Hvad moderskabet bringer med sig

I aftes da far og mig så det sidste afsnit af Stranger Things, lå du hos mig og fik mad. Da afsnittet var slut, var du også færdig med at spise, og jeg tog dig op på skulderen, så du kunne bøvse. Du var helt færdig efter et godt måltid og hang bare og sov. Jeg vendte forsigtigt hovedet, så jeg kunne se dit ansigt, og var ikke i tvivl om, at du nu var putteklar. Inden jeg bevægede mig ind i soveværelset hviskede jeg til far “hvor er hun altså bare sød”. Ja, det var dig jeg mente. Herefter gik jeg ind i soveværelset for at putte dig.
Inden jeg lagde dig ned i din seng, stod jeg stille et øjeblik og kiggede skiftevis på sengen og ud af vinduet, hvor den flotteste aftenhimmel nu var svær at løsrive blikket fra.
En ny følelse rullede ind over mig i de sekunder. Jeg stod der med dig – det dyrebareste jeg ejer – og kunne slet ikke forstå det. At jeg var så heldig at have dig, stå med dig der og være glad for livet. Det var lige som om, at jeg havde været midt i en drøm, og nu var klar til at vågne. Det var den følelse. Der hvor man er midt i en rigtig god drøm, men man også godt ved, at det ikke er rigtigt og derfor skal til at vågne.

Men jeg vågnede ikke.

Jeg blev ved med at stå der. Og jeg tænkte på hvor meget glæde og lykke du har bragt ind i vores liv. Hvordan du har givet mig nye perspektiver på så mange ting og hvordan jeg har lært noget nyt om kærlighed og det at elske.

Jeg lagde dig ned i sengen, og i søvne møvede du dig lidt til rette på siden og tog så en dyb vejrtrækning. Du var i drømmeland – det kunne jeg se. Men det hele var rigtigt. Jeg skulle ikke til at vågne, jeg vågnede ikke. Jeg stod bare der og kiggede.
Du er min og nogle gange er det altså bare så syret, at det ikke er til at forstå. Og det ramte mig i går.

Hvor er jeg taknemmelig for at være så heldig.
Vilja, jeg elsker dig.