En beslutning om at ville det modsatte af hvad der forventes

Flere gange i løbet af min graviditet har jeg haft “Aha-oplevelser” eller er blevet overrasket over at skulle tage stilling til spørgsmål, som jeg inden min graviditet og dermed rolle som kommende mor, aldrig før har skænket en tanke. Endvidere har jeg erfaret hvordan der i mange situationer forventes et bestemt svar eller en bestemt holdning fra mig, baseret på erfaringer fra dem jeg taler med. Der virker altså til at være en tendens til, at mange (her tænker jeg på mødre især) tænker at det de synes, må være det bedste/rigtige gælder for alle andre også.
Det kan være spørgsmål som hvor længe man skal amme, hvor barnet skal sove, hvilke ting man får brug for til baby, hvilke produkter der er bedst, hvor længe man skal holde barselsorlov osv. Jeg kunne fortsætte i en uendelighed, men jeg tror I har pointen.
Jeg savner og efterlyser altså en større åbenhed for, at alle har hver deres mening om, hvordan og hvad de ønsker at gøre for/med deres barn.
Dette indlæg er affødt af en samtale jeg havde med min mor for en måneds tid siden. Jeg synes det var på tide at fortælle hende om mine ønsker til, hvad der skal ske, når mini kommer til verden. Allerede på forhånd vidste jeg at min mor havde en forventning og forestilling om, at når jeg har født, så skulle hele familien troppe op på hospitalet og lykønske samt se det lille vidunder. Denne forestilling har hun formentlig opbygget på baggrund af hvad hun selv har oplevet, samt hvad hun hører andre gør.
Derfor blev jeg heller ikke overrasket over hendes reaktion, da jeg fortalte hende, at vi har et ønske om at gøre det på en anden måde. Jeg vil gerne lære min baby bare en lille smule at kende, inden jeg begynder at introducere hende for øvrige familiemedlemmer. Vi har lyst til at være alene på hospitalet og først vise hende frem, når vi kommer hjem derfra. Og der er hun jo for katten stadig nyfødt.
Min mor er dog ikke ene om at synes at det mest naturlige efter en fødsel er besøg på hospitalet. Jeg har sågar måtte sige til andre familiemedlemmer, at de altså ikke skal komme heller. Og fred være med dem – jeg har bestemt intet imod at fortælle dem, at vi ønsker det modsatte af, hvad de havde forestillet sig… men jeg har noget imod, at det for nogle er svært at acceptere. Vi er jo alle forskellige og har forskellige opfattelser af eller ønsker baseret på, hvad vi mener er godt for lige netop vores barn. Når der så, under mine udtalelser om vores ønsker, opstår en barriere, kan jeg ikke lade være med at synes det er en anelse egoistisk. Så handler det pludselig om, hvad de selv synes kunne være godt, fremfor hvad der reelt er bedst for barnet eller der er mors og fars ønske.
Det er lidt som at bede folk om at holde mund, hvis de ikke har noget fornuftigt at sige. I den dur kan man også tænke her; jeg kan godt fortælle om mine egne erfaringer, men jeg skal ikke gøre det, for at få en andens beslutning og mening til at virke/lyde forkert.

Jeg har forsøgt at forberede mig på, at der fremadrettet vil komme et utal af disse situationer, i forbindelse med at jeg skal udfylde rollen som minis mor.
Heldigvis er jeg ikke bleg for at sige fra og har ikke været det i mange år. Og mon ikke det næsten kun kan blive nemmere, når jeg skal gøre det fordi der er et menneske jeg elsker mere end noget andet i hele denne verden og som jeg kun ønsker det bedste for?

Det satser jeg på.
Og til alle mødre derude; jeg tror på jer. Jeg føler med jer. Sig fra og tro på jer selv, også når I møder modstand fra andre <3

PS. Melder klar til fødsel snarest – synes maven er meget stor nu! 🙂