En af mine yndlingstraditioner...

Beslutingen om hvor mange børn jeg skal være mor til

Hjemme hos os er beslutningen taget og vi er helt afklarede om, hvor mange børn vi skal have sammen. Det har vi været et par år nu, da det for mit vedkommende endte med at være en slags “kompromis” fra min side, dengang jeg skulle vælge, om det var D jeg så en fremtid sammen med. Det lyder egentlig næsten negativt, når jeg sådan grifler det ned, men det er det bestemt ikke. Vi gik bare ind i et forhold med hinanden på meget forskellige vilkår. D har fra starten meldt ud, at han kun ønskede et barn mere. Ja, han har nemlig allerede en søn.

For mit vedkommende har jeg aldrig været typen, der havde taget en fast beslutning, om at skulle have så og så mange børn. Dog har jeg nok altid tænkt, at jeg skulle have mere end én. Jeg er selv storesøster ud af en søskendeflok på fire, og derfor er søskende noget, jeg aldrig har forholdt mig til, at man selvfølgelig sagtens kan være foruden.
Af samme årsag måtte jeg derfor gøre op med mig selv, om det var “nok” for mig at vide, at jeg kun skulle have et barn. Og som I nok allerede har gættet – så tænkte jeg, at det var det. Mit eneste modargument var, at jeg gerne ville sætte børn i verden for at de havde en bror og/eller søster. Og det kriterie var allerede opfyldt i og med at D jo har en søn.
Det lyder muligvis som om, at jeg lige tog den beslutning henover natten… det gjorde jeg ikke. Jeg tænkte mig godt og grundigt om. Og jo mere jeg tænkte, jo mere var jeg sikker på, at jeg ville D så meget, at antallet af børn vi skulle have sammen, på ingen måde skulle stå i vejen for at gøre mig lykkelig sammen med ham.

Shit, det var godt at jeg tænkte sådan. For nu er jeg både gravid, lykkelig og vores lille pige har allerede en storebror, der glæder sig lige så meget som os, til at møde hende.

Det hele bliver dog alligvel en anelse komplekst, når man så forsøger sig med ovenstående “tale” overfor folk der spørger, hvor mange børn jeg eller vi skal have. Mit svar kommer som regel prompte. “Vi skal kun have en”…  Så kommer de måbende blikke og mange spørgsmål. For ikke at tale om kommentarer som “ja ja, vent nu at se” eller “I bliver nok klogere”. Jeg er mildest talt ved at blive lidt træt af de reaktioner. Siden hvornår er det blevet til en ting, det ikke er ok at have taget en beslutning om? Hvorfor er lige netop børn og antallet heraf, noget man ikke  være afklaret om?
Jeg har intet imod at skulle forklare og fortælle om vores valg, men det ville være  meget federe, hvis det var fordi der blev spurgt nysgerrigt ind til det, fremfor at det kan føles som en slags forsvar der skal stilles op, førend mit svar kan accepteres. Jeg har ikke svaret. For jeg kan ikke forstå det.
Selv gør jeg mit bedste, for altid at møde folk med min nysgerrighed og lyst til at lære noget om andre, fremfor at lade min holdning til tingene komme til udtryk gennem mine svar og spørgsmål. Det giver mig meget mere og udvider min horisont. Jeg kan klart blive bedre, og derfor er dette også en stille opfordring til, at flere tænker over hvad de egentlig spørger om, og hvorfor, inden der deles ud af egen klogskab og erfaringer. Det kan sagtens være brugbart – men sommetider falder nysgerrighed på et mere tørt sted 🙂

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En af mine yndlingstraditioner...