Vores hverdage i covid-tid

Det er efterhånden blevet en rutine at se et minimum af mennesker, have en kalender der er så tom at den er helt overflødig og gå lange ture i skoven, fordi der ikke er meget andet udendørs der kan lade sig gøre.
Vi tæller vel uge 3 i et “lukket” Danmark og jeg kan mærke det allermest på mit savn til de aktiviteter Vilja og mig havde for vane at bruge tid på.

Vi fik lige nøjagtig taget hul på hjemmepasningslivet, da Danmark lukkede ned. Det betød farvel til legegrupper, biblioteksbesøg, gymnastik og legeaftaler. Vi klarer den, bevares. Og faktisk har jeg ikke den mindste grund til at klage min nød, derfor ærgrer jeg mig blot en smule.
Vi er raske, har hinanden og det går godt. Vejret er skønt det meste af tiden og Vilja er den hyggeligste corona-makker jeg kunne ønske mig.
Ingen tvivl om at der er stor forskel på hverdagen før og nu. Derfor tænkte jeg at give et indblik i vores liv her midt i krisetiden.

7.00-8.00
Vilja vågner og vi synger godmorgen sang og kommer i tøjet. Jeg husker ikke hvordan det opstod, men nu er det blevet en vane, at vi hver morgen synger sangen “Godmorgen, sol” (det er den med tisse på en tissemyre, hvis I kender den fra barndommen)

8.00-10.00
Vi spiser morgenmad og morgendanser.
Leger i spisestuen og kigger i bøger.
Når Vilja begynder at klø i øjnene gør jeg hende klar til formiddagslur i barnevognen.10.00-12.00
Vilja tager gerne et par timers lur (nogle gange 3(!)) i barnevognen og imens klarer jeg praktiske ting, hængepartier og holder mine skriv ved lige herinde.

12.00-14.30
Vilja putter gerne hos mig et godt stykke tid efter hun er vågnet, hvorefter hun får lov at lege lidt på gulvet i spisestuen, mens jeg gør hendes frokost klar.
Når hun har fået lidt at spise går vi gerne en tur eller leger på græsset i haven. I hvert fald noget der indebærer frisk luft. Det nyder vi begge godt af, især i disse dage hvor solen viser sig dagligt.
14.30-16.30
Igen sover Vilja gerne en lur på 2-3 timer.

16.30-19.00
Frisk og veludhvilet er hun klar til leg og i mellemtiden er D som regel kommet hjem. Derfor endnu større glæde ved at vågne. De leger typisk sammen mens jeg laver aftensmad klar. Vilja får sommetider lidt frugt og grønt, når der er pause i legen.
Når vi har spist går den ene af os med ind på Viljas værelse og leger indtil hun begynder at vise tegn på træthed. Den anden rydder op i og ordner køkkenet, smører måske en madpakke.
Når øjenene klør gør vi Vilja klar til natten og putter hende derefter på sit værelse.Og sådan tager den ene dag så den anden. Vi mødes sommetider med en veninde eller lignende og går tur sammen eller drikker kaffe udendørs med naboer og genboer. Men vi har mere eller mindre afskåret os fra kontakten til andre. Og prøver på – og øver os stadig i, bare at være “os”.

Alle ovenstående tidspunkter er selvfølgelig blot for at give et indblik, det varierer naturligvis fra dag til dag. Men giver et overordnet billede.

Hvordan hænger jeres hverdag sammen og hvad holder jer oppe for tiden?

Sådan sparer vi penge og gør hverdagen lettere

Vi har en særligt god vane herhjemme, som jeg står i spidsen for. Det har været en vane siden jeg gik på barsel for lidt over et år siden, og vi (jeg) har holdt fast i den uden nogle betydelige afvigelser.
Hvem elsker ikke gode vaner, som tilmed kan gøre godt i pengepungen?

Hver søndag bruger jeg en times tid på at lave madplan til den kommende uge og derefter indkøbsliste hertil. Da vi startede med dette var “reglen” at når vi handlede, var det kun ting der stod på listen hjemmefra, som vi “måtte” købe. Det betød at diverse fristelser bare kunne komme an – for havde de ikke stået på sedlen hjemmefra, skulle de ikke ned i vognen. Impulskøb var pludselig ikke en ting og et indkøb blev kun dyrt eller tosset, hvis ikke vi havde en seddel. Smart.

Efter vi flyttede ind i det nye hus, toppede jeg ovenstående med endnu en gammel vane, som blev fundet frem igen. Noget jeg også gjorde i det gamle hus, men som ikke gav mening da vi boede midlertidigt i husvogn.
Dagligvareindkøb online.
Vi plejede at bruge Nemlig.com, men er generelt ret store fan af Coop herhjemme; det var derfor til min store glæde, da jeg fandt ud af, at de nu også tilbød dagligvareindkøb online. Jeg lagde hurtigt nemlig.com på hylden og startede med at bestille fra coopMad.

Jeg bestiller med én dags varsel, og betaler typisk 15,- for levering og emballage. Bestiller man flere dage i forvejen, kan dette beløb komme helt ned på 9,- så vidt jeg husker. Anyways.
Jeg betaler med glæde 15,- for at have klaret alle mine indkøb online – og for næste dag at stå i hoveddøren og tage imod, når det hele bliver leveret til mig.

Til min store ærgrelse har jeg ikke noget statistik over, hvor mange penge dette sparer os for om måneden. Men jeg ved at det er betydeligt dyrere at handle dagligt eller flere gange ugentligt, fremfor at planlægge. Og udover at det kan mærkes på pengepungen, så kan det også ses på den mængde mad vi smider ud. Det er reduceret betydeligt, og vi får brugt hvad vi har, fordi det som regel er købt til flere formål (retter).

I sidste uge var denne kage på indkøbslisten, da jeg hver uge også køber ind til en “ugens snack”. Det er som regel noget bagværk af en eller anden art – jeg elsker jo at bage!

En anden kæmpe fordel ved planlægning er variation! Det faktum at jeg bruger tid på at planlægge, betyder også at der er tid til at finde inspiration til nye retter. Jeg tager kogebogsbunken frem og lader mig inspirere, samtidig med at jeg også kigger på en række madblogs. På denne måde kommer vi udover den for mange, nok velkendte rutine med at køre de samme 10-15 retter igennem igen og igen. Og det er altså så dejligt. Jeg nyder at eksperimentere og prøve nyt og på denne måde opnås det flere gange om ugen.
Jeg planlægger sjældent hvilken dag vi skal have hvad – til gengæld laver jeg en “ugens retter” som jeg sætter på opslagstavlen og så ser jeg dag for dag, hvad jeg har lyst til at lave. Kun i nogle tilfælde kan jeg være begrænset af, at der f.eks. er noget fisk der skal bruges inden en bestemt dag – men der er stadig stor frihed i at gøre det på denne måde synes jeg.

Hermed er mit bedste hverdagstip givet videre – planlæg ugens mad og lav 1 indkøbsliste. Se om I kan klare jer uden yderligere indkøb og I vil uden tvivl spare penge og tid! Det kan muligvis virke uoverskueligt i starten, at skulle have styr på alt det om søndagen. Men tænk i stedet på, at du så ikke skal tage stilling til det i løbet af ugen.

Laver I madplan og hvis ja, hvilke fordele oplever I ved det?

Endelig ovenpå igen

PUHA.

Siden vi sidst skrev mandag i kalenderen er der sket lidt af hvert herhjemme. Samtidig med at vi havde nogle hyggelige stunder i weekenden, var starten på sidste uge, én jeg helst ikke tænker for meget tilbage på.
Mandag aften og nat blev vi nemlig alle (pånær Vilja) ramt af madforgiftning herhjemme. Øv for en omgang.
Jeg var den der var hårdest ramt – og jeg har aldrig prøvet lignende. Først onsdag kom jeg til hægterne igen, og der både råbte køleskabet på at blive fyldt, og vasketøjet på at blive vasket. Alt havde stået fuldstændig stille. Jeg erindrer ikke, hvornår jeg sidst har været så skidt. Heldigvis havde D ferie og var god til at træde til og være der for Vilja. Åh, hvor var jeg lykkelig for al hans hjælp!

Vi måtte desværre melde afbud til salmesang om onsdagen, og torsdag var jeg ved at være mere end klar til, at der skulle ske noget igen. Vi fik besøg af en sød veninde og gik en tur i solskinsvejret.
Fredag var gymnastik aflyst grundet ferie, så vi mødtes med Viljas ven fra mødregruppen (og min veninde) til en kop varmt på den lokale café.
På vej hjem sugede jeg solens stråler til mig og nød at være ude. Det gjorde Vilja også.

Og så har vi ellers haft en hyggelig og effektiv weekend.
I dag har vi taget godt hul på en ny uge – om end jeg stadig skrænter lidt med hoste, så føles det som ingenting, sammenlignet med den tilstand jeg var i for en uge siden.

Resten af ugen er fuld af gode planer – hvor føles det skønt sådan at glæde sig til hver eneste dag, fordi det ikke kunne give bedre mening, at gøre det jeg gør <3

At have ro i maven og gå egne veje

Arh. Nu kan jeg (endelig) ånde lettet op. Jeg har set frem til at sige det højt. Fortælle, hvad der har gjort mig ekstra glad og rolig på det seneste… og hvad der har fået mig til at sætte pris på selv de mindste ting.

Det hele er faldet på plads, og jeg kan med den største glæde og det mest lettede mor-hjerte fortælle, at vi har valgt at vente med at sende Vilja i institution. Hun skal altså hverken gå i dagpleje eller vuggestue, men i stedet skal jeg gå hjemme med hende og gøre lige netop det der er aller vigtigst; både for hende og mig; være MOR.

Over en længere periode talte vi meget om, at det slet ikke føltes rigtigt at skulle sende Vilja afsted i institution og afbryde den sunde og gode udvikling vi oplever med hende herhjemme. Det var underligt at tale om, hvordan vores hverdag skulle hænge sammen med hende i pasning. Al den tid vi ville gå glip af – og den vigtige opgave det er at forme hende, give hende uendelige mængder af kærlighed og føle sig set, lyttet og forstået – ja, den opgave er der jo ikke nogen anden, der kan løfte på samme måde som forældre selv.
Når alt kommer til alt, er det jo ikke vores børns behov at komme i instititution. Det er vores samfunds behov, for at hjulene kan holdes i gang. Mor og far skal arbejde – derfor skal børnene passes.

Jeg har efterhånden fortalt om vores beslutning i en del forskellige fora og henseender. Den mest hørte reaktion, som jeg stadig er meget uforstående overfor er “Hvad så med socialisering? Hun skal jo også lære at være sammen med andre børn?”

Jeg synes på en eller anden måde, at det er en fornærmelse. Jeg er Viljas mor, mon ikke jeg er i stand til at sørge for hendes udvikling og socialisering? Jeg sagde jo ikke noget med, at jeg ville låse mig inde i vores hjem, aldrig gå udenfor en dør og droppe al kontakt til andre mennesker.
Men på den anden side kan jeg godt forstå det… hvis man er en af de mange, (no blame, ikke alle har muligheden for at “vælge”) der sender sit barn i institution, er det nok naturligt at forsøge med den slags kommentarer, for at retfærdiggøre sin egen situation. Et forsøg på at skærme sig selv, med en forklaring om, at det jo må være det bedste at sende sit barn i pasning.

Gordon Neufeld (min nye guru) er udviklingspsykolog og har skrevet bogen “Hold on to your kids” og siger bl.a. om børn og tilknytning “[…] det er ikke interaktion med jævnaldrene, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne, til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, at barnet udvikles og modnes. Desværre er vi kommet til at fjerne meget af barnets interaktion med modne voksne, fordi vi antager, at den udviklende, frie leg på magisk vis opstår, når vi stuver en masse børn sammen i mange timer ad gangen, uden særlig mange voksne til at tage sig af dem”.
Han understreger altså hvor vigtigt det er for det lille barn, at der er meget og god voksenkontakt i de tidlige år. 

En anden dygtig “ekspert” er Mette Carendi, der er uddannet i psykologi med speciale i tilknytning og følelser. Hun nævner ligeledes voksenkontakt, og peger desuden på, at vores samfund er skævt indrettet, med tidlig institutionsstart, som et levn fra en anden tid.

“Barnet er ikke skabt til at blive ladt så meget alene, så tidligt, som vi gør i vores kultur. Det er derimod skabt til at være tæt på dem, som barnet er trygt knyttet til i de første mange år”

Det kan måske også læses som om, at jeg har sat mig godt og grundigt ind i, hvad det betyder for det lille barn, at blive sendt i institution, og så tænkt “det kan vi ikke byde Vilja”. Sådan hænger det altså ikke sammen.
Vi fulgte først og fremmest vores mavefornemmelse og sidenhen synes jeg at tilknytningsteori, adskillelsesskultur, socialisering og følelsesregulering var vildt spændende emner – særligt da jeg pludselig selv havde et nyt perspektiv. Og siden har jeg så læst side op og ned – rapporter, undersøgelser, teorier og meget mere. Ja, generelt er jeg meget videnssøgende og det her med børn har godt nok fanget mig på rette tidspunkt!
Hvis jeg skulle begynde at kede mig (som om det nogensinde ville ske) ved jeg altid hvad jeg skal i gang med at læse, mens jeg går hjemme.

Debatten om institutionalisering er én jeg meget gerne vil bidrage til. Jeg vil blive ved med at stille spørgsmålstegn og være undrende, når jeg bliver spurgt til, hvad jeg tænker på, sådan at holde Vilja hjemme. Jeg oplever en tendens til at fortegnet vender “forkert” – det er mig der er tosset, fordi jeg vælger selv at tage ansvaret for mit barn, i stedet for at overlade det til andre. Det er mig der er skør, fordi jeg tror, der kan komme et fornuftigt barn ud af, at tilbringe så meget tid med sin mor.
I mine øjne er det mere tosset, at tro på at en “fremmed”, uden tilknytning til dit barn, kan løfte den opgave det er, at opfylde behov, imødekomme og forstå DIT barn, bedre end dig?

Der er ingen tvivl om, at det her er den rigtige beslutning for os. Jeg glæder mig så meget til fortsat at have al den tid med Vilja, som jeg også har haft de sidste (snart) 11 måneder. Med alt hvad det indebærer, så tror jeg på, at det vil gøre noget godt, særligt for Vilja på længere sigt, og så er det samtidig en unik mulighed for, at jeg kan arbejde med lidt projekter også. Det skal jeg nok skrive meget mere om.

Indtil da vil jeg fortsat nyde og glædes – for sikke en lettelse at få det ud!

Slutteligt vil jeg nævne, at jeg ved hvor mange forskellige holdninger der er, til en beslutning som denne. Det har jeg det fint med. For det her kunne ikke være mere rigtigt for os. Det betyder selvfølgelig ikke at det også er rigtigt for andre.

Peace out!

Ambitiøse sommerferieplaner

Til sommer har vi lavet sommerferieplaner med et vennepar, som vi efterhånden har en del gode minder med. Her tæller f.eks. nytårsaften, kanotur, grillaftner, klovneløb og utallige gode snakker over kaffe med mælk. De er skønt selskab.
Planen denne sommer er en vandretur i Sverige. Fire voksne og fire-fem-seks børn. Det afhænger af teenagedeltagelsen på venners side. Nu må vi se hvor mange der kan trækkes med.

Forrige sommer var vi på kanotur i Sverige. Det var faktisk to dage inden den tur, at jeg fandt ud af, at der var flyttet nogen ind i min mave. Det kan du læse om her.
Det var en fantastisk tur og da vi kom hjem derfra, vidste vi alle sammen, at vi var nødt til at tage på eventyr sammen igen før eller siden.
Vi sprang lige over i sommers, da vi havde en lille 4 måneder gammel Vilja, og ikke helt synes dét, oveni flytning også gav overskud til spændende eventyr.
Men nu er det blevet tid! I uge 8 skal vi mødes og snakke planlægning samt forventningsafstemme, brainstorme og finde frem til en fælles præmis for den kommende sommers tur. Ikke nok med at der er nogle børn at tænke på, så er der også en del logistik o.lign. der skal falde på plads, samtidig med at vi skal finde ud af hvor langt vi skal gå, hvilket terræn vi vil gå i, hvordan vi vil overnatte og hvad vi gør med forplejning.
Puha, når jeg sådan får listet det op, kan jeg godt se at det vidst er meget godt, vi allerede begynder så småt på planlægningen nu.

Det bliver spændende at skulle have Vilja med på sådan en tur – og selvom hun i fremtiden ikke kan huske noget af turen, er jeg glad ved tanken om at introducere hende for denne slags oplevelser. Noget jeg håber vi kan blive ved med mange år fremover.
Jeg tror på at naturen kan give os noget helt særligt – og vi kan jo mærke det på os selv; sådan en tur fylder en op med god energi, mod på mere og tonsvis af helt særlige minder. Den ro vi oplevede, sidst vi var på tur sammen, kunne bare noget. Vi havde ikke telefoner eller ure at lade os styre af. Vi fulgte vores instinkter, maver, lyst (og det kort vi havde fra kanoudlejningen). Men det var  befriende ikke at skulle spise aftensmad fordi klokken var seks, eller tænkte på, hvornår klokken mon skulle slå tolv, så vi kunne få frokost. Tiden var ikke vigtig – vi spiste når vi blev sultne, sov når vi var trætte og stod op med solen og fuglene om morgenen.

Sådan en oplevelsesrig ferie, hvor man er sammen (og ikke rigtig kan blive fri for hinanden) glæder jeg mig til! Og så tænker jeg også tit på, hvor skønt mine søskende og mig havde synes den slags var, da vi var børn. Det ville jeg ønske vi havde praktiseret noget mere derhjemme. Dermed er det også blevet noget jeg har taget på mig, ift. at skulle med min egen familie.

Som opvarmning til sommerferien har vi talt om at tage en weekendovernatning ved en shelter/lejrplads et sted i nærheden af hvor vi bor. Så kan vi rigtig komme i stemning, øve os på bål, trangia og måske telte – EJ det bliver fedt!

Hvis der er nogen på linjen med erfaringer fra vandreture i Sverige (med børn) så giv endelig lyd!