Voksen skæld ud

I sidste uge fik jeg en omgang voksen-skæld ud. Sådan “en over nakken” med grimme vendinger og små trusler. Det var nede i nyttehaven.
Vilja og mig var forbi, for at kigge til jordbærplanterne og tage lidt med hjem, da formanden for haveforeingen kommer kørende forbi i sin lille røde bil. Først kører han forbi, i noget der mindede om slow motion, for derefter at vende om, gentage, og slutteligt for at stoppe op og bakke tilbage.
Da han bevægende sig ud af bilen, kunne jeg godt se, at han havde retning mod os.
“NUMMER 52?,” sagde han højt med sin slidte, rustne stemme.
“Ja?” Svarede jeg.
“Du skal se at få orden på haven. Det er uacceptabelt, at den ser sådan ud. Det kan komme til at gå udover dine naboer, og hvis ikke den kommer i orden, kan vi smide jer ud…”
Jeg vidste hvad han mente, og han pegede da også på det høje græs, der omgav os og vores intermistiske jordbærbed, som vi har bevaret fra tidligere lejer.
Sagen er den, at der på 40 kvm ud ad de 200 vi har, er græs. Også noget tidligere lejer har haft. Vi har tænkt os at det skal væk, men er ikke kommet så langt endnu. Det er hårdt arbejde at grave veletableret græs af og i vores egne hoveder, var vi ikke nået dertil endnu.
Siden vi tog den helt store tur en måned efter overtagelsen, hvor vi fik ryddet og klargjort, er græsset ikke blevet slået. Græsslåmaskinen der tilhører haveforingen er låst inde i et skur, som kun 2-4 udvalgte har nøgle til. Og da der ikke er strøm, har det ikke givet mening at tage den hjemmefra med, fordi den selvsagt kører på el.

Tja, så græsset er vokset. Og bevares, det gik da også mig til knæene; men nu var det jo ikke fordi alle 200 kvm have så helt forfærdelig ud. Så selvom jeg forstod formandens (hvis navn jeg ikke engang kender) budskab, synes jeg på ingen måde at det var berettiget skæld ud. Der var mere hertil end ovenstående, men så meget dårlig energi er jeg ikke interesseret i at dele med jer.Efter hans ord stod jeg tilbage uden helt at vide hvad jeg skulle sige. Det blev vidst noget ala “ja, vi må se hvad vi kan gøre” og så gik han.
Mens dette foregik stod vores virkelig(!) søde nyttehave-nabo og kiggede- og lyttede med. Hun kendte udemærket formanden, da hun har haft have i foreningen i 6 år. Hun kiggede forstående på mig, da han var kørt og fortalte, at det typisk var sådan han introducerede sig for nye lejere. Hun fik samme tur, dog over telefonen, for 6 år siden, fordi han ikke synes hun var hurtig nok, til at få plantet noget i haven. Og sød som hun var, tilbød hun at spørge en af “de udvalgte” om de ville slå mit høje græs, næste gang hun så en af dem i aktion.
Hun er nemlig i sin have dagligt og har af samme årsag styr på hvem der er hvem… hvem man taler med og hvem der ikke er værd at bruge tid på (gæt selv). Jeg takkede stort ja og gik fra haven med et smil, samtidig med at jeg tænkte på, hvor godt det var, at D var derhjemme. Var han blevet talt til på den måde, havde han nok bare sagt at vi heller ikke var interesseret i at være en del af en haveforening, der bruger trusler overfor deres medlemmer.
Øv hvor er det ærgerligt, at han føler sig nødsaget til at tale- og opføre sig på den måde. Der var mange andre måder situationen kunne være blevet grebet an på. Og endnu mere ærgerligt for ham, at det er et mønster overfor “nye”. Sådan er vi nu engang forskellige som mennesker, gudskelov.

Billederne er fra vores første arbejdsweekend i nyttehaven, efter vi overtog den. Vilja var (ligesom os) svært tilfreds.
Fik du ikke læst med, kan indlægget findes her

Tanker om at droppe hjemmelivet

Historierne, forklaringerne og de gode råd er mange. Som jeg har skrevet om før, er det sikkert (mere eller mindre) velment, når kommentarer som “det har de også bedst af” eller “vi kan se på hende, at hun har brug for at være sammen med andre børn” bliver kastet tilbage til mig, når jeg fortæller- eller bliver spurgt til vores valg om at jeg går hjemme med Vilja.

“Aldrig har noget føltes mere rigtigt. Det jeg oplever hver dag er evig lykke, fordi jeg bruger al min tid på den vigtigste opgave jeg nogensinde har fået – at være mor.”

Jeg tænker at det er forventeligt, at møde en vis undren og nysgerrighed fra folk der spørger til, hvornår Vilja skal starte i institution. Vores familie og nære venner ved alle sammen, at jeg går hjemme og har sagt mit job op. Det er folk i periferien der spørger til det. Selvom jeg tror at der er en mindre revolution på vej indenfor dette område, er det stadig ikke normen i vores samfund at man går hjemme med børn i institutionsalderen.
Jeg har dog endnu aldrig været i tvivl om, at det var det helt rigtige at jeg valgte at sige mit job op, så Vilja ikke skulle sendes i dagpleje da hun var 11 måneder.Nu modtager jeg tilskud fra kommunen for “pasning af eget barn”, men dét tilskud kan man kun modtage i 12 måneder. Af samme årsag er mit evige svar på, hvordan og hvor længe Vilja og mig skal hænge ud, endt med altid at være det samme. “Umiddelbart indtil hun skal starte i børnehave, men det skal også give mening for os. Gør det ikke det, kan hun altid starte”. Selvom jeg er stålfast og evigt glad for vores beslutning og altid klar til en kritisk snak, hvis nogle skulle mene, at det ikke er godt for Vilja at være så meget sammen med mig, så er det ved nærmere overvejelse en fin måde at pakke en undskyldning ind på. Den del med at “det også skal give mening for os”, er nok mit forsøg på at neutralisere beslutningen lidt. Mit forsøg på at sige, at det jo ikke er sikkert, at jeg ender med at være sammen med hende indtil børnehavestart…

Nu er jeg blevet klogere. På mig selv og mine svar. Der er jo ingen grund til at undskylde. For aldrig har noget føltes mere rigtigt. Når det kommer til stykket er jeg ikke i tvivl, så hvorfor ikke servere det på samme måde, til dem der måtte være interesserede.
Forleden voksede denne nye tanke og følelse frem i mig. Jeg vendte og drejede løsninger og svar i mit hovede og endte med at spørge mig selv:

Hvorfor kun indtil børnehavealderen? Hvad hvis det bliver ved med at føles rigtigt?

Nu er jeg blevet enig med mig selv om, ikke længere at have nogen deadline i mine svar. Bryde med vanen om altid at undskylde og give det andre gerne vil have. For jeg ved ikke længere selv, hvornår og hvor længe hjemmepasningen varer ved.Jeg ved godt at der findes uendelig mange artikler ala “derfor har dit barn godt af, at komme i børnehave”. Men med grunde som sociale relationer, sprogudvikling og selvstændighed tror jeg ikke på, at en børnehave nødvendigvis er bedre end hvad jeg vil kunne tilbyde Vilja som hjemmepasser. Hun skal altså ikke nødvendigvis i børnehave. Hun skal i hvert fald ikke i børnehave bare fordi. Måske jeg slet ikke ender med at droppe hjemmelivet, fordi det bare giver så god mening?
Der er fortsat et utal af muligheder, for selv at tage den opgave på sig, som de fleste forældre overlader til børnehaven og dertilhørende pædagoger.
I 2013 var det f.eks. 97% af alle 3-5-årige, der var indskrevet i daginstitution (artikel fra ast.dk); så der er ikke er noget at sige til, hvis der kigges skævt til en sådan beslutning. Det er nok endnu mere “forkert” i manges øjne, heller ikke at sende sit barn i børnehave. Hertil vil jeg bare sige, at Vilja hverken vil være det første eller sidste barn, der vil kunne få den glæde med en af sine forældre. Faktisk har jeg selv en fantastisk veninde, som var så heldig at være hjemme med sin mor, indtil hun skulle starte i skole. Hun hverken mangler sociale kompetencer eller føler sig anderledes end alle andre.

Situationer, vores liv og beslutninger bliver hvad vi gør dem til. Hvis vi anerkender og roser hinanden, vil vores horisont udvides og vi vil opbygge en naturlig accept af og interesse i andres beslutninger. Har vi derimod travlt med at vende øjne og kritisere, vil vi få mere dårlig energi, opleve selv at blive misforstået og mødt på et “forkert” grundlag. Græsset vokser der hvor vi vander det, så hav det in mente, når du står overfor et menneske med andre holdninger end dine egne. Mon du kan lære noget?Til sidst vil jeg understrege, at vi ikke lever et overflodsliv, som giver mig grund til at tænke at alle burde gå hjemme med deres børn, ligesom mig. Jeg har fuld forståelse for, at det for mange ikke er et spørgsmål om lyst, men i høj grad en nødvendighed at sende børnene afsted. For os har hjemmelivet f.eks. betydet afkald på længere ferier og en stor økonomisk ansvarlighed. Jeg vil ikke sige, at vi vender hver en sten, men vi tænker os godt om. Dels fordi vi gerne vil afdrage på vores lån og dels fordi vi ikke ønsker at ende et sted, hvor alt er surt show. Af samme årsag er jeg også glad for den vane, jeg har med at lave madplan og kun handle en gang om ugen (læs mere her), samtidig med at jeg godt kan lide at kigge efter genbrug fra alt til møbler og tøj til Vilja. Det er i allerhøjeste grad blevet en prioritering for os, at jeg skal gå hjemme med Vilja, fordi vi tror på at det er for det bedste.

For os betyder det ikke mindst at Vilja har en glad mor med tid og overskud, men samtidig betyder det for vores familie, at vi har en Vilja i trivsel, der er nysgerrig på livet, glad og som oplever den vigtige voksenkontakt, som særligt små børn har brug for, i alle sine vågne timer.
Det virker for os, men det er ikke svaret på, hvad der virker for alle.

 

Hvordan hænger jeres familieliv sammen og har I overvejet at lade en forælder forlade arbejdsmarkedet for at gå hjemme?

Små tanker

Stille
Langsomt
Uden bekymringer
opdager
og lærer du.

Jeg kigger væk
men vender blikket tilbage,
for at se dig tænke.
Du ser verden,
men ikke som jeg.
Du sammenligner,
dømmer
og overvejer ikke.
Du er bare.

Du møder
og smiler,
griner.
Glædes over de mindste ting.

Jeg forsøger at gøre efter
Møde verden som du,
og nyde alle
selv små øjeblikke.

I de små sko tager du store skridt,
Store for mig som mor.
Mon jeg bliver ved med at
kunne følge med?

Årsagen til at Vilja ikke bruger sut

Som udgangspunkt har jeg prøvet og gør til stadighed en indsats for at tage moderskabet, forældrelivet som det kommer. Jeg vil så vidt muligt gerne undgå unødige bekymringer og opstillede f.eks. under min graviditet, et “forbud” for mig selv; at lade være med at google.
Som jeg også har skrevet om før, gjorde det sig derfor også gældende, at D og jeg ikke mente at alverdens babyudstyr var vigtigt. Vi ville tage tingene som de kom.
Vi anskaffede os det nødvendige – og var enige om, at vi så kunne købe den ene, anden eller tredje dims, hvis vi oplevede et behov. Her tænker jeg f.eks. på ammepude, babynest, brystpumpe, badevandstermometer… jeg kunne blive ved.
En anden ting vi ikke tænkte var en nødvendighed på forhånd, var sutter.

Vi talte om, at hvis de var der, ville vi nok naturligt begynde/prøve at tilbyde Vilja dem. Og hvis ikke de var, kunne vi lære hende at kende og dermed finde ud af, om der eventuelt kunne være et behov og en mening med at tilbyde en. Det var altså særligt med tankerne på, ikke at skabe et behov, men i stedet “opdage” det og så handle derefter. Og herregud, det er jo en supermarkedsvare, så det var ikke værre end at vi på 10 minutter kunne erhverve os hvor mange vi end kunne få brug for.

Behovet opstod aldrig og derfor er Vilja aldrig blevet tilbudt en sut. Jeg ved ikke hvornår det skulle have været aktuelt – og det føles godt at have gjort sig den erfaring, snarere end at handle ud fra en “babyliste” eller hvad vi har set andre gøre og derfor “bare” købe sutter. For det gør man med så meget. Det oplever jeg i hvert fald og er glad for, at vi har haft vores eget udgangspunkt.

Hermed ikke sagt, at jeg mener sutter er en unødvendig eller fjollet ting. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det giver rigtig god mening for nogle (mange) forældre, at deres børn kan få en sut. Og at den blive givet af en grund… men samtidig synes jeg også det er en spændende snak; for mon ikke der er nogen her på linjen, der har givet sut uden helt at tage stilling til det? Eller er det blot en forestilling jeg har.
Hvis det giver mening synes jeg helt sikkert, at man skal tilbyde sin baby en sut – bare der er tænkt en liiiille smule over det. Men sådan er vi (heldigvis) alle sammen forskellige som mennesker, forældre, mødre.

Eftersom at Vilja ikke har en sut som tryghed, når hun f.eks. skal sove, begyndte vi for nogle måneder siden at tilbyde hende den samme bamse(kanin) hver gang hun skulle puttes; både til lur og til natten. I starten blev den bare lagt sammen med hende, men med tiden begyndte hun at blive ivrig og glad, når vi gav den til hende inden en lur.
Ja, her kan vi tale om en grad af, at skabe et behov. Det er dog ikke sådan, at hun ikke kan falde i søvn uden den, jeg tror snarere at den er blevet et slags symbol på det at skulle sove. Og en glæde der kan hjælpe, hvis hun er ked af det. Sådan én er rar at have, og jeg forestiller mig ikke, at det bliver et projekt at “afvænne” som man gør med sutter, hvis det overhovedet bliver aktuelt på et senere tidspunkt.

Bruger jeres barn sut? Og hvis ja, gjorde I jer nogle overvejelser herom inden babys ankomst?

Lykkelig i krisetid

Hvornår kan man tale om at være lykkelig? Og hvad er lykke egentlig? Tør vi overhovedet være lykkelige, eller har vi efterhånden skabt et samfund, hvor det hele skal gå så stærkt, at vi aldrig kan nå at lægge mærke til og være i den slags følelser?

På mange måder har vi alle sammen travlt det meste af vores vågne tid. Jeg var selv på det hold sidste år, inden jeg gik på barsel. Jeg var altid “på”, igang og havde bolde i luften uanset om det var fredag aften eller tidlig søndag morgen. Jeg øvede mig konstant i at være tilstede i nuet. Selvom jeg sagtens kunne lægge både privat- og arbejdstelefon fra mig, havde jeg et arbejde, som aldrig helt anså det som ok, at give sig selv bare den lille smule fri, som et par timer hos en veninde, hvor mobilen var gemt væk i jakkelommen, kunne være.
Den evige følelse af at skulle leve op til – og blive regnet med, betød at det var svært at nyde og slappe rigtigt af. Da jeg gik på barsel blev det radikalt anderledes.
Fra den ene dag til den anden, kunne jeg mærke ro, føle glæde, nyt overskud og jeg mærkede lykke på helt ny vis. Det var tankevækkende, hvor meget plads “i mig” mit arbejde tog og uden at give mig noget, jeg ikke havde det bedre uden.

På trods af at det der fylder hos mange i denne tid er “katastrofetanker”, angst og frygt, så tænker jeg at den nedlukning af Danmark vi oplever lige nu, også giver plads til små stunder, der ikke ellers var opstået. Selvom der kan være hjemmearbejde og børn at passe, så er det ganske specielt at samfundet er i så lavt gear – for alle på én gang. Det er næppe afslapning for størstedelen af befolkningen, men om ikke andet, er det nu der er anledning til at spore sig ind på, hvad vi “rigtigt” har brug for, hvad der gør os lykkelige (måske) og hvem vi er, når vi ikke går på arbejde.

Når det handler om livet og lykke, er jeg særligt fascineret af Aristoteles’ livssyn. For ham er det primært måden hvorpå vi forholder os til livets indhold, der afgør lykken. Lykken er målet. Men lykken er uafhængig af livets medgang og modgang. Det tror jeg er en pointe flere kan bruge i en tid som den vi går igennem netop nu.

“Vi har manipuleret med lykkebegrebet, så det i dag handler mere om at vinde i lotto end rent faktisk at række ud efter en meningsfuld tilværelse”. (Aristoteles)

Jeg har selv været tilbøjelig til at overdrive lykken. Hige efter mere – noget på mange måder uopnåeligt, selvom den “rigtige” lykke lå lige for næsen af mig. Selv når livet er hårdt og surt, kan man, hvis man er gjort af samme overbevisning som Aristoteles, sagtens være lykkelig. Og dét tror jeg på. Lykken er jo i virkeligheden ikke større end vi gør den til. Vi har det med at gøre den til noget stort.
Det kan være vi skal begynde at tale om, hvad der gjorde dig lykkelig i dag snarere end, hvad var du taknemmelig for? Eller er det at tage for “let” på lykken?

I en tid som nu, er det lykken værd at huske på. Selvom verden er i krise, folk dør og alt andet end det strengt nødvendige er lukket, så har de fleste af os det godt, når det kommer til stykket. Det betyder ikke, at jeg ikke anerkender at det på mange måder kan være en rigtig hård tid, men jeg ønsker for os alle, at vi husker os selv på vores privilegier. Det er tid til at mærke efter. Mangler vi noget i hverdagen? Har vi og vores familie det godt? Kan vi klare os uden alle de ting vores samfund normalt tilbyder os? Vi kunne være meget værre stillede, så lad os prøve at få det bedste ud af situationen.

Uanset hvad, tør jeg godt sige, at jeg er lykkelig. Corona eller ej – så har jeg det virkelig godt i livet og med alt hvad det har bragt mig. Der skal meget til at ødelægge det for mig nu.

Er du lykkelig og hvis ikke, er der noget du kan ændre på, så du kan få mere god energi ind i dit liv?