Hvis man kunne spole tiden tilbage

Der er så mange ting, der giver mere mening, når man har fået et barn. Når man har sat et liv i verden og man har noget (nogen), der giver én så meget kærlighed, at man vil gøre alt for at beskytte og passe på. Jeg gør ting for et andet menneske; et menneske som jeg håber at kunne danne og forme, for at skabe en pige der vil klare sig godt og har fået de bedste forudsætninger, når hun bliver større. Jeg giver liv videre og har samtidig endnu mere grund til selv at leve. Nu har jeg både D og Vilja som betyder alverden. Og i hvert fald én af dem, kan på nuværende tidspunkt ikke klare sig uden mig. Det er en vild følelse at et andet menneske kan være så afhængig af netop mig.
Ovenstående minder mig om, at livet er skrøbeligt. Det gik jeg og funderede over på en travetur med barnevognen i dag.
Jeg prøver, prøver virkelig at nyde og holde fast og sætte pris på… alt hvad vi oplever med vores lille menneske. Og samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, om jeg nyder det nok og om jeg giver Vilja nok. Af alt. Kærlighed, opmærksomhed, tid, omsorg.
Det er på ingen måde fordi jeg er usikker på/i min rolle som mor. Det er jeg ikke. Men jeg tænker jævnligt over, hvor skrøbeligt livet er. Jeg tænker (som de fleste andre forældre) at jeg vil gøre mit bedste hver dag, så jeg ikke senere skal tænke tilbage og ærgre mig.
Der har sneget sig en voksende følelse af savn ind i mig for tiden, for jeg ser jo netop hvor meget vi giver vores lille datter, ved at være der for hende dagen lang. Vi giver hende betingelsesløs kærlighed og former hende.

Min far formede mig indtil jeg blev 3 år og nogle måneder. Og jeg kan grundet min alder ikke huske meget fra min tid med ham. Jeg er ikke i tvivl om, at han har været den bedste far, man kunne ønske sig, i al den tid han havde muligheden. Men hvorfor han skulle tages fra os begriber jeg ikke. Han var jo slet ikke færdig med at leve livet, slet ikke færdig med at være far. Det er netop det jeg kan mærke nu – hvor meget han mangler, når jeg oplever noget så betydningsfuldt som at blive mor.
Shit hvor er livet skrøbeligt, når man som 4-årig kan sige farvel til sin far om morgenen, og uden at vide det, have set ham for sidste gang i live. Argh!
Det er det der forstærker savnet. Før kunne jeg tænke på, hvordan det ville være, når jeg sad med min baby i armene og manglede min far. Men nu kan jeg rent faktisk også mærke at han mangler.

I går var det min fars fødselsdag. Og endnu engang var der ikke meget andet i dét end et stort savn. Det bliver jeg mindet om på sådan en dag, hvor jeg ikke ønsker andet end at kunne dele dagen med ham. Fejre ham. Jeg vil egentlig sige, at man vænner sig til det, men det betyder nu ikke at det bliver mere udholdeligt eller ligetil. Savnet bliver “bare” fast inventar i det indre følelsesregister.

Årh, hvis man dog bare kunne spole tiden tilbage til dengang dette billede blev taget. Så havde jeg nok aldrig givet slip.

Jeg elsker og savner dig, far.