Hvor går grænsen for at blande sig?

Er det i orden at råbe ad sit barn? Er det okay at udstille sit barn, ved at fremhæve dets adfærd negativt foran andre mennesker? Hvor går grænsen for hvad der er ok og hvad der er for meget. Og hvor går grænsen for, hvor meget man kan og må blande sig i andres sager?

Egentlig mener jeg slet ikke, at vi (mødre) bør blande os i andres hverken opdragelse eller adfærd, når det kommer til ens egne børn. Hver sit bord.
Men nu har jeg op til flere gange måtte nive mig selv i armen, når jeg i det offentlige rum har oplevet mødre RÅBE deres børn ind i hovedet eller været voldsomme på en måde, som jeg slet ikke troede mødre kunne være det overfor (egne) børn. Jeg ved godt, at børn kan drive os et sted hen, vi ikke anede, og jeg ved også godt at børn sikkert kan være ubehøvlede og møgirriterende… og alt muligt at andet. Men wow – at en mor kan råbe så højt at alle i hele grøntafdelingen i Brugsen vender sig, for at se hvilket menneske der har gjort hende hidsig; og efterfølgende får øje på barnet der sidder i indkøbsvognen og har gjort sig lillebitte… fordi hvad skal man gøre af sig selv, når ens mor opfører sig sådan; så bliver jeg chokeret.
“JEG SAGDE TIL DIG AT DU SKULLE TIE STILLE INDTIL VI KOM UD AD BUTIKKEN. ER DET SÅ SVÆRT AT FORSTÅ?!.”
Av. Jeg kan stadig høre hendes råberi for mit indre. Og særligt ovenstående oplevelse i Brugsens grøntafdeling har sat sig dybt i mig. Jeg var ikke den eneste der var i chok eller havde lyst til at sige noget. Mest af alt havde jeg lyst til at sige noget til den lille ulykkelige pige i vognen.
Selvfølgelig har jeg ikke den fjerneste anelse om, hvad der gik forud for denne hændelse. Eller hvilken strigle pigen måske er. Men jeg ved, at det ikke kan være godt for nogen som helst, at blive behandlet på den måde. Uanset hvad der gik forud for dette udbrud.
Siden den dag i Brugsen har jeg tænkt og tænkt. Kunne jeg have tilladt mig at sige noget? Skulle jeg have spurgt moren om hun var ok? Eller pigen? Jeg har især tænkt over, hvad jeg vil synes om at nogle blandede sig i noget jeg sagde til Vilja. Ikke at jeg nogensinde kunne finde på at opføre mig sådan overfor hende – hverken ude eller hjemme. Ikke engang et andet voksent menneske ville jeg kunne “tale” sådan til. Men sandheden er jo den, at jeg da heller ikke er interesseret i at nogle skal blande sig i mine sager.

Kender I de der situationer hvor man viiiirkelig har lyst til at blande sig? Jeg er altid nødt til fysisk at flytte mig og søge væk, for ikke at komme til at åbne munden.
Hvornår synes I at noget er for meget og kunne I finde på at blande jer i, hvordan andre taler til deres børn offentligt?
Nogle gange kunne det måske være sundt at en anden voksen kunne gøre én opmærksom på noget – og selvom man ville hade det midt i grøntafdelingen, kunne man tænke sig at det gav stof til eftertanke.

Nå, nu vil jeg trisse ud til barnevognen og hente mit lille yndlingsmenneske. Hun har ligget og pludret ved siden af mig gennem babyalarmen de sidste par minutter.
Og på falderebet; jeg faldt over dette billede i morges. Ikke det mest relevante, men det var for kært til ikke at komme med her. Tænk sig, det er præcis 8 måneder gammelt i dag… årh hvor var hun dog lillebitte og skøn!

Flytning og nye rutiner

I otte måneder boede vi først 2 personer, så 3 på blot 22 kvm.
Det gamle hus blev solgt hurtigere end forventet og pludselig skulle vi finde en midlertidig løsning, mens vi ventede på at det nye hus blev klar.
Tilbage i marts 2018, hvor vi skrev under på vores hus hos Lind og Risør, havde vi datoen for overtagelse af det. Derfor vidste vi heldigvis også, hvor lang den midlertidige periode ville være. På trods af dette, har vi utallige gange i løbet af forløbet, hørt kommentarer som “ja ja, sådan noget er aldrig færdigt til tiden” og “nu må vi jo se, om det så også er klar til den tid”, når vi har fortalt om vores køb. Det er så skønt når andre skal være kloge på ens vegne 🙂

Nå, men efter tre og en halv måned som to, blev vi gjort selskab af Vilja og havde derefter fire måneder som en lille familie i vognen. Det gik overraskende godt. Vi hverken manglede eller savnede noget – tænk sig hvor lidt man egentlig kan klare sig med.
Da det blev d. 11. juli stod vi pludselig med nøglerne til vores færdige hus, som vi havde ventet på i halvandet år.
To dage efter fik vi leveret diverse møbler, herunder en seng, hvorfor vi valgte at det skulle være fra den dag, at vi flyttede ind.
Og så har vi jo ellers været her siden. Vi har fået pakket os ud og indrettet os og nu går vi og snakker og drømmer om hvordan resten af huset skal “formes” og blive til lige det vi ønsker os. Vi har begge fundet det ret overvældende (på en ganske positiv måde vel at mærke) at flytte ind i noget HELT nyt og så ellers starte fra bunden med indretning. Jeg tænker især at forskellen fra når man f.eks. køber et hus af andre, er at man kan perspektivere sin ønskede indretning til de tidligere ejere. Her hos os har der for eksempel aldrig stået et spisebord før og der er ingenting der er givet på forhånd.
I løbet af den første uge havde vi tømt vores flyttekasser og pakket ud. Så nu er alt hvad der kan være på plads, på plads. Derudover var der et kæmpe arbejde i at sortere ting der havde været på loftet i det gamle hus, for efterfølgende at pakke det om og ned igen og sætte på loftet her.

Når jeg nu sidder her for at samle op og kigge tilbage, så føles det jo som evigheder siden vi skrev under. Og alligevel er tiden på sin vis fløjet afsted. Det er underligt pludselig at sidde midt i alt det vi har ventet på, drømt om og glædet os så meget til. Vi er midt i den tid vi har ventet på. Det kan man hurtigt glemme.

Vi bor nu på 164 kvm. og kan være i hvert vores rum og lave hver vores ting. Det lyder mærkeligt at jeg synes det skal nævnes – men de mange måneder vi havde i husvognen bød på lidt andre vilkår. Her foregik alt (pånær toiletbesøg og bad) i et rum. Det betød f.eks. at det var svært for den ene af os at sove videre, hvis den anden stod op med Vilja. Der var hensynstagen på en anden måde. Nu kan vi putte hende i soveværelset og stadig hygge os ovenpå, uden at hendes søvn forstyrres. Ja, og det er jo bare én af mange fordele.

Jeg har mange gange indenfor den sidste måned, måtte nive mig selv i armen over hvor jeg er med og i mit liv. Hvor vi er. Det er nu vi skal nyde og sætte pris på – og også give os selv ro og tid til afslapning. Vi er for pokker midt i vores drøm. Vi lever livet – og hold op hvor er det bare skønt at skulle leve det her. I vores nye hus med min D og min Vilja.

Her er lidt billeder af byggeprocessen. Syret at sidde og kigge tilbage på det nu.

Godmorgen

I skrivende stund har jeg en baby der ligger og bobler i liften (igen) og en skøn duft af rarbarbertærte i hele hytten.
Vi skal i mødregruppe om en lille time, hvorfor jeg har været i køkkenet og smække en kage sammen. Det har været en stille morgen med pludren, leg samt morgenmad med D, som skulle senere afsted i dag.
Fra min plads ved spisebordet sidder jeg og kigger ud på den blå himmel, som skyerne i al hast farer henover grundet vinden. Solen skinner og det ser ud til at blive en god dag.
Jeg har taget skjorte og et smil på og ser frem til en denne onsdag.

Som så mange andre gange, tager jeg hul på dagen med et smil – for det er uden lyv, måden at få en god dag på. Jeg tager mig selv i, at “huske på smilet”. Når jeg bare sidder, så husker jeg mig på at smile. Jeg smiler til Vilja (man kan ikke andet) og jeg smiler til mennesker jeg møder på min vej.
Det er i psykologien bevist, at man med et smil, kan overbevise sig selv om, at man er glad – og dermed blive det. Hvis vi smiler til hinanden, kan vi altså smitte hinanden til at smile til andre… og sådan kan vi sætte gang i den positive cirkel, der skaber gode dage og glade mennesker.

Ja ja, jeg ved godt at det hele snart er lidt for meget. Lyder lidt for godt. Men det er ikke noget jeg finder på; jeg har bl.a. læst bøgerne (som i øvrigt er på listen over mine yndlingsbøger) “At tænke hurtigt og langsomt” og “Smil dig glad”. Begge bøger fortæller og behandler viden om hvad smil kan og hvordan man kan “snyde” sin hjerne til forskellige ting. Noget jeg finder enormt interessant. Hvis du også er interesseret i hvordan vores hjernes systemer hænger sammen og hvad de kan, så kan jeg anbefale at læse disse bøger.

Nu vil jeg nuppe barnevognen og gå en lille smuttur, inden vi om en halv time pakker bilen og kører til mødregruppe.

God onsdag til jer!
Smil 🙂
(Nåede lige at fange dette diskrete smil fra Vilja, inden hun faldt i søvn i liften)

En forårstur

For en lille måned siden da blomsterne var sprunget ud, myldrede det med mennesker på Bispebjerg Kirkegård. Vi var nogle af dem.
I år havde min søster spurgt om vi ville med en tur derind, og da D stadig havde barsel og heller ikke været der før, sagde vi ja. Vi fik derfor pakket bilen med baby, barnevogn, min søster og hendes kæreste. Det blev til en fin gåtur rundt på kirkegården, naturligvis med udgangspunkt i kirsebæralléen.
D fik æren af barnevognen, således at jeg kunne knipse billeder af uendeligt mange fremmede mennesker og min søster.
På vej hjem tog vi en tur på kaffebar og fik lidt at spise og en islatte. Det er til min store glæde igen muligt for mig, rigtigt at nyde en kop kaffe. Under min graviditet med Vilja mistede jeg både lysten og smagen for kaffe, så det var til sidst slet ikke en fornøjelse at drikke det.
Når det kommer til den slags hyggeture, savner jeg den tid vi havde barsel sammen. Hvor gik vi bare rundt i vores egen lille boble og hyggede!

Påskedag

Det har været den skønneste påskedag herhjemme i dag.
Vi har ikke lavet synderligt meget og alligvel er dagen gået… uden at jeg rigtig ved med hvad. Vi har været helt nede i gear og bare nydt det gode vejr og hinandens selskab.
Da eftermiddagen var ved at gå på hæld, fik vi tændt op i grillen og varmet vores pizzasten op. I dag skulle nemlig være første gang, hvor vi forsøgte at bage pizza på grillen. Det blev en kæmpe succes!
Bundene blev væsentlig bedre end i ovnen, og det var skønt at sidde i aftenssolens skær med grillen ved siden af havebordet og lave lækre pizzaer.
Det er helt sikkert ikke sidste gang vi gør det på denne måde.

Nå ja, og så har vi desuden også sovet længe og spist påskeæg.
Nu vil jeg gå ind på sengen og hygge med mine to yndlings og en film; de er allerede tyvstartet uden mig.

Hvor er forårssol, barsel og selskab af D bare det bedste jeg kunne ønske! Glæder mig allerede til endnu en god dag i morgen.