Hverdag med en baby på armen

Er det efterhånden ok at udtale sig lidt om hverdagen med en baby? Det har jeg bildt mig selv ind, efter at have været mor til den lille fis med den skønne ble mås i over tre uger. Jeg skal nok lade være med at drage for mange konklusioner for hurtigt, men jeg synes selv, at det nu er med samvittigheden på rette sted, at jeg kan fortælle lidt om hvordan det er at være mor. For mig vel at mærke. Jeg skal ikke kunne sige hvordan det er med andre babyer og for andre mødre.
Overskriften på indlægget er en anelse vildledende; for sandheden er, at det er ganske lidt jeg går med mini på armen. I løbet af en hel dag er hun (på nuværende tidspunkt) nemlig kun vågen 4-5 timer. Resten af tiden hygger hun sig i sin lift, på vores seng, i barnevognen eller et af de steder jeg vælger at slæbe hende med rundt, men det er også gerne i barnevognen. Vi går mange ture, mødes med mine veninder, ses med min familie og ellers slapper vi bare derhjemme og nyder hinandens selskab.
Når hun så er vågen går det meste af tiden med at spise, skifte ble, og ellers med at snakke, træne øjenkontakt og kigge i lysets retning.
Det ville være tosset at sige, at mit liv ikke er blevet anderledes efter jeg er blevet mor. For det er da. Men det er slet ikke i nærheden af at have forandret sig så meget, som jeg havde forestillet mig. Det er faldet mig mere naturligt at være mor, end jeg tænkte det ville. Og derudover tager både D og jeg tingene helt roligt og har været gode til at forholde os afslappet til vores nye roller. Det har ikke krævet den mindste smule anstrengelse, for af natur er vi begge rimelig rolige og fortrøstningsfulde – typerne der tager tingene som de kommer.
Vi har været heldige at få en rigtig god baby og det har givet os den bedste start på livet med vores skønne datter. Hun er mild og god som dagen er lang. Hun sover lige så godt om dagen som om natten og brokker sig sjældent.
Til sundhedsplejersken sagde jeg sidst, at jeg næsten kunne være nervøs for at sige det højt. At det går godt og vi ikke har oplevet de store udfordringer endnu.
Grunden til at jeg har haft det sådan, skyldes uden tvivl at det typisk er de mindre gode historier der vinder opmærksomhed; fokus på de søvnløse nætter, utrøstelige babyer, brystbetændelse og manglende overskud. Det er ikke fordi jeg underkender ovenstående problematikker, for jeg ved at babyer er forskellige… men jeg vil gerne sørge for at vise, at det også kan være andet end det, at få en baby.
Vi kunne ikke have ønsket os en bedre start.
Ingen kommentarer endnu