Efter at have båret titlen som mor i lidt over en uge, er det tid til at gøre status. De første syv dage med vores lille mini-menneske har været vilde. Herunder har jeg skrevet lidt om hendes første uge i livet udenfor maven.

Sødeste mini,
Nu har vi været dine forældre i en uges tid og vi er lige så vilde med det, som vi er med dig. Du er det skønneste lille menneske og vi kan bruge uendelig meget tid på at se på dig mens du sover og laver sjove grimasser. Du smiler tit i søvne samtidig med at du siger de mest nuttede babylyde. Du bliver også tit ulykkelig og ked af det i søvne; far og jeg tror det er fordi du drømmer. Når du sover er det for det meste med benene krydsede og armene over hovedet. Det ser så sødt ud.
Vi har haft dig med på lange gåture i din barnevogn; det er du vild med. Du har også været med ude at handle, til møde i banken og forleden var du med os på kaffebar, hvor vi besøgte en af mors veninder.
Lige siden din fødselsdag, har du været god til at amme. Og når du har spist, sætter det sødeste smil sig fast på dine læber.
Vi har desuden været til hælprøve og hørescreening og alt var i den skønneste orden med dig. Endvidere har vi haft besøg af sundhedsplejersken, som roste dig til skyerne. Du havde taget 200 g på siden du kom til verden og hun synes du var så fin og god.
Alle vi har mødt indtil videre, når vi kommer omkring, siger at du ser sød ud. Det er lidt mærkeligt det med at fremmede kommenterer på dig, men det vænner vi os nok til. For det er egentlig bare dejligt at andre, folk som ikke engang kender dig, også kan synes at du er skøn.

Om aftenen ligger du tit på fars bare mave og slapper af. Det nyder I begge to. Nogle gange ser i film, andre gange tager i en lur sammen.
Du er mild og medgørlig; du græder næsten ikke (endnu) 7-9-13. Vi er stadig ved at lære dine lyde og signaler at kende, men jeg tror faktisk at vi er ret gode til at finde ud af, hvordan det du har det, og hvad der er galt, når du bliver ked.
Vi træner øjenkontakt med dig og du bliver bedre og bedre til at holde den, for hver dag der går.

Skønneste lille du. Mor og far er så stolte af dig og glade for at du er kommet til verden. Det var hele ventetiden, den store besværlige mave og de utallige tisseture om natten værd. Shit det er så vildt at du er hos os.
Du er det fineste væsen og du beriger vores liv med noget vi slet ikke vidste fandtes.
Vi elsker dig.

Kære dagbog.
Jeg er blevet mor.
Wow.
Mor.
Det er fra nu af en titel jeg ikke kan ryste af mig. En jeg skal bære fra nu og til jeg ikke er mere.
Men det er ikke bare en titel. Det er en kæmpe kærlighed, et enormt ansvar og den største lykke. At få lov til at forme, opdrage og give erfaringer videre til et lille menneske som JEG har skabt… og så endda med det andet menneske jeg elsker allermest. Hold kæft hvor lyder det sukkersødt. Men sådan føles det altså også.
Forleden spurgte D om det så var hvad jeg havde drømt om. Moderskabet. Han ved hvor længe det har været mit største ønske at få en lille. Og nu er hun her.
Jeg svarede, at det var alt det jeg havde håbet og endda mere til. Det er endnu bedre, større og vildere end jeg nogensinde havde turde forestille mig. Og som dagene går kan jeg mærke hvordan det hele – følelserne – bliver stærkere og stærkere. Tænk at hun er min, det er slet ikke til at begribe.
Vi er stadig ved at lande i det hele. Men jeg glæder mig over alt hvad denne nye rolle indebærer.

Aldrig havde jeg troet at lykke og glæde kunne fylde så meget i min krop, som det gør nu. Jeg er lykkelig helt ud i fingerspidserne. Jeg kan stirre på vores nye mini-menneske i evigheder, og kigger jeg på D, kan jeg ikke andet end at smile. Han vil fra nu af evigt og altid minde mig om, hvor fantastisk det er, at vi har skabt et barn sammen.

Dengang jeg blev konfirmeret havde jeg valgt et “konfirmationsord” som lød “Så bliver da tro, håb og kærlighed. Men størst af dem er kærligheden.” Ordene har netop fået en helt ny betydning. Med vores datter kom en helt ny dimension af kærlighed, en ny og vildere slags end jeg tidligere har oplevet.
Jeg kan ikke forstå det.
Hun er her nu. Hun er min. Og hun er kommet for at blive.

Flere gange i løbet af min graviditet har jeg haft “Aha-oplevelser” eller er blevet overrasket over at skulle tage stilling til spørgsmål, som jeg inden min graviditet og dermed rolle som kommende mor, aldrig før har skænket en tanke. Endvidere har jeg erfaret hvordan der i mange situationer forventes et bestemt svar eller en bestemt holdning fra mig, baseret på erfaringer fra dem jeg taler med. Der virker altså til at være en tendens til, at mange (her tænker jeg på mødre især) tænker at det de synes, må være det bedste/rigtige gælder for alle andre også.
Det kan være spørgsmål som hvor længe man skal amme, hvor barnet skal sove, hvilke ting man får brug for til baby, hvilke produkter der er bedst, hvor længe man skal holde barselsorlov osv. Jeg kunne fortsætte i en uendelighed, men jeg tror I har pointen.
Jeg savner og efterlyser altså en større åbenhed for, at alle har hver deres mening om, hvordan og hvad de ønsker at gøre for/med deres barn.
Dette indlæg er affødt af en samtale jeg havde med min mor for en måneds tid siden. Jeg synes det var på tide at fortælle hende om mine ønsker til, hvad der skal ske, når mini kommer til verden. Allerede på forhånd vidste jeg at min mor havde en forventning og forestilling om, at når jeg har født, så skulle hele familien troppe op på hospitalet og lykønske samt se det lille vidunder. Denne forestilling har hun formentlig opbygget på baggrund af hvad hun selv har oplevet, samt hvad hun hører andre gør.
Derfor blev jeg heller ikke overrasket over hendes reaktion, da jeg fortalte hende, at vi har et ønske om at gøre det på en anden måde. Jeg vil gerne lære min baby bare en lille smule at kende, inden jeg begynder at introducere hende for øvrige familiemedlemmer. Vi har lyst til at være alene på hospitalet og først vise hende frem, når vi kommer hjem derfra. Og der er hun jo for katten stadig nyfødt.
Min mor er dog ikke ene om at synes at det mest naturlige efter en fødsel er besøg på hospitalet. Jeg har sågar måtte sige til andre familiemedlemmer, at de altså ikke skal komme heller. Og fred være med dem – jeg har bestemt intet imod at fortælle dem, at vi ønsker det modsatte af, hvad de havde forestillet sig… men jeg har noget imod, at det for nogle er svært at acceptere. Vi er jo alle forskellige og har forskellige opfattelser af eller ønsker baseret på, hvad vi mener er godt for lige netop vores barn. Når der så, under mine udtalelser om vores ønsker, opstår en barriere, kan jeg ikke lade være med at synes det er en anelse egoistisk. Så handler det pludselig om, hvad de selv synes kunne være godt, fremfor hvad der reelt er bedst for barnet eller der er mors og fars ønske.
Det er lidt som at bede folk om at holde mund, hvis de ikke har noget fornuftigt at sige. I den dur kan man også tænke her; jeg kan godt fortælle om mine egne erfaringer, men jeg skal ikke gøre det, for at få en andens beslutning og mening til at virke/lyde forkert.

Jeg har forsøgt at forberede mig på, at der fremadrettet vil komme et utal af disse situationer, i forbindelse med at jeg skal udfylde rollen som minis mor.
Heldigvis er jeg ikke bleg for at sige fra og har ikke været det i mange år. Og mon ikke det næsten kun kan blive nemmere, når jeg skal gøre det fordi der er et menneske jeg elsker mere end noget andet i hele denne verden og som jeg kun ønsker det bedste for?

Det satser jeg på.
Og til alle mødre derude; jeg tror på jer. Jeg føler med jer. Sig fra og tro på jer selv, også når I møder modstand fra andre <3

PS. Melder klar til fødsel snarest – synes maven er meget stor nu! 🙂

Det er for nylig (læs: indenfor den sidste uges tid) gået op for mig, at jeg nu er en af dem der “ved noget”. Her taler jeg ikke om i almindelig forstand, men ganske enkelt om det her graviditets-halløj. Jeg har været gravid i 259 dage og har på den tid fået en del erfaringer med og indsigt i at have en baby boende i maven.

For en del uger siden havde jeg en snak om netop dette med en veninde. Hvordan jeg synes det var skørt, at jeg snart er en af dem der har været gravid. Det er grundlæggende ok med den label – men jeg har svært ved at identificere mig med, at jeg ved noget om en så stor ting. At JEG har været gravid. Siden jeg i slutningen af gymnasiet (ja, kald mig bare skør) begyndte at blive skruk, er det jo mig der har kigget på andre gravide eller mødre og tænkt “wow, bare det var mig.” Eller “det bliver skønt, den dag det bliver min tur”… og snart kan jeg stå på den anden side af en graviditet og blive spurgt til råds om dit og dat.
Jeg har få veninder med børn, så jeg kan ikke forestille mig andet, end at der vil komme en tid, hvor spørgsmålene vil ramme, når dem uden børn også skal til at stifte familie. Så kan de komme til mig og spørge om hvordan det føles når baby sparker, hvad man skal til sine jordemoderkonsultationer, hvor mange underlige babydrømme de har, hvilken størrelse tøj de skal købe samt foretrukne barnevognsmærker og lignende. Det er lidt syret at tænke på synes jeg. Så “erfaren” føler jeg mig slet ikke på gravid-fronten og derfor er det også vildt at tænke på, at jeg snart er færdig med at være gravid.

I samme forbindelse slog det mig; Hey, jeg er jo højgravid. Der er under en måned til min termin; fra i dag bliver minis ankomst ikke længere betragtet som for tidlig, og jeg ligner samtidig en der gemmer en vandmelon under trøjen.
Når jeg tænker tilbage på de første uger af graviditeten og mine tanker om, hvordan jeg ville ende med at se ud som højgravid, så stemmer ingenting overens. Heldigvis, skal jeg vidst skynde mig at sige. Udover det med vandmelonen under trøjen, så hverken vralter jeg, eller er på anden måde tynget af at gro en mini-me. Tak til min krop for at være så sej!
Jeg har altid tænkt at en højgravid mindst havde taget 20 kg på, altid var at finde med en chokoladebar i hånden, og ville være let at identificere bagfra. Måske pruste og stønne lidt når hun gik. Disse forestillinger passer jeg ikke helt ind under. Det er der nok mange gravide der ikke gør 😉 Men det jeg gerne vil understrege er, at man på forhånd kan have så mange forestillinger og tanker om hvordan det ene eller det andet vil være. Og sandheden er, at ingen ved det før de er midt i det. Ingen ved på forhånd hvor meget de tager på, om de får strækmærker, cravings og vand i kroppen… Jeg har ikke nogle af delene og det kan næsten også føles “forkert”. I hvert fald hvis man snakker med en gravid der har lidt af flere forskellige af førnævnte eller andre gener. Det er både vildt og sejt, så forskellige vores kroppe er og reagerer.
Slutteligt vil jeg derfor hædre kvindekroppen for netop det, at den er i stand til at skabe og gro liv. Det er jeg fortsat imponeret over. Især nu hvor jeg selv ved hvad det vil sige.

Og en lille note: selvom man ikke har gravid-cravings, så er der bare nogle ting der smager lidt bedre,  når man er gravid. Jeg ved ikke hvorfor. Da D kom hjem med disse fastelavnsboller forleden, var jeg i den syvende himmel. “Normalt” havde de ikke imponeret mig i så høj grad. Sjovt som tingene bliver vendt op og ned.

De sidste par dages mange solstråler er blevet nydt i allerhøjeste grad herhjemme. Jeg er nu officielt gået på barsel, hvilket betyder at jeg ikke skal arbejde (rigtigt) igen før engang i 2020. Dét er vildt at tænke på.
Mest af alt er det vildt fordi der kun er 26 dage tilbage til termin. WOW.

Vi har gjort os mange tanker om barsel. Hvem af os skulle holde, hvor længe, skulle vi holde sammen eller dele det op osv. Lad mig starte med at sige, at selvom det er lagt ud som det mest gennemskuelige og nemme på borger.dk, så synes jeg bestemt ikke at det er det. Hvor mange uger der er til rådighed og hvordan man må/kan bruge det har været en jungle for os.
Nu har vi dog fået lagt en plan! Det giver ro i maven. Særligt for mig, da jeg har længes efter at vide hvordan vi skulle gøre med D’s barsel og forældreorlov; Hvornår mini og jeg kunne nyde hans selskab og ikke mindst hvornår jeg skulle være klar til at tage mig af hende alene. (Det tænker jeg forresten nok skal gå ganske fint og er ikke nervøs; men forstå mig ret… det er sgu da det fedeste at være to forældre om tingene, når der pludselig støder et nyt familiemedlem til)
Vores plan er blevet at D er hjemme i hele april sammen med mini og jeg – det er simpelthen så skønt at vide vi kan se frem til det. I april falder påsken nemlig til vores store fordel, hvilket vil sige at D ikke skal bruge så mange fridage på at få hele måneden fri – kæmpe win!
Ift. mig ser vi tiden an. På nuværende tidspunkt tænker vi at mini tidligst skal starte i institution når hun er 11 måneder, men intet er sikkert på den front. Dermed er “det eneste” vi ved altså, at efter april måned er det mig der tager resten af barslen og D der leger skaffedyr og knokler. Så kan vi se frem til lidt fridage sammen ved de helligdage der nu kommer, samt en lang sommerferie i juli måned, når vi skal flytte ind i huset.
Det har vist sig at give mest mening for os på denne måde, da vi har lidt forskellige vilkår hos vores arbejdsgivere ift. løn under barsel mm. Klart en faktor der er værd at kigge på – hvis der skulle være nogle vordende forældre der læser med.
Nu er der snart ikke flere praktiske ting at få styr på, håber jeg.

Mon der er nogle på linjen, der har gode erfaringer med at dele barslen på en anden måde? Jeg synes at have det indtryk, at det mange steder er moren der tager størstedelen, men jeg er meget nysgerrig efter at høre andre erfaringer også.
Nu vil jeg gå ud og plukke nogle vintergækker og snuse til solskinnet og lade solens stråler stikke mig i kinderne.

God søndag!
PS. De skønne tulipaner er en ‘god barsel og tillykke med den baby du gror-buket’, som jeg fik i fredags. De er simpelthen så fine.