For fem ugers tid siden fandt vi et rigtigt navn til vores mini menneske, for hun skal selvfølgelig ikke bare hedde “Mini”. Det er kun herinde hun har gjort det indtil nu. Vi ville gerne have chancen for selv at fortælle navnet til venner og familie, inden jeg plaprede løs om det her. Ikke nok med, at det er en kæmpe ting at vælge et navn til sin baby; så er det altså også en stor ting at dele det med andre.
Jeg har nydt at dele det løbende, med dem der har set mini. For da vi først havde besluttet os, var vi selvfølgelig nogle meget stolte forældre.
Og hvad hedder hun så?
Vi har valgt et gammelt nordisk navn, da det særligt har været den “genre” vi har været mest til lige fra starten.
Det er derfor blevet til at vores skønne lille yndling hedder Vilja <3
Vi er rigtig glade for det, og vænnede os hurtigt til, at det var hendes navn. At man ikke bliver bare en lille smule i tvivl løbende, ville være lyv. Men det tror jeg mest af alt skyldes, at jeg ved det først er til hendes dåb, der er deadline. Når vi har fortalt navnet til præsten er der ikke så meget vej tilbage.

Da vi var til hælprøve på hospitalet et par dage efter hendes fødsel, havde vi netop besluttet det om morgenen. Fremme på hospitalet sidder jeg med hende i armene, klar til at hun skal stikkes i hælen; og sygeplejersken spørger så “hvad hedder hun?”. Jeg husker at D og jeg kiggede på hinanden, hvorefter jeg svarede “hun skal hedde Vilja”. Hertil reagerede sygeplejersken med “det har I vidst ikke fortalt til nogle endnu, hva?”. Det strålede åbenbart ud af os, at det var første gang vi sagde navnet højt i andres medhør. Det har jeg tænkt på en del gange siden… Hvordan vi sad der, to nybagte forældre med det dyrebareste i armene, usikre på at sige hendes navn højt og samtidig pavestolte.

Jeg er ikke i tvivl længere, selvfølgelig skal hun blive ved med at være en Vilja – hvad skulle hun dog ellers? Ja, tænk at man kan have det sådan. Jeg har valgt et navn til et andet menneske…

Vores Vilja.

Med stort I kan jeg kalde mig selv initiativtager. I så mange henseender og relationer er det den rolle jeg typisk ender med at “påtage” mig. Først og fremmest uden at jeg bemærker det, men fordi jeg er typen der gerne vil have, at der sker noget. Jeg er ikke fan af falske forhåbninger, tomme ord og løs snak. Hvis vi vil noget, så lad os gøre noget ved det.
Det er som udgangspunkt ikke en rolle der generer mig, men jeg er de seneste par år, blevet opmærksom på hvor meget jeg rent faktisk påtager mig denne rolle. I nogle tilfælde har det, at jeg har set det så meget i øjnene, betydet at nogle venskaber er forsvundet som sand mellem fingrene. Fordi jeg altid endte med at være den der skulle tage initiativet til at mødes.
Til en hvis grad gør jeg det hellere end gerne; men når der ikke kommer noget tilbage til mig, så giver det ikke mening til sidst. Jeg bliver træt at af spørge og spørge… og når aftalen skal stå, kan jeg blive frustreret over, at den bold jeg har kastet op i luften utallige gange, ikke bliver grebet af min modpart. Derfor er der desværre forsvundet nogle veninder indenfor de sidste par år. Nogle rigtig søde piger i øvrigt. Men jeg har måtte indse, at jeg ikke kunne blive ved. Selvom man er glad ved folks selskab, så kan det ikke fjerne den opslidende følelse det er, at blive ved med at give og give og foreslå og foreslå… for så at få nada igen. Til nogle har jeg adresseret det helt tydeligt, til andre har jeg håbet at de selv kunne få øje på det. Håbet at høre fra dem, hvis jeg intet gjorde. Ventet og ventet. Og så indset at det nok kun var et venskab, fordi jeg gjorde en indsats. Det synes jeg ikke var noget værd.

Det er ikke til at holde styr på, hvor meget initiativ jeg tager. Jeg tager det hele tiden. Jeg elsker det. Både overfor D, for min familie og for de veninder jeg har, der også gør det gensidigt. Jeg glædes ved at finde på, foreslå og inspirere… 

På det sidste (og i særdeleshed efter mini er kommet til) har det slået mig, hvor meget jeg også påtager mig initiativtager-rollen i familiehenseender. Vi er en søskendeflok på fire (kun en tilbage der bor hjemme) og blandt mine søskende er jeg i høj grad også den, der spørger til og hører om vi skal ses. Om det er faldet mig naturligt, fordi jeg er den ældste i vores flok, eller om jeg har taget det med som en erfaring fra mine venskaber, ved jeg ikke. Men en ting er sikkert – det er over hele linjen at jeg med begge ben falder i, og bliver den der starter samtaler, finder en dato at mødes og prøver at sætte en ny aftale igen inden vi skilles.

Det er muligt at jeg kommer til at lyde som den der lidt for ivrige type, der ikke kan lade andre få fred. Sådan håber jeg ikke at det er. Det føles ikke sådan. Men jeg er klart hende der har relationer for at pleje og udvikle dem. Jeg har ikke en veninde for at se hende én gang om året. Jeg har hende, fordi jeg får noget ud af vores relation og fordi jeg gerne vil prioritere min tid på hende. Og fordi at jeg ved hun har det på samme måde.
Jeg siger tingene som de er, spørger hvis jeg er i tvivl og lægger ikke fingrene imellem når det handler om at få det bedste ud af den tid vi er givet.
Måske netop grundet alt ovenstående betyder de veninder jeg har også meget for mig. Jeg har dem fordi vi vil hinanden.
I dag havde vi besøg af en af de vigtige og gode veninder. Hun har været på rejse og skulle derfor se Mini for første gang (hun var helt solgt). Mens hun har været ude at rejse, har vi holdt vores relation ved lige, ved at skrive sammen. Selvom jeg føler Mini har været her meget længere tid end hun har, så føltes det pludselig som om denne veninde ikke havde været væk. Godt nok er der sket meget, siden sidst vi så hinanden, men vores relation er så god og vigtig, at den ingen skade har taget. Vi har gensidigt spurgt ind til hinanden under hendes rejse og det har endnu engang bekræftet mig i, hvor vigtig gensidighed er for vedvarende relationer.
Men hvad så når den ikke er til stede; gensidigheden?
Indenfor de sidste to uger har jeg fået kontakt med to “gamle” veninder, som jeg hver især ikke har set i maaaange år. Den ene stødte jeg tilfældigt på her i byen en dag, den anden kom forbi med blomster i sidste uge. Man kan altså (heldigvis) stadig blive overrasket af gamle relationer, og det er jeg også meget åben overfor. Nye “gamle” relationer koster tid og indsats – men det giver jeg også gerne, såfremt jeg ikke kommer i tvivl om, at det vil være gensidigt i et fremtidigt venskab. Derfor jeg både spændt og forventningsfuld ift. hvad disse kan blive til på sigt – jeg troede ikke længere på den slags med at der kom liv i gamle venskaber, men det er jeg begyndt at gøre nu.

Så nu er der bare tilbage at finde ud af, hvor langt man skal gå som initiativtager, når det kommer til familien. Hvilke regler gælder her? Skal man blive ved, fordi det er familie? Skal man være overbærende som den storesøster man nu engang er?
Eller er det i virkeligheden her man skal træde et skridt tilbage og lade de yngre søskende komme på banen?
Indtil videre holder jeg fast lidt endnu, men da også kun fordi jeg har været udeboende en del længere tid end mine søskende. Når de er på plads og har styr på deres hverdag og liv med deres kærester, har jeg en klar forventning om at de kommer på banen. Om de så skal skubbes lidt, så gør jeg gerne det. Bare for at mærke, at de (forhåbentlig) også har lyst til mig, D og Mini.

Forleden var vi på tur til Kragerup Gods sammen med et vennepar med børn. Her stod dagen i “Go High’s” tegn med klatring i deres trætopsbaner med forhindringer.
Grundet mit kejsersnit må jeg ikke lave fysisk aktivitet udover dagligdagsopgaver endnu (håber kun det gælder til i morgen, hvor jeg skal forbi lægen), hvorfor jeg naturligt vandt baby-tjansen og traskede rundt på skovstierne med barnevognen. Man kan følge de fleste baner fra jorden, så jeg kom vidt omkring og rundt mange gange, mens de andre var i træerne fra kl. 10-19, kun afbrudt af en hyggelig og velfortjent frokostpause med hjemmebag, kolde drikke og kaffe.
For mig blev det altså til en del kilometer, fordi jeg simpelthen var for nysgerrig til bare at slå mig ned ved et bord- bænksæt og så ellers fordrive tiden der. Det betød også at der måtte et par amninger i skoven til undervejs, men det havde nu sin charme 🙂

Igen var jeg heldig med Mini, der opførte sig eksemplarisk og uden brok; hun hyggede i barnevognen, nød en tår mælk i skoven, og på armen var hun opmærksom på hvad der skete omkring hende med de mange nye lyde og stemmer.
Hun imponerer mig stadig med at være så god.

Vi havde en fantastisk dag i det fine forårsvejr; og jeg glæder mig allerede til at vi skal afsted igen, så jeg kan være med.

Det har været den skønneste påskedag herhjemme i dag.
Vi har ikke lavet synderligt meget og alligvel er dagen gået… uden at jeg rigtig ved med hvad. Vi har været helt nede i gear og bare nydt det gode vejr og hinandens selskab.
Da eftermiddagen var ved at gå på hæld, fik vi tændt op i grillen og varmet vores pizzasten op. I dag skulle nemlig være første gang, hvor vi forsøgte at bage pizza på grillen. Det blev en kæmpe succes!
Bundene blev væsentlig bedre end i ovnen, og det var skønt at sidde i aftenssolens skær med grillen ved siden af havebordet og lave lækre pizzaer.
Det er helt sikkert ikke sidste gang vi gør det på denne måde.

Nå ja, og så har vi desuden også sovet længe og spist påskeæg.
Nu vil jeg gå ind på sengen og hygge med mine to yndlings og en film; de er allerede tyvstartet uden mig.

Hvor er forårssol, barsel og selskab af D bare det bedste jeg kunne ønske! Glæder mig allerede til endnu en god dag i morgen.

Sødeste mini,
I dag fylder du en måned.
Far og jeg sad i går og snakkede om, at det på én og samme tid er vildt at du “kun” har været hos os i en måned, for vi føler allerede at det er meget længere… og samtidig synes vi nærmest lige at vi var i Hillerød og ventede på at du skulle komme ud til os. Det er helt underligt det med tid, når man har en baby.

Du beriger fortsat vores liv med mere og mere kærlighed for hver dag. Jeg kan slet ikke beskrive hvordan det føles, men hele min krop er fyldt til randen af lykke. Glæden og lykken ved at have dig, farer rundt i min krop og når jeg kigger på dig bliver jeg varm om hjertet.
De sidste par uger er gået med at lære dig endnu bedre at kende, og det synes både far og jeg går rigtig godt.
Den sidste halvanden uge har du hygget dig med mig alene, mens far har været på arbejde. Nu har han dog lidt barsel sammen med os igen; det nyder vi begge to.
Det er vildt at se din personlighed forme sig og dine udtryk bliver tydeligere for hver dag der går. Ikke nok med at du vokser hurtigere end vi kan følge med (sådan føles det), så udvikler både din stemme og mimik sig. De sidste par dage har det virket som om, at du er blevet mere opmærksom på din egen stemme og du er begyndt at pludre på en anden måde og med en lysere stemme end hidtil.

Du har nu været i bad fire gange og du er vild med det. Når først du er kommet helt ned i dit badekar, sidder du med et fornøjet udtryk og nyder at blive hygget om og vasket. Efter badet elsker du at ligge og putte i dit håndklæde.
Din navle faldt af da du var 10 dage gammel og din hud har også været tørret ud, for nu at blive helt fin igen. Du er stadig helt blød og fin og har de skønneste lyse “lokker” ligesom din mor.

Efter hvert måltid forsøger vi at bøvse dig af. Det går bedre og du har næsten helt tjek på det efterhånden.

At sove har du også helt tjek på – både om dagen og om natten. Når du har fået mad, sover du som regel en lur på minimum 3 timer. Rekorden indtil videre er 5 timer, og om natten tager du gerne nogle lange stræk på 3-4 timer også. Du er fortsat mild og god og udviser at du er i trivsel. Det er så dejligt.

Du er begyndt at smile til far og jeg (det er vi og sundhedsplejersken ret sikre på, selvom det er lidt tidligt) og elsker især når far synger sange for dig. Du er også stadig glad for at ligge på hans bryst og slappe af, lige så vel som du nyder en god lur i din lift.
Når vi kører bil sover du efter to minutter, og du har været med os mange steder, uden overhovedet at registrere det.
I byen tiltrækker du en del opmærksomhed; aldrig før har så mange “lagt mærke til mig” i vores lokale shoppingcenter, som når jeg har dig med i autostolen.

Du er rigtig glad for din puslepude, og kan få meget tid til at gå med at ligge der. Enten ligger du på ryggen og kigger ud ad vinduet, mens du pludrer… eller også ligger du på maven og holder øje med hvad vi laver, og giver os de største smil imens.
Far synes at du har fået nogle store kinder (eller “basunaer” som han kalder det) og vi er enige om at du også nu besidder en glimrende dobbelthage; for ikke at nævne de elastikker der er begyndt at vise sig om dine håndled. Siden du kom til verden har du også taget mere end 1 kg på, så andet ville nok være mærkeligt.
De fleste vi kender synes at du ligner far. Jeg kan ikke se det, uanset hvor meget jeg gerne ville.

Men vigtigst af alt siden sidst:
Vi har fundet dit navn.
Det har bestemt ikke været ligetil. Ikke på den måde, at vi ikke har vidst hvad du var for én. Men mere fordi det jo er en kæmpe stor beslutning at vælge et navn til et andet menneske. Det har især jeg synes var en smule angstprovokerende. Men nu er det besluttet og vi synes selvfølgelig at det er det fineste navn til lige netop dig.
(Til de nysgerrige så har vi snart fortalt det til alle venner og familie, som skulle have det at vide, inden det bliver skrevet her. Det varer derfor ikke længe, før jeg kan begynde at kalde vores lille mini ved navn. Det glæder jeg mig også til.)

Vi kan slet ikke vente, med at se hvad al vores tid med dig bringer os <3