Institutionstanker

Åh. I det nye år fylder min (knap så) lille baby 1 år. Dermed følger livet som institutionsbarn, fordi vi er to herhjemme der har et arbejde at passe. Jeg, først engang i marts måned, men det bliver det jo også hurtigt.

Det kan tage pusten helt fra mig at tænke på hvad der venter. Tænke på hvad det er for en hverdag vi har intentioner om at byde Vilja og hvordan vi skal få alle ender og ønsker til at hænge sammen.
Jeg er “en af de der mødre”. En af dem der langt hellere ville blive hjemmegående, foretage mig et eller andet der kunne give et par håndører i ny og næ og samtidig passe Vilja. Jeg tror på at det for nogle kan være det bedste og for andre slet ikke. Men vigtigst af alt, så tror jeg ikke at det kan være værre at gå hjemme og passe end at sende i institution.

Lige indtil for godt en halv time siden, havde jeg faktisk nogenlunde ro i maven. Vi havde lagt en plan og tingene var gået i orden og op i en højere enhed. Vi havde valgt en privat pasningsordning til Vilja og fået plads fra februar måned.
Hvad der var ro er nu blevet uro. Min mave snørrer sig sammen og jeg er igen på bar bund. Jeg har lige modtaget et opkald med besked om, at det sted Vilja skulle passes, ikke har mulighed for at lade hende starte alligevel. Shit. Hvad så nu?
Tankerne farer rundt som sommerfugle i maven normalt gør, når man glæder sig til noget, og jeg kan ikke finde hovede og hale i noget lige nu. Jeg er frustreret og ærgerlig.
Skal vi sadle om og finde en helt anden løsning? Skal vi finde en plads i vuggestue eller håbe på at få tilbudt en kommunal dagplejer vi kunne blive glade for?
Næsten alle tanker og overvejelser har vi allerede været igennem, indtil vi fandt den plads vi nu har “mistet”. Og det er så drænende at gå i uvished og tænke at “kommer tid, kommer råd”… for jeg ved jo godt, at det er februar og marts inden vi får set os om.

Det er vidst nu jeg skal lægge hovedet i blød. Jeg betragter det ikke længere kun som et spørgsmål om, hvor (hvis) Vilja skal starte og hvornår. Det er lige så meget et spørgsmål hvad der er det rigtige for os og hvilke ønsker vi har for Vilja. På lang sigt er det ikke desto mindre et spørgsmål om trivsel, indlæring, relationer og fællesskab samt faste, trygge rammer. Alt sammen noget jeg selv ville elske at tage ansvaret for, et godt stykke tid endnu i stedet for at overlade det til andre.
Tanken om, at jeg ikke har fået Vilja for at andre voksne skal påtage sig ansvaret for alle de ting, er den der fylder mest i tankemylderet lige nu.
Det ville være min fornemmeste opgave at give hende al den plads og tid i verden, som det kræver at udvikle gode kompetencer og blive et barn i allerbedste trivsel. Men det hele er lettere sagt end gjort. Jeg tænker videre…

Tanker om tid og vigtige relationer

Der sker meget omkring mig for tiden, og jeg rammes med korte mellemrum af glæde og taknemmelighed. Det fylder og bobler på den bedste måde i min mave. I min krop. Jeg tænker stort, nyder og takker for alt hvad livet bringer mig. For det er udelukkende positivitet der kommer til mig og os. Og netop fordi jeg har så meget på hjertet på én gang, så meget jeg gerne vil dele, fundere og reflektere over, er det svært at finde de rette ord. Det er svært at få det ud i fingrene, på samme måde, som man kan føle det, når man vil fortælle noget og det “ligger liiiige på tungen” men uden at komme videre derfra.

Jeg er meget optaget af tid. Ikke på en måde hvor jeg hverken stresser, eller mangler den. Jovist, jeg synes som de fleste andre, at den går stærkt. Tiden. Men allermest er jeg optaget af, at udfylde min tid, Viljas tid, vores tid, med noget der giver mening. Noget der giver værdi. Nogle der giver værdi. Det skal være slut med at “spilde tid”; bruge den på noget eller nogle, hvor jeg bagefter tænker “hvad fik jeg ud af det”. For tiden er værdifuld. Jeg har trukket mig selv igennem flere års venskaber, hvor jeg var den eneste der red på hesten. Jeg har været den søde, der gik på “runde” til store fødselsdage og arrangementer, for at tale med og vise mig til flest mulige. Jeg har haft et arbejde, hvor antallet af minutter til jeg havde fri, endte med at være vigtigere end at være til stede og udføre mine opgaver.
Og nu har jeg lært meget, besluttet noget og tænkt med mig selv at det skal være slut med sådanne tidsspild.

I august måned holdt vi barnedåb for Vilja og det at skulle holde en fest for hende, affødte mange tanker. Først dengang vi sad med invitationerne og talte om, hvem vi gerne ville fejre hende med. Dernæst da vi fik svar på, hvem der ville komme og havde lyst til at fejre hende med os.
I sagens kerne har vi (både D og mig) ganske lidt familie. Jeg tror at det kan tælles på to hænder, hvor mange til barnedåben der repræsenterede vores familie. Og så har vi en del venner. Gode venner som er til at regne med og stole på. Og som vi selv har “valgt” og bruger vores tid med, fordi vi får noget igen.
Sådan er det ikke altid med familie. Det er nogle man har, men ikke nogle man har valgt. Og netop af selvsamme årsag oplever jeg, at man kan “glemme” hinanden lidt i familien. Tage hinanden for givet på uhensigtsmæssige tidspunkter, netop fordi det ikke ændrer på, om man er familie. Uanset om man er familie eller ej – så kræver relationer jo noget af alle implicerede parter.
Ikke dermed sagt, at det familie der kom, ikke er nogle vi er glade for, men det at have gode venner, er på en eller anden måde endnu mere vigtigt for os. Jeg glædes ved tanken om, at Vilja skal vokse op med bekendtskaber der vil hende og os.
Nu var jeg (eller nogen som helst andre) ikke så stor fan af den præst der døbte Vilja, men én fornuftig ting fik hun da sagt… nemlig at vi med dén andel af venner versus familie repræsenteret, i højere grad kunne tale om en “stjernefamilie” og ikke en “kernefamilie”. Altså netop nogen vi har valgt at have i vores liv og som ikke har været givet på forhånd. Hun fortalte endvidere om, hvordan hendes egne børn grundet dødsfald blandt bedsteforældrene og lange afstande også var vokset op med hendes og ægtefællens venner som tæt “familie”. Det var så fint at høre om. Og det bekræftede os i, at det gav mening, at bruge tiden med lige netop de mennesker. Alle dem der var med til at fejre Vilja havde lyst til at dele dagen med os. Så kan det næsten ikke blive bedre. For det er der at tiden brugt giver mening.

Der er forsvundet lidt vægt fra mine skuldre og min ryg er blevet mere rank. Jeg har nok nået at tænke en håndfuld gange (plus det løse) at det også gav mig noget at være den pleasende og vedholdende i de relationer, der længe har været lige så tørre som jorden i min kaktus. Men det gør det virkelig ikke. Derfor vil jeg fortsat øve mig på at huske, hvornår jeg har det bedst. Det er netop når jeg har det som nu, med den boblende glæde i maven og en taknemmelighed over livet, Vilja, og det vi gør, der ikke er til at lægge låg på. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg på det seneste har gjort alt det rigtige og brugt min tid på den bedste måde. Det er fantastisk hvad der kommer ud af det. Og fantastisk hvordan man hele tiden kan lære noget nyt og blive klogere på livet.

Er I gode til at vælge hvad I fylder tiden ud med?

Med alle disse tanker, får I lige et gammelt billede af en sommerhimmel. Jeg bliver stadig helt draget, af at kigge på det.

Den vigtigste af dem alle

Selvom forældrerollen nok først er til at forstå, når man står i den, så har de fleste formentlig tanker og forestillinger på forhånd. Da jeg var gravid, tænkte jeg f.eks. på hvordan det ville blive at gøre dit og dat, når jeg engang stod med min baby på armen. Tage ud at spise, handle, være på ferie… og jeg nåede en del gange at sige til mig selv “næste gang jeg gør det her, så er jeg mor”.
Men lige netop det her med, hvor vigtig man rent faktisk er, det er først kommet til mig med tiden. Både følelsen men til dels også forståelsen. Hvad er det jeg skal med det her lille menneske?
Det er så vildt at D og jeg har skabt et menneske – og nu er vi, sammen, de to vigtigste mennesker i hendes liv.
Man siger som regel at “det kommer helt naturligt”. Forældreskabet. Det er der helt sikkert noget om. Jeg synes i hvert fald at det kom helt naturligt, at skulle opfylde alle babys basale behov.

Der er bare så mange flere dimensioner af forældre- og moderskabet, end at opfylde basale behov. Og det var først nogle måneder inde i moderskabet, at jeg en dag blev ramt af den der ‘husk-nu-hvor-vigtig-du-er-pil’. Nu tænker jeg jævnligt over, hvor vigtig og stor en rolle jeg spiller i Viljas liv. Hvor altafgørende min relation til hende er, og hvor meget selv små ting betyder. Jeg mener – allerede indenfor et par timer efter fødslen får man “besked på” så meget hud-mod-hud som muligt, da det vil give et roligt barn, mindske stress, skabe et godt udgangspunkt for at danne relationer og alt muligt andet. Tænk at noget der skal ske så hurtigt i det lille barns liv, kan være så vigtigt og betydningsfuldt. Ja, og sådan er der jo så meget. At vi snakker til vores børn, smiler til dem; listen er lang. Og ved tanken herom, kan jeg blive helt nervøs for at træde ved siden af. Herre gud, jeg ved jo godt at det ikke er engangstilfælde, eller dem man kan tælle på én hånd der giver udsving, men der er alligvel meget at overveje.

Tænk, at jeg er den vigtigste af dem alle. Det er mig der skal lære Vilja om livet, opdrage hende til at blive god, vise hensyn og kunne udvise empati og sympati. Det er mig der skal “repræsentere” hende til møder i børnehaven og siden skolen. Det er mig der skal lære hende om gode manerer og udfordre hende til at blive selvstændig og fornuftig. Det er mig der skal give hende så meget kærlighed, at hun aldrig nogensinde bliver det mindste i tvivl om, at hun er elsket.
Tænk, at jeg er mor. Den vigtigste af dem alle. Jeg begriber det ikke, men jeg gør hvad jeg kan, for at give alt det bedste.

Først kærester, nu forældre

Indtil vi startede vores sommerferie sidste år har vi kaldt os for kærester.
Men så havde vi en aften set to lilla streger på en hvid plastikpind og vidste hermed at alt hvad vi kendte til, formentlig ville blive anderledes. Og det blev det. Efter 12 uger var vi til ultralydscanning og kunne på skærmen i det mørke rum, se en lille skabning med et hjerte, svømme rundt inde i min mave. Vi var stadig kærester, men nu skulle vi også til at være forældre. Sammen. D var jo allerede far, men det var alligevel nyt.
Min mave voksede stødt og samtidig begyndte vi hver især og sammen at forberede os på, at gå en ny tilværelse i møde.
I løbet af min graviditet holdt vi fast i at være kærester; vi tog stadig ud for at spise, gik i biografen, så serier i sengen i weekenden og gik lange ture langs vandet og i skoven. Alt det vi fik talt ørerne fulde af, at vi ikke ville have tid til og mulighed for, når først den nye titel blev alvor.
Jo større maven blev og jo tættere vi kom på marts måned, hvor jeg havde termin, jo mere gik snakken på hvordan det hele ville blive, når vi gik fra to til tre under taget herhjemme. Hvad vi skulle forberede os på og hvordan. Det var en stor glæde blandet med en underlig følelse af uvished. Selvom jeg hverken følte mig uforberedt eller nervøs, vidste vi på ingen måde hvad der ventede, før vi havde taget turen hjem fra hospitalet og trådte indover dørtærsklen med vores hjemmelavede vidunder.
Ja, jeg tror først at det var der, det sådan rigtig gik op for mig, at vi nu var og skulle være forældre for Vilja.

Fra vi forlod hospitalet og sagde tak for god behandling på barselsgangen, til vi var hjemme, var vores verden lidt en tåge af lykke og spænding over hvad vi nu bragte med os hjem. Vi gik ind ad døren i vores dengang midlertidige hjem med den sødeste lille mus, satte hende på spisebordet og tænkte “hvad så nu?” Fra da af, var vi “mor” og “far”. Nu var der ikke andre der ville fortælle os om dit og dat eller komme med råd og vejledning. De troede på os på hospitalet – for vi fik lov til at tage hende med hjem. Hold kæft det var for vildt, sådan at tage et lille nyt menneske med ud i den store verden på den måde.

[… kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt]

Og nu sidder vi her, snart seks(!) måneder senere som glade forældre til vores skønne Vilja. Endnu har jeg ikke været væk fra hende i meget mere end et par timer – men det er så fordi hun har været sammen med D. Det er altså ikke blevet til nogle middage “alene” uden baby og det har jeg det så fint med. Jeg har svært ved at forestille mig at Vilja skulle have behov for at være væk fra os – og vi har ikke behov for at skulle væk fra hende. Derfor ingen grund til hverken pasning eller overnatning ude. Trods dette har vi da stadig kunne gå kæresteture, bare med en barnevogn i den ene hånd. Vi har indtil videre løst de savnede biografture ved at tage i drive in. Her har det været med Vilja enten på skødet hos os på forsædet eller med hende sovende bagi. Vi har også stadig set film og kunne sove længe – for sagen er den at vi har fået en virkelig god baby. Hun er både med på det meste og enormt medgørlig. Vi er altså stadig “os” bare med en ekstra dimension. En baby der forbinder os, forvirrer os, lærer os om kærlighed og lader os se nye sider af hinanden.
Jeg tænker ikke, at vi er blevet mindre kærester af, at Vilja er kommet til verden. Under alle omstændigheder, kan ingen af os forestille os et liv uden hende, eller huske livet før (nærmest) så derfor falder det ganske naturligt, stadig at finde og huske hinanden, selvom vi også har en baby.

Først var vi kærester, nu også forældre.
Nye roller eller ej, så fungerer det i hvert fald for os. Vi går ikke og savner ‘barn-fri-tid’ for det hele flasker sig og kunne ikke være bedre.

Hermed et gaaaamelt billede af os som søde kærester, inden vi overhovedet begyndte at tænkte baby.

Hvilken stjerne skal jeg vinke til?

Mens jeg sidder her med Vilja i min favn og ammer, kigger jeg ud på den smukkeste aftenhimmel. Inden længe kommer stjernerne til syne. Jeg kan se himmel så langt øjet rækker og følelsen af uendelighed, får mig til at tænke på dig, far. Har du lige set hvad der er sket på det sidste?

Vi er flyttet og Vilja har rundet fire måneder udenfor maven.
Måske du kan se lykken i mine øjne eller høre den i mine tanker?
Jeg forsøger i hvert fald at rettte min opmærksomhed i din retning med jævne mellemrum. Op mod stjernerne.
Her til aften er himlen utrolig smuk. Mon også den er det, hvis man flyver rundt på en stjerne? Jeg ville ønske at jeg vidste hvor du er og hvad du laver. Om du er i nærheden eller er taget på en rejse et helt andet sted. Jeg bilder mig ind at du følger med i hvad der sker hernede på jorden. Bare af og til i hvert fald. Når det er stjerneklart holder jeg altid øje med hvilke stjerner der lyser mest kraftigt og om der er nogle der blinker. Og så står jeg sommetider med følelsen af, at du er derude. Et eller andet sted. Jeg ved bare ikke, hvilken stjerne jeg skal vinke til. Hvilken en der er din?

Den sidste måned har været mere begivenhedsrig end de fleste forrige. Det har, på den gode måde, været så stor en omvæltning at flytte i hus. Det siges at “alt godt kommer til den der venter”… og det må jeg sige passer meget godt på os. For det er godt. Her er godt i huset og det bliver nærmest bedre for hver dag der går. Det føles som hjem og vi former og skriver ønsker ned og glædes ved tanken om, at gå mange gode år i møde her.

Vi bor nu i byen hvor D er vokset op. Han er konfirmeret i byens kirke og kender stier og veje bedre end sin egen bukselomme. På den lokale kirkegård er hans farmor begravet og vi har for nylig været oppe og plante lidt nyt i og pynte hendes have. Vi tager også forbi og vander så tit det giver mening.
Jeg kan så godt lide at hygge om det – og D ligeså. Men jeg kan samtidig ikke lade være med at ønske mig, at du også havde et sted. En lille have på en kirkegård, som jeg kunne besøge for at få en snak med dig. Nogle vil mene, at det ikke er en nødvendighed for at føle kontakt til og mulighed for at tænke på den der savnes. Det mener jeg nu heller ikke – for selvom vi ikke har haft sådan et sted med dig i mere end ti år(!) så har jeg stadig forsøgt at bevare min “kontakt” til dig. Du forsvinder ikke ud af mine tanker, men jeg ville elske at kunne samle mig og dem om dig på et fint sted med en sten dit navn stod på.

Det må jeg nu engang klare mig uden.

Næste gang når du sidder og kigger dig omkring; så ser du måske en lyshåret pige med den sødeste babypige i favnen… hendes hånd vifter fra side til side i mørket. Det er bare mig, der forsøger at vinke i den rigtige retning.

Jeg savner dig, far.