Mens jeg sidder her med Vilja i min favn og ammer, kigger jeg ud på den smukkeste aftenhimmel. Inden længe kommer stjernerne til syne. Jeg kan se himmel så langt øjet rækker og følelsen af uendelighed, får mig til at tænke på dig, far. Har du lige set hvad der er sket på det sidste?

Vi er flyttet og Vilja har rundet fire måneder udenfor maven.
Måske du kan se lykken i mine øjne eller høre den i mine tanker?
Jeg forsøger i hvert fald at rettte min opmærksomhed i din retning med jævne mellemrum. Op mod stjernerne.
Her til aften er himlen utrolig smuk. Mon også den er det, hvis man flyver rundt på en stjerne? Jeg ville ønske at jeg vidste hvor du er og hvad du laver. Om du er i nærheden eller er taget på en rejse et helt andet sted. Jeg bilder mig ind at du følger med i hvad der sker hernede på jorden. Bare af og til i hvert fald. Når det er stjerneklart holder jeg altid øje med hvilke stjerner der lyser mest kraftigt og om der er nogle der blinker. Og så står jeg sommetider med følelsen af, at du er derude. Et eller andet sted. Jeg ved bare ikke, hvilken stjerne jeg skal vinke til. Hvilken en der er din?

Den sidste måned har været mere begivenhedsrig end de fleste forrige. Det har, på den gode måde, været så stor en omvæltning at flytte i hus. Det siges at “alt godt kommer til den der venter”… og det må jeg sige passer meget godt på os. For det er godt. Her er godt i huset og det bliver nærmest bedre for hver dag der går. Det føles som hjem og vi former og skriver ønsker ned og glædes ved tanken om, at gå mange gode år i møde her.

Vi bor nu i byen hvor D er vokset op. Han er konfirmeret i byens kirke og kender stier og veje bedre end sin egen bukselomme. På den lokale kirkegård er hans farmor begravet og vi har for nylig været oppe og plante lidt nyt i og pynte hendes have. Vi tager også forbi og vander så tit det giver mening.
Jeg kan så godt lide at hygge om det – og D ligeså. Men jeg kan samtidig ikke lade være med at ønske mig, at du også havde et sted. En lille have på en kirkegård, som jeg kunne besøge for at få en snak med dig. Nogle vil mene, at det ikke er en nødvendighed for at føle kontakt til og mulighed for at tænke på den der savnes. Det mener jeg nu heller ikke – for selvom vi ikke har haft sådan et sted med dig i mere end ti år(!) så har jeg stadig forsøgt at bevare min “kontakt” til dig. Du forsvinder ikke ud af mine tanker, men jeg ville elske at kunne samle mig og dem om dig på et fint sted med en sten dit navn stod på.

Det må jeg nu engang klare mig uden.

Næste gang når du sidder og kigger dig omkring; så ser du måske en lyshåret pige med den sødeste babypige i favnen… hendes hånd vifter fra side til side i mørket. Det er bare mig, der forsøger at vinke i den rigtige retning.

Jeg savner dig, far.

Endnu en måned er fløjet afsted med dig hos os.
Din udvikling er stadig fantastisk at følge (men mon den nogensinde stopper med at være det? 🙂 )

Du sover ikke længere i liften og har ikke gjort i 2-3 uger nu. Jeg var lidt spændt på “projektet”, men det var der slet ingen grund til. Du sov som var intet forandret, fra den første gang jeg puttede dig i barnevognen. Pludselig så du lille ud igen, men jeg kunne fornemme på dig, at det vidst var meget rart med lidt mere bevægelsesfrihed. Du tager stadig gode lure i løbet af dagen, og jeg synes efterhånden at vi har fået nogle gode rutiner.
Når du vågner om morgenen er du frisk i en time til halvanden, og derefter bliver du puttet til din formiddagslur. Den varer alt mellem 2 og 4 timer, og derefter er du så nogenlunde vågen lige så længe. Inden du bliver puttet næste gang, får du en tår mælk og så sover du til ud på eftermiddagen. Herefter er det lidt forskelligt om du tager en lille lur mere, eller er vågen indtil vi putter dig til natten.
Du viser din træthed ved at gnide i øjnene og sige en bestemt og meget monoton “neeeeeehhhh-lyd”. Det er så sødt. Om natten har du siden vi flyttede, sovet i tremmeseng for enden af vores seng. Også dette var jeg spændt på uden grund til bekymring. Fra første nat i huset, har du bare sovet igennem i den fine seng.

Du vejer nu 7,8 kg. og er 68,4 cm lang. Du er derfor netop vokset ud af str. 62 i det meste tøj.

Efter vi er flyttet i huset, får du al den tumletid du gider på gulvet (og det er en del), hvor du ligger og leger eller følger med i de ting jeg ordner. Derudover har vi mange god snakke i løbet af dagen, hvor du beretter om det ene og det andet. Ja, bare jeg vidste hvad det er du fortæller. Men det er nu hyggeligt uanset hvad – det føles lidt mindre skørt at gå rundt og snakke til dig hele dagen, når du nu også siger noget igen.
At ligge på maven er stadig et hit – og nu er du også begyndt at læse 😉 Den ene dag satte jeg en åben bog foran dig, mens du lå på maven, og det var åbenbart lige sagen, hvorfor jeg har gjort det jævnligt siden.
Endvidere møver du dig rundt, hvor end du ligger. Du når ikke at ligge på tæppet meget mere end 5 minutter, så har du vendt dig 90 grader eller mere.
Nå ja og så ELSKER du at stå op. De fleste af gangene, når man tager dig i hænderne fra liggende stilling, ender du med at komme op at stå. Der er ikke meget “sidden på skødet” længere – næ du vil op at stå. Det er så sjovt at se; du strækker bare benene som var det det nemmeste i hele verden. Jeg er så stolt af dig.

Når du ligger på ryggen er hænderne i munden stadig det helt store. Hvis altså ikke du har fundet noget legetøj at stoppe derind. Du er blevet så god til at holde og gribe fast i legetøjet omkring dig… og nu varer det ikke længe, før du også kan vende fra ryg til mave. Hver dag tror jeg den er der – for det er så tæt på!

I går lavede far en sjov lyd, som fik dig til at grine. Vi havde indtil da hørt dig “klukke” et par gange, men ikke meget mere end det. Han blev ved med den sjove lyd og du endte med at ligge og skraldgrine. Det er det sødeste og sjoveste jeg længe har hørt. Sådan blev du ved i ti minutters tid, indtil far til sidst gav op på at blive ved. Var han fortsat var du nok også.

De mange daglige smil varmer om hjertet og jeg elsker hverdagen med dig.
Hvad mon de næste uger bringer?

I aftes da far og mig så det sidste afsnit af Stranger Things, lå du hos mig og fik mad. Da afsnittet var slut, var du også færdig med at spise, og jeg tog dig op på skulderen, så du kunne bøvse. Du var helt færdig efter et godt måltid og hang bare og sov. Jeg vendte forsigtigt hovedet, så jeg kunne se dit ansigt, og var ikke i tvivl om, at du nu var putteklar. Inden jeg bevægede mig ind i soveværelset hviskede jeg til far “hvor er hun altså bare sød”. Ja, det var dig jeg mente. Herefter gik jeg ind i soveværelset for at putte dig.
Inden jeg lagde dig ned i din seng, stod jeg stille et øjeblik og kiggede skiftevis på sengen og ud af vinduet, hvor den flotteste aftenhimmel nu var svær at løsrive blikket fra.
En ny følelse rullede ind over mig i de sekunder. Jeg stod der med dig – det dyrebareste jeg ejer – og kunne slet ikke forstå det. At jeg var så heldig at have dig, stå med dig der og være glad for livet. Det var lige som om, at jeg havde været midt i en drøm, og nu var klar til at vågne. Det var den følelse. Der hvor man er midt i en rigtig god drøm, men man også godt ved, at det ikke er rigtigt og derfor skal til at vågne.

Men jeg vågnede ikke.

Jeg blev ved med at stå der. Og jeg tænkte på hvor meget glæde og lykke du har bragt ind i vores liv. Hvordan du har givet mig nye perspektiver på så mange ting og hvordan jeg har lært noget nyt om kærlighed og det at elske.

Jeg lagde dig ned i sengen, og i søvne møvede du dig lidt til rette på siden og tog så en dyb vejrtrækning. Du var i drømmeland – det kunne jeg se. Men det hele var rigtigt. Jeg skulle ikke til at vågne, jeg vågnede ikke. Jeg stod bare der og kiggede.
Du er min og nogle gange er det altså bare så syret, at det ikke er til at forstå. Og det ramte mig i går.

Hvor er jeg taknemmelig for at være så heldig.
Vilja, jeg elsker dig.

I sidste uge lavede jeg en ny portion af disse havregrynskugler, som hverken indeholder smør eller sukker. Imponerende nok er der stadig nogle tilbage i køleskabet. De er hverken kedelige eller tørre, men til gengæld vanedannende 🙂 Så pas på.

Hermed opskriften, hvis der skulle være andre end mig, der er til de lidt “sundere” snacks.

140 g havregryn
60 g kokosmel
1,5 spsk honning
1,5 spsk kakao
1 lille kop stærk kaffe

Bland alle ingredienserne men tilsæt kaffen til sidst. Hæl den i lidt efter lidt, indtil “dejen” har den ønskede konsistens.
Tril derefter til kugler og rul dem i kokos, hakkede pistaciekerner, sesamfrø eller hvad du nu foretrækker.

Hvad er jeres yndlingssnack?

Den er god nok, tiden flyver afsted. Særligt på barsel.

Vilja og jeg trives heldigvis godt i hinandens selskab, og mens hun sover sine dage væk, så får jeg set en masse veninder og drukket en masse kaffe. Jeg har lige fra starten været glad for og god til (hvis jeg selv skal sige det) at komme ud og omkring med Vilja.
Særligt grundet vores nuværende boligsituation, kan jeg godt blive en lille smule skør af, at rende rundt om og kun snakke med mig selv det meste af dagen, så vores dage spenderes ofte andre steder. Ude på besøg, på kaffebar, gåture, og selvfølgelig også lidt besøg herhjemme. Jeg nyder virkelig min barsel.
Og nå ja, så går vi ugentligt i mødregruppe.
Inden jeg fødte havde jeg en masse forestillinger og tanker om “det-der-mødregruppe”. Jeg var meget spændt på, hvordan det ville gå at skabe relationer til fem fremmede mødre. For som udgangspunkt har man jo ikke andet til fælles, end at man har fået en baby nogenlunde indenfor samme måned plus/minus. Det er længe siden at jeg er blevet “placeret” i et fællesskab af andre. Godt nok sagde jeg selv ja til det, da sundhedsplejersken spurgte om jeg var interesseret, og egentlig også uden de store overvejelser. Af sind er jeg typen der springer ud i tingene og tager det som det kommer. Herre Gud, det værste der kunne ske, var at jeg efter et par gange ville fortælle de andre, at jeg ikke synes det fungerede for mig at være med i gruppen.
Det blev naturligvis ikke nødvendigt – jeg synes faktisk at vi alle seks har været gode til at få det til at køre og fungere for alle parter. Vi skiftes til at komme hos hinanden og mødes som udgangspunkt hver onsdag omkring kl. 10. (Jeg har af praktiske årsager ikke været vært endnu, men glæder mig meget til også at kunne invitere på besøg)
Så jeg kan vel bare konkludere, at det at have en baby til fælles, rent faktisk er nok til at skabe nye relationer. For hvis ikke der er andet at snakke om, kan man altid snakke om babyerne.
Sådan gik det da også typisk de første par gange vi mødtes, men med tiden åbner vi hver især mere op og jeg synes efterhånden vi er kommet rigtig godt ind på hinanden. Nu glæder jeg mig bare til, at det også bliver “for babyernes skyld” og ikke kun os mødre, at vi mødes. Det bliver så hyggeligt, når de også kan få lidt glæde af hinanden, pludre sammen og med tiden lege.

Det varer ikke længe før min barsel også bliver lidt mere praktisk – vi flytter som bekendt om en uges tid. Så kan jeg hygge mig med at indrette, pakke ud og komme godt på plads i huset. De nye omgivelser og alle de kvadratmeter vi har i vente, vil formentlig også gøre det lidt mere interessant at være hjemme. Det har jeg i hvert fald en ide om.

Og ja, selvom jeg i hvert fald har godt syv måneders barsel endnu, så skal det da nok nå vejs ende, før jeg får set mig om.