Da Vilja kom til verden

Det er knap elleve uger siden at vi kørte hjemmefra som et kærestepar og kom hjem som forældre dagen efter. Dog glemmer jeg ikke foreløbig, hvordan den tirsdag i marts, som var den nittende dag i den tredje måned, forløb. For det var netop den dag, at intet længere var som før. Nu var jeg blevet nogens mor…

Bedøvelsen virkede hurtigt og jeg blev derfor gennet på plads i en fart, inden jeg ikke længere ville være lige så mobil.
Ved min side blev far placeret på en stol. Jeg husker at jeg gerne ville holde far i hånden, men mine arme var placeret på to “armlæn”, med drop i hænderne og blodtryksmåler på armen, så det var ikke lige til.
Efter jeg var kommet på plads på briksen gik det ellers stærkt. Alle på stuen kendte deres plads, og det var som at se en flok myrer bygge deres tue; alle gik i gang i raskt tempo. Jeg blev smurt ind i jod og fik et kæmpe klistermærke sat over maven med hul i midten. Der blev sat afskærmning op og en sygeplejerske der stod ved mit hovede fortalte, at han undervejs kunne hjælpe hvis jeg blev dårlig.
Inden jeg fik set mig om, hørte jeg en operationslæge sige “så er vi i gang; vi har lige nevet dig en masse, og det sagde du ikke noget til – så bedøvelsen virker”. Jeg kiggede over på far og blev helt berørt at situationen. Det var nu vi skulle være forældre. Nu skulle vores lille mini menneske komme til verden. Inden jeg fik tænkt disse tanker til ende, kunne jeg mærke lidt rumsteren nede ved min mave. “Puha, det føles mærkeligt”, fik jeg fremstammet. “Det er fordi vi trykker på din mave og laver en kunstig ve”, lød det på den anden side af afdækningen.
I samme nu blev afdækningen sænket, og far og jeg så en fødselslæge løfte dig ud af maven og op i luften. Jeg begyndte at græde. Shit, du var en rigtig baby. Og du var lige kommet ud af min mave. Jeg kiggede på far og smilede stort, samtidig med at jeg både grinede og græd af glæde.
Hun viste dig frem, mens hun stod og drejede og vendte dig i luften. Sådan føltes det i et helt minut, som om tiden stod stille; din navlestreng skulle lige stoppe med at pulsere. Du skreg en smule. Din krop var så fin og ren og du åbnede hurtigt øjnene.

Da minuttet var gået, kom afdækningen op igen og din navlesnor blev klippet. Lige herefter fik du en hue på og blev lagt direkte op på mit bryst. Nu var du vores. Far og mig. Jeg lå og kiggede på dig med far ved min side. Du fik din dyne over dig, for ikke at blive kold og far holdt en hånd på din ryg. Vi forsvandt kortvarigt ind i en lille boble. Det hele var så smukt og uvirkeligt.
Grundet den overraskelse det nok har været for dig, sådan at blive hevet ud af din varme hule, var du ikke interesseret i at sutte med det samme. Derfor tog far og jordemoderen dig med over på børnebordet, for at veje, måle og studere dig. Du var i den fineste stand. Jeg lå selvfølgelig og holdt øje med jer. Da dine værdier var noteret blev du svøbt som en lille burrito baby og kom over i fars arme. Her lå du helt stille; kiggede og studerede ham og den verden du nu pludselig var blevet en del af.
Jeg var så rørt, lykkelig og lettet på samme tid. Solen skinnende og vi var blevet forældre til den fineste lille pige. Mit blik kørte hurtigt henover vinduerne, som jeg kunne ligge og kigge ud af. Hvor var det bare den smukkeste dag.
Her sad du og far så ved min side, mens jeg blev syet og tjekket op på.
Det var nok nogenlunde her, at jeg troede mit hjerte skulle til at eksplodere af lykke. Jer to lige der – det var næsten mere end min krop kunne rumme. I var SÅ søde!!! Og fars blik på dig, vil jeg sent glemme <3

Billedet her er taget et par timer efter din ankomst, og er et af de første billeder af os sammen. Du er stadig med hospitalshue på, helt krøllet sammen og endnu ikke meget for at åbne øjnene. Det ændrer dog ikke på, at jeg allerede her, var en stolt mor.

Min Vilja <3

En kærlig beslutning

Her er hun. I sin fulde størrelse, eller hvad man siger. Min Vilja.
Indtil nu har hun været mere eller mindre anonym på de sociale medier og ligeledes her på bloggen. Jeg har vist hende frem men uden at vise hendes ansigt.
Først og fremmest havde D og jeg brug for at lære Vilja at kende, inden “alle andre” lige pludselig også følte, at de vidste hvem hun var. Jeg har haft brug for at tænke mig godt og grundigt om, og det har i løbet af den proces derfor faldet mig naturligt at vise glimt, men ikke billeder med ansigt på. Min lille baby var i mine øjne slet ikke klar til at blive eksponeret, lige så snart jeg var klar til at skrive om hende. De to ting viste sig altså for mig, ikke at gå hånd i hånd.

Nu er noget forandret. Jeg har lært Vilja at kende og ved selv hvem hun er. Jeg kender hende allerede bedre end de veninder jeg har kendt siden mine teenageår…
Derudover er jeg færdig med at tænke. I hvert fald lige for nu. Vi har talt meget om det med eksponering herhjemme. I takt med at jeg er blevet mere glad for at skrive herinde, har jeg også haft en voksende lyst til at dele et billede (ellert ti) af mit lille yndlingsmenneske med hele verden. Forstå mig ret. Når nu jeg skriver så meget om hende, har jeg lige så meget lyst til også at vise hvem hun er og hvad det er jeg snakker om. For ja gud fanden synes man, at ens barn er det skønneste og mest charmerende i denne verden.

Og derfor er hun her. Nu er hun klar til at smile til jer også.
Vi har valgt at udgangspunktet bliver, at vi (jeg) kun deler billeder, vi ikke selv ville finde “pinlige” ell. lign. Så selvom jeg sagtens kan skrive om lort op og ned ad ryggen eller en træls baby, så bliver det ikke lige dér, at jeg dokumenterer med billeder. Det ved jeg med sikkerhed, at jeg som teenager ikke selv ville være glad for at vide, lå på nettet. Det bliver derfor en “føler” fra min side, når der skal billeder ud af Vilja. Men det har jeg det  fint med. Ligeledes er jeg helt åben for, at jeg muligvis ændrer mening igen på et senere tidspunkt… for man har jo kun et standpunkt, til man tager et nyt.

Forresten, tak for at I læser med!
Hvis I har nogle gode ideer/ønsker til indlæg, tager jeg gerne imod 🙂

Hvis man kunne spole tiden tilbage

Der er så mange ting, der giver mere mening, når man har fået et barn. Når man har sat et liv i verden og man har noget (nogen), der giver én så meget kærlighed, at man vil gøre alt for at beskytte og passe på. Jeg gør ting for et andet menneske; et menneske som jeg håber at kunne danne og forme, for at skabe en pige der vil klare sig godt og har fået de bedste forudsætninger, når hun bliver større. Jeg giver liv videre og har samtidig endnu mere grund til selv at leve. Nu har jeg både D og Vilja som betyder alverden. Og i hvert fald én af dem, kan på nuværende tidspunkt ikke klare sig uden mig. Det er en vild følelse at et andet menneske kan være så afhængig af netop mig.
Ovenstående minder mig om, at livet er skrøbeligt. Det gik jeg og funderede over på en travetur med barnevognen i dag.
Jeg prøver, prøver virkelig at nyde og holde fast og sætte pris på… alt hvad vi oplever med vores lille menneske. Og samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, om jeg nyder det nok og om jeg giver Vilja nok. Af alt. Kærlighed, opmærksomhed, tid, omsorg.
Det er på ingen måde fordi jeg er usikker på/i min rolle som mor. Det er jeg ikke. Men jeg tænker jævnligt over, hvor skrøbeligt livet er. Jeg tænker (som de fleste andre forældre) at jeg vil gøre mit bedste hver dag, så jeg ikke senere skal tænke tilbage og ærgre mig.
Der har sneget sig en voksende følelse af savn ind i mig for tiden, for jeg ser jo netop hvor meget vi giver vores lille datter, ved at være der for hende dagen lang. Vi giver hende betingelsesløs kærlighed og former hende.

Min far formede mig indtil jeg blev 3 år og nogle måneder. Og jeg kan grundet min alder ikke huske meget fra min tid med ham. Jeg er ikke i tvivl om, at han har været den bedste far, man kunne ønske sig, i al den tid han havde muligheden. Men hvorfor han skulle tages fra os begriber jeg ikke. Han var jo slet ikke færdig med at leve livet, slet ikke færdig med at være far. Det er netop det jeg kan mærke nu – hvor meget han mangler, når jeg oplever noget så betydningsfuldt som at blive mor.
Shit hvor er livet skrøbeligt, når man som 4-årig kan sige farvel til sin far om morgenen, og uden at vide det, have set ham for sidste gang i live. Argh!
Det er det der forstærker savnet. Før kunne jeg tænke på, hvordan det ville være, når jeg sad med min baby i armene og manglede min far. Men nu kan jeg rent faktisk også mærke at han mangler.

I går var det min fars fødselsdag. Og endnu engang var der ikke meget andet i dét end et stort savn. Det bliver jeg mindet om på sådan en dag, hvor jeg ikke ønsker andet end at kunne dele dagen med ham. Fejre ham. Jeg vil egentlig sige, at man vænner sig til det, men det betyder nu ikke at det bliver mere udholdeligt eller ligetil. Savnet bliver “bare” fast inventar i det indre følelsesregister.

Årh, hvis man dog bare kunne spole tiden tilbage til dengang dette billede blev taget. Så havde jeg nok aldrig givet slip.

Jeg elsker og savner dig, far.

Hvad skal vores “mini” hedde?

For fem ugers tid siden fandt vi et rigtigt navn til vores mini menneske, for hun skal selvfølgelig ikke bare hedde “Mini”. Det er kun herinde hun har gjort det indtil nu. Vi ville gerne have chancen for selv at fortælle navnet til venner og familie, inden jeg plaprede løs om det her. Ikke nok med, at det er en kæmpe ting at vælge et navn til sin baby; så er det altså også en stor ting at dele det med andre.
Jeg har nydt at dele det løbende, med dem der har set mini. For da vi først havde besluttet os, var vi selvfølgelig nogle meget stolte forældre.
Og hvad hedder hun så?
Vi har valgt et gammelt nordisk navn, da det særligt har været den “genre” vi har været mest til lige fra starten.
Det er derfor blevet til at vores skønne lille yndling hedder Vilja <3
Vi er rigtig glade for det, og vænnede os hurtigt til, at det var hendes navn. At man ikke bliver bare en lille smule i tvivl løbende, ville være lyv. Men det tror jeg mest af alt skyldes, at jeg ved det først er til hendes dåb, der er deadline. Når vi har fortalt navnet til præsten er der ikke så meget vej tilbage.

Da vi var til hælprøve på hospitalet et par dage efter hendes fødsel, havde vi netop besluttet det om morgenen. Fremme på hospitalet sidder jeg med hende i armene, klar til at hun skal stikkes i hælen; og sygeplejersken spørger så “hvad hedder hun?”. Jeg husker at D og jeg kiggede på hinanden, hvorefter jeg svarede “hun skal hedde Vilja”. Hertil reagerede sygeplejersken med “det har I vidst ikke fortalt til nogle endnu, hva?”. Det strålede åbenbart ud af os, at det var første gang vi sagde navnet højt i andres medhør. Det har jeg tænkt på en del gange siden… Hvordan vi sad der, to nybagte forældre med det dyrebareste i armene, usikre på at sige hendes navn højt og samtidig pavestolte.

Jeg er ikke i tvivl længere, selvfølgelig skal hun blive ved med at være en Vilja – hvad skulle hun dog ellers? Ja, tænk at man kan have det sådan. Jeg har valgt et navn til et andet menneske…

Vores Vilja.

Hvor langt skal man gå som initiativtager?

Med stort I kan jeg kalde mig selv initiativtager. I så mange henseender og relationer er det den rolle jeg typisk ender med at “påtage” mig. Først og fremmest uden at jeg bemærker det, men fordi jeg er typen der gerne vil have, at der sker noget. Jeg er ikke fan af falske forhåbninger, tomme ord og løs snak. Hvis vi vil noget, så lad os gøre noget ved det.
Det er som udgangspunkt ikke en rolle der generer mig, men jeg er de seneste par år, blevet opmærksom på hvor meget jeg rent faktisk påtager mig denne rolle. I nogle tilfælde har det, at jeg har set det så meget i øjnene, betydet at nogle venskaber er forsvundet som sand mellem fingrene. Fordi jeg altid endte med at være den der skulle tage initiativet til at mødes.
Til en hvis grad gør jeg det hellere end gerne; men når der ikke kommer noget tilbage til mig, så giver det ikke mening til sidst. Jeg bliver træt at af spørge og spørge… og når aftalen skal stå, kan jeg blive frustreret over, at den bold jeg har kastet op i luften utallige gange, ikke bliver grebet af min modpart. Derfor er der desværre forsvundet nogle veninder indenfor de sidste par år. Nogle rigtig søde piger i øvrigt. Men jeg har måtte indse, at jeg ikke kunne blive ved. Selvom man er glad ved folks selskab, så kan det ikke fjerne den opslidende følelse det er, at blive ved med at give og give og foreslå og foreslå… for så at få nada igen. Til nogle har jeg adresseret det helt tydeligt, til andre har jeg håbet at de selv kunne få øje på det. Håbet at høre fra dem, hvis jeg intet gjorde. Ventet og ventet. Og så indset at det nok kun var et venskab, fordi jeg gjorde en indsats. Det synes jeg ikke var noget værd.

Det er ikke til at holde styr på, hvor meget initiativ jeg tager. Jeg tager det hele tiden. Jeg elsker det. Både overfor D, for min familie og for de veninder jeg har, der også gør det gensidigt. Jeg glædes ved at finde på, foreslå og inspirere… 

På det sidste (og i særdeleshed efter mini er kommet til) har det slået mig, hvor meget jeg også påtager mig initiativtager-rollen i familiehenseender. Vi er en søskendeflok på fire (kun en tilbage der bor hjemme) og blandt mine søskende er jeg i høj grad også den, der spørger til og hører om vi skal ses. Om det er faldet mig naturligt, fordi jeg er den ældste i vores flok, eller om jeg har taget det med som en erfaring fra mine venskaber, ved jeg ikke. Men en ting er sikkert – det er over hele linjen at jeg med begge ben falder i, og bliver den der starter samtaler, finder en dato at mødes og prøver at sætte en ny aftale igen inden vi skilles.

Det er muligt at jeg kommer til at lyde som den der lidt for ivrige type, der ikke kan lade andre få fred. Sådan håber jeg ikke at det er. Det føles ikke sådan. Men jeg er klart hende der har relationer for at pleje og udvikle dem. Jeg har ikke en veninde for at se hende én gang om året. Jeg har hende, fordi jeg får noget ud af vores relation og fordi jeg gerne vil prioritere min tid på hende. Og fordi at jeg ved hun har det på samme måde.
Jeg siger tingene som de er, spørger hvis jeg er i tvivl og lægger ikke fingrene imellem når det handler om at få det bedste ud af den tid vi er givet.
Måske netop grundet alt ovenstående betyder de veninder jeg har også meget for mig. Jeg har dem fordi vi vil hinanden.
I dag havde vi besøg af en af de vigtige og gode veninder. Hun har været på rejse og skulle derfor se Mini for første gang (hun var helt solgt). Mens hun har været ude at rejse, har vi holdt vores relation ved lige, ved at skrive sammen. Selvom jeg føler Mini har været her meget længere tid end hun har, så føltes det pludselig som om denne veninde ikke havde været væk. Godt nok er der sket meget, siden sidst vi så hinanden, men vores relation er så god og vigtig, at den ingen skade har taget. Vi har gensidigt spurgt ind til hinanden under hendes rejse og det har endnu engang bekræftet mig i, hvor vigtig gensidighed er for vedvarende relationer.
Men hvad så når den ikke er til stede; gensidigheden?
Indenfor de sidste to uger har jeg fået kontakt med to “gamle” veninder, som jeg hver især ikke har set i maaaange år. Den ene stødte jeg tilfældigt på her i byen en dag, den anden kom forbi med blomster i sidste uge. Man kan altså (heldigvis) stadig blive overrasket af gamle relationer, og det er jeg også meget åben overfor. Nye “gamle” relationer koster tid og indsats – men det giver jeg også gerne, såfremt jeg ikke kommer i tvivl om, at det vil være gensidigt i et fremtidigt venskab. Derfor jeg både spændt og forventningsfuld ift. hvad disse kan blive til på sigt – jeg troede ikke længere på den slags med at der kom liv i gamle venskaber, men det er jeg begyndt at gøre nu.

Så nu er der bare tilbage at finde ud af, hvor langt man skal gå som initiativtager, når det kommer til familien. Hvilke regler gælder her? Skal man blive ved, fordi det er familie? Skal man være overbærende som den storesøster man nu engang er?
Eller er det i virkeligheden her man skal træde et skridt tilbage og lade de yngre søskende komme på banen?
Indtil videre holder jeg fast lidt endnu, men da også kun fordi jeg har været udeboende en del længere tid end mine søskende. Når de er på plads og har styr på deres hverdag og liv med deres kærester, har jeg en klar forventning om at de kommer på banen. Om de så skal skubbes lidt, så gør jeg gerne det. Bare for at mærke, at de (forhåbentlig) også har lyst til mig, D og Mini.