Se nu bare her – det går virkelig fremad med husbyggeriet.
Første billede er taget i sidste uge og det andet i april 2018. Det var godt to uger efter vi havde underskrevet købsaftalen på huset. Og ja, halvandet års tid før vi reelt kunne flytte ind i noget der skulle blive vores.
Det var ret besynderligt at stå med animerede billeder af et kommende hus, men samtidig stå og kigge på en jordbunke og tænke, at det var dér vores hus skulle stå. Beslutningsgrundlaget for vores huskøb var udelukkende billedemateriale, da det er et “projektkøb” og der ikke findes et tilsvarende hus noget andet sted, som vi lige kunne køre ud og lure på.

Nå, men underskrevet det blev det. Og lige siden har vi gået og glædet os. Jeg har så vidt muligt forsøgt at komme forbi byggepladsen ugentligt lige siden vi skrev under (som regel med Dennis på slæb) for at tage billeder og følge processen. Det føles vildt at der er under et halvt år til og at det samtidig også tager form af et hus nu.
Vi kan gå rundt i “rummene” og fornemme størrelse, se hvor lyset kommer ind og hvor toilet og bad skal stå. Det bliver mere og mere håndgribeligt som byggeriet skrider fremad – og vi kan næsten ikke vente til det bliver tid til at rykke ind.
Jeg ved ikke om jeg er alene om det, men jeg synes bestemt at det ligner noget nu. Og yes, den er god nok – vores hus er blevet bygget lige foran det hus der kan ses på billede nr. to.

I denne uge har vi planlagt at tage ud og kigge på møbler, og spore os ind på hvad vi kan lide. D og jeg har ikke tidligere “indrettet” sammen, så bare det at blive enige om, hvilke sofafarver der er lækre, kan ende med at vise sig som en udfordring. Hvem ved?

Fire og en halv måned til vi kan flytte ind. JAAA!

I dag har jeg været på en lille udflugt, for at hente denne fine babypakke. For et par uger siden var det et helt nyt begreb for mig. Babypakke.
Et af vores vennepar fortalte, hvordan de havde været rundt og hente babypakker i diverse butikker, da hun var gået på barsel. Konceptet går ud på, at du kan få gratis ting i en lang række butikker, hvis bare du er i gang med at gro en baby. De fleste steder kan man først hente pakken, når man har under tre måneder til termin – men det er jo langt fra et issue for mig… for jeg har kun 41 dage tilbage. SHIIIIIT. Lad os lige dvæle ved det et øjeblik.

Nå, men jeg lod mig derfor inspirere og har efter at have hørt om disse babypakker, undersøgt det nærmere for at udvælge hvilke afsendere jeg fandt det interessant at modtage en sådan fra.
Indtil videre har jeg derfor fået babypakker hos Name it (den fine på billedet), i Babysam og Føtex. Mange af stederne minder indholdet meget om hinanden; et par bleer, babysæbe, salve, vådservietter osv. Jeg har derfor ikke valgt at køre byen rundt for at hente alle tænkelige pakker, men valgt dem jeg synes der gav mening. Ideen er jo god – man får lidt af alt det man umiddelbart har brug for til den første tid med baby. Så også en anbefaling fra mig, til at undersøge nærmere hvis du også går med en mini i maven.

Som overskriften antyder vil jeg også nævne min tykke mave. Hold op, den er vild og stor nu. Jeg kan slet ikke forstå, at min krop bare er med på det her baby-growing. For det føles da godt som om, at jeg udfordrer den til det ypperste. Og sådan har mini det vidst også – pladsen er trang for hende og hun vender og drejer sig i ét væk, som om hun (ligesom jeg) skulle have svært ved at finde sig til rette.
Det kan både blive nogle meget hurtige eller MEGET lange 41 dage.

Jeg krydser for førstnævnte!

Endnu et hak kan nu sættes på listen over tjek man skal igennem i løbet af en graviditet. Forleden var jeg nemlig til mit sidste lægetjek inden fødslen og har derfor kun (adskillige) besøg hos jordemoder tilbage.
Jeg fik målt blodtryk, blev vejet, fik testet urin og hørte hjertelyd. Slutteligt skulle lægen mærke på maven; måle og vurdere minis placering inde i hulen.
De sidste par uger har min mave været meget “hård” i venstre side, som om der lå noget rundt/hårdt der. Jeg ved jo intet – så jeg har tænkt at dette var fint. Men det mente Madam læge ikke. Hun er ‘nervøs’ for om mini ligger med numsen nedad og at det jeg kan mærke i venstre side er minis hovede. Såfremt hun har ret i sin antagelse, skal vi tage stilling til, hvad vi så ønsker. Derfor har hun i dag sendt besked videre til Hillerød, hvor jeg skal føde, for at jeg kan komme til en ekstra undersøgelse, så det kan fastslås om mini ligger med hovedet hvor hun skal, eller det er numsen der ligger nede i mit bækken.

Ja, jeg ville lyve, hvis jeg sagde at det ikke har sat nogle tanker i gang. Det har det da i allerhøjeste grad. Ikke sådan nervøse “åh, hvad nu-tanker”. Bare “hvor-bliver-det-rart-med-en-afklaring-tanker”… Der er ikke meget andet for, end at vente på en indkaldelse i e-boks, og så se hvad undersøgelsen viser.
I følge lægen skulle mini gerne have lagt sig med hovedet “fast” da jeg var i uge 32. Det er efterhånden 2-3 uger siden nu. Derfor mente hun heller ikke at vi kunne vente med at få svar på placeringen til d. 28., hvor jeg alligevel skal til tjek hos jordemoder.
Sååå ja. Nu venter jeg og så får vi se.

Jeg har (naturligvis) allerede læst på lektien ift. hvad det kan betyde at hun ligger forkert. Forstået på den måde, at jeg nu ved at man så kan blive tilbudt et såkaldt “vendingsforsøg”, der i følge statistikkerne lykkes i 50% af tilfældene. Men der er ingen grund til at tage sorgerne på forskud, så indtil jeg ved mere, vil jeg vælge at bruge min tankevirksomhed på noget mere fornuftigt.

Da jeg kom hjem efter lægebesøget, tog vi på en længere gåtur ned til stranden og rundt i skoven. Det var så fint og mildt i vejret, sammenlignet med det vejr starten af ugen bød på. Det vrimlede om os med forårsfornemmelser – ih det var skønt.
Nu er der ikke mere ferie i denne omgang; men jeg har i allerhøjeste grad nydt tiden med D.

Tilbage til køkkenet og mit bageprojekt. Over and out.

Så er den pakket. Hospitalstasken. En af de ting jeg har hørt omtalt flest gange, både før og nu også under min graviditet. Det virker til at være en hel videnskab for sig. Det skal jeg, for god ordens skyld, nævne at jeg ikke tænker det er. Men derfor er det naturligvis stadig noget, der skal være styr på. Ovenfor et billede af indholdet i vores taske. Det endte med at blive en blanding af, hvad andre fortæller de har haft brug for eller manglede, og hvad min egen sunde fornuft mente.
I tasken har jeg pakket:
– Tøj til mini (2 sæt og en ekstra body)
– Skiftetøj til D og jeg (læs: det mest behagelige og løse tøj jeg ejer)
– Stofbleer
– Mobiloplader
– Toiletsager (heri tandbørster, creme, hårbørste, shampoo, hårelastikker, deo, ammeindlæg)
– Vandrejournal (jep, den store mappe i midten. Sådan en får man her i Nordsjælland)
– Snacks

Vi forventer at skulle overnatte en nat eller to på barselsgangen, hvorfor der er inkluderet skiftetøj til os begge og hvorfor der også er et par forskellige sæt tøj til mini. Snacks er mest til hvis vi ender i en eller 24-timers-fødsel, hvor snacks kunne være rare.

Der er tydeligvis mange meninger om, hvad man skal/ikke skal medbringe. Vi er tilknyttet Nordsjællands Hospital, og her er alt hvad man skal bruge til baby, samt alverdens af “udstyr” som kan være nyttigt, hvis man lige har født. Derfor er der ikke hverken bleer, vådservietter ell. lign. i vores taske, men jeg ved at ikke alle hospitaler tilbyder disse ting.

Slutteligt har vi endvidere pakket autostol, som fra om et par uger bliver fast inventar i bilen (så har D ro i maven, over ikke at skulle huske på den) sammen med den kørepose/dragt vi har til mini mens hun er mini.

Jeg håber at ovenstående kan bruges; jeg har selv haft delvis gavn af, at kigge på andres lister. 😉 Til sammenligning tror jeg, at jeg har pakket en del mindre end de fleste, men hold op hvor har jeg også hørt mange fortælle at “dit og dat” var fuldstændig overflødigt. Så nu bliver det således. Medmindre jeg finder et eller andet helt uundværligt, der også skal med.
Yes. Endnu en ting jeg kan krydse af, at jeg har fået styr på!

I sommers var vi på den skønneste ferie længe! Det var en kanotur med et vennepar og deres 3 sammenbragte børn. Vi havde D’s søn med og var derfor 4 voksne og 4 børn afsted.
Destinationen var Rönnebyån i Sydsverige og vi var afsted i 6 dage. Både undervejs på turen og flere gange efter, har vi snakket om, “hvad vi skal næste gang”. Vi har altså nærmest fælles besluttet, at det var en kæmpe succes og vi dermed lige så godt kunne gentage noget lignende.
Hertil skal det nævnes, at vi ikke før havde været på hverken tur eller ferie sammen og at jeg vidst var den eneste, der før havde været på kanotur. Det siger lidt om en relativt høj succesrate, på sådan et “nybegynder-projekt”.
Vi havde seks dage med lange, varme sommernætter, en masse dukkerter i smukke søer og brede åløb, kaffe på klippesider, grin, udfordringer, trætte arme, mudder til op over knæene, uendelig mange myg, de mest utrolige udsigter og solnedgange samt minder vi alle sent vil glemme.

Før vi fik set os om, blev det september og D og jeg kunne offentliggøre den kommende familieforøgelse, efter en veloverstået nakkefoldscanning. I samme nu blev det klart, at en kanotur som den vi havde haft, nok ikke var optimal i dette års sommerferie med en 3 måneder gammel baby.
Og så slog det mig; man kan vel hvad man vil? Også med en baby. Ikke dermed sagt, at denne sommer også skal stå på kanotur, det tænker jeg næsten afgjort, at den ikke skal. Men baby skal heller ikke være det der gør, at ting ikke kan lade sig gøre.
D og jeg har talt om det et par gange… om vi nu bliver dem “man” ikke inviterer, fordi “de siger nok alligevel nej, da det er besværligt med den lille”. Vi håber ikke – og har talt om, at vi i hvert fald vil gøre vores til, at vi stadig kan de ting vi gerne vil, bare med mini på slæb. Vi kan godt lide at være sammen med venner og se folk vi kender til en kop kaffe. Det vil vi for så vidt muligt holde fast i. (Ligesom vi vil holde fast i alle de andre ting, vi godt kan lide at lave enten selv, eller med dem vi kender. Jeg tænkte bare, at et eksempel var på sin plads.)
“Heldigvis”, ved jeg ikke om jeg kan tillade mig at sige, har vi en del venner, der selv har børn. Det hjælper nok både på forståelsen og den overbærenhed, der nok skal blive nødvendig fra tid til anden.

Endnu ved vi ikke hvad denne sommer ender med at stå på – altså udover flytning, som vi jo ser meget frem til. Og baby eller ej, så skal vi nok finde ud af, at lige netop det vi har lyst til og mod på, kan lade sig gøre. Lige såvel som at graviditet ikke er en sygdom, mener vi heller ikke at baby er en begrænsning. Tværtimod glæder vi os til at være en familie på fuld tid, årh det bliver så skønt!