Vilja, åh Vilja.
Så rundede vi dagen, hvor du har beriget vores liv i et helt halvt år. Det vildeste halve år i mit liv. Og uden tvivl også det aller bedste.
Du er det skønneste væsen man kunne tænke sig og vi nyder hver dag med dig i vores liv. Du udvikler dig og vokser med raketfart og vi taler tit om, hvornår du mon skruer lidt ned for tempoet 🙂

Du kan nu gribe efter ting med begge hænder og gør det så snart der er noget i nærheden eller på vej hen til dig, som du finder interessant. Du er meget nysgerrig.
På imponerende vis, kan dine små hænder få fat i alt; fars skæg, en kind, mit hår selvom det er sat op, næser eller dobbelthagen jeg ikke selv vidste at jeg havde.
Udover at gribe og række ud efter ting, så er du også begyndt at ligge og “svømme” med hele kroppen, når du ligger på maven. Armene er helt ud til siden og benene løftet fra underlaget – sådan bruger du meget af din liggende tid.
Det varer ikke længe, før far skal have sat gitter for trappen, for du møver dig rundt og kommer vidt omkring. Du kommer stadig primært baglæns og rundt om dig selv. Således er du flere gange endt halvt inde under spisebordet eller mellem stolene.
Hvis vi lægger dig på dit legegulv kiggende ud ad vinduet, går der ikke længe, før du har møffet dig hele vejen rundt og i stedet har front mod os. Ja, og så ruller du selvfølgelig også. Fra mave til ryg og tilbage igen. Hvis ikke videre.

Du er stadig glad som dagen er lang. Du smiler og har let til grin. Det kan være en sjov lyd, et skørt ansigt eller fars “hænge til tørre-leg” med hovedet nedad, der sætter gang i din latter. Den er så skøn og ikke til at stå for. Din yndlingsleg er “gemmeleg”, hvor dit hovede bliver dækket af en stofble og vi siger “bøh”, når du fjerner den fra hovedet.

Vi serverer fortsat grød for dig, men du er ligeledes begyndt at spise mos. Derudover får du dagligt forskellige smagsoplevelser i “smags-sutten”, hvori vi kan putte ting i til dig, som du så ligger og gumler på.
Efter mad får du altid tilbudt vand, primært af glas. Du er så dygtig til at drikke heraf – hvis bare vi holder det. Du vil meget gerne selv, og holder hænderne på, meeeen der går nok lidt, før du har teknikken til selv at styre det.
I sidste uge lærte du at puste, hvilket resulterede i, at du begyndte at lave pruttelyde med munden. Det var til stor glæde og underholdning for dig selv.
Det var også i sidste uge at du begyndte på at sætte konsonanter foran de vokallyde du siger. Derfor har du nu flere gange sagt “baaaaaa” og “vaaaaa”. Dét er altså skægt.

Din personlighed begynder at forme sig og det er fantastisk at se. Du siger ofte fra overfor ting du ikke vil have. Det kommer f.eks. til udtryk, hvis du sidder med ved bordet og får øje på noget spændende. Vi synes sjældent at det du gerne vil have er babyvenligt (vores bestik, mad, glas og hvad der ellers er fremme), så vi forsøger gerne at aflede din opmærksomhed, ved at tilbyde dig legetøj i stedet. Det finder du dig næppe tilfreds med. Vi er altså aldrig i tvivl om, at du ved hvad du vil have; for du vrisser af os, hvis vi ikke giver det “rigtige”.

Ikke nok med at du er glad og i trivsel, så viser du også mange kærlige sider til os. Du er glad for at sidde på skødet og putte – gerne når du er vågnet eller er træt. Du kan smile på en måde som ingen anden kan – på en sådan måde, at man føler du siger noget med øjnene. Og så har du det også med at putte dig ind til os, hvis vi lægger os ned til dig på gulvet og leger.
Når du sidder med hovedet mod mig, sætter du gerne dine hænder på mine kinder. Det samme gør du med den ene hånd, når jeg ammer dig. Og netop i disse situationer, når du kigger mig dybt i øjnene uden at blinke, er det som om at jeg også kan mærke din kærlighed til mig. Når vi sidder sådan og du kigger på mig, giver alting mening.

Far og mig glæder os til at se hvad de næste mange dage, måneder og år med dig vil bringe. Og vi glæder os især til at fejre, når der er gået endnu et halvt år.
Tak for at du er dig, Vilja.

Selvom forældrerollen nok først er til at forstå, når man står i den, så har de fleste formentlig tanker og forestillinger på forhånd. Da jeg var gravid, tænkte jeg f.eks. på hvordan det ville blive at gøre dit og dat, når jeg engang stod med min baby på armen. Tage ud at spise, handle, være på ferie… og jeg nåede en del gange at sige til mig selv “næste gang jeg gør det her, så er jeg mor”.
Men lige netop det her med, hvor vigtig man rent faktisk er, det er først kommet til mig med tiden. Både følelsen men til dels også forståelsen. Hvad er det jeg skal med det her lille menneske?
Det er så vildt at D og jeg har skabt et menneske – og nu er vi, sammen, de to vigtigste mennesker i hendes liv.
Man siger som regel at “det kommer helt naturligt”. Forældreskabet. Det er der helt sikkert noget om. Jeg synes i hvert fald at det kom helt naturligt, at skulle opfylde alle babys basale behov.

Der er bare så mange flere dimensioner af forældre- og moderskabet, end at opfylde basale behov. Og det var først nogle måneder inde i moderskabet, at jeg en dag blev ramt af den der ‘husk-nu-hvor-vigtig-du-er-pil’. Nu tænker jeg jævnligt over, hvor vigtig og stor en rolle jeg spiller i Viljas liv. Hvor altafgørende min relation til hende er, og hvor meget selv små ting betyder. Jeg mener – allerede indenfor et par timer efter fødslen får man “besked på” så meget hud-mod-hud som muligt, da det vil give et roligt barn, mindske stress, skabe et godt udgangspunkt for at danne relationer og alt muligt andet. Tænk at noget der skal ske så hurtigt i det lille barns liv, kan være så vigtigt og betydningsfuldt. Ja, og sådan er der jo så meget. At vi snakker til vores børn, smiler til dem; listen er lang. Og ved tanken herom, kan jeg blive helt nervøs for at træde ved siden af. Herre gud, jeg ved jo godt at det ikke er engangstilfælde, eller dem man kan tælle på én hånd der giver udsving, men der er alligvel meget at overveje.

Tænk, at jeg er den vigtigste af dem alle. Det er mig der skal lære Vilja om livet, opdrage hende til at blive god, vise hensyn og kunne udvise empati og sympati. Det er mig der skal “repræsentere” hende til møder i børnehaven og siden skolen. Det er mig der skal lære hende om gode manerer og udfordre hende til at blive selvstændig og fornuftig. Det er mig der skal give hende så meget kærlighed, at hun aldrig nogensinde bliver det mindste i tvivl om, at hun er elsket.
Tænk, at jeg er mor. Den vigtigste af dem alle. Jeg begriber det ikke, men jeg gør hvad jeg kan, for at give alt det bedste.

Indtil vi startede vores sommerferie sidste år har vi kaldt os for kærester.
Men så havde vi en aften set to lilla streger på en hvid plastikpind og vidste hermed at alt hvad vi kendte til, formentlig ville blive anderledes. Og det blev det. Efter 12 uger var vi til ultralydscanning og kunne på skærmen i det mørke rum, se en lille skabning med et hjerte, svømme rundt inde i min mave. Vi var stadig kærester, men nu skulle vi også til at være forældre. Sammen. D var jo allerede far, men det var alligevel nyt.
Min mave voksede stødt og samtidig begyndte vi hver især og sammen at forberede os på, at gå en ny tilværelse i møde.
I løbet af min graviditet holdt vi fast i at være kærester; vi tog stadig ud for at spise, gik i biografen, så serier i sengen i weekenden og gik lange ture langs vandet og i skoven. Alt det vi fik talt ørerne fulde af, at vi ikke ville have tid til og mulighed for, når først den nye titel blev alvor.
Jo større maven blev og jo tættere vi kom på marts måned, hvor jeg havde termin, jo mere gik snakken på hvordan det hele ville blive, når vi gik fra to til tre under taget herhjemme. Hvad vi skulle forberede os på og hvordan. Det var en stor glæde blandet med en underlig følelse af uvished. Selvom jeg hverken følte mig uforberedt eller nervøs, vidste vi på ingen måde hvad der ventede, før vi havde taget turen hjem fra hospitalet og trådte indover dørtærsklen med vores hjemmelavede vidunder.
Ja, jeg tror først at det var der, det sådan rigtig gik op for mig, at vi nu var og skulle være forældre for Vilja.

Fra vi forlod hospitalet og sagde tak for god behandling på barselsgangen, til vi var hjemme, var vores verden lidt en tåge af lykke og spænding over hvad vi nu bragte med os hjem. Vi gik ind ad døren i vores dengang midlertidige hjem med den sødeste lille mus, satte hende på spisebordet og tænkte “hvad så nu?” Fra da af, var vi “mor” og “far”. Nu var der ikke andre der ville fortælle os om dit og dat eller komme med råd og vejledning. De troede på os på hospitalet – for vi fik lov til at tage hende med hjem. Hold kæft det var for vildt, sådan at tage et lille nyt menneske med ud i den store verden på den måde.

[… kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt]

Og nu sidder vi her, snart seks(!) måneder senere som glade forældre til vores skønne Vilja. Endnu har jeg ikke været væk fra hende i meget mere end et par timer – men det er så fordi hun har været sammen med D. Det er altså ikke blevet til nogle middage “alene” uden baby og det har jeg det så fint med. Jeg har svært ved at forestille mig at Vilja skulle have behov for at være væk fra os – og vi har ikke behov for at skulle væk fra hende. Derfor ingen grund til hverken pasning eller overnatning ude. Trods dette har vi da stadig kunne gå kæresteture, bare med en barnevogn i den ene hånd. Vi har indtil videre løst de savnede biografture ved at tage i drive in. Her har det været med Vilja enten på skødet hos os på forsædet eller med hende sovende bagi. Vi har også stadig set film og kunne sove længe – for sagen er den at vi har fået en virkelig god baby. Hun er både med på det meste og enormt medgørlig. Vi er altså stadig “os” bare med en ekstra dimension. En baby der forbinder os, forvirrer os, lærer os om kærlighed og lader os se nye sider af hinanden.
Jeg tænker ikke, at vi er blevet mindre kærester af, at Vilja er kommet til verden. Under alle omstændigheder, kan ingen af os forestille os et liv uden hende, eller huske livet før (nærmest) så derfor falder det ganske naturligt, stadig at finde og huske hinanden, selvom vi også har en baby.

Først var vi kærester, nu også forældre.
Nye roller eller ej, så fungerer det i hvert fald for os. Vi går ikke og savner ‘barn-fri-tid’ for det hele flasker sig og kunne ikke være bedre.

Hermed et gaaaamelt billede af os som søde kærester, inden vi overhovedet begyndte at tænkte baby.