Lidt om at amme uden at elske det

Lige siden Vilja kom til verden er det gået op for mig, at velfungerende amning ikke er noget man skal tage for givet. Det kom vidst også bag på D.
Det har vist sig at være et emne der fylder meget mere, end nogen af os havde forudset og forventet.
På hospitalet efter fødslen skulle vi vide det ene og det andet. Inden vi blev udskrevet skulle vi have hvad der føltes som et “amme-lynkursus” og efterfølgende handlede de første mange besøg af sundhedsplejersken også om amning. Og alt dette på trods af, at det har fungeret upåklageligt for os, lige siden Vilja blev lagt til for første gang.
Jeg har enormt meget respekt for alle de mødre der må kæmpe en brag kamp, for at få amningen til at fungere, for der er godt nok mange flere ammerelaterede problemer, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Der findes suttebrikker, brystbetændelse, for korte tungebånd, forkerte sutteteknikker og jeg ved snart ikke hvad. Så selvom jeg ikke rigtigt vidste, at det var noget at glæde sig over, så lærte jeg sidenhen at sætte stor pris på vores velfungerende amning.

En af de ting ved amning jeg ikke har talt højt om, men heller ikke lagt skjul på, hvis snakken er gået på netop dette emne, er at jeg aldrig sådan rigtig har elsket det.
Jeg har ikke været i tvivl om, at jeg ville amme, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke var en amme-elsker. Jeg har aldrig oplevet tankerne om, at det var det smukkeste og skønneste i verden, at sidde med Vilja og amme.

Til gengæld har jeg mærket en rastløshed- og af og til utilpashed i kroppen under amning. Det har ikke været amme-helvede, overhovedet ikke… men jeg har siden vi startede amningen, glædet mig til at skulle “ud af det” igen.
Vilja er snart 10 måneder og jeg kunne ikke ønske mig højere at vores amning snart er fortid. Den seneste tid er min utilpashed ved amningerne taget til og jeg bliver urolig, utålmodig og træt i kroppen af at skulle amme. Samtidig har Vilja også en alder nu, hvor jeg da hun blev født, troede at jeg allerede for 2-3 måneder siden ville være “done”. På den måde har jeg mentalt haft indstillet mig på at der var en slutdato. Som jeg desværre ikke er nået til endnu.

Hertil hører en periode for en måneds tid siden, hvor Vilja var sløj og intet ville spise – kun ammes… vi var ellers godt på vej med nedtrapningen, men i stedet blev alt sat op i gear igen, da efterspørgslen fra hende steg så længe hun var snottet og sløj. Øv.

Og nu har vi så været på den igen i godt en måned. Heldigvis er hun rigtig glad for- og interesseret i mad. Det har hun været lige siden vi begyndte at introducere hende for det. Så udfordringen ligger i, ikke at amme hende i løbet af dagen og også minimalt om natten.
Jeg ammer hende inden hun bliver lagt i seng om aftenen, og jeg har en forestilling om, at det bliver den sidste amning vi “fjerner”. Desuden er Vilja god til at tage sutteflaske – det skal dog bare være med min mælk og ikke erstatning. Så den del arbejder vi også stille og roligt med.
So far er det til min fordel at hun ikke efterspørger det/søger i løbet af dagen… til gengæld så ved hun godt hvad klokken har slået, når det er ved at være puttetid om aftenen. Der begynder hun som en fugl der hakker i jorden efter orme, at lede efter maden på mig. Sødt og samtidig frustrerende, når man har det som jeg.

Som med så meget andet, gør jeg dog et nummer ud af, at se tingene fra den bedste side. Og derfor vil jeg holde fast i at glæde mig over, at det går den rigtige vej, snarere end at ærgre mig over tempoet.
Vi skal nok komme i mål – men det skal være i et tempo så vi begge kan følge med.

Se lige en lille bitte Vilja. Her fotograferet foran vores yderst charmerende køleskab i den husvogn vi boede i sidste år. Godt den tid er forbi.
Selvom jeg egentlig godt gad have lille-Vilja igen, bare for en dag.

Nogen der kender et trick?

Hvor går grænsen for at blande sig?

Er det i orden at råbe ad sit barn? Er det okay at udstille sit barn, ved at fremhæve dets adfærd negativt foran andre mennesker? Hvor går grænsen for hvad der er ok og hvad der er for meget. Og hvor går grænsen for, hvor meget man kan og må blande sig i andres sager?

Egentlig mener jeg slet ikke, at vi (mødre) bør blande os i andres hverken opdragelse eller adfærd, når det kommer til ens egne børn. Hver sit bord.
Men nu har jeg op til flere gange måtte nive mig selv i armen, når jeg i det offentlige rum har oplevet mødre RÅBE deres børn ind i hovedet eller været voldsomme på en måde, som jeg slet ikke troede mødre kunne være det overfor (egne) børn. Jeg ved godt, at børn kan drive os et sted hen, vi ikke anede, og jeg ved også godt at børn sikkert kan være ubehøvlede og møgirriterende… og alt muligt at andet. Men wow – at en mor kan råbe så højt at alle i hele grøntafdelingen i Brugsen vender sig, for at se hvilket menneske der har gjort hende hidsig; og efterfølgende får øje på barnet der sidder i indkøbsvognen og har gjort sig lillebitte… fordi hvad skal man gøre af sig selv, når ens mor opfører sig sådan; så bliver jeg chokeret.
“JEG SAGDE TIL DIG AT DU SKULLE TIE STILLE INDTIL VI KOM UD AD BUTIKKEN. ER DET SÅ SVÆRT AT FORSTÅ?!.”
Av. Jeg kan stadig høre hendes råberi for mit indre. Og særligt ovenstående oplevelse i Brugsens grøntafdeling har sat sig dybt i mig. Jeg var ikke den eneste der var i chok eller havde lyst til at sige noget. Mest af alt havde jeg lyst til at sige noget til den lille ulykkelige pige i vognen.
Selvfølgelig har jeg ikke den fjerneste anelse om, hvad der gik forud for denne hændelse. Eller hvilken strigle pigen måske er. Men jeg ved, at det ikke kan være godt for nogen som helst, at blive behandlet på den måde. Uanset hvad der gik forud for dette udbrud.
Siden den dag i Brugsen har jeg tænkt og tænkt. Kunne jeg have tilladt mig at sige noget? Skulle jeg have spurgt moren om hun var ok? Eller pigen? Jeg har især tænkt over, hvad jeg vil synes om at nogle blandede sig i noget jeg sagde til Vilja. Ikke at jeg nogensinde kunne finde på at opføre mig sådan overfor hende – hverken ude eller hjemme. Ikke engang et andet voksent menneske ville jeg kunne “tale” sådan til. Men sandheden er jo den, at jeg da heller ikke er interesseret i at nogle skal blande sig i mine sager.

Kender I de der situationer hvor man viiiirkelig har lyst til at blande sig? Jeg er altid nødt til fysisk at flytte mig og søge væk, for ikke at komme til at åbne munden.
Hvornår synes I at noget er for meget og kunne I finde på at blande jer i, hvordan andre taler til deres børn offentligt?
Nogle gange kunne det måske være sundt at en anden voksen kunne gøre én opmærksom på noget – og selvom man ville hade det midt i grøntafdelingen, kunne man tænke sig at det gav stof til eftertanke.

Nå, nu vil jeg trisse ud til barnevognen og hente mit lille yndlingsmenneske. Hun har ligget og pludret ved siden af mig gennem babyalarmen de sidste par minutter.
Og på falderebet; jeg faldt over dette billede i morges. Ikke det mest relevante, men det var for kært til ikke at komme med her. Tænk sig, det er præcis 8 måneder gammelt i dag… årh hvor var hun dog lillebitte og skøn!

Vintertid

Det er blevet vinter. Og dermed også december. Den måned vi år efter år taler om som hektisk, stressende og fuld af aftaler. Det er egentlig utroligt at sådan en højtid som julen, lige præcis er det der “forbinder os”. Den får os til at tænke på- og have travlt med at få set hele familien, trods at der er 11 øvrige måneder også at gøre godt med. Mon ikke det hænger sammen med at december også er lig med nytår, som betyder at året går på held og vi får gjort op hvad det forgangne år har budt os og hvilke ønsker vi har for det kommende.

Det er blevet vinter med hvad der dertil hører. Levende lys i stagerne fra sen eftermiddag til aften, lyskæder, frostgrader og smukke morgener, varme drikke og diverse hjemmebag. Vinteren er altså også god. Men i år mere end nogensinde. Jeg kunne godt skrive noget klichéagtigt ala “der er noget helt særligt ved denne vinter, fordi det er den første jeg har som mor”… og det jeg egentlig vil skrive er da også derhen af.

Den her vinter er så meget bedre end mange af dem jeg kan huske, fordi jeg er på barsel.

Jeg sætter meget mere pris på de mindste ting; også dem der ikke har betydet noget for mig før. Jeg er sikker på at det er tiden. Den bliver ved med at være der, og vi har ikke rigtigt noget vi skal nå (eller, næsten ikke). Under alle omstændigheder foregår tingene i et andet tempo og det er vidunderligt. Sidste år var jeg presset til det yderste i denne måned, fordi december var den travleste måned på hele året, der hvor jeg arbejdede. Selv når jeg var hjemme havde jeg ikke fri og de rolige øjeblikke kunne tælles på en halv hånd.
D og jeg var ude at købe julegaver sammen d. 21. december og jeg skulle både arbejde det meste af den 23. og om formiddagen den 24… puha! Først i midten af januar var jeg faldet ned igen – og når jeg kigger tilbage på det nu, var det jo slet ikke hverken hyggeligt eller noget der gjorde mig glad.
Godt at vi alle bliver klogere.

Selvom juleaften nærmest banker på døren og der kun er et par dage til, så er det heldigvis vinter to måneder endnu. Og netop denne vinter har jeg sat mig for at ville…

… læse en ny bog og blive klogere
… bage endnu mere end jeg allerede har gjort
… gå en ekstra lang tur med vilja i barnevognen mindst én gang om ugen, suge gode energier til mig og nyde bare at være
… udvikle flere nye opskrifter og dele herinde
… blive rigtig god til det der med surdej

Ja dette og meget mere. Jeg kan godt lide at have gjort mig nogle overvejelser om hvad min (og Viljas) tid skal gå med – og have sat nogle små mål for mig selv. Det giver mening for mig.

God jul – og husk at nyd hinanden og det I gør.
Alt er nu.

Jul som sammenbragt familie

Det har været på tale en del gange, før vi fandt frem til, hvad vi vil og hvordan.
Siden vi flyttede ind i det nye hus, har jeg drømt om at vi skulle holde jul herhjemme i år. Både fordi vi har plads og mulighed – og fordi vores familie nu er fuldendt efter Vilja er kommet til.
Vores familie består af D, Vilja og jeg selv. Hveranden uge består den i fire dage af D, Vilja, D’s søn og jeg selv.
Sådan er vi dog ikke enige om at tænke; for D er vores familie altid den med fire medlemmer. Selvfølgelig. Hans søn tæller for ham på en helt anden måde, end han tæller for mig.

Hvert andet år holder vi nytår med hans søn og det modsatte år har vi ham til jul. I år er det nytårs-år og vi er derfor kun tre herhjemme til juleaften. Det betyder for D at vi ikke er samlet – hvilket han gerne vil at vi er, hvis vi skal invitere til juleaften. For ham er det først “rigtigt” til næste år, når hans søn også er her. Og sådan har jeg det slet ikke – jeg ville elske at Viljas første jul blev holdt herhjemme med os og den tætteste familie. For det er nemlig mindst ligeså fuldtalligt for mig.
Ak og ve – det er jo livet som sammenbragt familie. Hvis det er det vi kan kategorisere os som? Jeg har jo ikke “bragt” nogen med og D er far til to… men I forstår mig.

Som udgangspunkt synes jeg det fungerer for os med denne familiekonstellation. Eller for mig. Jeg har jo valgt D og med ham hørte en søn. En dreng som jeg i øvrigt har et rigtig godt forhold til og som også den anden vej er glad for mig.
Men det er nu noget skørt noget, at vi ikke har det samme udgangspunkt i flere henseender, på trods af at vi har Vilja sammen. Vi har f.eks. også talt en del om når Vilja bliver ældre og vi vil nogle ting med hende – for vi kan jo ikke altid gøre alting i den korte periode hver 14. dag, hvor vi ser D’s søn. Der kommer et tidspunkt hvor han vil gå glip af ting på en anden måde end hidtil, fordi vi har Vilja hos os hele tiden og ser ham så lidt som vi gør. Alt dette med forbehold for at samværsordningen bliver anderledes, for det kan den jo sagtens nå at blive mange gange.

I de fem år D og jeg har været sammen, synes jeg heldigvis ikke, at det faktum at han også har en søn, har givet de store knubs. Det har givet anledning til mange interessante snakke, mange overvejelser og vigtige tanker. Og så har det givet mig anledning til at lære en masse om forældreskabet og hvad jeg selv ville/ikke ville, når jeg skulle være mor. For jeg har om nogen set forældreskabet tæt på, men uden selv at have fingrene helt nede i bolledejen.
Nu er vi netop på den anden side af en af de interessante snakke. Snakken om dette års jul. For mig er det vigtigt at anerkende og forsøge at sætte mig i D’s sted. Netop derfor er det også blevet til, at vi i år holder juleaften hos min mor og så til næste år inviterer til jul herhjemme.
Selvom jeg kan synes at det er svært med de to forskellige typer af hverdage vi har over en 14 dages periode, så er det jo ingenting sammenlignet med hvad det betyder for D. Jeg kan slet ikke bære at tænke på, hvordan jeg ville have det, hvis jeg skulle “dele” Vilja på den måde som D gør det med sin søn. At se ham i fire dage ud af 14 er jo slet ikke værd at tale om.

Lad mig dog lige understrege at vi er rigtig glade for den ordning og det samarbejde der er mht. samværet! Og så vil jeg også nævne at D er  sej til at håndtere det hele. Som han siger “ingen grund til at bruge energi på at ærgre sig over noget man ikke kan ændre på”. Derfor nyder han til fulde de dage han ser sin søn og resten af tiden glæder han sig over, at han skal se ham igen 10 dage senere. Det er enormt beundringsværdigt.
Men wow – tænk hvor mange forældre og børn der sidder i lignende situationer. Dét har jeg vidst først rigtig lært at forstå, efter jeg selv er blevet mor.

Ps. Er jeg den eneste der drømmer om en hvid jul?

Tænk på mig

Kender I det der med, at bestemte sange minder én om noget særligt. En begivenhed, en person, en stemning eller lignende?
Jeg har f.eks. en “da vi kørte hjem fra hospitalet med Vilja-sang” en “da D og mig hørte musik for første gang sammen-sang”, “den sidste cykeltur inden jeg skulle flytte til USA-sang” og sådan er der så et par gode håndfulde. Jeg vil skåne jer for den længere opremsning heraf.
Forleden da jeg kørte i bil med Vilja dukkede min “den hørte vi meget efter min far var gået bort-sang” op. Sådan helt ud af det blå og på den radiokanal, som bilens radio tilfældigvis var tunet ind på. Det er Sanne Salomonsens “Tænk på mig”; en sang jeg tydeligt husker min mor spillede meget i tiden efter hun blev alene med min bror og mig. Og jeg tror vidst nok, at hun lod cd’en bo i bilen, for det var oftest når vi var ude at køre, at den spillede.

“Tænk på mig når du alene
Tænk på al den kærlighed i mig
jeg gemmer til dig”

Jeg faldt lige tilbage i den stemning der spredte sig i bilen der forleden. Jeg husker at kigge på Vilja, smile stort og blive overvældet af en følelse af taknemmelighed.
Der er noget særligt og fint over situationer som denne. Midt i hverdag og hvad der kan virke som ligegyldige tanker, kan man blive mindet om noget så specielt.

Desuden har jeg en ide om, at det med at sange repræsenterer et minde, er reelt på en anden måde end den slags “halve” minder, hvor man synes at huske noget, men også er blevet fortalt om det samme… i de tilfælde er det svært at skelne mellem hvad man husker, og hvad man tror man husker.
Men at fremkalde minder gennem en sang kan vel umuligt være noget andre har del i. Derfor bliver minderne af en helt anden karakter – i hvert fald i mit hovede.

Har I nogle sange der bringer minder eller specifikke situationer frem i jer, når I hører dem?