Det er efterhånden sket et par gange, at jeg er blevet spurgt til vores tilgang til forskellige situationer og eller vores værdier ift. Viljas opvækst.
Og nu har jeg efter en del overvejelse besluttet mig for, at det er noget jeg gerne vil dele. Både fordi jeg sommetider selv synes det er givende at høre hvad andre gør og samtidig for at understrege, at der er så mange forskellige måder at være forældre på.
For at undgå at skulle skrive side og op og ned, vil jeg dele indlæg med dette (meget!) omfattende emne op og tage nogle af de temaer ud, som jeg selv oplever er dem der oftest bliver talt om mødre imellem. Denne gang er fokus derfor på måltider og andre spisesituationer.

Til en start kan jeg afsløre at mit syn på børn, måltider og mad ændrede sig radikalt efter jeg selv blev mor. Alt det jeg troede jeg havde styr på og besluttet mig for, blev selvfølgelig helt anderledes, da jeg så endelig sad der med Vilja og hun ikke var en andens, men mit barn.
Jeg har nået at tænke mig om mange gange, for som jeg talte med en veninde om for nylig, kom jeg nemt til at tænke at alt vi gør og siger, er afgørende for Viljas opvækst. At få træk der ikke er gennemtænkte eller falder anderledes ud end forventet, gør noget dårligt for hende. Sådan havde jeg det med måltider da hun begyndte at spise selv.
Det tog nogle måneder at lære, at det ikke er sådan moderskabet er. Forældreskabet ej heller. Det er situationer som gentagende svigt, manglende opmærksomhed o.lign. der på den lange bane kan skade vores børn; ikke engangstilfælde af situationer vi havde ønsket anderledes.

Vi har haft mange snakke om opdragelse, mad, manerer, forventninger mm. og har efterhånden fundet kernen af det vi gerne vil give – og ønsker for Vilja med hensyn til at blive tryg ved og være nysgerrig på mad.
Som en start har vi valgt at skrue forventningerne helt ned. Vi har mange andre stunder i løbet af en dag, hvor vi kan snakke og hygge os. Og derfor skal de måltider vi har sammen, ikke blive sådan nogle, hvor man skal blive siddende ved bordet (ikke når man er halvandet) fordi “ih, nu skal vi hygge os”.
Når Vilja giver udtryk for at hun vil ned fra sin stol, eller siger færdig, så kommer hun det.

Ift. hvad hun spiser – så er det helt op til hende selv. Vi afgør selvfølgelig hvad der kommer på tallerkenen; men hvor meget af det der ryger ned og reelt bliver spist, det er op til hende. Jeg tror på, at hun bedst lærer sin mæthedsfornemmelse at kende, ved selv at sige til og fra. Derfor praktiserer vi ikke “en bid mere” eller “hvis du spiser det, så får du…” Så forsvinder hendes mulighed for selv at mærke efter, og det tror jeg ikke vi vinder noget ved, på den lange bane.
Til gengæld kan jeg sagtens finde på at gå hen og tilbyde hende en bid mad, mens hun leger. Det skyldes i særdeleshed at hun generelt er småt-spisende og jeg derfor gerne vil sikre mig, at hun er mæt, når hun har forladt bordet. Jeg spørger 1-2 gange, og siger hun nej, er det nej. Så går jeg ud fra at hun er tilpas uanset hvor meget eller lidt jeg så synes, at hun har spist.Der opstår fortsat situationer, hvor vi tilbyder Vilja mad hun ikke har smagt før/kender. Når dette er tilfældet, er det altid op til hende, om hun vil smage. Vi lægger det samme mad på hendes, som på vores tallerkener (her taler jeg om aftensmad) og altid sammen med noget velkendt, som vi ved hun kan lide. Når nye ting serveres sammen med noget hun er “tryg” ved, er lysten og nysgerrigheden til det nye nemlig større.
Og samtidig med at det er op til hende at smage på nye fødevarer og selv vælge hvordan hun vil spise dem, så kommenterer vi ikke på hendes mad og eller måde at spise på. I stedet snakker vi om, hvad vi har lavet, hvor dejligt det var at hun hjalp med dit og dat, hvad der står på bordet og at det er rart at spise aftensmad sammnen.
Jeg forsøger også altid at lave en tydelig opdeling af tingene på Viljas tallerken, så hun kan skelne og se hvad hun får serveret, hvilket vi også gør en del ud af at fortælle hende.
Derudover overdriver vi gerne selv, når Vilja ser os spise. Det gør vi f.eks. ved at lægge tryk på hvor godt vi synes noget smager eller dufter, hvilket tit vækker hendes lyst til at smage.

For det meste deltager Vilja i (en del af) madlavningen. Jeg finder altid noget hun kan hjælpe med og det er meget forskelligt fra dag til dag, hvor meget hun kan inddrages. Mens vi laver maden, bliver det også tit interessant at smage på de ting vi arbejder med, og jeg tror derfor at det er med til at give Vilja en sund nysgerrighed og lyst til at smage. Forleden smagte hun på revet mozerella, da vi skulle have det på lasagnen; og efter at hun erfarede at det smagte godt, var det næsten en umulighed at få hende til at lægge det på lasagnen i stedet for at spise det. Super.

Hvis det hele skal koges ned til en one-liner, der er til at forholde sig til, så plejer vi at sige at vi passer vores egen tallerken.I forbindelse med at skulle skrive dette indlæg, hørte jeg en podcast som Morten Elsøe medvirker i. Han har været med til at skrive bogen “Madro” og skriver om sig selv at han “[…] bringer videnskaben tilbage i sundhedsdebatten”. I podcasten “Adfærd” medvirker han i et afsnit, som jeg vil anbefale interesserede i at lytte til. De kommer vidt omkring ift. hans syn på, hvad vores børn spiser, hvordan måltider foregår, hvorfor vi ikke bør have så travlt med at kalde madvarer sunde eller usunde og hvorfor der ifølge ham, ikke er noget galt med at børnene får et par stykker chokolade serveret på aftensmadstallerkenen, for at komme ud over deres lyst til noget “sødt” bagefter.
Han fortæller at en god måde at få sine børn til at spise flere grøntsager på er ved at lege med maden.

“Leg med maden; byg tårne af grøntsagstern og gerne på en måde så du selv synes det er ægte sjovt”

En anden måde hvorpå de hjemme hos ham, får lidt flere grøntsager i børnene, er ved at servere en grøntsagstallerken, når børnene er kommet hjem fra skole og institution. Det kan f.eks. være mens de sidder og ser TV, at der bliver sat et fad med grøntsager foran børnene – og før han får kigget igen og uden de selv rigtig tænker over det – er de gået ombord i fadet.
Morten husker os derfor på, at grøntsager kan spises på mange måder. Hjemme hos ham er der mere ro ved aftensmaden, fordi der så ikke skal tales om, eller være bekymringer ift. om børnene f.eks. får spist noget/nok grønt.
Det praktiserer vi som oftest også med Vilja herhjemme; grøntstave eller optøet grønt fra frost, der bliver lagt på hendes bord, mens hun render rundt og leger om eftermiddagen. Så går hun og “hygge-spiser” men får netop spist mere end hvis vi lagde samme mængde på hendes aftensmadstallerken sammen med flere forskellige ting.

Morten taler også om, at vi skal huske at se og lytte til vores børn – at vi skal huske ikke at gøre noget mad “spændende” ved kun at servere det på bestemte tidspunkter, da det så vil øge lysten til lige netop dette, samtidig med at den naturlige stopklods ikke længere vil være til stede. Han nævner “fredagsslik” som et eksempel. Og netop når det kommer til et emne som slik og søde sager, kan jeg forestille mig at vandene deles; så er du interesseret heri, kan jeg kun anbefale dig at lytte til førnævnte podcast.

I hans øjne er noget af det vigtigste når det handler om børn, mad og måltider, at børn får muligheden for selv at mærke sine egne behov og egen lyst, for på lang sigt at få et sundt forhold til mad.
Og hvem vil ikke gerne det bedste for deres børn og fremtiden? Det er i hvert fald ikke uden grund, at vi har talt så meget om hvordan og hvad vi vil gøre og ikke gøre herhjemme. Og jeg synes vi har fundet en god vej, der virker for os.

“Børn har lige så meget værdighed som voksne. Det er rigtige mennekser. Hvis jeg har lyst til et stykke slik efter aftensmaden og jeg går over og spiser det, så i stedet for at skjule det, så siger jeg til Agnes “Agnes jeg fik lige lyst til noget sødt her efter aftensmaden og vi har lidt slik. Vil du også havet et stykke eller to?” (Morten Elsøe, red.)

 

Hvordan foregår måltiderne hjemme hos jer? Og kan det bruges at høre hvordan vi gør hos os?