“Hvorfor ikke være der hvor det hele sker?”
Den sætning har jeg efterhånden hørt så mange gange, at jeg er stoppet med at tælle.
Det har med jævne mellemrum nærmest været en nødvendighed for mig, at “forsvare” mit valg om at bo på “landet” som det så fint kaldes her hvor vi bor, hvis man er fra byen. Både D og jeg er vokset op i mindre byer i Nordsjælland, og det er også her vi holder til nu og skal bo fremadrettet.
Jeg nåede aldrig at flytte ind til byen efter gymnasiet. Nåede aldrig fordi det efterhånden er normen at man som ung skal “væk”, når man skal starte på en ungdoms- eller videregående uddannelse. Væk fra der hvor man er vokset op, væk fra landet. Jeg ved selvfølgelig ikke noget om, hvordan det er i andre regioner af landet, men i mit lokalområde, tror jeg de fleste vil kunne nikke genkendende til denne antagelse.

Vi har som bekendt købt hus og flytter ind om 16 (!) dage. Det er nybyggeri i udkanten af den by Dennis er vokset op i og nærmeste større by er Hillerød. Vi har skoven i “baghaven”, strand indenfor køreafstand, skole, indkøbsmuligheder, træningsfaciliteter, bager, bibliotek osv. Og så har vi 40 minutters kørsel til indre by. Jeg er tilfreds. Samtidig med at vi har hvad der er nødvendigt i hverdagen, er vi omgivet af den skønneste natur og fantastiske muligheder i lokalområdet. Så kan en café på hvert hjørne og en døgnåben kiosk være lige meget.
Hvis jeg vil fyldes op af det liv og den stemning samt større menneskemængde der er i byen, kan jeg nemlig søge ind til det. Jeg er meget tilfreds med at jeg/vi kan være os selv og så tage ind til byen, når vi har lyst. Jeg ville have svært ved at ånde i en lejlighed inde i byen, hvor det skal ske i en gård eller park, hvis man vil ud og lufte de blege stænger (læs: mine ben).

Med årene er jeg blevet mere opmærksom på, hvad der gør mig glad og hvorfor. Så selvom der nok (indrømmet) var en kort periode i mine tidlige voksen år, hvor jeg helst så mig selv i en lejlighed i København, så er jeg nu længere fra den forestilling end nogensinde. Det var som om, at der gik et lys op for mig, da jeg mødte D og sidenhen fandt ud af, at jeg ønskede at dele mit liv med ham. Sammen med ham betød lokation pludselig meget mindre, bare vi var sammen; Forstået på den måde, at vi sammen har fået drømme om fremtiden og hvor vi gerne ville bo. Men drømmen om at bo i byen var ikke længere den der fyldte og voksede. Jeg kunne flytte til Jylland, Bornholm, Langeland, whatever… bare jeg kunne få lov til at have D med. Og den følelse har siddet i mig lige siden.
I løbet af min barndom flyttede vi en del gange, og selvom der er steder vi har boet flere år end andre, er der ikke noget sted jeg betragter som der hvor “jeg er fra”. Jeg har dermed heller ikke ytret ønske om at bo et særligt sted, og været åben for det meste. Jeg har været god til at følge med, da D begyndte at kigge i nærheden af sin “barndomsby”. For ham er det altså lidt som at vende hjem, når vi flytter ind i det nye.

Det er nok et års tid siden jeg sidst blev spurgt om, hvorfor jeg overhovedet havde lyst til at bo “så langt væk”. Ja, her snakkede jeg med en inkarneret københavner. Men for mig er det hverken langt væk eller kedeligt at bo i provinsen. Heldigvis er der jo forskel på folk, og for mig sker livet her og nu, hvor jeg er sammen med min familie og ikke udfra den prik vi kan sætte på danmarkskortet, som viser hvor vi bor. Det er ikke vigtigt for mig at føle mulighederne som uendelige, så snart jeg træder ud af hoveddøren. Tværtimod.

Nu glæder jeg mig som et lille barn, til at flytte ind i vores nye hus. Til at skabe et godt barndomshjem for Vilja og forhåbentlig give hende en følelse af, at være “her fra”, når hun bliver ældre. Den slags tilhørsforhold tror jeg ikke man skal undervurdere.

Nå, nu vil jeg gå ud og nyde solen.
Statusbillede taget i lørdags. Det må gerne blive juli nu!

I sidste uge rundede vi 12 uger som forældre til dig. Og i morgen er du 3 måneder. Vores Vilja.
Du udvikler dig så hurtigt for tiden; der sker nærmest noget nyt med dig dag for dag.
Du smiler og pludrer mere og mere.
Når vi synger for dig, kan du ikke få armene ned og du spræller helt vildt. Vi synger for det meste “Mariehønen Evigglad”, og det virker til at du kan genkende den efterhånden.
Når du spiser, er du færdig før jeg får set mig om, fordi du er blevet så stærk. Jeg kalder dig en hurtigspiser og imponeres til stadighed.
På vores ben sidder du med støtte meget sikkert og veltilpas – du er så glad for at sidde sådan og følge med i hvad der sker ved bordet, når vi f.eks. spiser. Derudover er du blevet dygtig til at støtte på benene og “stå” på forskellige ting. Du ser meget ældre ud, når vi holder dig sådan.
Når du bliver skiftet, kan du næsten selv sætte dig op, hvis bare vi holder dig i hænderne – du har virkelig mange kræfter. Derfor bliver du også af og til lidt utilfreds når du ligger ned – du vil op og sidde, så du kan se hvad der sker.

I barnevognen sover du stadig nogle gode lure i løbet af dagen… og inden længe er du for stor til at ligge i liften. Du bruger str. 62 i tøj og i sidste uge vejede du 6,5 kg. Hvor blev vores lille baby af?
Vi øver også ugentligt at give dig sutteflaske, så du kan finde ud af det. Indtil videre har det været til gavn, da vi var til din onkels fødselsdag, hvor jeg gerne ville drikke en øl eller to. Her havde jeg på forhånd lavet flasker til dig, som du så fik i løbet af aftenen.
Forrige uge opdagede du dine hænder og er derfor rigtig glad for at putte dem i munden. Ligeså vel som alt andet; bamser og rangler, som du også gør et ihærdigt forsøg på at sutte på.
Forleden da du sad på far, fik du endvidere også øje på dine tæer og var meget imponeret over dem.

I dag lå du på vores seng og rullede frem og tilbage fra ryggen og ud på siden. Jeg er spændt på, hvornår du kan komme om på maven.
Vi træner også dagligt at du ligger på maven og styrker nakken. Som regel ligger du på puslepuden og kigger på noget legetøj, som jeg lægger foran dig. Så hygger du dig rigtig. Sådan kan du også være med i køkkenet – til stor glæde for os begge. Det er jo om at nyde dine vågne timer, for dem er der altså ikke mange af.

Far og jeg har allerede snart glemt, hvor lille du har været, for vi føler du har været hos os så længe.
I næste måned flytter vi endelig ud i huset – og shit hvor bliver det altså skønt. Jeg glæder mig til at få en “rigtig” have, til at have mere plads så du også kan få lov til at ligge på gulvet, men mest af alt til at skabe det hjem, som skal danne rammen om din opvækst.
Jeg er godt nok heldig, at være mor til dig <3

Når noget går godt, kan man hurtig blive forfalden til at tage munden for fuld. Det er dog sjældent noget jeg tænker over netop i situationen… det er som regel først bagefter at man (jeg) kan kigge tilbage og gøre klog på mig selv.

I midten af maj var vi på camping i en hel weekend. Min mor og hendes mand har en campingvogn, som står fast på en campingplads nede ved Næstved; og nu var det på tide at kigge forbi hos dem. D’s søn er endvidere kæmpe fan, af at være på besøg, så vi valgte selvfølgelig en weekend, hvor han var hos os.
Vi tog afsted over middag om fredagen, da det var helligdag. På forhånd havde vi aftalt at vi ville tage én overnatning, og så om lørdagen vurdere om vi ville tage en mere. Dette for at tage hensyn til Vilja, som vi selvfølgelig ikke havde nogen idé om, hvordan ville klare at være et andet sted så længe og endda også med overnatning.
Fredagen forløb fint – vi fik gået en tur, spist sen frokost og sludret en masse. Vilja var frisk og på, når hun var vågen og sov fint igennem dagen. Ved aftentid havde hun en anelse svært ved at finde ro, men uden at hun overhovedet brokkede sig. Hun sad derfor i vikle hos mig i 2-3 timer og fik taget en god lur her.
I løbet af natten vågnede hun en enkelt gang for at få mad og sov fint videre herefter. Vi (Vilja og mig) var så heldige at vi havde fået lov til at sove i forteltet til campingvognen, da min mor og hendes mand har en sovesofa her. For tryghedens skyld blev Vilja dog puttet i liften fra barnevognen, som hun jo også kendte hjemmefra. Og så stod hun ellers ved siden af mig på sofaen og snorkede.
Lørdag morgen vågnede jeg ved halv otte tiden, af at hun lå og pludrede ved siden af mig. Det er altså en af de hyggeligste måder at blive vækket på.

Lørdagen gik med en tur til pandekagehuset ved Enø, tur til poolen, afslapning og spil. Igen tog Vilja nogle gode lure i løbet af dagen og var veltilpas som ellers. Vi besluttede derfor at endnu en nat ingen sag ville være. Til stor glæde for D’s søn især.
Ligesom aftenen forinden blev hun urolig og kunne ikke finde ro, før hun blev puttet til natten. Uden opvågninger sov hun helt til kl. syv næste morgen og var igen en glad baby.
Vi pakkede så småt sammen efter morgenmaden og over middag satte vi kursen hjemad.

Hjemme igen talte vi om, at selvom Vilja havde klaret weekenden eminent, havde det måske også været fint at nøjes med den ene overnatning. Fra vi forlod campingpladsen og de næste 24 timer, var hun mere eller mindre “slået ud”; forstået på den måde, at hun kun var vågen ganske få gange og udelukkende for at få mad. Den lille stakkel var nok blevet fyldt godt op af indtryk osv.
Vi har altså erfaret, at vi (måske) lidt for hurtigt kunne finde på at sige ja til noget, fordi vi synes det går godt. Selvfølgelig kan en hel weekend være i overkanten for en 2 måneder gammel baby.
Og det er bestemt ikke fordi vi fra nu af er de overbeskyttende forældre, der ikke laver aftaler flere dage i træk, eller er nervøse for at tage Vilja med nogle steder hen.

Vi har bare aftalt, at vi skal huske hinanden på, at selvom hun ikke siger fra “nu og her”, så må vi forsøge at huske på, at tingene også kan blive for meget for hende. Ligeså vel som vi naturligt kender det fra os selv – vi har også brug for en pause og for at falde ned, hvis vi har kørt i et højt gear med mange planer flere dage i træk.
Heldigvis har vi fortsat en baby, der ved mange indtryk reagerer ved at sove mere og længe. Men det kan jo også skifte. Før vi får set os om, vil hun måske reagere med gråd; og så er det jo meget godt, at vi allerede der har reflekteret over vores forholdsregler. Derfor vil vi fremover huske at stoppe mens legen er god, så godt som det nu er muligt. For som jeg også har skrevet om her tidligere, vil vi som udgangspunkt gerne kunne de samme ting, som vi kunne inden vi blev til en lille familie.

Det er knap elleve uger siden at vi kørte hjemmefra som et kærestepar og kom hjem som forældre dagen efter. Dog glemmer jeg ikke foreløbig, hvordan den tirsdag i marts, som var den nittende dag i den tredje måned, forløb. For det var netop den dag, at intet længere var som før. Nu var jeg blevet nogens mor…

Bedøvelsen virkede hurtigt og jeg blev derfor gennet på plads i en fart, inden jeg ikke længere ville være lige så mobil.
Ved min side blev far placeret på en stol. Jeg husker at jeg gerne ville holde far i hånden, men mine arme var placeret på to “armlæn”, med drop i hænderne og blodtryksmåler på armen, så det var ikke lige til.
Efter jeg var kommet på plads på briksen gik det ellers stærkt. Alle på stuen kendte deres plads, og det var som at se en flok myrer bygge deres tue; alle gik i gang i raskt tempo. Jeg blev smurt ind i jod og fik et kæmpe klistermærke sat over maven med hul i midten. Der blev sat afskærmning op og en sygeplejerske der stod ved mit hovede fortalte, at han undervejs kunne hjælpe hvis jeg blev dårlig.
Inden jeg fik set mig om, hørte jeg en operationslæge sige “så er vi i gang; vi har lige nevet dig en masse, og det sagde du ikke noget til – så bedøvelsen virker”. Jeg kiggede over på far og blev helt berørt at situationen. Det var nu vi skulle være forældre. Nu skulle vores lille mini menneske komme til verden. Inden jeg fik tænkt disse tanker til ende, kunne jeg mærke lidt rumsteren nede ved min mave. “Puha, det føles mærkeligt”, fik jeg fremstammet. “Det er fordi vi trykker på din mave og laver en kunstig ve”, lød det på den anden side af afdækningen.
I samme nu blev afdækningen sænket, og far og jeg så en fødselslæge løfte dig ud af maven og op i luften. Jeg begyndte at græde. Shit, du var en rigtig baby. Og du var lige kommet ud af min mave. Jeg kiggede på far og smilede stort, samtidig med at jeg både grinede og græd af glæde.
Hun viste dig frem, mens hun stod og drejede og vendte dig i luften. Sådan føltes det i et helt minut, som om tiden stod stille; din navlestreng skulle lige stoppe med at pulsere. Du skreg en smule. Din krop var så fin og ren og du åbnede hurtigt øjnene.

Da minuttet var gået, kom afdækningen op igen og din navlesnor blev klippet. Lige herefter fik du en hue på og blev lagt direkte op på mit bryst. Nu var du vores. Far og mig. Jeg lå og kiggede på dig med far ved min side. Du fik din dyne over dig, for ikke at blive kold og far holdt en hånd på din ryg. Vi forsvandt kortvarigt ind i en lille boble. Det hele var så smukt og uvirkeligt.
Grundet den overraskelse det nok har været for dig, sådan at blive hevet ud af din varme hule, var du ikke interesseret i at sutte med det samme. Derfor tog far og jordemoderen dig med over på børnebordet, for at veje, måle og studere dig. Du var i den fineste stand. Jeg lå selvfølgelig og holdt øje med jer. Da dine værdier var noteret blev du svøbt som en lille burrito baby og kom over i fars arme. Her lå du helt stille; kiggede og studerede ham og den verden du nu pludselig var blevet en del af.
Jeg var så rørt, lykkelig og lettet på samme tid. Solen skinnende og vi var blevet forældre til den fineste lille pige. Mit blik kørte hurtigt henover vinduerne, som jeg kunne ligge og kigge ud af. Hvor var det bare den smukkeste dag.
Her sad du og far så ved min side, mens jeg blev syet og tjekket op på.
Det var nok nogenlunde her, at jeg troede mit hjerte skulle til at eksplodere af lykke. Jer to lige der – det var næsten mere end min krop kunne rumme. I var SÅ søde!!! Og fars blik på dig, vil jeg sent glemme <3

Billedet her er taget et par timer efter din ankomst, og er et af de første billeder af os sammen. Du er stadig med hospitalshue på, helt krøllet sammen og endnu ikke meget for at åbne øjnene. Det ændrer dog ikke på, at jeg allerede her, var en stolt mor.

Min Vilja <3