man hele tiden kan lære noget nyt og blive klogere på livet.

Er I gode til at vælge hvad I fylder tiden ud med?

Med alle disse tanker, får I lige et gammelt billede af en sommerhimmel. Jeg bliver stadig helt draget, af at kigge på det.

I mandags tog jeg billeder og skrev ned hele dagen, for at lave en lille “barselsreportage”, der kunne give indblik i hvordan en dag i barselsboblen forløber, når vi er hjemme. Så her kommer 14 hverdagsglimt og lidt små ord om vores dag.

05.55
Vilja ligger og pludrer i sengen og smiler over hele ansigtet. Hun er frisk og glad efter en god nats søvn med kun en enkelt opvågning, fordi hun i søvne havde fået vendt sig om på maven.

06.20
Vi har begge fået tøj på, Vilja har fået en tår mælk og vi går ovenpå.

06.41
Vilja hygger på sit legegulv og begynder at gnide sig i øjnene, fordi hun er træt. Jeg går derfor ud med madras og dyne i hendes barnevogn, så den er klar.
Hun får en tår mælk igen.

06.56 
Vilja er klar til første lur og jeg triller en tur op og ned ad vejen med barnevognen. Det regner, men det synes jeg bare er hyggeligt.

07.20
Vilja sover og jeg har sat mig med morgenmad foran computeren for at bestille varer til hele ugen hos Bilka to go.

09.31
To blogindlæg og en varebestilling senere, støvsuger jeg nu hele hytten. Det er altid rart at starte ugen med et rent hjem.10.16
Nu er Vilja vågen og i hopla igen 10.24
Mens hun hygger på sit legegulv laver jeg en portion grød til hende.
(Noget af det sjoveste hun ved, er at tage sine egne sokker af) 10.36
Vilja er klar til at spise. Jeg har lavet havregrød og æblemos til hende. 11.13
Tilbage på legegulvet nu med ren ble og sulten stillet. Humøret er stadig højt.11.44
Vilja er klar til dagens anden lur, så jeg får igen lidt frisk luft ved at trille en tur og hun falder hurtigt i søvn.

14.50 Vilja er lige stået op og vi skal til Bilka for at hente vores varer i Bilka to go. 16.40
Vi er tilbage fra Bilka, Vilja er puttet i barnevognen igen og jeg forbereder aftensmad. 17.27
Da D skal afsted igen her til aften, spiser vi tidligt og Vilja når at være med ved bordet, da hun lige er vågnet.
Hun får byggrød med resten af æblemosen fra tidligere. 17.59
D er kørt afsted og Vilja er med i køkkenet mens jeg rydder af bordet. Hun er blevet glad for at sidde ved sit eget bord og lege.19.41
Vilja er i gang med dagens sidste lur og jeg får læst lidt i den bog jeg er i gang med.

20.29
Den sidste lur er altid den korteste, så da hun er vågen igen, når vi også lige et bad inden det bliver sengetid. 22.11
Lidt tumelri, nogle sange og en god tår mælk senere er Vilja puttet til natten og jeg har sat mig til rette i sofaen for at skrive lidt herinde.

… ja, sådan så vores mandag ud på barsel. En meget rolig én af slagsen. Vi er flere gange om ugen ude af huset, har besøg herhjemme eller har ærinder rundt omkring. Jeg duer bedst til at der sker noget, især når Vilja sover som hun gør og er nem at have med ude. Hvis jeg hver dag var hjemme med en sovende baby i så mange timer, som hun gør, så var jeg nok blevet skør.

Dog er de praktiske dage hjemme heller ikke at kimse af. Jeg kan godt lide at sidde og fordybe mig i skriverier og tanker. Hver ting har sin charme og det er dejligt at der er plads og tid til lidt af det hele.