Skrøbelighed

Når du ligger der i mine arme,
aer mig på ryggen og forsøger at fange mit blik
så flyder jeg næsten over af
al den kærlighed
der flyver igennem min krop
jeg er taknemmlig og lykkelig
mere end jeg nogensinde troede jeg kunne blive

Og du smiler til mig.
du siger ingenting og alligevel siger du alt
jeg ved jo hvad du mener
både når du siger den ene og anden
og tredje lyd.

I dag mærkede jeg sårbarhed.
Skrøbelighed.
Livet er så skrøbeligt
og at stå der med dig i favnen
er ikke noget der bare skal slutte
men om jeg vil det eller ej
så slutter det en dag
så vil og kan du ikke ligge der mere
Og jeg vil savne.
Det
og dig
jeg ved jo ikke hvornår
hvornår det slutter

Nogle gange tror jeg det er nu
at alt er ved at slutte
fordi hvordan kan det være så godt
og jeg så glad
selvom tanker og følelser og impulser fylder mig og
næsten ikke er til at styre
skal jeg nok passe på dig
det vil jeg gøre for evigt og altid

jeg elsker dig
Vilja
og lad mig vise dig livet
og lære dig at kærligheden
den stopper ikke med at vokse

vi klarer det, ikke?

At definere børn begrænser dem

Det var først da jeg selv blev mor, at det blev tydeligt for mig, hvor mange forskellige perspektiver der er på det at opdrage. Selvom vi kan dele værdier, gør vi alle sammen tingene forskelligt og dét synes jeg er enormt spændende. Jeg kan blive helt forgabt i at tænke på, hvor mange forskellige måder spise- og puttesituationer bliver håndteret på i danske børnefamilier. Bare for at nævne noget.
Jeg har tænkt over opdragelse og personlige værdier tonsvis af gange også inden jeg blev mor, og været meget interesseret i hvad andre skriver og siger om disse emner; men efter jeg er blevet “en af dem” – en af dem med et barn – et ansvar – har interessen vist sig at værre endnu større. Nu har jeg min egen lille skabning at lære om værdier og des lige. Første gang det virkelig slog mig, i hvor høj grad vi alle sammen gør tingene på hver vores måde (også) når det kommer til vores børn, var i min mødregruppe. Vi gik jo fra at sidde med små babyer, der enten sov eller spiste, til at have tumlinge der ville dit og dat og som man kunne begynde at sætte grænser for og opdrage. I takt med at børnene blev ældre, kom det tydeligt til udtryk at vi havde seks vidt forskellige måder at være mor på. Så begyndte de andre på arbejde, bedst som der kunne være opstået en masse interessante snakke, og vores ugentlige mødregruppe forsvandt som ud i den blå luft. Men det er en helt anden historie!

Der er mange spændende sider af forældreskabet, og en af dem jeg især er blevet optaget af at læse om, er i hvor høj grad vi som forældre definerer vores børn.

Nu går Vilja ikke i institution, men ellers kunne jeg skrive parallelt om, hvordan eksempelvis pædagoger også kan være med til selv samme.
Et eksempel er situationer jeg har oplevet, når jeg har haft Vilja med mig ude at handle eller til sociale arrangementer. Her har jeg flere gange oplevet andre kalde hende en prinsesse. Det skete eksempelvis før covid-tiden, da jeg havde hende med på kaffebar og to kvinder på min mors alder gik forbi os og sagde “eeeeij, en fin lille prinsesse”. Det er også sket i en tøjbutik, til en komsammen… og sikkert flere steder endnu. For mig er hun ikke en prinsesse. Hun er en pige, ja. Men det gør hende ikke til en prinsesse. Det er sagt i den fineste mening, det ved jeg. Men det er jo lige præcis “spot on” på de udfordringer vi møder mange steder i vores samfund, når vi taler om køn og kønsforskelle. At det bare er noget vi siger…Èn ting er, at jeg selv tænker meget over, at jeg ikke vil definere hendes køn “for meget” overfor hende. Men noget andet er, når andre gør det for mig. Jeg ved godt, at det ikke er de få gange at andre f.eks. kalder Vilja for prinsesse, der afgør hvordan hendes egen opfattelse bliver. Det gør mig bare så ærgrerlig.
Det er interessant at tænke over, hvor tit og nemt det er at “falde i fælden” og definere et barn ved at kalde dem noget specifikt. Det er ikke kun når det kommer til køn, at der er en udfordring at gribe fat om.
Det kan lige så vel være ting som “pyldrehoved, kræsenpind, klodsmajor” (bare rolig, jeg er selv faldet i flere gange). Når vi taler til et barn på denne måde, er vi både med til at forstærke en særlig adfærd samt afskære barnet fra andre muligheder. Vi giver dem ikke plads til at blive sig selv, som sig selv.

Når jeg skriver, at jeg ikke vil definere Viljas køn, er det forstået på den måde, at jeg helst ikke vil sige og/eller gøre ting med udgangspunkt i “at hun er en pige, så…”. Jeg bestræber mig på, ikke at handle ud fra at hun skal kunne lide noget bestemt legetøj. Eller en bestemt farve. Eller noget bestemt tøj. For det er jo ikke en opfattelse der findes i hende – det er en vi kan “komme til” at skabe, hvis vi lige netop ikke tager afstand fra at fortælle om at dukker, udklædningskjoler og legekøkken kun er for piger. Det er jo ikke noget hun bare ved, fordi hun er født som pige.

Hendes værelse er ikke lyserødt (mest fordi hendes mor ikke er så vild med den farve) og hun har både biler og andre legesager, som ikke passer ind i “pige-legetøj kategorien”, hvis man kigger i et legetøjskatalog. Og det er mest på den måde, at jeg ikke vil gøre for meget af noget og ikke noget andet. Jeg ved ikke om det giver mening.
Jeg finder det helt naturligt at tale med Vilja om at hun er en pige og lære hende det, for jeg underkender ikke at der er forskel på hvilket køn man er og selvfølgelig skal hun vide og lære at hun er en pige. Samtidig håber jeg bare hun vil forstå, at det ikke betyder hun skal have en særlig adfærd af den grund.Men er det ikke både vildt og skræmmende på samme tid? Hvordan vi skaber den her (synes jeg) enorme distance mellem køn, allerede fra børn er helt små. Giver piger udklædningskjoler og drengene biler. Lærer drenge at være de store og stærke, taler om at piger er smukke… men hey – de ting og de fleste andre af de ting vi gør og siger i hverdagen, gælder jo lige for begge køn?

“Problemet med fortællingen om de lyserøde piger og de blå drenge, er dog at den sætter begrænsninger for børns selvopfattelse, handlemuligheder og udviklingspotentiale”

Sådan står der i en artikel fra Sex&Samfund om hvordan kønnet leg og legetøj påvirker ens barn. Og det er netop det, jeg vil lade være min pointe.
Vi skal ikke begrænse børn ved at tale om dem på en bestemt måde – vi skal lade dem være dem de er og gøre det de har lyst til. Vi skal ikke trække vores søn eller datter med ind i en legetøjsbutik, fordi de må vælge et stykke legetøj og så fortælle vores egen mening om “skal vi ikke prøve at kigge på bilerne i stedet for?” fordi det jo er en dreng og fordi vi af den grund synes at det ville være passende at vælge.
Ovenstående er blot en af flere af den slags oplevelser jeg havde sidst jeg var i BR for at finde en fødselsdagsgave til et vennepars datter.

Lad os gøre op med at putte børn i kønskasser og i stedet lade dem vise os hvem de er. Børn er skabt af noget godt og skal ikke påduttes det ene og det andet. De skal vandes, så de kan vokse og spire og gro lige som de kan det bedst. Og så skal de nok lære, at der selvfølgelig er forskel på han og hun og pige og dreng. Men det skal ikke give anledning til, at de på nogen måde føler sig begrænsede eller får en skæv selvopfattelse.

Hvad tænker I om kønnet leg og at definere børn?

Voksen skæld ud

I sidste uge fik jeg en omgang voksen-skæld ud. Sådan “en over nakken” med grimme vendinger og små trusler. Det var nede i nyttehaven.
Vilja og mig var forbi, for at kigge til jordbærplanterne og tage lidt med hjem, da formanden for haveforeingen kommer kørende forbi i sin lille røde bil. Først kører han forbi, i noget der mindede om slow motion, for derefter at vende om, gentage, og slutteligt for at stoppe op og bakke tilbage.
Da han bevægende sig ud af bilen, kunne jeg godt se, at han havde retning mod os.
“NUMMER 52?,” sagde han højt med sin slidte, rustne stemme.
“Ja?” Svarede jeg.
“Du skal se at få orden på haven. Det er uacceptabelt, at den ser sådan ud. Det kan komme til at gå udover dine naboer, og hvis ikke den kommer i orden, kan vi smide jer ud…”
Jeg vidste hvad han mente, og han pegede da også på det høje græs, der omgav os og vores intermistiske jordbærbed, som vi har bevaret fra tidligere lejer.
Sagen er den, at der på 40 kvm ud ad de 200 vi har, er græs. Også noget tidligere lejer har haft. Vi har tænkt os at det skal væk, men er ikke kommet så langt endnu. Det er hårdt arbejde at grave veletableret græs af og i vores egne hoveder, var vi ikke nået dertil endnu.
Siden vi tog den helt store tur en måned efter overtagelsen, hvor vi fik ryddet og klargjort, er græsset ikke blevet slået. Græsslåmaskinen der tilhører haveforingen er låst inde i et skur, som kun 2-4 udvalgte har nøgle til. Og da der ikke er strøm, har det ikke givet mening at tage den hjemmefra med, fordi den selvsagt kører på el.

Tja, så græsset er vokset. Og bevares, det gik da også mig til knæene; men nu var det jo ikke fordi alle 200 kvm have så helt forfærdelig ud. Så selvom jeg forstod formandens (hvis navn jeg ikke engang kender) budskab, synes jeg på ingen måde at det var berettiget skæld ud. Der var mere hertil end ovenstående, men så meget dårlig energi er jeg ikke interesseret i at dele med jer.Efter hans ord stod jeg tilbage uden helt at vide hvad jeg skulle sige. Det blev vidst noget ala “ja, vi må se hvad vi kan gøre” og så gik han.
Mens dette foregik stod vores virkelig(!) søde nyttehave-nabo og kiggede- og lyttede med. Hun kendte udemærket formanden, da hun har haft have i foreningen i 6 år. Hun kiggede forstående på mig, da han var kørt og fortalte, at det typisk var sådan han introducerede sig for nye lejere. Hun fik samme tur, dog over telefonen, for 6 år siden, fordi han ikke synes hun var hurtig nok, til at få plantet noget i haven. Og sød som hun var, tilbød hun at spørge en af “de udvalgte” om de ville slå mit høje græs, næste gang hun så en af dem i aktion.
Hun er nemlig i sin have dagligt og har af samme årsag styr på hvem der er hvem… hvem man taler med og hvem der ikke er værd at bruge tid på (gæt selv). Jeg takkede stort ja og gik fra haven med et smil, samtidig med at jeg tænkte på, hvor godt det var, at D var derhjemme. Var han blevet talt til på den måde, havde han nok bare sagt at vi heller ikke var interesseret i at være en del af en haveforening, der bruger trusler overfor deres medlemmer.
Øv hvor er det ærgerligt, at han føler sig nødsaget til at tale- og opføre sig på den måde. Der var mange andre måder situationen kunne være blevet grebet an på. Og endnu mere ærgerligt for ham, at det er et mønster overfor “nye”. Sådan er vi nu engang forskellige som mennesker, gudskelov.

Billederne er fra vores første arbejdsweekend i nyttehaven, efter vi overtog den. Vilja var (ligesom os) svært tilfreds.
Fik du ikke læst med, kan indlægget findes her

Tanker om at droppe hjemmelivet

Historierne, forklaringerne og de gode råd er mange. Som jeg har skrevet om før, er det sikkert (mere eller mindre) velment, når kommentarer som “det har de også bedst af” eller “vi kan se på hende, at hun har brug for at være sammen med andre børn” bliver kastet tilbage til mig, når jeg fortæller- eller bliver spurgt til vores valg om at jeg går hjemme med Vilja.

“Aldrig har noget føltes mere rigtigt. Det jeg oplever hver dag er evig lykke, fordi jeg bruger al min tid på den vigtigste opgave jeg nogensinde har fået – at være mor.”

Jeg tænker at det er forventeligt, at møde en vis undren og nysgerrighed fra folk der spørger til, hvornår Vilja skal starte i institution. Vores familie og nære venner ved alle sammen, at jeg går hjemme og har sagt mit job op. Det er folk i periferien der spørger til det. Selvom jeg tror at der er en mindre revolution på vej indenfor dette område, er det stadig ikke normen i vores samfund at man går hjemme med børn i institutionsalderen.
Jeg har dog endnu aldrig været i tvivl om, at det var det helt rigtige at jeg valgte at sige mit job op, så Vilja ikke skulle sendes i dagpleje da hun var 11 måneder.Nu modtager jeg tilskud fra kommunen for “pasning af eget barn”, men dét tilskud kan man kun modtage i 12 måneder. Af samme årsag er mit evige svar på, hvordan og hvor længe Vilja og mig skal hænge ud, endt med altid at være det samme. “Umiddelbart indtil hun skal starte i børnehave, men det skal også give mening for os. Gør det ikke det, kan hun altid starte”. Selvom jeg er stålfast og evigt glad for vores beslutning og altid klar til en kritisk snak, hvis nogle skulle mene, at det ikke er godt for Vilja at være så meget sammen med mig, så er det ved nærmere overvejelse en fin måde at pakke en undskyldning ind på. Den del med at “det også skal give mening for os”, er nok mit forsøg på at neutralisere beslutningen lidt. Mit forsøg på at sige, at det jo ikke er sikkert, at jeg ender med at være sammen med hende indtil børnehavestart…

Nu er jeg blevet klogere. På mig selv og mine svar. Der er jo ingen grund til at undskylde. For aldrig har noget føltes mere rigtigt. Når det kommer til stykket er jeg ikke i tvivl, så hvorfor ikke servere det på samme måde, til dem der måtte være interesserede.
Forleden voksede denne nye tanke og følelse frem i mig. Jeg vendte og drejede løsninger og svar i mit hovede og endte med at spørge mig selv:

Hvorfor kun indtil børnehavealderen? Hvad hvis det bliver ved med at føles rigtigt?

Nu er jeg blevet enig med mig selv om, ikke længere at have nogen deadline i mine svar. Bryde med vanen om altid at undskylde og give det andre gerne vil have. For jeg ved ikke længere selv, hvornår og hvor længe hjemmepasningen varer ved.Jeg ved godt at der findes uendelig mange artikler ala “derfor har dit barn godt af, at komme i børnehave”. Men med grunde som sociale relationer, sprogudvikling og selvstændighed tror jeg ikke på, at en børnehave nødvendigvis er bedre end hvad jeg vil kunne tilbyde Vilja som hjemmepasser. Hun skal altså ikke nødvendigvis i børnehave. Hun skal i hvert fald ikke i børnehave bare fordi. Måske jeg slet ikke ender med at droppe hjemmelivet, fordi det bare giver så god mening?
Der er fortsat et utal af muligheder, for selv at tage den opgave på sig, som de fleste forældre overlader til børnehaven og dertilhørende pædagoger.
I 2013 var det f.eks. 97% af alle 3-5-årige, der var indskrevet i daginstitution (artikel fra ast.dk); så der er ikke er noget at sige til, hvis der kigges skævt til en sådan beslutning. Det er nok endnu mere “forkert” i manges øjne, heller ikke at sende sit barn i børnehave. Hertil vil jeg bare sige, at Vilja hverken vil være det første eller sidste barn, der vil kunne få den glæde med en af sine forældre. Faktisk har jeg selv en fantastisk veninde, som var så heldig at være hjemme med sin mor, indtil hun skulle starte i skole. Hun hverken mangler sociale kompetencer eller føler sig anderledes end alle andre.

Situationer, vores liv og beslutninger bliver hvad vi gør dem til. Hvis vi anerkender og roser hinanden, vil vores horisont udvides og vi vil opbygge en naturlig accept af og interesse i andres beslutninger. Har vi derimod travlt med at vende øjne og kritisere, vil vi få mere dårlig energi, opleve selv at blive misforstået og mødt på et “forkert” grundlag. Græsset vokser der hvor vi vander det, så hav det in mente, når du står overfor et menneske med andre holdninger end dine egne. Mon du kan lære noget?Til sidst vil jeg understrege, at vi ikke lever et overflodsliv, som giver mig grund til at tænke at alle burde gå hjemme med deres børn, ligesom mig. Jeg har fuld forståelse for, at det for mange ikke er et spørgsmål om lyst, men i høj grad en nødvendighed at sende børnene afsted. For os har hjemmelivet f.eks. betydet afkald på længere ferier og en stor økonomisk ansvarlighed. Jeg vil ikke sige, at vi vender hver en sten, men vi tænker os godt om. Dels fordi vi gerne vil afdrage på vores lån og dels fordi vi ikke ønsker at ende et sted, hvor alt er surt show. Af samme årsag er jeg også glad for den vane, jeg har med at lave madplan og kun handle en gang om ugen (læs mere her), samtidig med at jeg godt kan lide at kigge efter genbrug fra alt til møbler og tøj til Vilja. Det er i allerhøjeste grad blevet en prioritering for os, at jeg skal gå hjemme med Vilja, fordi vi tror på at det er for det bedste.

For os betyder det ikke mindst at Vilja har en glad mor med tid og overskud, men samtidig betyder det for vores familie, at vi har en Vilja i trivsel, der er nysgerrig på livet, glad og som oplever den vigtige voksenkontakt, som særligt små børn har brug for, i alle sine vågne timer.
Det virker for os, men det er ikke svaret på, hvad der virker for alle.

 

Hvordan hænger jeres familieliv sammen og har I overvejet at lade en forælder forlade arbejdsmarkedet for at gå hjemme?

Små tanker

Stille
Langsomt
Uden bekymringer
opdager
og lærer du.

Jeg kigger væk
men vender blikket tilbage,
for at se dig tænke.
Du ser verden,
men ikke som jeg.
Du sammenligner,
dømmer
og overvejer ikke.
Du er bare.

Du møder
og smiler,
griner.
Glædes over de mindste ting.

Jeg forsøger at gøre efter
Møde verden som du,
og nyde alle
selv små øjeblikke.

I de små sko tager du store skridt,
Store for mig som mor.
Mon jeg bliver ved med at
kunne følge med?