Lykkelig i krisetid

Hvornår kan man tale om at være lykkelig? Og hvad er lykke egentlig? Tør vi overhovedet være lykkelige, eller har vi efterhånden skabt et samfund, hvor det hele skal gå så stærkt, at vi aldrig kan nå at lægge mærke til og være i den slags følelser?

På mange måder har vi alle sammen travlt det meste af vores vågne tid. Jeg var selv på det hold sidste år, inden jeg gik på barsel. Jeg var altid “på”, igang og havde bolde i luften uanset om det var fredag aften eller tidlig søndag morgen. Jeg øvede mig konstant i at være tilstede i nuet. Selvom jeg sagtens kunne lægge både privat- og arbejdstelefon fra mig, havde jeg et arbejde, som aldrig helt anså det som ok, at give sig selv bare den lille smule fri, som et par timer hos en veninde, hvor mobilen var gemt væk i jakkelommen, kunne være.
Den evige følelse af at skulle leve op til – og blive regnet med, betød at det var svært at nyde og slappe rigtigt af. Da jeg gik på barsel blev det radikalt anderledes.
Fra den ene dag til den anden, kunne jeg mærke ro, føle glæde, nyt overskud og jeg mærkede lykke på helt ny vis. Det var tankevækkende, hvor meget plads “i mig” mit arbejde tog og uden at give mig noget, jeg ikke havde det bedre uden.

På trods af at det der fylder hos mange i denne tid er “katastrofetanker”, angst og frygt, så tænker jeg at den nedlukning af Danmark vi oplever lige nu, også giver plads til små stunder, der ikke ellers var opstået. Selvom der kan være hjemmearbejde og børn at passe, så er det ganske specielt at samfundet er i så lavt gear – for alle på én gang. Det er næppe afslapning for størstedelen af befolkningen, men om ikke andet, er det nu der er anledning til at spore sig ind på, hvad vi “rigtigt” har brug for, hvad der gør os lykkelige (måske) og hvem vi er, når vi ikke går på arbejde.

Når det handler om livet og lykke, er jeg særligt fascineret af Aristoteles’ livssyn. For ham er det primært måden hvorpå vi forholder os til livets indhold, der afgør lykken. Lykken er målet. Men lykken er uafhængig af livets medgang og modgang. Det tror jeg er en pointe flere kan bruge i en tid som den vi går igennem netop nu.

“Vi har manipuleret med lykkebegrebet, så det i dag handler mere om at vinde i lotto end rent faktisk at række ud efter en meningsfuld tilværelse”. (Aristoteles)

Jeg har selv været tilbøjelig til at overdrive lykken. Hige efter mere – noget på mange måder uopnåeligt, selvom den “rigtige” lykke lå lige for næsen af mig. Selv når livet er hårdt og surt, kan man, hvis man er gjort af samme overbevisning som Aristoteles, sagtens være lykkelig. Og dét tror jeg på. Lykken er jo i virkeligheden ikke større end vi gør den til. Vi har det med at gøre den til noget stort.
Det kan være vi skal begynde at tale om, hvad der gjorde dig lykkelig i dag snarere end, hvad var du taknemmelig for? Eller er det at tage for “let” på lykken?

I en tid som nu, er det lykken værd at huske på. Selvom verden er i krise, folk dør og alt andet end det strengt nødvendige er lukket, så har de fleste af os det godt, når det kommer til stykket. Det betyder ikke, at jeg ikke anerkender at det på mange måder kan være en rigtig hård tid, men jeg ønsker for os alle, at vi husker os selv på vores privilegier. Det er tid til at mærke efter. Mangler vi noget i hverdagen? Har vi og vores familie det godt? Kan vi klare os uden alle de ting vores samfund normalt tilbyder os? Vi kunne være meget værre stillede, så lad os prøve at få det bedste ud af situationen.

Uanset hvad, tør jeg godt sige, at jeg er lykkelig. Corona eller ej – så har jeg det virkelig godt i livet og med alt hvad det har bragt mig. Der skal meget til at ødelægge det for mig nu.

Er du lykkelig og hvis ikke, er der noget du kan ændre på, så du kan få mere god energi ind i dit liv?

Jeg elsker ikke min kærestes barn

Ih hvor har jeg ændret titlen på det her indlæg mange gange. Jeg ville gerne give det en retvisende titel ala “udfordringer som bonusmor”, men det så både forkert ud og lød fjollet. Mest af alt fordi jeg aldrig nogensinde har kaldt mig selv eller ladet mig kalde “bonusmor”.
Da jeg mødte D for fem år siden var det velvidende at han var far. Jeg var dengang 20 år gammel og kunne på ingen måde se mig selv som mor for en på 4. Jeg var forelsket – og det var enormt svært for mig at finde ud af, om jeg var klar til den slags forhold, som jeg kunne se at det ville blive. Kærligheden vandt, kan man vel sige. Jeg måtte tage hvad end der fulgte med og så se hvordan det ville gå med D og mig.

Efter en måneds tid mødte jeg hans søn, Z, som heldigvis var nem at komme ind på. Det var klart en fordel med hans alder – og er det til stadighed, for han kan ikke rigtigt huske, hvordan tiden var “før mig”. Det er klart at jeg ikke har prøvet andet, så jeg kan kun forestille mig, at det kan være mere udfordrende med ældre børn, der enten husker tilbage på tiden “før fars kæreste” som noget bedre, eller får følelsen af, at kæresten “kommer og tager” deres far. Det har vi ikke oplevet – thank god.

Jeg husker stadig, hvordan det var svært for mig, at finde mig til rette i kæreste og autoritets/bonusmor rollen samtidig, især fordi alt var nyt på samme tid. Vi talte meget om det derhjemme, i forsøget på at finde ud af, hvordan det kunne hænge bedst muligt sammen for alle parter. Dels var det vigtigt at jeg var tilpas, men dernæst skulle D også være ok med den rolle jeg skulle have overfor hans søn, og slutteligt skulle det hele balanceres overfor Z, så jeg kunne komme ind på ham på en god måde; samtidig med at jeg ikke skulle være en babysitter/storesøster, men en ansvarlig voksen på lige fod med hans far.
Øj, den var ikke nem. Vi fandt hurtigt ud af, at det gav mest mening hvis vores ord vejede lige meget overfor Z. Så hvis han spurgte mig om noget, var mit svar “gældende” og jeg havde også ret til at opdrage og have en mening. På den måde, mente (og mener) vi at kunne give ham de bedst mulige rammer, når han var på samvær hos os.

Udfordringerne for mig var klart størst, når vi var ude offentligt, fordi jeg dengang brugte mange ressourcer på at tænke, at folk forestillede sig, at jeg var mor. At vi var en familie.
Og den følelse var jeg slet ikke i nærheden af at have. Ej heller klar til at blive identificeret med.
Jeg var bare en helt almindelig 20-årig, der havde fundet en kæreste og han havde så “tilfældigvis” en søn, som jeg nu var en vigtig voksen, men ikke bonusmor for. Derfor har jeg også altid bare været Louise. Sådan har jeg det bedst og sådan tænkte vi også at det ville være bedst, hvis vi ikke endte med at skulle være sammen. Vi har erfaring med fra anden side, at det ikke ender godt, hvis først man er blevet bonus-et-eller-andet og så pludselig ikke er der mere. For hvad så, hvis/når der kommer en ny til. Så kan man snakke om “min første, anden eller tredje bonusfar”… Ej, det er noget rod.
Jeg blev og er bare Louise. En vigtig, stabil, anerkendende, opdragende, voksen som Z skal mærke lignende værdier fra, som fra sin far. Der er bare én ting han ikke mærker fra mig.
Kærlighed.
Jeg elsker ham ikke, og det gør D jo selvsagt. Jeg kan godt lide ham, men jeg elsker ham ikke. Og jeg kommer heller ikke til det. Det er hverken fordi han er tarvelig, mærkelig eller andet… men fordi han ikke er “min”. Det er muligt at andre i sko der minder om mine, lærer at elske deres kæresters børn, men sådan er det ikke for mig. Og efter jeg selv er blevet mor, er jeg kun blevet mere sikker. For nu ved jeg med sikkerhed, hvordan det føles at elske et barn.
Heldigvis er vi er to voksne – og i hvert fald en der elsker. Og så har Z selvfølgelig også sin mor.
Det er ikke noget vi overhovedet kunne drømme om, at italesætte overfor Z, men når han f.eks. siger “godnat, Louise. Jeg elsker dig”, så svarer jeg som oftest “godnat, jeg er også rigtig glad for dig. Kan du sove godt”. For jeg vil ikke sige det, bare for at han skal tro det. Og skulle han spørge en dag, vil jeg også fortælle ham, hvordan tingene hænger sammen, og hvordan jeg selvfølgelig er glad for ham, men kvag at jeg ikke er forælder til ham, har nogle andre følelser.

Det er benhårdt at balancere opdragelse af eget barn, som jeg elsker, oveni opdragelse og anerkendelse af andet barn, ikke mit eget, som jeg ikke elsker. Jeg skal være ærlig at sige, at jeg ikke er på samme måde overfor Z, som jeg er for Vilja. Og han har også selv et par gange erfaret, at jeg naturligt er mere kærlig overfor Vilja (nu er hun trods alt også lille, så at gå med hende på armen, kan nok fra børneperspektiv, hurtigt betragtes som at være kærlig) men han har ret. Der er forskel. Men sådan mener jeg også at det bør være. Der er jo også forskel for ham på at være her hos os, kontra at være hjemme hos sin mor. Han bor hos hende, og kommer her i tre dage – det føles mere som besøg end noget andet. Vores hverdag og rutiner brydes, når han hver 14. dag kommer herhjem – og efter tre dage er vi “back to normal”.
Jeg kunne blive ved og ved med at skrive. For det er så stort et emne, men også et emne hvor jeg skal træde varsomt. Efter jeg selv er blevet mor, er banen kridtet en smule mere firkantet op, forstået på den måde at alting der var ikke længere er. Ja, før var jeg måske mere kærlig og stod med åbne arme overfor Z, men nu giver jeg så meget kærlighed og energi til Vilja – på en måde jeg kan mærke giver mening. Det jeg gjorde før “gjorde jeg bare”, men ikke fordi jeg følte noget, det var bare fordi. 
Det skal ikke lyde som om, at Z bliver svigtet, og holdt i strakt arm uden at mærke omsorg og kærlighed. Det gør han. Fra både sin far og fra mig. Det der kommer fra mig, kommer blot mere ærligt og ægte ud, end det gjorde tidligere.

Det vigtigste for os herhjemme er at tale om tingene og sætte ord på det der sker. Det er ikke en hemmelighed jeg har overfor D, hvordan jeg føler for hans søn. Hvis noget er svært, taler vi om det og hvis noget ikke fungerer, taler vi om det. Jeg synes dog vi er landet godt i det hele med et fælles- og et delebarn. Det skal ikke undervurderes hvor svært det er at få “besøg” af en fra (hvis det skal være sort/hvidt) en anden verden. For når man bor hos sin mor i elleve dage og ser sin far i tre, så er det klart hvor værdierne og den primære opdragelse kommer fra. Det kræver ikke mindst noget af mig, men også meget af D, at kunne rumme sit eget barn under de omstændigheder og med den præmis.
Derfor er mit vigtigste budskab også, at selvfølgelig er der forskel på andres og egne børn, men det er okay, så længe de forskellige parter kan fungere og trives.

Er I en sammenbragt familie og hvis ja, hvad fungerer godt og mindre godt for jer, når det kommer til roller blandt de voksne i hjemmet?

Frygten for at miste

Hverdagen i barselsland løber derudaf. På den gode måde.
Vilja og mig hygger os. Nyder hinandens selskab.
Jeg kysser hende utallige gange dagligt, og hver gang hun puttes til lur eller til natten, fortæller jeg hende, at jeg elsker hende.
Kærligheden vokser fortsat til nye højder, som jeg ikke anede eksisterede.

Jeg vil gøre alt for hende.
Jeg vil gøre alt det bedste for hende. ALT.

Men midt i kærlighed og hverdag og glæde rammes jeg sommetider af dråberne fra en mørk sky. Den starter med, lejlighedsvis, at svæve over hovedet på mig. Så finder den mig, hver gang jeg træder udenfor døren, og så ender den med at være lige nøjagtig over hovedet på mig, uanset om jeg er inde eller ude, vågen eller sovende. Det er en sky fuld af frygt, og når den regner ned på mig, løber det mig koldt ned ad ryggen.
Jeg kan begynde at græde fra det ene sekund til det andet. Eller gå helt i stå – sådan på den måde hvor man sidder med åben mund og kigger ud i luften.

Nogle gange har jeg held med at fortælle den, at den kan regne lige så meget den vil, fordi jeg har regntøj på. Andre gange når jeg ikke engang at tænke, før den sender en skylle ned over mig.

Frygten for at miste rammer mig. For hvert sekund jeg sidder fast i følelsen, vokser den i mig. Alt det der gør mig så glad og lykkelig… og som har gjort, at jeg er lige netop hvor jeg er i mit liv, er jeg bange for at miste.
Dernæst er jeg bange for at Vilja skal miste.
Jeg har mistet.

Jeg har ingen far her på jorden. Vilja har heldigvis en mor og en far… men hvad nu hvis.
Det er forfærdeligt at gå ad den vej. Jeg skal lade være med det.
Jeg tænker meget på min far for tiden. Det er nok derfor skyen er dukket op. For efter jeg er blevet mor, kan jeg ikke nøjes med at tænke på og mindes. Jeg når altid ud i “tænk hvis Vilja skulle miste en af os”.

Når man har mistet ved man, at livet er skrøbeligt. Lige som hvis en fra familien rammes af alvorlig sygdom; den slags giver nye perspektiver. Og det skal det selvfølgelig også. Vi lærer, at det ikke er kun på den anden side af vejen, at “de” bliver syge. Det kan også ramme ned lige foran én selv.
Derfor lader jeg også kærligheden fylde – fylde alt hvad den kan og har lyst til. Man kan ikke give sit barn for meget af den, man kan ikke kysse dem for meget eller fortælle dem for meget, hvor vigtige de er.

Og det er et af mine vigtigste mål gennem Viljas opvækst; hun skal aldrig nogensinde være i tvivl om, at og hvor meget hun er elsket. For det er sådan jeg bedst håndterer de svære dage, hvor store tunge følelser rammer – ved at vise og gøre noget godt og noget andet, kan jeg fremme dét.
Jeg tror ikke på at undertrykke følelser, men jeg tror på, at de får lov til at fylde mere, når man “dyrker” dem. Så jeg vælger at bruge energien på de gode.

Nogle gange går der dage, andre gange uger, men oftest går der måneder imellem at jeg støder på skyen. Heldigvis.
Og for hver gang jeg har mødt den, føler jeg mig bedre i stand til, hurtigt at trække i regnfrakken, når den dukker op igen. For det kan jeg godt. Jeg er hurtigere og mere fornuftig end det.
Jeg skal ikke bare lade den skylle al glæde og håb ud af mig.

Lidt om at amme uden at elske det

Lige siden Vilja kom til verden er det gået op for mig, at velfungerende amning ikke er noget man skal tage for givet. Det kom vidst også bag på D.
Det har vist sig at være et emne der fylder meget mere, end nogen af os havde forudset og forventet.
På hospitalet efter fødslen skulle vi vide det ene og det andet. Inden vi blev udskrevet skulle vi have hvad der føltes som et “amme-lynkursus” og efterfølgende handlede de første mange besøg af sundhedsplejersken også om amning. Og alt dette på trods af, at det har fungeret upåklageligt for os, lige siden Vilja blev lagt til for første gang.
Jeg har enormt meget respekt for alle de mødre der må kæmpe en brag kamp, for at få amningen til at fungere, for der er godt nok mange flere ammerelaterede problemer, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Der findes suttebrikker, brystbetændelse, for korte tungebånd, forkerte sutteteknikker og jeg ved snart ikke hvad. Så selvom jeg ikke rigtigt vidste, at det var noget at glæde sig over, så lærte jeg sidenhen at sætte stor pris på vores velfungerende amning.

En af de ting ved amning jeg ikke har talt højt om, men heller ikke lagt skjul på, hvis snakken er gået på netop dette emne, er at jeg aldrig sådan rigtig har elsket det.
Jeg har ikke været i tvivl om, at jeg ville amme, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke var en amme-elsker. Jeg har aldrig oplevet tankerne om, at det var det smukkeste og skønneste i verden, at sidde med Vilja og amme.

Til gengæld har jeg mærket en rastløshed- og af og til utilpashed i kroppen under amning. Det har ikke været amme-helvede, overhovedet ikke… men jeg har siden vi startede amningen, glædet mig til at skulle “ud af det” igen.
Vilja er snart 10 måneder og jeg kunne ikke ønske mig højere at vores amning snart er fortid. Den seneste tid er min utilpashed ved amningerne taget til og jeg bliver urolig, utålmodig og træt i kroppen af at skulle amme. Samtidig har Vilja også en alder nu, hvor jeg da hun blev født, troede at jeg allerede for 2-3 måneder siden ville være “done”. På den måde har jeg mentalt haft indstillet mig på at der var en slutdato. Som jeg desværre ikke er nået til endnu.

Hertil hører en periode for en måneds tid siden, hvor Vilja var sløj og intet ville spise – kun ammes… vi var ellers godt på vej med nedtrapningen, men i stedet blev alt sat op i gear igen, da efterspørgslen fra hende steg så længe hun var snottet og sløj. Øv.

Og nu har vi så været på den igen i godt en måned. Heldigvis er hun rigtig glad for- og interesseret i mad. Det har hun været lige siden vi begyndte at introducere hende for det. Så udfordringen ligger i, ikke at amme hende i løbet af dagen og også minimalt om natten.
Jeg ammer hende inden hun bliver lagt i seng om aftenen, og jeg har en forestilling om, at det bliver den sidste amning vi “fjerner”. Desuden er Vilja god til at tage sutteflaske – det skal dog bare være med min mælk og ikke erstatning. Så den del arbejder vi også stille og roligt med.
So far er det til min fordel at hun ikke efterspørger det/søger i løbet af dagen… til gengæld så ved hun godt hvad klokken har slået, når det er ved at være puttetid om aftenen. Der begynder hun som en fugl der hakker i jorden efter orme, at lede efter maden på mig. Sødt og samtidig frustrerende, når man har det som jeg.

Som med så meget andet, gør jeg dog et nummer ud af, at se tingene fra den bedste side. Og derfor vil jeg holde fast i at glæde mig over, at det går den rigtige vej, snarere end at ærgre mig over tempoet.
Vi skal nok komme i mål – men det skal være i et tempo så vi begge kan følge med.

Se lige en lille bitte Vilja. Her fotograferet foran vores yderst charmerende køleskab i den husvogn vi boede i sidste år. Godt den tid er forbi.
Selvom jeg egentlig godt gad have lille-Vilja igen, bare for en dag.

Nogen der kender et trick?

Hvor går grænsen for at blande sig?

Er det i orden at råbe ad sit barn? Er det okay at udstille sit barn, ved at fremhæve dets adfærd negativt foran andre mennesker? Hvor går grænsen for hvad der er ok og hvad der er for meget. Og hvor går grænsen for, hvor meget man kan og må blande sig i andres sager?

Egentlig mener jeg slet ikke, at vi (mødre) bør blande os i andres hverken opdragelse eller adfærd, når det kommer til ens egne børn. Hver sit bord.
Men nu har jeg op til flere gange måtte nive mig selv i armen, når jeg i det offentlige rum har oplevet mødre RÅBE deres børn ind i hovedet eller været voldsomme på en måde, som jeg slet ikke troede mødre kunne være det overfor (egne) børn. Jeg ved godt, at børn kan drive os et sted hen, vi ikke anede, og jeg ved også godt at børn sikkert kan være ubehøvlede og møgirriterende… og alt muligt at andet. Men wow – at en mor kan råbe så højt at alle i hele grøntafdelingen i Brugsen vender sig, for at se hvilket menneske der har gjort hende hidsig; og efterfølgende får øje på barnet der sidder i indkøbsvognen og har gjort sig lillebitte… fordi hvad skal man gøre af sig selv, når ens mor opfører sig sådan; så bliver jeg chokeret.
“JEG SAGDE TIL DIG AT DU SKULLE TIE STILLE INDTIL VI KOM UD AD BUTIKKEN. ER DET SÅ SVÆRT AT FORSTÅ?!.”
Av. Jeg kan stadig høre hendes råberi for mit indre. Og særligt ovenstående oplevelse i Brugsens grøntafdeling har sat sig dybt i mig. Jeg var ikke den eneste der var i chok eller havde lyst til at sige noget. Mest af alt havde jeg lyst til at sige noget til den lille ulykkelige pige i vognen.
Selvfølgelig har jeg ikke den fjerneste anelse om, hvad der gik forud for denne hændelse. Eller hvilken strigle pigen måske er. Men jeg ved, at det ikke kan være godt for nogen som helst, at blive behandlet på den måde. Uanset hvad der gik forud for dette udbrud.
Siden den dag i Brugsen har jeg tænkt og tænkt. Kunne jeg have tilladt mig at sige noget? Skulle jeg have spurgt moren om hun var ok? Eller pigen? Jeg har især tænkt over, hvad jeg vil synes om at nogle blandede sig i noget jeg sagde til Vilja. Ikke at jeg nogensinde kunne finde på at opføre mig sådan overfor hende – hverken ude eller hjemme. Ikke engang et andet voksent menneske ville jeg kunne “tale” sådan til. Men sandheden er jo den, at jeg da heller ikke er interesseret i at nogle skal blande sig i mine sager.

Kender I de der situationer hvor man viiiirkelig har lyst til at blande sig? Jeg er altid nødt til fysisk at flytte mig og søge væk, for ikke at komme til at åbne munden.
Hvornår synes I at noget er for meget og kunne I finde på at blande jer i, hvordan andre taler til deres børn offentligt?
Nogle gange kunne det måske være sundt at en anden voksen kunne gøre én opmærksom på noget – og selvom man ville hade det midt i grøntafdelingen, kunne man tænke sig at det gav stof til eftertanke.

Nå, nu vil jeg trisse ud til barnevognen og hente mit lille yndlingsmenneske. Hun har ligget og pludret ved siden af mig gennem babyalarmen de sidste par minutter.
Og på falderebet; jeg faldt over dette billede i morges. Ikke det mest relevante, men det var for kært til ikke at komme med her. Tænk sig, det er præcis 8 måneder gammelt i dag… årh hvor var hun dog lillebitte og skøn!