At vælge livet “på landet” til

“Hvorfor ikke være der hvor det hele sker?”
Den sætning har jeg efterhånden hørt så mange gange, at jeg er stoppet med at tælle.
Det har med jævne mellemrum nærmest været en nødvendighed for mig, at “forsvare” mit valg om at bo på “landet” som det så fint kaldes her hvor vi bor, hvis man er fra byen. Både D og jeg er vokset op i mindre byer i Nordsjælland, og det er også her vi holder til nu og skal bo fremadrettet.
Jeg nåede aldrig at flytte ind til byen efter gymnasiet. Nåede aldrig fordi det efterhånden er normen at man som ung skal “væk”, når man skal starte på en ungdoms- eller videregående uddannelse. Væk fra der hvor man er vokset op, væk fra landet. Jeg ved selvfølgelig ikke noget om, hvordan det er i andre regioner af landet, men i mit lokalområde, tror jeg de fleste vil kunne nikke genkendende til denne antagelse.

Vi har som bekendt købt hus og flytter ind om 16 (!) dage. Det er nybyggeri i udkanten af den by Dennis er vokset op i og nærmeste større by er Hillerød. Vi har skoven i “baghaven”, strand indenfor køreafstand, skole, indkøbsmuligheder, træningsfaciliteter, bager, bibliotek osv. Og så har vi 40 minutters kørsel til indre by. Jeg er tilfreds. Samtidig med at vi har hvad der er nødvendigt i hverdagen, er vi omgivet af den skønneste natur og fantastiske muligheder i lokalområdet. Så kan en café på hvert hjørne og en døgnåben kiosk være lige meget.
Hvis jeg vil fyldes op af det liv og den stemning samt større menneskemængde der er i byen, kan jeg nemlig søge ind til det. Jeg er meget tilfreds med at jeg/vi kan være os selv og så tage ind til byen, når vi har lyst. Jeg ville have svært ved at ånde i en lejlighed inde i byen, hvor det skal ske i en gård eller park, hvis man vil ud og lufte de blege stænger (læs: mine ben).

Med årene er jeg blevet mere opmærksom på, hvad der gør mig glad og hvorfor. Så selvom der nok (indrømmet) var en kort periode i mine tidlige voksen år, hvor jeg helst så mig selv i en lejlighed i København, så er jeg nu længere fra den forestilling end nogensinde. Det var som om, at der gik et lys op for mig, da jeg mødte D og sidenhen fandt ud af, at jeg ønskede at dele mit liv med ham. Sammen med ham betød lokation pludselig meget mindre, bare vi var sammen; Forstået på den måde, at vi sammen har fået drømme om fremtiden og hvor vi gerne ville bo. Men drømmen om at bo i byen var ikke længere den der fyldte og voksede. Jeg kunne flytte til Jylland, Bornholm, Langeland, whatever… bare jeg kunne få lov til at have D med. Og den følelse har siddet i mig lige siden.
I løbet af min barndom flyttede vi en del gange, og selvom der er steder vi har boet flere år end andre, er der ikke noget sted jeg betragter som der hvor “jeg er fra”. Jeg har dermed heller ikke ytret ønske om at bo et særligt sted, og været åben for det meste. Jeg har været god til at følge med, da D begyndte at kigge i nærheden af sin “barndomsby”. For ham er det altså lidt som at vende hjem, når vi flytter ind i det nye.

Det er nok et års tid siden jeg sidst blev spurgt om, hvorfor jeg overhovedet havde lyst til at bo “så langt væk”. Ja, her snakkede jeg med en inkarneret københavner. Men for mig er det hverken langt væk eller kedeligt at bo i provinsen. Heldigvis er der jo forskel på folk, og for mig sker livet her og nu, hvor jeg er sammen med min familie og ikke udfra den prik vi kan sætte på danmarkskortet, som viser hvor vi bor. Det er ikke vigtigt for mig at føle mulighederne som uendelige, så snart jeg træder ud af hoveddøren. Tværtimod.

Nu glæder jeg mig som et lille barn, til at flytte ind i vores nye hus. Til at skabe et godt barndomshjem for Vilja og forhåbentlig give hende en følelse af, at være “her fra”, når hun bliver ældre. Den slags tilhørsforhold tror jeg ikke man skal undervurdere.

Nå, nu vil jeg gå ud og nyde solen.
Statusbillede taget i lørdags. Det må gerne blive juli nu!

Picnic i Dyrehaven med en baby på slæb

Nogle gange sker det, at jeg helt glemmer, hvad det er vi går og laver. Når jeg ruller tilbage i kamerarullen på min telefon, opstår der derfor med jævne mellemrum “aha-oplevelser”, som tilbagekalder minder om noget særligt vi har lavet, og som jeg har dokumenteret ved at tage billeder. Det skete bl.a. med nedenstående…

Vi har efterhånden været en del omkring med Vilja, uden hun overhovedet har den fjerneste anelse om det. Det skyldes selvfølgelig hendes gode sovehjerte. For os som familie og mig på barsel, betyder det at vi/jeg har mod på det meste, da hun er så skøn og medgørlig (for det meste bare sovende). Andet var da heller ikke tilfældet, da vi i forrige uge valgte at tage en tur i Dyrehaven. Vi havde pakket madkurven med sandwich og juice og fyldt termokanden med kaffe – det hele suppleret med den obligatoriske picninc snack – en rulle Prince kiks. Vi var heldige med vejret, der dog bød på en lille regnbyge undervejs.
Inden vi igen vendte næsen hjemad, gik vi en runde på Bakken og fik en portion churros.
Vilja sov fra vi kørte hjemmefra og til vi efter 3-4 timers vandren, picninc og rundtur på Bakken, igen var ved bilen for at køre hjem. Her fik hun lidt mad og var om muligt dermed en endnu mere tilfreds baby end før.
En hyggelig dag – og bestemt ikke sidste gang, vi har gået tur i Dyrehaven.

Til tops og kilometer i benene

Forleden var vi på tur til Kragerup Gods sammen med et vennepar med børn. Her stod dagen i “Go High’s” tegn med klatring i deres trætopsbaner med forhindringer.
Grundet mit kejsersnit må jeg ikke lave fysisk aktivitet udover dagligdagsopgaver endnu (håber kun det gælder til i morgen, hvor jeg skal forbi lægen), hvorfor jeg naturligt vandt baby-tjansen og traskede rundt på skovstierne med barnevognen. Man kan følge de fleste baner fra jorden, så jeg kom vidt omkring og rundt mange gange, mens de andre var i træerne fra kl. 10-19, kun afbrudt af en hyggelig og velfortjent frokostpause med hjemmebag, kolde drikke og kaffe.
For mig blev det altså til en del kilometer, fordi jeg simpelthen var for nysgerrig til bare at slå mig ned ved et bord- bænksæt og så ellers fordrive tiden der. Det betød også at der måtte et par amninger i skoven til undervejs, men det havde nu sin charme 🙂

Igen var jeg heldig med Mini, der opførte sig eksemplarisk og uden brok; hun hyggede i barnevognen, nød en tår mælk i skoven, og på armen var hun opmærksom på hvad der skete omkring hende med de mange nye lyde og stemmer.
Hun imponerer mig stadig med at være så god.

Vi havde en fantastisk dag i det fine forårsvejr; og jeg glæder mig allerede til at vi skal afsted igen, så jeg kan være med.