Der er nogle ting jeg gennem mine indtil videre 5 måneder og noget som gravid, stadig ikke helt forstår. Blandt andet hvorfor “fremmede” mennesker tror, at jeg gerne vil aes på maven, bare fordi jeg er gravid. Det er altså ikke tilfældet. Så nu tænker jeg bare; gad vide om det er mig, der er helt ved siden af, og ikke har forstået gravid-gamet? Eller om andre gravide også oplever denne besynderlige tendens.

I hvert fald finder jeg det enormt unaturligt. Jeg er ikke vant til at andre end D, kan finde på at skulle ae min mave. Og jeg synes godt nok, at det har været nogle grænseoverskridende oplevelser, jeg har haft med min babybule. Det er ikke fordi den er “forbudt” at røre. Men jeg vil altså gerne lige spørges først – eller selv spørge.

Er det mon bare mig der er sart, eller kan andre gravide nikke genkendende til dette? Selvom jeg har en baby i maven er jeg stadig bare “Louise” og tænker som udgangspunkt, at jeg skal (og gerne vil) behandles som jeg blev det før jeg var med rogn. Og dette i alle henseender; aen på maven såvel som at spørges ved arrangementer og ting, der åbenbart ikke tænkes, at være noget for ‘en gravid’ 🙂 Selvom jeg gror et menneske indeni, er jeg ikke blevet en anden, og det føler jeg af og til, at jeg liiige skal huske folk omkring mig på.

Til juli skal vi bo her. I det her nye hus, som fortsat er ved at blive bygget og klar til os. Jeg glæder mig. På en helt anden måde end jeg før har prøvet at glæde mig til noget. Ej at forveksle med den glæde jeg mærker over, at skulle være mor, men huset her blev købt længe før vi vidste noget om baby i maven. Vi skrev nemlig under tilbage i marts måned, og derfor føler jeg næsten jeg kan tillade mig at sige, at det snart er færdigt. Haha. Ja 8 måneder går jo stærkt!

Det er den vildeste tanke at vi til juli flytter ind i et nyt hus, og med et nyt familiemedlem i armene også. Der kommer til at ske så meget i vores 2019, det er ikke helt til at forstå. Men lige nu er status, at vi om to uger er hjemløse. For det hus D har haft de sidste 11 år, og som vi har boet sammen i de sidste fire, er lige blevet solgt. Måske en anelse hurtigere end vi forventede. Derfor går vores vågne tid ret meget med at finde et midlertidigt hjem. Inden vi overhovedet når at vænne os til tanken om, at skulle ud af huset, er vi det nok allerede. Og uanset hvor tilspidset situationen kan virke lige nu, så ved jeg at alt hvad der venter, er alt hvad vi har drømt om.

Jeg føler mig heldig <3 

Hej med dig, hvem er du?

Lige siden at d. 8. november blev nævnt for første gang, har jeg sådan glædet mig! Både til at se baby igen, men så sandelig også til at se hvilken baby, jeg går og gemmer på. Og det var godt nok også en glædelig dag, hvor jeg der på den kolde scanningsbriks, kneb en lille tåre 🙂

Til marts skal D og jeg være forældre til en lille pige! Og bedst og vigtigst af alt, så er hun sund og rask – og lige som hun skal være! Billedet her er fra nakkefoldsscanningen, hvorfor baby ligner en lille klump mere end en baby.

Åh, den evige debat. Skal man købe nyt eller brugt. Skal vi købe nyt eller brugt?

Hjemme hos os betyder økologi, velfærd og genbrug bl.a. noget. Vi køber ikke nye telefoner, bare fordi de er kommet på markedet. Vi køber ikke Smart TV fordi vi ikke har et, men klarer os i stedet med et “almindeligt fladskærms tv” og den slags. Vi har en del møbler der er købt på loppemarked og i genbrugsbutikker, og vi elsker at kombinere det med nyt, på vores helt egen måde.
Af ovenstående årsag tror jeg også, at både D og jeg i det usagte, har tænkt at nyt af alt til baby ikke på nogen måde er en nødvendighed. Og nu er vi så nået til at snakke om det også. So far er vi enige om, at vi sagtens kan købe brugt, og gerne arver fra andre osv.

D er praktisk anlagt (næsten mere end mig. Næsten.) og har af den årsag valgt at vi SKAL have en ny autostol. Det er noget med, at han gerne vil vide, hvad den har været “udsat” for. Så langt så godt.

Og så endte jeg forleden med at tjekke barnevogne ud på dba. Før jeg havde set mig om, havde jeg fundet en nærmest splinterny barnevogn, af den slags vi kunne tænke os, til halv pris. Fordi nogen havde haft den stående i deres lejlighed i 6 mdr. Det er helt fair for mig. Så jeg endte altså med at købe den.

Lettere overrasket over mig selv, tog vi ind og hentede den samme dag, kiggede på hinanden og sagde “det var da også lidt tidligt, at have købt barnevogn?” Men sådan blev det nu engang. Jeg har bare ikke helt vænnet mig til tanken om, at jeg skal ud og købe udstyr og alt muligt, til en lille en inde i maven. Og det kan næsten freake mig ud at følge med hos andre mødre på f.eks. Instagram, der for længst har indrettet børneværelse og har hele garderoben klar. Der når vi nok først til efter jul 🙂 Godt at der er plads til, at alle kan tage tingene i deres eget tempo.

Men nu er vi da i gang!

Da jeg var 3 år mistede jeg et af de vigtigste mennesker i mit liv. 
Min far. 
Pludselig, på sådan en helt almindelig hverdag, kom han ikke hjem. Han var faldet om med hjertestop, mens han var ude at arbejde.
Gennem hele min opvækst, mine teenageår og de år af mit voksenliv der indtil videre er gået, har jeg manglet ham. Jeg mangler ham.
Nu føler jeg mere end nogensinde før, at jeg går en svær tid i møde. For slår jeg blot kortvarigt tankerne hen på, at mit barn ikke får en morfar, gør det mig nærmest ulykkelig helt ned i maven.

Kære far,
Jeg ved du er derude. Et eller andet sted. Måske blandt stjernerne, måske blandt os? Kan du se hvor meget jeg savner dig og mangler dig?
Der er allerede sket så mange store ting i mit liv, som du ikke har været en del af. Ting som er ganske normalt at dele med sine forældre, og ikke undvære dem til. Jeg har fået kørekort, er blevet konfirmeret, jeg har været i USA og arbejde, jeg har fundet manden i mit liv og købt et hus med ham… og nu er jeg også gravid og skal føde til marts. Det der gør allermest ondt nu, er følelsen af at sorgen og din manglende tilstedeværelse rammer dybere, da det ikke kun er mig der mangler en far, men også mit kommende barn, der kommer til at mangle den helt fantastiske morfar, som jeg er sikker på at du havde været.
Åh, hvor ville jeg ønske at du var her sammen med mig og jeg kunne fortælle dig, at du skulle være morfar. Mor blev SÅ glad for den store nyhed, og jeg havde elsket mere end noget andet, at se dig ligeså glad som hende.
Det håber jeg du er, fra dit helt eget sted.
Og bare rolig, jeg husker dig og sender tanker i din retning hver eneste aften. Når jeg en dag til foråret sidder med et lille barn i armene, mit lille barn, vil jeg fortælle alt hvad jeg ved og har fået at vide om dig. For selvom du aldrig blev morfar, skal mit barn selvfølgelig vide, at jeg havde den bedste far, man kan ønske sig, de første fire år af mit liv.