Nogle gange sker det, at jeg helt glemmer, hvad det er vi går og laver. Når jeg ruller tilbage i kamerarullen på min telefon, opstår der derfor med jævne mellemrum “aha-oplevelser”, som tilbagekalder minder om noget særligt vi har lavet, og som jeg har dokumenteret ved at tage billeder. Det skete bl.a. med nedenstående…

Vi har efterhånden været en del omkring med Vilja, uden hun overhovedet har den fjerneste anelse om det. Det skyldes selvfølgelig hendes gode sovehjerte. For os som familie og mig på barsel, betyder det at vi/jeg har mod på det meste, da hun er så skøn og medgørlig (for det meste bare sovende). Andet var da heller ikke tilfældet, da vi i forrige uge valgte at tage en tur i Dyrehaven. Vi havde pakket madkurven med sandwich og juice og fyldt termokanden med kaffe – det hele suppleret med den obligatoriske picninc snack – en rulle Prince kiks. Vi var heldige med vejret, der dog bød på en lille regnbyge undervejs.
Inden vi igen vendte næsen hjemad, gik vi en runde på Bakken og fik en portion churros.
Vilja sov fra vi kørte hjemmefra og til vi efter 3-4 timers vandren, picninc og rundtur på Bakken, igen var ved bilen for at køre hjem. Her fik hun lidt mad og var om muligt dermed en endnu mere tilfreds baby end før.
En hyggelig dag – og bestemt ikke sidste gang, vi har gået tur i Dyrehaven.

I skrivende stund har jeg en baby der ligger og bobler i liften (igen) og en skøn duft af rarbarbertærte i hele hytten.
Vi skal i mødregruppe om en lille time, hvorfor jeg har været i køkkenet og smække en kage sammen. Det har været en stille morgen med pludren, leg samt morgenmad med D, som skulle senere afsted i dag.
Fra min plads ved spisebordet sidder jeg og kigger ud på den blå himmel, som skyerne i al hast farer henover grundet vinden. Solen skinner og det ser ud til at blive en god dag.
Jeg har taget skjorte og et smil på og ser frem til en denne onsdag.

Som så mange andre gange, tager jeg hul på dagen med et smil – for det er uden lyv, måden at få en god dag på. Jeg tager mig selv i, at “huske på smilet”. Når jeg bare sidder, så husker jeg mig på at smile. Jeg smiler til Vilja (man kan ikke andet) og jeg smiler til mennesker jeg møder på min vej.
Det er i psykologien bevist, at man med et smil, kan overbevise sig selv om, at man er glad – og dermed blive det. Hvis vi smiler til hinanden, kan vi altså smitte hinanden til at smile til andre… og sådan kan vi sætte gang i den positive cirkel, der skaber gode dage og glade mennesker.

Ja ja, jeg ved godt at det hele snart er lidt for meget. Lyder lidt for godt. Men det er ikke noget jeg finder på; jeg har bl.a. læst bøgerne (som i øvrigt er på listen over mine yndlingsbøger) “At tænke hurtigt og langsomt” og “Smil dig glad”. Begge bøger fortæller og behandler viden om hvad smil kan og hvordan man kan “snyde” sin hjerne til forskellige ting. Noget jeg finder enormt interessant. Hvis du også er interesseret i hvordan vores hjernes systemer hænger sammen og hvad de kan, så kan jeg anbefale at læse disse bøger.

Nu vil jeg nuppe barnevognen og gå en lille smuttur, inden vi om en halv time pakker bilen og kører til mødregruppe.

God onsdag til jer!
Smil 🙂
(Nåede lige at fange dette diskrete smil fra Vilja, inden hun faldt i søvn i liften)

Her er hun. I sin fulde størrelse, eller hvad man siger. Min Vilja.
Indtil nu har hun været mere eller mindre anonym på de sociale medier og ligeledes her på bloggen. Jeg har vist hende frem men uden at vise hendes ansigt.
Først og fremmest havde D og jeg brug for at lære Vilja at kende, inden “alle andre” lige pludselig også følte, at de vidste hvem hun var. Jeg har haft brug for at tænke mig godt og grundigt om, og det har i løbet af den proces derfor faldet mig naturligt at vise glimt, men ikke billeder med ansigt på. Min lille baby var i mine øjne slet ikke klar til at blive eksponeret, lige så snart jeg var klar til at skrive om hende. De to ting viste sig altså for mig, ikke at gå hånd i hånd.

Nu er noget forandret. Jeg har lært Vilja at kende og ved selv hvem hun er. Jeg kender hende allerede bedre end de veninder jeg har kendt siden mine teenageår…
Derudover er jeg færdig med at tænke. I hvert fald lige for nu. Vi har talt meget om det med eksponering herhjemme. I takt med at jeg er blevet mere glad for at skrive herinde, har jeg også haft en voksende lyst til at dele et billede (ellert ti) af mit lille yndlingsmenneske med hele verden. Forstå mig ret. Når nu jeg skriver så meget om hende, har jeg lige så meget lyst til også at vise hvem hun er og hvad det er jeg snakker om. For ja gud fanden synes man, at ens barn er det skønneste og mest charmerende i denne verden.

Og derfor er hun her. Nu er hun klar til at smile til jer også.
Vi har valgt at udgangspunktet bliver, at vi (jeg) kun deler billeder, vi ikke selv ville finde “pinlige” ell. lign. Så selvom jeg sagtens kan skrive om lort op og ned ad ryggen eller en træls baby, så bliver det ikke lige dér, at jeg dokumenterer med billeder. Det ved jeg med sikkerhed, at jeg som teenager ikke selv ville være glad for at vide, lå på nettet. Det bliver derfor en “føler” fra min side, når der skal billeder ud af Vilja. Men det har jeg det så fint med. Ligeledes er jeg helt åben for, at jeg muligvis ændrer mening igen på et senere tidspunkt… for man har jo kun et standpunkt, til man tager et nyt.

Forresten, tak for at I læser med!
Hvis I har nogle gode ideer/ønsker til indlæg, tager jeg gerne imod 🙂

Vores boligforhold har sat en helt naturlig stopper for, at vi inden Vilja kom til verden, købte uanede mængder af babygrej – både det nødvendige og mindre nødvendige. Vi havde altså på forhånd kun “need to have” ting.
Det tænker jeg i for sig har været meget godt. Vi har af samme årsag, heller ikke kunne tage imod gaver af den slags der minder om legetøj, i hvert fald ikke af den art der enten fylder eller larmer. Sikke en skam.
Nå, men nu har vi en baby der er fyldt to måneder og dermed er på vej ud (jeg mener nok, at hun mere eller mindre er ‘ude’) af sin egen lille boble, som hun har levet så lykkeligt i indtil nu. Det betyder at verden omkring hende pludselig er spændende, at hun er mere opmærksom på sine omgivelser, kan se farver og smiler ved øjenkontakt. Det med farverne betød at sundhedsplejersken i sidste uge anbefalede os at købe noget farvestrålende gribe-ud-efter-legetøj til vores nysgerrige pige. Som sagt, så gjort.
Jeg gravede et gavekort til Ønskebørn frem fra samlingen og i går var vi så på jagt efter farvestrålende legetøj. Vi købte disse to gode tag-fat-i-bolde, hvoraf den røde også er god til når der begynder at komme tænder. Den er helt “blød” og kan altså strækkes og bøjes, kommes i munden og tygges i, lige som man ønsker det allermest, når man er baby. Derudover købte vi også en farvet abe med rasle dimser, et lille spejl og en klemme på, så den kan sættes på henholdsvis lift, barnevogn og autostol – kæmpe hit!
I må have et billede til gode af den.
Disse to bolde har her til aften været i opvaskeren og er nu lege-klar.

Hermed er mit køb af det første stykke legetøj dokumenteret!

Der er så mange ting, der giver mere mening, når man har fået et barn. Når man har sat et liv i verden og man har noget (nogen), der giver én så meget kærlighed, at man vil gøre alt for at beskytte og passe på. Jeg gør ting for et andet menneske; et menneske som jeg håber at kunne danne og forme, for at skabe en pige der vil klare sig godt og har fået de bedste forudsætninger, når hun bliver større. Jeg giver liv videre og har samtidig endnu mere grund til selv at leve. Nu har jeg både D og Vilja som betyder alverden. Og i hvert fald én af dem, kan på nuværende tidspunkt ikke klare sig uden mig. Det er en vild følelse at et andet menneske kan være så afhængig af netop mig.
Ovenstående minder mig om, at livet er skrøbeligt. Det gik jeg og funderede over på en travetur med barnevognen i dag.
Jeg prøver, prøver virkelig at nyde og holde fast og sætte pris på… alt hvad vi oplever med vores lille menneske. Og samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, om jeg nyder det nok og om jeg giver Vilja nok. Af alt. Kærlighed, opmærksomhed, tid, omsorg.
Det er på ingen måde fordi jeg er usikker på/i min rolle som mor. Det er jeg ikke. Men jeg tænker jævnligt over, hvor skrøbeligt livet er. Jeg tænker (som de fleste andre forældre) at jeg vil gøre mit bedste hver dag, så jeg ikke senere skal tænke tilbage og ærgre mig.
Der har sneget sig en voksende følelse af savn ind i mig for tiden, for jeg ser jo netop hvor meget vi giver vores lille datter, ved at være der for hende dagen lang. Vi giver hende betingelsesløs kærlighed og former hende.

Min far formede mig indtil jeg blev 3 år og nogle måneder. Og jeg kan grundet min alder ikke huske meget fra min tid med ham. Jeg er ikke i tvivl om, at han har været den bedste far, man kunne ønske sig, i al den tid han havde muligheden. Men hvorfor han skulle tages fra os begriber jeg ikke. Han var jo slet ikke færdig med at leve livet, slet ikke færdig med at være far. Det er netop det jeg kan mærke nu – hvor meget han mangler, når jeg oplever noget så betydningsfuldt som at blive mor.
Shit hvor er livet skrøbeligt, når man som 4-årig kan sige farvel til sin far om morgenen, og uden at vide det, have set ham for sidste gang i live. Argh!
Det er det der forstærker savnet. Før kunne jeg tænke på, hvordan det ville være, når jeg sad med min baby i armene og manglede min far. Men nu kan jeg rent faktisk også mærke at han mangler.

I går var det min fars fødselsdag. Og endnu engang var der ikke meget andet i dét end et stort savn. Det bliver jeg mindet om på sådan en dag, hvor jeg ikke ønsker andet end at kunne dele dagen med ham. Fejre ham. Jeg vil egentlig sige, at man vænner sig til det, men det betyder nu ikke at det bliver mere udholdeligt eller ligetil. Savnet bliver “bare” fast inventar i det indre følelsesregister.

Årh, hvis man dog bare kunne spole tiden tilbage til dengang dette billede blev taget. Så havde jeg nok aldrig givet slip.

Jeg elsker og savner dig, far.