At vende tilbage

Når noget har været svært og fyldt meget i mine tanker, har jeg svært ved at komme tilbage. Det er udfordrende for mig at komme væk fra lige præcis det, jeg gerne vil væk fra. Og sådan er det gerne, når der er noget man helst ikke vil tænke på eller tillægge betydning, for så sker det modsatte.

Det gør det udfordrende at skrive herinde. Jeg har så meget godt, der venter. Så meget på hjerte. Men det har virket helt forkert at dele før nu, for jeg har ikke haft hovedet med. Tanker, opskrifter, interview og des lige må vente lidt endnu.

Jeg er på vej tilbage. Det går meget bedre.

Det er snart fire uger siden, at jeg var bange som aldrig før. Nervøs, som skulle jeg op til alle mine eksaminer fra gymnasiet på én gang… og ked af det i en sådan grad, at tårerne ikke kunne stoppe.

Jeg er meget taknemmelig for stadig at have min lillebror. Og den glæde og taknemmelighed prøver jeg på bedst mulig måde at bruge konstruktivt. Han vil synes jeg er fjollet overhovedet at skrive og have det sådan her. For han er her jo. Han er okay.

Der er ikke noget i min erindring der har bragt mig i så meget ubalance før. Ikke på denne triste, frygtende måde. Jeg har før været langt nede, men det her har været anderledes.

Tak for at I stadig er her. I hvert fald i følge tallene.

Når livet hænger i en tynd tråd

Det var verdens længste køretur. Vi vidste ikke noget om hvad der ventede. Var skaderne blevet værre eller var han stabiliseret? Vi skiftedes til at have tårer trillende ned ad kinderne og huske hinanden på, at han var sej og stærk. At han havde alderen med sig og er tilpas stædig. “Vi tror på ham” blev jeg ved med at sige. Jeg ved ikke om jeg selv troede på det, men jeg gjorde alt for at overbevise resten af familien.

I søndags blev jeg ringet op midt i morgenmaden. Det var sådan et opkald, man aldrig nogensinde håber at modtage. Min mor sad i bilen sammen med sin mand og min søster og fik fremstammet at de var på vej til Rigshospitalet. Min bror var kørt galt. De vidste ikke meget andet, end at det var kritisk og at han var fører af den forulykkede bil.
Indenfor et kvarter holdt de foran vores hus og samlede mig op. På vej videre fik vi også samlet min anden lillebror op og så sad vi ellers der sammen; på vej til Rigshospitalet med en fælles frygt for, hvad der ventede.

Jeg ryster stadig ved tanken, ja selv i skrivende stund kan jeg ikke helt være i følelserne. Jeg var  bange.

På Rigshospitalet blev vi guidet til traumecenteret og dirigeret ind i et “pårørende rum”. Sådan et lille rum med grå intetsigende sofaer og blå “diposable curtains” som der stod på dem. I hjørnet var en håndvask udstyret med sæbe og sprit og sedler om corona og håndvask. Vi stod bare der og ventede. Sygeplejersken der havde taget imod os, havde allerede forberedt os på, at det nok kun var to af os, der kunne komme ind og sige hej. Fordi corona.
Det kunne jeg slet ikke have og jeg havde også prompte svaret hende igen med at vi altså alle sammen var “nærmeste pårørende”.Efter hvad der føltes som evigheder, kom den akutlæge, der havde behandlet min bror ind til os. Han bad os sidde ned og tog sit mundbind af. Mens han berettede om hændelser og skader, stirrede jeg ud i luften. Jeg kunne ikke tænke på meget andet, end at jeg gerne ville have lov til at se min bror nu.
“Jeg kan tage to af jer med nu, sluttede han.”

Shit en søndag. Fra traumecenteret til intensiv og mere ventetid. Vi endte heldigvis med at få lov til at komme og se. Vores bror blev holdt sovende i respirator og indtil jeg så ham igen i fredags, var lige netop billedet af ham liggende der på intensiv, det billede der havde printet sig fast i min hukommelse. Det kunne have været værre, altså det fastprintede billede… men det var bestemt ikke sådan, jeg havde lyst til at huske på ham. Det var ikke det jeg havde lyst til at se, hver gang jeg lukkede øjenene.

Den seneste uge er gået med fællesopkald tre gange dagligt med min anden lillebror, søster og mor. Begrænsningerne grundet corona har nemlig betydet, at kun min mor har måtte komme på besøg. Og kun i 15 min. ad gangen. Derfor har mange opdateringer fra hospitalet fundet sted telefonisk.
Jeg har været urolig i kroppen, ked af det og ulykkelig helt ind i hjertet. Jeg har savnet, grædt, tænkt og været søvnløs.
Vi er mere eller mindre sluppet med forskrækkelsen, for min bror har det bedre end nogen overhovedet har turde håbe på og er sluppet uden nogle varige mén. Det er slet ikke til at forstå.
Selvom jeg både har set ham i fredags og i dag er det stadig en smule surrealistisk. I søndags på vej til Rigshospitalet vidste vi ikke, om han overhovedet ville komme hjem igen. Og nu er han derhjemme, som har det aldrig været anderledes.

Livet er sgu ikke for sarte sjæle. Puh, hvor kan så store følelser sidde dybt i kroppen.

I mandags havde jeg uendelig svært ved at finde ro og skrev denne tekst:

“Mit hovede er fyldt med ord, men min krop er tom. I stykker for en tid.
Jeg vil så gerne sige noget. Skrive noget. Forklare noget. Men hvor starter og slutter denne fortælling?
Jeg kender den knap nok, men har samtidig aldrig været berørt som nu, før. 

Det gør ondt og gør ked. Når jeg græder svinder smerten. Men kun kortvarigt.
Så fyldes mit hovede igen. Med tanker, spekulationer, spørgsmål.

Jeg håber snart at finde lidt ro. 

Tak verden, for at passe på og holde ved.
Jeg er klar til kamp, hvad end det må kræve af mig.”

I morgen får jeg min bror at se igen. Jeg glæder mig allerede. Det hjælper på forståelsen og det har aldrig været mere fantastisk at have ham hjemme.

Hvis bare jeg kunne takke den, der har holdt hånden over ham.
Var det dig, far? <3

Min plads i søskendeflokken og relationen til min mor

Da jeg blev født var min mor 24 år. Og da jeg var bare 15 måneder, blev min lillebror født.
Som 6-årig blev jeg storesøster igen – denne gang til en lillesøster og da hun var knap 15 måneder, fødte min mor sit fjerde barn; endnu en lillebror.
Jeg kan selvsagt ikke huske tiden uden søskende. Og mine søskende har aldrig prøvet andet. Til gengæld kan jeg huske hvordan det var dengang det bare var min ældste lillebror og mig. Jeg kan huske da mine to mindste søskende kom til verden og hvordan det var at blive storesøster der.
Fra de blev født og frem til i dag gemmer sig alt fra sommerferier, hulelege i haven, cykelture uden forældre, tid i køkkenet, glæden ved at være den storesøster der fulgte “de små” i skole og hentede dem i børnehaven da den tid var, i mine erindringer. Ja, minderne er naturligvis mange og er som udgangspunkt med alle mand inkluderet.
Jeg har aldrig haft min mor for mig selv og jeg kan ikke komme i tanke om nogle ting jeg har lavet, hvor det bare har været min mor og mig. I særdeleshed fordi mine søskende var små, da jeg nåede den alder, hvor det ellers havde givet mening, at hive mig med i biografen eller på cafe uden de andre. Der var brug for min mor et andet sted og det er et vilkår jeg har været barn under altid. Hermed ikke sagt, at jeg ikke har værdsat mine søskende og de oplevelser og minder det (i stedet) har givet at have dem; for jeg har aldrig kendt til andet.Det er først for nyligt jeg er begyndt at reflektere over, hvad jeg ikke har “fået” kva at jeg er storesøster i vores flok.
Jeg har nydt at være storesøster og gør det stadig. Det er til tider en anelse anstrengende, men på en tålelig måde. Vi hviler alle sammen i de roller vi er født ind i og det betyder f.eks. for mit vedkommende, at jeg har fået rollen som “initiativtager” og gerne skal komme med løsninger og svar. Det er sådan min plads og rolle har været i familien det meste, hvis ikke hele min opvækst som storesøster og det hænger åbenbart ved.

Jeg ville aldrig have lyst til at vælge mine søskende fra eller ønske mig at min opvækst havde været uden dem. Men jeg kunne godt have ønsket mig, bare nogle gange, at have fået følelsen af, at “der kun var mig”. Få lidt udelt opmærksomhed, som kunne styrke det bånd, jeg har til min mor.
Og sådan har vi nok alle sammen noget, vi godt kunne tænke os og ikke har fået. Om det så er i barndommen, ungdommen eller voksenlivet.

Når jeg hører hvordan weekenderne foregår “derhjemme” nu, så er min mor og søster ude at gå tur, drikker kaffe sammen og tager på IKEA tur. I hverdagen spiser de morgenmad sammen og jeg mærker tydeligt hvordan jeg føler at min søster (som nu er den eneste der bor hjemme) kender vores mor på en anden måde end mig. Hun kender hende bedre. Og selvom det giver god mening, er det ret pudsigt at have det sådan.
Da jeg boede hjemme, boede alle hjemme. Hverdagshjulet kørte med logistik og praktik. Hvem skulle til fritidsaktivitet hvornår, hvem var hjemme til aftensmad, hvornår skulle vi spise, hvis flest skulle være med og indimellem alt det var der indkøb, vasketøj, arbejde, lektier og…
Derfor er de stunder, som de har derhjemme nu også nogle der først er plads til nu. Vi er alle blevet voksne og livet er et andet nu. Vi har jo hver vores.

For det meste tænker jeg; hvor er det skønt at min mor og søster netop har det, som de har det. Hvor er det dejligt at min søster også får det med.
Og samtidig, at i og med at jeg kun har Vilja, så bliver vores dage, stunder og weekender forhåbentlig i retning af det. Jeg håber i hvert fald på en lige så tryg og god relation med Vilja, som jeg ser min søster have til vores mor nu.

“Jeg er bange for, at du rører ved mig”

De sidste julegaver er vel ankommet herhjemme. Jeg har præsteret at købe alt online i år og det har føltes helt rigtigt og godt. Det eneste det har krævet af mig er et par ture til tanken, for at hente de pakker, der ikke er kommet med hjemmelevering.
Forleden havde jeg en forventning om at skulle hente den sidste pakke på tanken, men om aftenen dagen før, fik jeg en besked om, at tanken var løbet tør for plads og min pakke var i stedet til afhentning i Silvan. Som i øvrigt ikke ligger i vores by. Og ja, man (jeg) troede det var et byggemarked, men nu er det også en pakkeshop.
Nå, men vi kom afsted til Silvan næste dag, og måtte ind og stå i kø ved pakkeudleveringen. Grundet overbelastning var der flere pakker end nogensinde og vi var heller ikke de eneste, der kom for at hente.
Da det bliver vores tur, står der kun én bag os i køen. Hun står 2-3 meter fra os og bærer mundbind ligesom jeg selv. Mens vi venter på at Silvan-manden er ude bageved og finde vores pakke, kommer en anden medarbejder for at hjælpe hende.
Hun står med en seddel i hånden og kigger ned i jorden. Han nærmer sig hende med et “kan jeg hjælpe dig?”.
Inden han når hen til hende, svarer hun “jeg skal hente en pakke” og rækker febrilsk sedlen hen mod ham. Han går tættere på hende, for at se, hvad der står på sedlen og fuld af panik siger hun “jeg er virkelig bange for, at du rører ved mig. Kan du ikke tage den (sedlen) og så bare smide den ud bagefter?”
Den venlige medarbejder bliver lettere forskrækket over hendes reaktion og træder hurtigt tilbage med sedlen i hånden, hvorefter han går i retning mod pakkelageret.

Tibage i køen står vi stadig og venter. Nu kigger kvinden pludselig op og få øje på Vilja, der smiler genert til hende. “EJ, hvor er hun skøn” udbryder hun. Og så fik vi os en lille snak om corona, mundbind og afstand. Hun fortalte at det var noget hun godt kunne have brugt, da hendes egen søn var lille. Han var vokset op med et handicap og havde aldrig selv kunne sige til og fra, hvorfor hun utallige gange havde oplevet at hans personlige grænse var blevet overskredet.
Vores samtale bliver afbrudt af at Silvan-manden kommer tilbage med kvindens pakke og han rækker den med god afstand over til hende. Hun tager den uden tøven og ønsker os en glædelig jul, hvorefter hun forlader butikken, vinkende til Vilja.
Vi venter fortsat på vores pakke (som i øvrigt var blevet væk) og jeg står tilbage og tænker videre over corona-snakken og på hvor forskelligt vi alle sammen forholder os og håndterer den virkelighed vi lever i for tiden. Hvordan nogle går rundt med frygt og angst og andre slet ikke har ændret adfærd og/eller synes det er fjollet med mundbind, håndsprit og afstand.

Det er en svær verden at være i for tiden. Svær forstået på den måde at jeg synes det er svært at navigere i hvad vi skal, bør og ikke bør. Jeg har f.eks. valgt at droppe alle indkøb med Vilja, til min store ærgrelse. Men hvem kan vi se og ikke se?
Jeg synes vi har fundet vores vej og måde at gøre tingene på. Og som jeg snakkede med en veninde om forleden, så føler jeg ikke at vi er påvirket direkte af den nuværende nedlukning og de nye restriktioner; samtidig med, at det jo ikke er til at undgå at være berørt i et eller andet omfang. Vi ser ikke flere end 10 personer, vi har ikke været ude at handle længe og vores fredagsgymnastik ville alligvel slutte nu grundet juleferie.
Så nu håber vi bare på, at smittetallene vil ændre sig og at der med foråret vil komme lysere tider. 

Skrøbelighed

Når du ligger der i mine arme,
aer mig på ryggen og forsøger at fange mit blik
så flyder jeg næsten over af
al den kærlighed
der flyver igennem min krop
jeg er taknemmlig og lykkelig
mere end jeg nogensinde troede jeg kunne blive

Og du smiler til mig.
du siger ingenting og alligevel siger du alt
jeg ved jo hvad du mener
både når du siger den ene og anden
og tredje lyd.

I dag mærkede jeg sårbarhed.
Skrøbelighed.
Livet er så skrøbeligt
og at stå der med dig i favnen
er ikke noget der bare skal slutte
men om jeg vil det eller ej
så slutter det en dag
så vil og kan du ikke ligge der mere
Og jeg vil savne.
Det
og dig
jeg ved jo ikke hvornår
hvornår det slutter

Nogle gange tror jeg det er nu
at alt er ved at slutte
fordi hvordan kan det være så godt
og jeg så glad
selvom tanker og følelser og impulser fylder mig og
næsten ikke er til at styre
skal jeg nok passe på dig
det vil jeg gøre for evigt og altid

jeg elsker dig
Vilja
og lad mig vise dig livet
og lære dig at kærligheden
den stopper ikke med at vokse

vi klarer det, ikke?